Nogle gange er verdens synkronicitet [nej, her skal ikke synges Sting!] forunderlig… I fredags diskuterede jeg med SHA, hvorvidt man kan sige ja til at være gudmor, når man er ateist – hun havde nemlig været på den overvejelse. Lørdag aften bliver jeg så spurgt om det selvsamme!
Fredag aften var jeg helt på linie med SHAs argumenter for at takke pænt nej. Lørdag måtte jeg så pludselig genoverveje min position…
(Det var ikke for at spille kostbar, at slutningen ikke kom med – jeg fik lige besøg af underboen…)
Nu kom spørgsmålet jo fra min søde niece (som jeg har været moster til siden jeg var 6), og barnet skal have dét navn, som min far i sin tid ville have døbt undertegnede (hvis ikke min mor havde synes, jeg skulle hedde noget kedeligere) – Så der var ingen tvivl i mit sind. Næh, jeg har skam sagt ja med det samme, eller det vil sige under forudsætning af, at der ikke forventes nogen kristelig indoktrineren fra min side. Og det har jeg sådan set ikke de store kvaler med – ud fra den betragtning at familien traditionelt er standard-4-hedninge (barnedåb, konfirmation, bryllup & begravelse). Så længe de ved, hvad de går ind til hvad kristeligheden angår (eller rettere manglen på samme), så synes jeg, at jeg har mit på det tørre… Som niecen tørt sagde; Du lover jo ikke noget, du skal bare sige ja de rigtige steder (de havde skam ikke forventet kristelighed fra mig, hun kender mig jo alt for godt til det!). Så det var en aftale.
Og?
Man bliver jo smigret over tilbuddet, og føler sig krukket og utaknemmelig over at sige nej. Principfast, ja … men hvis det ikke giver dig nogen glæde, så sig dog endelig ja :-)
– Du er (stadig) medlem af foreningen, ikke ? Forresten kan man vel “oversætte” dén med at drage omsorg for at barnet opdrages i den kristne tro, til at have særlig omsorg for barnet i det hele taget. Det er da en smuk cadeau (korrekt stavet?) at blive spurgt af forældrene, osse selv om man er folkekirkeateist. ;o)
Jojo, det hører med til standard-4-hedninge-profilen at være medlem af klubben.
Jeg er ikke medlem af klubben, men ateist og gudfar. Og jo, det ser lidt dumt ud at være hedning og samtidig sværge, at man vil opdrage pigebarnet i den kristne tro.
Men kristendommen er vel dybest set, hvad du gør den til. Det plejer vi ikke at være så kræsne med, her til lands. Og at man ikke må stjæle og slå ihjel, kan de fleste vel være med på.
Og jeg er trods alt kulturkristen, som Bertel Haarder beskriver det.
Det er den dér lidt besynderlige skyldfølelse over at lyve om at ville gøre noget, som man ikke tror på… eller noget. For hvem lyver man for? Gud? Som ikke eksisterer. Lyver man så i virkeligheden?
Alternativt kan man se det som krænkende for dem som faktisk tror på det – men dem er der så ikke rigtigt nogen inde i billedet af her…
Og jeg vil skam gerne love at opdrage barnet til kulturkristen hedning som resten af familien ;)
Problemet er jo også, at du skal sige ja til, at du tror på kirken og Gud. Hvis du ikke tror på systemet, hvorfor sige ja? Ville du sige ja til nazister, selv om du ikke troede på deres system? Problemet er, mener jeg, at vi danskere bare tager det af pakken som vi selv vil bruge. Alt det som hører med, som vi ikke gider, smider vi bare væk. Det er måske netop problemet med vores postmoderne verden.
Hov-hov – Pegefingeren dér har fat i noget med at sige ja til, at man tror… Men parallellen med nazismen holder jo ikke – for jeg tror skam på, at de eksisterer, jeg er bare uenig med dem.
Hvorfor sige ja? For den symbolske signalværdi der ligger i handlingen – i forhold til de mennesker, der er involveret. Symbolikken hører så til inden for en ideramme som jeg kender, forstår og kan gebærde mig inden for – omend jeg ikke accepterer det underliggende aksiom. Jeg går jo også til begravelse i kirken, fordi jeg har et forhold menneskene – og ikke har tænkt mig at lade mit ikke-forhold til en gud forhindre mig i at dele glæder & sorger med dem, jeg holder af i en symbolramme, som jeg så bare vælger at opfatte som rent symbolsk.
Selvfølgelig skal du sige ja. Det er din familie. Men jeg oplever bare, at mange mennesker bruger kirken uden af tænke over, hvorfor de bruger den. Derfor får jeg en utrolig lyst til at stille spørgsmål til sagen.
Spørgsmål er skam meget velkomne! Jeg synes sådan set også selv, det er et mærkeligt pseudo-dilemma, jeg står i. Spøjst nok kan jeg jo så konkludere, at selv om jeg er den, der der tænker mest over mit forhold til kirken, er jeg den, der har det mest komplicerede forhold til den. Hykleriet i at sige ja, til noget man ikke tror på, synes ikke at gå de andre på…
Pingback: Kryddernellikens » Tidligere » Ukristelige konsekvenser