I dag var der nogle af kollegerne, der kom til at ønske hinanden ‘god weekend’ – indtil enten den ene eller den anden i et ironisk tonefald ændrede det til ‘god fredag’, og fortsatte: ‘Vi ses i morgen, og i overmorgen, og dagen efter, og dagen efter dét ogdagenefter ogdagenefter ogdagenefter igen’.
Der er nemlig arbejdsweekend på jobbet, og i år skal vi ikke engang på internat et eller andet idyllisk landligt sted, næh vi skal sidde i de samme sure lokaler hvor vi har siddet resten af ugen og diskutere visioner for det kommende år. Det ville jo være dejligt nok, hvis ikke det var, fordi det sker med med en forventning om, at lige meget hvor ambitiøse og fantastiske ideer, planer og visioner vi har, så er den mest sandsynlige fremtid, at der ABSOLUT intet bliver gennemført (i hvert fald ikke de næste 5-10 år), der er i hvert fald erfaringen – den udsigt lægger jo i sagens natur en vis dæmper på entusiasmen…
Hvis bare det var mandag allerede, så ville der være langt kortere tid til det var weekend!