Kategoriarkiv: Blogging & Internet

Opdatering om opdatering

Nørdadvarsel: Er du typen, der finder teknik & kode kedeligt og synes Blogger.com er helt fint – så kan denne post med fordel springes over ;)

Så er Undr kørende på nyt tema: Simpla designet af Phu. Dog naturligvis ikke uden modifikationer – det skal jo helst være sådan, som jeg vil have det, så der er selvfølgelig blevet customized [egotilpasset?] her og der. Simpla opfylder mine krav basale: Minimalistisk design, 2 spalter, god bred spalte at skrive i (frem for brede farvede bjælker i siderne) – hvilket jo er essentielt, når man har tendens til ordtunge indlæg, og ingen problemer med at håndtere billeder fra Flickr.

Jeg startede selvfølgelig med at gøre de grønne overskrifter røde; for jeg kan jo godt lide mørkerøde ting. Så har jeg fedtet lidt med oversættelse af de synlige tekstbidder i designet, justeret lidt på størrelser og mingeleret lidt rundt med nogle andre detaljer.
Derefter skyndte jeg mig at proppe den ellers så minimalistiske sidebar med mine yndlingsplugins + et par nye… Til de teknikinteresserede er de synlige: Get recent comments (rigtigt fint plugin med WP-brugerinterface, så det er nemt lige at justere hvor mange og hvor lange kommentarer, der skal vises), recent posts (der skal man selv ind i koden og sætte parametre, men pædagogisk read-me fil gør det problemfrit, selv for de mere tekniksvage, skulle jeg mene – er der nogen der kender et bedre, der fungerer i 2.01 vil jeg da gerne høre om det…) & Random Quotes (jeg har længe været forelsket i Rasmus‘s “om Rasmus-tilfældighedsgenerator”, så jeg har tyvstjålet ideen. Pluginnet er superfikst, kører på databasen og har fint WP-brugerinterface).

Nu jeg var i gang, så gav jeg mig til at forske i, hvorfor WP-Shortstat var holdt op med at fungere, da jeg opdaterede til WP 2.01 – selv om det figurerede på listen over plugins, der kører i 2.0… Og fandt en tysk modificering, der skulle få det til at fungere i 2.01, men desværre var zipfilen i stykker – og i mellemtiden havde jeg fundet et tip om, hvordan koden skulle rettes, så pluginnet ikke længere troede at alle besøgende var admin (og derfor ikke skulle tælles med). Så jeg stak nallerne i PHPen og det fungerede, så nu kan jeg se, hvor du bor (eller noget i den stil) igen…

Jeg er nok ikke færdig med at nørkle med designet endnu, det kan være fårene vender tilbage i en eller anden form – og jo flere fede plugins jeg finder, desto mere overvejer jeg, om jeg skulle have været ude i en løsning med 3 spalter alligevel??

PS: Er jeg den eneste, der er lidt nostalgisk over, at WordPress har samme forkortelse som dengang man kørte WordPerfect 3.1 på monokrom skærm og 888-processor?

Hva’ sker der for dig?

Ja, godt spørgsmål! Som jeg tidligere har været inde på, så har Dreamweaver og mit latterlige webhotel nægtet at samarbejde (af samme grund har mit admin-panel manglet detaljer her og der). I en sen nattetime i går besluttede jeg så at hente Filezilla og få smækket mine plug-ins & manglende filer op på den genstridige server. Det gik rigtigt fint – og admin-panelet er nu fuldt funktionsdygtigt (hurra for open source!)

Til gengæld fik jeg i min “vi overskriver sgu lige hele balladen, så sku’ den være i vinkel”-iver også liiiige udslettet layoutet… Mit modificerede tema eksisterer endnu (og burde også ligge i min ikke-overskrevne backup), men lige meget hvad jeg uploader, og hvordan, får jeg det ikke til at virke… Pis!
Måske er det på tide at få et nyt tema alligevel? (jeg kigger på Connections, mens jeg roder – men er nok i virkeligheden til noget lidt mere minimalistisk)

Gode råd, tips & ideer modtages med kyshånd!

