Bog-konfessioner (meme)

Det anderledes Bog-meme lanceret af Dana – eller “hvem lyver mest om deres læsning, kvinder eller mænd?”

1. Hvilken bog har betydet mest for dig? Enten som læseoplevelse eller ‘aha’oplevelse?
Jeg har lige som Suzy Q voldlæst siden jeg var 7, så at holde sig til én er umuligt: Jeg kan dog se klare tendenser:
På den ene side de store tykke romaner om fortællingens kraft (med en god gang metafiktion ind over): Svend Åge Madsens “At fortælle menneskene” Italo Calvinos “Hvis en vinternat” (eller Klatrebaronen, eller Den halverede Vicomte) og Jan Kjærstads “Forføreren”.
På den anden side de små tynde bøger med de små mærkelige historier, der vender verden og skriften på hovedet på den superelegante måde: Borges historier (vælg selv!), Kafkas små mærkelige prosastykker – fx. “Drømmen om at være indianer”, Donald Barthelmes amerikanske postmodernisme og Richard Brautigan.
– Generelt er jeg til fals for den gode røverhistorie, og det børne-/ungdomslitteratur jeg husker bedst (og jeg havde læst alt, hvad de havde på det lokale bibliotek) er Knud Holtens fantastiske serie om Alex’s eventyr.

2. Hvilken genre læser du mest? Romaner, krimi, biografier, digte, eller noget helt femte?
Romaner & noveller jf. ovenstående. Men i perioder (når trangen melder sig og jeg har lange dage eller nætter til at læse) tyrer jeg gerne en stak skandinaviske krimier: Forrige sommer startede jeg med Jan Guillous Hamilton-serie (10 bind om Sveriges upgradede (og langt sejere) svar på James Bond), derefter kværnede jeg det meste af Mankells 10-binds serie, inden jeg blev lidt træt af krimierne. Siden har jeg været inden om Arne Dahls A-hold og Anne Holts krimier fra Oslo. Krimierne er dog ren konsum-ferie-læsning (selv om de er gode) – med i konsumlæsningen ryger der også noget engelsksproget chick-litt ind i mellem – jeg har grinet rigtigt meget af Kinsellas Shopaholic-bøger. Biografier har jeg derimod aldrig været den store fan af (en hurtig optælling på samtlige reoler kan vist mobilisere 3 stk). Til gengæld er jeg (først som voksen) blevet tegneseriefan. Jeg anbefaler: Krazy Kat, Doonesbury, Ralf König, Kidde, Strid, Hernandez-brødrenes Loca-chicks og Deleuran.
I de senere år har faglitteraturen indtaget en større og større plads på natbordet. Temaerne varierer, men der har været en del om netværk, bl.a. “Linked” – som jeg varmt kan anbefale!

3. Hvilken bog læste du sidst?
Jeg har (virkelig) længe kæmpet med Lars Frosts “Smukke biler efter krigen” – den har den mest fantastiske beskrivelse af den forskruede islandske selvopfattelse (som nok skal komme på bloggen en dag)… Men jeg er gået lidt død på roadtrippet midt i bogen. Så har jeg lige læst “Der er et særligt sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden” af Snickare & Marklund.
Og så har jeg gang i en masse faglitteratur om coaching & AI (altså Appreciative Inquiry, ikke kunstig intelligens på hollywoodsk) i øjeblikket.

4. Hvilket køn er du?
Kvinde.

PS: Jeg tagger i bedste kønskvoterede stil: Ulla, Leto, ISkyWhy & Rasmus – hvis de har lyst selvfølgelig! Andre der har lyst er velkomne!

One thought on “Bog-konfessioner (meme)

  1. Pingback: Kammeret » Arkiv » Spenser på sagen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.