Hvorfor mener A-mennesker at deres disposition giver dem en moralsk overlegenhed?
Det må være på tide med en modstandsbevægelse:
Jeg vil hermed opfordre til at vække og håne A-menneskerne, når de slumrer ind til nyhederne.
Benyt en hver lejlighed til at omtale deres mangel på evne til at holde sig vågne efter midnat.
Referer til deres mest produktive arbejdstid som “morgenroderi”.
Andre forslag til kamp modtages gerne; Kammerater! Til kamp mod morgenfacisterne!
Der var en gang, hvor politikens livsstilssektioner jævnligt var præget af Signe Wenneberg og venindernes lister [kun min klæbehjernes mysterier kan forklare, at jeg husker SWs navn] over hvad der var HOT eller NOT – Jeg husker ikke at have set nogen i senere tid – og med respekt for den indbyggede ironi i at genren “HOT eller NOT-lister” tilsyneladende er blevet “NOT”, mener jeg, det er på tide at give mit bidrag til genren [se det som NOT eller Retro-chickt om du vil]:
HOT:
Min nye sambo meddeler, at hun har købt pålægschokolade til at spise på ristede boller – og at hun har købt den mørke til mig!
NOT:
Hun har også købt flere boller; men det er nitteboller [for de uindviede: “risteboller” der på unaturligste vis består af to undere]
Yeah, hurrah, leaving…
Brought myself (in my hung over state) and all the fresh food left in the fridge over to S. & M.s house, and in return they cooked dinner – which in my book is a very good deal on a sunday like this! Especially since I am (if anybody should have missed that point) leaving on an airplane [NO, don’t sing the song
…or, go on; make up your own alternative lame, sorry; really credible excuse for making a few guys rich, make the rest of the icelanders pay through the nose for anything food related, and make sure people are forced to buy the wonderful icelandic products, which are all CENSORED, TO AVOID DEPORTATION of course.
So I shall enjoy myself in wonderful Copenhagen for 20 days – and if I’m not to spend the first one sleeping, I should probably get off the net now, and get some sleep, so;
This is Ridley, signing out . . . [Selfdestruct in T minus two minutes
Ryk direkte til fængslet, hvis du passerer start, indkasserer du ikke 200 kr.
Har dyrket origami i dag… Var en tur inde i Tigerbutikken [Jeps, dem har de også i Rejkjavík, prisen er præcis det dobbelte af i Kbh: svarende til hhv 20 og 40 dkr.] sammen med Disa, som lod sig besnære af en god gang blandede sager, heriblandt en pakke origami-papir i blandede farver. Da vi derefter var på cafe (Te & Kaffi) og spise kage, gav vi os derfor i kast med at lære hinanden det ene dyr vi hver kunne; Disa lærte den klassiske springfrø, som jeg har exelleret i i årtier, men hun lærte mig at lave en fin trane [i hvert fald en fugl af en slags, og den så mere autentisk origami-agtigt end mine frøer nogen sinde har haft aura af, selv om hendes prototype var en lidt krøllet trane].
Allerede dér havde vi begge udvidet vores origami-sortiment med 100 %…
Vi forkastede straks de tre modeller, der var skitseret på pakken, da de:
1) var for nemme for eksperter som os, og
2) indbefattede at man klippede en del, for at få det til at ligne en elefant (osv.), hvilket vi mente var både usportsligt og manglede Zen.
I stedet fik vi Hjalmar [Disas mand, der var kommet midt i frø/trane-udvekslingen] til at gå på nettet og finde nogle andre foldeinstruktioner – det resulterede i en Alien, som vi frejdige kastede os ud i, på trods af, at der var hele 8 siders [ikke særligt brugervenlige] foldeinstruktioner… Lad os bare sige, at det gik som det måtte gå, og vi derefter gik over til at forsøge os med en danserinde, der kun var moderat mindre kompliceret end førnævnte alien… Derefter gik Disa over til at folde en champignon [men også uden det store held] – I mellemtiden havde vi forladt den første cafe og var gået videre til at sted med øl & nachos [hvilket forklarer hvorfor jeg ikke stadig foldede på livet løs], Björnsi var ogå dukket op i mellemtiden – og havde medbragt de oprindelige radioudgaver af Hitchhikers Guide på et transportablet medie… [mere derom i itunes]
Origami-eventyret endte såldes i en lykkelige zen-følelse af at være ét med universet, hvis man lige ser bort fra de intense kampe, vi havde med at kaste dagens produktion af [mere eller mindre vellykkede] origami-eksperimenter efter hinanden.