En kommentar, der eksemplificerer mine pointer:

Tak for nedenstående kommentar, it proves my point – faktisk rigtigt mange af dem, i så få ord:

“Hunkønsvæsner (så håber jeg ikke at jeg har brugt et forkert ord) har ofte meget svært ved at fokusere på det væsentlige, de lader sig drive af følelser, og så ender det med at være patetisk. Og ingen specielt ikke mænd kan tage det alvorligt.”

Om frugtsalat, mænd & kvinder …

Så er mændene (gik jeg ud fra, men Leto har siden sået tvivl om Andys køn) kommet på banen – og eftersom de havde lange kommentarer, fortjener de et ordentligt svar – så jeg er glad for at få lov til at uddybe:
Andy kalder mit indlæg æbler, pærer og bananer i en uskøn blanding – det kan jeg kun være enig i. Hvis ligestillingsproblematikken havde været ligetil, havde vi (mænd & kvinder) jo klaret dén sag for årtier siden, dummere er vi jo ikke – desværre er det, for at blive i din egen metaforik en værre gang frugtsalat (af fordomme, kategoriseringer, samfundsstrukturer, indoktrinering, opdragelse, kønsspecifikke forventninger etc. som ikke er sådan at putte på formel).

Næste indvending fra Andy er, at Tøseblogdinneren er en tøseopfindelse. I dit indlæg får du det til at fremstille som om, at noget bliver trukket ned over jer. I trækker skam selv […] Så hvis du føler, at du er en kønsperker, er det vel og mærke dine perkervenner, der kalder dig perker.
Det var faktisk netop min pointe; jeg beskylder ingen steder mændene for at stå bag dette – faktisk lægger jeg vægt på, at vi alle har del i det, og derfor alle bør tænke os om, og selv om jeg ikke kalder de to bagmænd for tøsedinneren (alle mulige) grimme ting – er mit indlæg da primært en kritik rettet mod dem; jeg mener, at de (sikkert utilsigtet, uvidende og alt muligt andet med u-) med deres branding af alle kvindelige bloggere som nogle tøzer vil underminere samtlige kvindelige bloggere langt ud i fremtiden, så jeg håber sateme ikke at den branding får stor succes! Så ja! Jeg er fuldstændig klar over at det er mine med-køns-perkere der kalder mig perker, men det giver vel stadig mig, som individ, ret til at frabede mig det.
En forventelig indvending til dette er: “Jamen de brander jo kun sig selv, ikke dig” Nix! og Andy fik faktisk netop bevist det, med sin brug af flertal ovenfor “noget der bliver trukket ned over JER. I trækker skam selv” – “Jer” det er så Kvinderne, og der er jeg helt enig (der bliver os alle, mere nuancerede er medierne desværre ikke) – og hele min pointe med mit indlæg var at gøre opmærksom på, jeg ikke ville have tøse-etiketten trukket ned over mit hoved, så jeg trækker absolut ikke selv! (pardon the pun.)

