Fordømt!

Halvanden dag efter indtagelse af sidste dosis bredspektret penicillin, kan jeg mærke de onde små stafylokokbakterier formere sig, så det klør og kribler mellem kindben og næse. Rotverdomme & verdamt noch Mal!
Det er naturligvis [Murphy lever ikke forgæves] sådan en dag, hvor jeg er hårdt booket fra 8:30-17:30, men det lykkes at finde en stund og ringe til penicillin-pusheren, som lover at faxe recept til nærmeste apotek straks. Og det falder så heldigt, at jeg på vej fra et engagement til et andet netop har tid til at poppe ind på det mest irriterende apotek i København. På trods af kønummersystemet kommer man ALTID til at vente voldsomt længe på Nørrebro Apotek (måske er de bare ikke de mest brusende tabletter i røret?) Men med blikket på uret og hurtigt udregning af den påkrævede tid til at cykle til Nørreport og nå tog lykkes det dog at nå kassen. Hvorefter de ikke kan finde min recept, typisk! Jeg overvejer kortvarigt at kreere junkie-på-Steno-agtig scene og/eller true mig til mit junk ved at snotte ulækre stafylokokbakterier på dem, men har jo desværre et tog, der skal nås…
En senere opringning afslører, at recepten VAR faxet til Nørrebro, men havde de kunnet fnde ud af det, havde jeg jo ikke fået fornøjelsen af også at se det døgnåbne apotek i Lyngby – der fulgte strengere formaninger med, end jeg fik sidst: Ikke spise 2 timer før og 1 time efter. Og ikke noget med at tage dem på vej i seng heller. Det er ikke godt for optagelsen. Skide TAK! Det er jo også pissenemt at planlægge, når man skal tage dem 4 gange om dagen, har håbløst uregelmæssige arbejdstider i denne uge og heller ikke just er den tjekkede planlægger, hvad angår madpakker, -lavning og alle mulige andre ord, der starter med mad…

3 thoughts on “Fordømt!

  1. Suzy Q

    For filan da, god bedring me’ed.

    Men det har også altid undret mig, hvad det egentlig er der foregår i baglokalet på et apotek.
    Man indleverer sin recept for 4 timer siden og kommer tilbage og får at vide at “den er ikke klar”.

    Klar? Skal I ikke bare sætte et klistermærke på pakken? Hvor KLAR kan en papæske blive?

  2. AnetQ Forfatter

    Det har også altid undret mig! Nørrebro Apotek er det apotek, der undrer mig mest: Kommer man med recept sørger deres smarte kønummersystem for, at man bliver overhalet af alle håndkøbskunderne, der kommer ind ad døren… Bliver der ved med at komme H-kunder ind, bliver man således potentielt set aldrig ekspederet med sin dumme recept. Men den kan de jo alligevel heller ikke finde ud af, så pyt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.