Via diverse associationer & linksurfing endte jeg i dag tilfældigt på hjemmesiden for Eventyrernes Klub – og efter at have læst lidt på må og få i medlemlisten om polarekspeditioner, krigskorrespondenter, opvækster i det mørke Afrika [skal naturligvis udtales med åbent Karen Blixen-diktions-A], cykling over indlandsis, kajakkrydsning af bjerge og deslige – så slog noget mig… Lars, Hans, Jens, Peter, Rip, Rap & Rup, sig mig er der overhovedet ingen eventyrlige kvinder? I en forening, der ved sin stiftelse i 1938 havde 20 % kvindelige medlemmer (2 ud af 10)? Godt nok er der ikke nær så mange kvinder, der tænder på arktisk klima, bjergbestigning, rumrejser & kontinentkrydsning på cykel, ski eller vha. andre inadækvate transportmidler – men de eksisterer da:
Hvad med Nina Rasmussen, der sammen med Hjalte Tin håndterede 2 blebørn på motorcykel i ødemarken – og senere rejste rundt alene i burkaland?
Hvad med hende piloten med “Smiling in a warzone”-projektet, der tog til Afganistan for at flyve med småpiger med pilotdrømme (Simone Aaberg Kærn hedder hun)?
Eller for den sags skyld hende den isbjørnenedlæggende Aller-arving?

Nixen, ikke en eneste kvinde på medlemslisten. Ikke én. Ud af ca. hundrede medlemmer?
Hvad gik der galt for modet & oplevelsestrangen & eventyrlysten? For meget tropehjelm & drinks med de andre journalister i baren under palmerne – og rip-rap-rup-effekt som resultat af, at der kun er optagelse på medlemmernes anbefaling? Eller er der en rigtig god forklaring på, at kvinderne er flyttet over i eget klubhus engang i 50’erne? Eventyrlig segregation?