Leto & Andy er begge på banen med en indvending om at en mand ikke bare er en mand – at alt og alle har definitioner, og at en mand også kan være; stodder, herre, stud, dreng, mandsling, husbond, hjemmedreng, tyr, buk, en rigtig håndværker, en mors dreng, en nørd, en nar, et røvhul, en charmetrold, en charlatan, en wise-guy, en dengse, en slapsvans, et mandfolk… og en tøs.
Deri har de ret; Vi definerer alt og alle i tide og utide – Men lige præcis ordet “mand” er neutralt, men ordet “kvinde” desværre ikke er det (måske konnoterer det lidt 70’er-feminisme? Vamp? Mor?) – hvis det var neutralt, tror jeg ikke der ville være kvinder i 50’erne, der omtalte sig selv som “piger”, eller kvinder i 20’erne, der omtalte sig selv som tøser.
Men min indvending er: Netop her i blogland er køn jo ikke nogen bestemmende faktor – idet omdrejningspunktet her er ord, og selvfølgelig de mennesker, der skriver dem (ikke forstået sådan at kønnet er irrelevant, det ville være naivt at tro), men for at bruge et andet eksempel, hvor der er ordene, der er vigtigst; på bibliotekerne har man fx. aldrig set nogen pointe i at lave en hylde til de mandlige forfattere og én til de kvindelige.
På samme måde kan jeg ikke se nogen pointe i at lave en særlig kategori af kvindelige bloggere (som i den brede offentlighed lynhurtigt vil komme til at betegne alle kvindelige bloggere) – da det i mine øjne kun vil have én effekt, nemlig at gøre kvindelige bloggere lidt mindre værd, end de mandlige bloggere.

Leto mener at: Vi bliver alle kendt for noget af nogen, du er selv med i den proces, men du har ikke ret i, at det er vores køn der afgrænser og begrænser os, det er i højere grad vores virke, job og bedrifter der bidrager til dette. Deri har han jo heldigvis ret; vi bliver også defineret af alt muligt andet – heldigvis mange af de ting, vi selv kan være med til at ændre på. Men kvinder bliver desværre også i alt for høj grad OGSÅ hele tiden defineret ud fra deres køn, fordi kvinden (se det oprindelige indlæg) er “det andet”, afvigelsen fra normen. [Argumenter for dette kan findes i de utallige undersøgelser, der findes af typen: Præcis samme budskab læses op af hhv. en mande- og en kvindestemme – kvindestemmen scorer langt lavere på “troværdighedsskalaen” – alene på grund af sit køn.]

Andy: Dit eksempel om alle de frygtelige små forskelle i hverdagen kan jeg ikke følge. Nej, de frygtelige små forskelle er nemlig som regel lige under bagatelgrænsen – og skal man trække eksempler frem virker man skabet, pivet & nærtagende. For nu at bruge køns-perker metaforikken; Når man får ét afslag på en jobansøgning er det jo ikke sikkert, at det er fordi man hedder Muhammad Iqbar, vel? – Der kunne jo sagtens have været en mere kvalificeret ansøger (og måske var der det også). Men når man får afslag nr. 800, selv om der er mangel på ingeniører – så er der måske noget om, at det er fordi man hedder Muhammad Iqbar??
Det er i hvert fald min oplevelse, og at dømme ud fra de mange “skulderklappende” (som du kalder der) kommentarer fra kvinder, så tror jeg ikke, at det er en oplevelse jeg er alene om. [Men jeg kan sagtens se, at det kan se lidt pjattet ud, og sku’ vi nu ikke bare slappe lidt af? Dertil er der kun at sige; kun hvis vi aldrig vil have, at det bliver anderledes! Ellers må vi alle sammen prøve at tage os lidt sammen, selv om vi synes emnet er træls…]
Som Andy siger: Så kan det blive påtalt afhængig af selskabet. Både hvis en fyr opfører sig for tøset, eller hvis en pige opfører sig for drenget. Ja, og det er der da ingen af dem, der har fortjent! De egenskaber, vi tilskriver kønnet, tilskrives ofte som et enten/eller – og der ville jeg gerne (i det mindste) have indført en glidende skala.
En dreng kan eksempelvis ikke tillade sig at låse sig inde på et toilet og flæbe en hel fest igennem, fordi en ven talte lidt hårdt til ham, og han bare følte sig såååå misforstået. Get the point? Hørte jeg den ironiske tone? Jeps og jeg har 2 svar: 1) Det sjove: Jamen, jeg synes da han burde slå et slag for ligestillingen, låse sig inde og tude snot i stænger! 2) Det ærlige: Jeg hader dem, der låser sig inde på toilettet og tuder – for ikke bare er det for latterligt, JEG vil også (i alle mulige og umulige kontekster) resten af mit liv blive skudt i skoene, at jeg jo (fordi jeg tilfældigvis deler nogle biologiske træk med disse individer) nok ikke kan klare mosten, when the going gets tough, jeg skal jo sikkert ud på toilettet og tude eller noget. Alternativt (sødt og forstående, læs: nedladende) blive behandlet anderledes, aldrig få sandheden, få tingene pakket ind i vat, for at beskytte lille-pus-mig mod den store onde virkelighed [så ikke jeg skal ud på toilettet og tude! Men det bliver ikke sagt, for den subtekst er næsten aldrig bevidst].
Det rigtigt trælse her, er at det jo egentlig ikke er dem, der tuder på toilettet, der er problemet. Det er den lidt for veludviklede mønstergenkendelse, der gør at vi [mænd OG kvinder] hele tiden (ubevidst) generaliserer fra én til alle især når der gælder kvinder. Og at jeg som individ derfor skal forsvare mig mod alle de (ofte ubevidste) fordomme jeg mødes med, men som næsten aldrig ytres direkte.

