Så vidt jeg kan se, er der kun én fordel ved at være syg for 3. gang inden for et par måneder: Når ikke man sover (som optager det meste af tiden), er der ikke så meget andet at lave end at se film:
Temaet disse dage synes at være dysfunktionelle familier:

Igby goes down – helt udmærket film, morsom på sarkastisk vis – men med så meget ironisk Newyorker-distance, at alt det forfærdelige ikke rigtigt bider. Nemt, men måske lidt for nemt?
Running With Scissors – Super film, men lider lidt under genkendelig casting. Der er ganske mange mindelser om Royal Tenenbaums (helt ned til en bleg underkuet Gwyneth-søster) og Bening som American Beaty’esque sindssyg mor – De gør det fantastisk, det er bare set før. (Men det er nok bare mig, der ikke gider se DeNiro og Pacino, mest fordi de altid spiller DeNiro & Pacino inc.) Nå, men historien er god, eller altså ond & forfærdelig & morsom – fordi man må grine, hvis man ikke skal græde… (og i øvrigt fuld af gode skud, der er filmquiz-værdige og fantastiske forklaringer: (som fx svaret på, hvorfor alt porcelænet ligger ude i haven?) I’m giving my worldly possesions a moonbath!) – Den er helt klart værd at se.

Nå ja, og så har jeg også fået set Quantum of Solace [Bare rolig, der er ikke mere spoiler her end i forfilmen, men det siger selvfølgelig ikke så meget] – det havde været en fordel liiige at læse op på resuméet af den forrige, da filmen helt bogstaveligt starter, hvor den sidste endte; med Jesper Christensen skudt i benet i Venedig…
– Lad os bare sige, at det er mere Bourne end klassisk Bond, men det er der jo ikke noget galt med i min bog. Men en Bourne-historie ville nok have en lidt mere kødfuld historie? Oh well, det så godt ud og Daniel Craig har altid lignet en mand der har energi til at knalde en op ad en væg, selv efter en hård arbejdsdag…