Scenen: En tydeligvis følelsesberørt kvinde træder ind i et hus. På gulvet ligger liget af en kvinde iført tecno/fetishtøj komplet med hjelmmonteret kamera. Ved siden af hende ligger manden der har skudt hende. Inden han udånder i hendes arme (kvinden på gulvet har nemlig såret ham dødeligt inden hun døde), giver han hende sit manuskript, fortæller hende, at hun skal ændre hovedpersonens navn til hans – og det vil blive en bestseller (den lesbiske seriemorder er nemlig i virkeligheden ham selv). Efter denne tilståelse dør han, og kvinden går ovenpå for at finde den mand, hun elsker. Desværre ligger han livløs på sengen, så efter forgæves at have forsøgt at få liv i ham, griber hun i desperation en lampe fra sengebordet, skruer pæren ud, fjerner hans sko og strømpe – stikker hans storetå i fatningen indtil der kommer liv i ham. Happy Ending!
Jeg elsker Almodóvar! De absurde plots, de maniske kvinder der plabrer løs på spansk i et grotesk tempo, de seksuelle excesser, den vanvittige logik, der accepteres uden videre af personerne… Og så deres fantastiske handlekraft, (hvad enten det nu drejer sig om at skjule et mord, eller begå et i skyndingen) selv om de på overfladen ligner forvirrede småhysteriske høns…
Svensk TV sender (som så ofte før) kvalitet i den bedre sendetid. Søndage & tirsdage har kanal 2 i øjeblikket Almodóvar-kavalkade [Regie Almodóvar] – “Hvad har jeg gjort for at fortjene dette” og “Kika” er allerede rullet over skærmen… (scenen ovenfor er netop slutningen af “Kika”). På fredag viser de sågar også et portræt af ham… Det kan kun anbefales!
Pingback: Undr! » Blog-arkiv » Dimensionsdetektiven
Pingback: Undr! » Blog-arkiv » Spansk sex & ærlighed