Bare blogger, tak! (eller et Kønspolitisk oprop!)

Ok, jeg har prøvet at holde mig i skindet, men here goes… Det handler selvfølgelig om tøsebloggerdebatten som Liselotte startede ved at sige pænt “Nej tak” til et arrangement med titlen Tøseblogger dinner – ode til eksistensen som tøsemedie.
Min allerførste tanke var, at det da lød sjovt & hyggeligt at møde nogen andre bloggere, det har jeg før haft succes med – men det varende lige indtil jeg så titlen, så tænkte jeg HELL NO! (på dansk; Fa’en heller!).

Kvinder bliver altid defineret som “det andet”, kvinder er nødt til at blive defineret, fordi de er “noget andet end normalen” – mens der aldrig er nogen forsøg på at definere, hvad en mand er – for det er jo selvindlysende (lige som det er selvindlysende at begrebet “mand” kan dække over så utroligt meget, at det er et vidt begreb ud over lige biologien).
“Det andet” køn er vi hele tiden nødt til at få sat ord på, så vi kan få defineret “anderledesheden”, så det holder op med at være farligt (kan vi definere det fremmede er det ikke længere så fremmed, og dermed farligt). Denne definitionstrang gør, at vi hele tiden læser flere betydninger ind (end blot det biologiske køn), lige meget hvilke ord vi bruger om kvinder – og af samme grund er vi nødt til hele tiden at finde på nye ord, fordi de gamle bliver overlæsset med uønskede konnotationer (medbetydninger). Jeg nævner i flæng; Kælling, madamme, pige, tøs, qvinde, fruentimmer, luder, frøken, ho, dame, frue, bitch, kone. Lige meget hvilket ord du som kvinde foretrækker, så trækker det mere mening med sig, end blot “hunkøn”. Betydninger der siger noget om fx. opførsel, imødekommenhed, sexualitet (eller mangel på samme) og ægtestand. Alle betydningsområder, hvor vi hver især kan have en mening om, hvad der er godt, skidt, upassende, utilbørligt, lækkert eller frækt… Og ganske ofte kan samme ord derfor også for hver enkelt have ganske forskellige betydninger i forskellige kontekster (sammenhænge). Og så er vi tilbage ved at ordet “tøs” lyder helt forskelligt alt efter om det indgår i en kontekst, hvor vi har fat i ordets seksuelle eller aseksuelle (=ikke-kønsmodne) medbetydninger.
Resume: Vi er nået så langt, at kvinder altid bliver “defineret” ud fra deres køn, fordi kvinden er “det andet” – og at disse definitioner altid får mere betydning end blot at definere kønnet.

