Halvanden dag efter indtagelse af sidste dosis bredspektret penicillin, kan jeg mærke de onde små stafylokokbakterier formere sig, så det klør og kribler mellem kindben og næse. Rotverdomme & verdamt noch Mal!
Det er naturligvis [Murphy lever ikke forgæves] sådan en dag, hvor jeg er hårdt booket fra 8:30-17:30, men det lykkes at finde en stund og ringe til penicillin-pusheren, som lover at faxe recept til nærmeste apotek straks. Og det falder så heldigt, at jeg på vej fra et engagement til et andet netop har tid til at poppe ind på det mest irriterende apotek i København. På trods af kønummersystemet kommer man ALTID til at vente voldsomt længe på Nørrebro Apotek (måske er de bare ikke de mest brusende tabletter i røret?) Men med blikket på uret og hurtigt udregning af den påkrævede tid til at cykle til Nørreport og nå tog lykkes det dog at nå kassen. Hvorefter de ikke kan finde min recept, typisk! Jeg overvejer kortvarigt at kreere junkie-på-Steno-agtig scene og/eller true mig til mit junk ved at snotte ulækre stafylokokbakterier på dem, men har jo desværre et tog, der skal nås…
En senere opringning afslører, at recepten VAR faxet til Nørrebro, men havde de kunnet fnde ud af det, havde jeg jo ikke fået fornøjelsen af også at se det døgnåbne apotek i Lyngby – der fulgte strengere formaninger med, end jeg fik sidst: Ikke spise 2 timer før og 1 time efter. Og ikke noget med at tage dem på vej i seng heller. Det er ikke godt for optagelsen. Skide TAK! Det er jo også pissenemt at planlægge, når man skal tage dem 4 gange om dagen, har håbløst uregelmæssige arbejdstider i denne uge og heller ikke just er den tjekkede planlægger, hvad angår madpakker, -lavning og alle mulige andre ord, der starter med mad…