Sad tidligere på dagen og blog-surfede, og undrede mig (igen) over at Sebastian Dorset, der ellers virker som en begavet ung mand [alder er relativt] har en så teknisk utjekket blog; hele opsætningen er tilsyneladende urørt, så arkivet er på ugebasis [og dermed nu alenlangt], kommentarerne er ikke slået til, ikke engang “edit-me”-linkene er der pillet ved… Måske er der en subtil pointe, eller måske er han bare slet ikke teknisk anlagt?
Nemesis:I et forsøg på at besvare en anden bloggers spørgsmål om det fede i Mozillas Firefox, forsøger jeg at finde et af mine egne gamle indlæg om netop det… Og opdager at mit arkiv ikke fungerer, og ikke har fungeret i månedsvis, siden jeg pillede ved skabelonen [og altså givetvis fået fucket arkivet op ved samme lejlighed].
Morale: Se overskriften! Der er så hermed fejet, tilbage står så opfordringen til SD…
Det er ikke helt sæson, men denne post om stoledans mindede mig om en ide, jeg har diskuteret før: at få optaget nogle vintersportsgrene, som danskere kan være med til, som olympiske discipliner;
“100 m. spurt efter bus, i slud”
“Cykling på glatbane”
“Glatbanemanøvrer med blankslidte sommerdæk på bilen”
– Så sku vi eddermame få taget nogle medaljer, og de der vinterforvænte, skivante snekædekørere kan godt gå hjem og lægge sig…
…lige som de indfødte! Alle keder sig, og det man laver er så at sidde på en af cafeerne (gerne Kaffebarinn eller prikið) med sin bærbare computer… Er man rigtig indfødt sidder man sammen med sine venner – med hver sin bærbare og kigger på billeder af sig selv på sin computer! Ja, hvad kan man sige; Der er ikke så meget at tage sig til tilsyneladende… Eller også er den bærbare computer bare nutiden svar på ungdomssløvsind – et fantastisk udtryk i øvrigt!
Apropos en kommentar jeg lagde hos LasseR: En af de bøger jeg har moret mig mest over nørderiet i er Douglas R. Hofstadters “Metamagiske temaer” (engelsk udgave)
Er man til sprogligt nørderi, kan den varmt anbefales.
Reykjavik is very happening – every friday night. Saturday night is (to quote 101, the book) just a desperate attempt to relive friday night…
The rest of the time it is full of people desperately trying to kill time, waiting for friday night to come round again.
The book “101 Reykjavik” is actually rather depressing when you’re seing the useless hanging out (and/or doing it) on a daily basis. But if you’re not in Reykjavik, by all means read it!
Har endelig fundet ud af, hvorfor messenger nægtede at logge på efter jeg havde hentet 7.0 (Beta-versionen fungere fint før det). Det viste sig at være Norton Internet Security, der blokerede alle forsøg på at opnå forbindelse… Typisk! Hvilken energi der bruges på at forhindre os selv i det vi gerne vil opnå – måske sigende for mange af livets forhold?
Der er filmfestival i Island, og jeg har set “Napoleon Dynamite” – navnet på den mest kiksede high school knægt nogen sinde set, med en endnu mere kikset bror og deres lige så kiksede onkel… Den var – de to skuespiller-studerende på hver side af mig brækkede sig af grin, så sjov synes jeg ikke den var hele tiden…
Men rigtigt sjovt var det at se “Cannibal! The Musical” som er lavet af Trey Parker & Matt Stone, mere kendte for deres senere succes South Park. Filmen er med rigtige skuespillere, det er en western-musical om en farefuld færd – og hvordan nogle spiser nogle andre, mødet med en indianerstamme (der (også i filmens historie) er Japanere forklædt som indianere), hovedpersonens kærlighed til hans hest og dom til hængning ved solopgang for at have spist de andre (Helten er naturligvis uskyldig). Og det hele foregår med sang og musik – hvor teksterne (lige som i South Park) er uventet brutale i forhold til konteksten. Heltinden der synger om den anden side af hende – sødt smukt poetisk indtil omkvædet; “If I wasn’t such a bitch”…
Filmens tema (der gerne synges af vor helt, spillet af Trey Parker)
The sky is blue and all the leaves are green.
The sun’s as warm as a baked potato.
I think I know precisely what I mean,
When I say it’s a shpadoinkle day.