Er det nu så farligt at blive defineret, kan nogen med rette spørge?
Her er min påstand; Ja! En definition er altid en AFgrænsning – og det vil på nogle punkter altid være en BEgrænsning! “En kvinde er A, B & C (indsat selv værdier)” er det samme som at sige, “En kvinde er ikke X, Y & Z” – eller sågar “Et hunkønsvæsen, der ikke er A, B & C – er ikke en kvinde”. Det er simpel logik (noget som jeg i følge mange definitioner ikke burde være god til pga. mit køn, men det er jeg altså – og straks gør det, at jeg kræver min egen definition…)

Nogen vil her trække på skuldrene og sige “sku’ du nu ikke lige slappe af med det der femi-pis!” Og til det kan jeg kun sige; Jo, gid det her var unødvendigt! Men al erfaring viser, at det er desværre nødvendigt… [og jeg kan godt forstå, hvorfor det for mænd kan virke pjattet – for de har aldrig prøvet hvad det vil sige; ikke at blive taget alvorligt, at blive talt ned til og at blive regnet for mindreværdige og useriøse alene på grund af deres køn – og ligesom med racisme er det fint at I melder jer i debatten – men I vil aldrig vide, hvordan det er at være køns-perker! – og hvis nogen læser dette som klynk, så vil jeg lige sige, at det er det skam ikke, det er bare de kolde kendsgerninger]

Lad mig give et eksempel fra den virkelige verden:
Person A møder person B til relativt larmende koncert, hvor de for så vidt kan lide musikgenren, men begge udtrykker, at de finder bandet lidt kedeligt. A & B følges derfor videre til anden koncert med Volbeat (dansk tungrocks unge håb). Person B giver sig nu til kontinuerligt at forklare A alt hvad der foregår til sådan en farlig koncert i stil med; “nu vil han gerne have, at vi råber Vol-Beat-Vol-Beat”. Person A føler sig talt voldsomt ned til og føler stærk trang til at fortælle mr. B at dengang han sad derhjemme og hørte Madonna på konfirmationsanlægget i forældrenes parcelhus, dansede frk. A pogo til Ramoneskoncert i Pumpehuset og obscure amerikanske undergrundspunkbands i ungeren & på Barbue – så måske skulle han lige ta’ og lukke røven.
– Men det gør A ikke, for havde hun sagt det ville hun 1) have såret hans mandighed, hvilket ville have fået ham til at 2) mene, at hun overreagerede TOTALT og 3) kaldt hende en bitch, og eventuelt beskyldt hende for at være betonlebbe… (for det er kvinder, som insisterer på at være selvstændige og intellektuelt ligeværdige nemlig altid!)
– Hvis lysten til at sige person B et par sandheder også forekommer dig at være en overreaktion, så prøv lige at forestille dig samme scenarie med 2 mænd – kan du se det for dig? Nej? Hvorfor ikke?
Eller forstil dig scenariet med modsat fortegn kønsmæssigt; Kvindelig koncertgæst fortæller mandlig koncertgæst (der ikke ser voldsomt mindrebegavet ud) de uskrevne regler ved rockkoncerter… Virker det underligt?? Nej??

“Nå, men dét var jo bare én mærkelig historie, der er sikkert noget galt med fyren, og I var sikkert fulde og alt muligt…” Jaja men den slags sker netop hele tiden i det små – det er de små umærkelige “forskelsbehandlinger”, der hele tiden bestyrker, at der er forskel (ud over det biologiske køn), og at det er okay at behandle kvinder anderledes end mænd FORDI de er kvinder.

Læg venligst mærke til, at jeg ovenfor konsekvent bruger “vi” i min lange smøre om definitioner – og dermed mener jeg både mænd & kvinder, og dette er (på trods af det foregående eksempel) ikke noget angreb på mænd – blot en analyse, der kan få os til at huske at tænke over, hvad vi gør og siger… og gøre opmærksom på at de ord, vi vælger, definerer, hvordan vi tænker på tingene. Og derfor min pointe:

Lige meget hvor meget glimt man har i øjet, mens man kalder sig selv “tøseblogger” – så indebærer definitionen helt uvilkårligt konnotationer (for nogle) om useriøsitet, umodenhed & eventuelt seksuel promiskuitet (eller i det mindste koket flirten dermed).

