Jeg har klæbehjerne. Ja, jeg er hende den irriterende, der på quiz-spørgsmål om russiske generaler, skakstormestre i 80’erne, Maratonløberen uden sko eller latinske betegnelser for kemiske forbindelser (som jeg ellers intet burde vide om, og som egentlig heller ikke interesserer mig) – et eller andet sted fra hjernevindingerne tit kan frembringe eller ræsonnere mig til et (overraskende ofte, korrekt) svar.
Jeg kan komme i tanke om navnet på ham dér, der spillede faren til ham dér, den koparrede i dén der film, du ved nok – som også var med i en serie om noget lægeagtigt og foregik i Seattle (eller hvadvedjeg)…
HVORFOR kan jeg så ALDRIG huske at jeg har flået sengetøjet af og vasket det, før jeg alt for sent om natten kommer hjem fra film & øl, og tænker at nu skal jeg bare kaste mig under dynerne. Hvorfor?
Det er da væsentligt mere nyttigt og umiddelbart mere relevant for mit forgodtbefindende (eller hvis vi skal være helt darwinistiske; for min overlevelse!) end at kunne huske Sergei Bubkas rekorder og dele af Newtons love.
Hjernen er en meget mærkelig indretning, er den ikke?