Derfor vil jeg godt bare være BLOGGER, tak. Og selv om jeg gerne ville møde nogle af de involverede – så nægter jeg at møde op til et arrangement med med den titel (og i øvrigt en undertitel, der lugter af blomstrede poesibøger) – selv om jeg da sikkert ville kunne møde nogle interessante mennesker.

PS: Jeg gider ikke undskylde, at dette blev et rivende feministisk indlæg – hvorfor skulle jeg det? (men stadig har jeg trangen, for dette er jo om noget trampen i “andetheden”, den andethed vi desperat prøver at undgå ved at få det defineret og puttet i kasser).

Om Gmail, forfængelighed & identitetskrise?

Efter at være blevet mobbet med at være oldschool (og have en hotmailadresse (som jeg faktisk bruger) endnu) har jeg overvejet, hvorfor jeg egentlig ikke havde konverteret til den Gmail, jeg faktisk har???

Svaret er vist forfængelighed! Hva’ mener hun nu med det? Jo, nu har jeg i siden tidernes morgen (eller internettets barndom) haft det samme alias – og det er praktisk at hedde AnetQ; det er fx aldrig optaget, når man skal bruge et domæne, eller have ny mailadresse – og så er det jo lissom bare mig.

Da Gmail så blev (hemmeligt) lanceret tænkte jeg da straks “lyder super, lad mig få en af dem” – men så insisterede de (spassere) på at en mailadresse pinedød skal bestå af mindst 6 karakterer. Det synes jeg bare var totalt tarveligt… Sådan nogle “Brian32”-adresser er bare ikke coole og “rumprinsesse” eller noget i den stil er ikke så fikst, når man også skal kunne bruge sin adresse professionelt! I mit IRL-liv hedder jeg noget, der er så almindeligt, og alligevel så upraktisk, at jeg altid skal stave BÅDE for- og efternavn – så var det lissom bare så smart at have sit helt eget korte alias (5 bogstaver er til at holde ud at stave).

Så i virkeligheden har jeg vist haft en cyber-identitetskrise! Jeg har nu i min søndagseftertænksomhed besluttet mig for at få en ny Gmail-adresse og konvertere for alvor (hotmailen kan jo leve lidt endnu på msn, selv om jeg egentlig også har haft googletalk længe – og Outlook kan endelig blive sparket ud af min harddisk!) Så dér, som vi sagde i Einar-dagene… Hvis du vil noget kan jeg gmailes som qannette!

Er det mig, der er mærkelig & forfængelig, eller er cyberidentitetskriser et almindeligt fænomen? Er du din blog/dit handle/dit alias? – og er der væsentlig forskel på G1-bloggere og G2-bloggere [aka tøzebloggerne] på det punkt?

Spansk shopping auf Deutsch

Jeg har købt nye sko! Efter at have tjekket Frogeye (som ikke havde fået de seneste Camper-modeller leveret fra deres centrallager) og Shoots (som havde fine Harlot & Øko-ting, men ikke noget Camper) kom jeg træt hjem med uforrettet sag. Hvad gør den moderne kvinde så? Camper.com ser lækker ud – men en hurtig googling sendte mig til den tyske “skopakke” – større udvalg, fint overskueligt og tysk grundighed…
Det er det, vi vil have; spansk stil leveret med tysk effektivitet!


Im back… med fire-ting-pest

And so I’m back from outer space / I just walked in to find you here with that sad look upon your face…
Midt i en opdatering af WordPress fik mit webhotels server et nervøst sammenbrud & troede at den var et blinklys [nu virker den, nu virker den ikke, nu virker den, nu…] Upload 4 filer og sammenbrud igen… Efter en uges frustration, fejlmeldinger til webhotellet, der ikke lige er de hurtigste, er jeg så med en smule mere stabilitet og store mængder stædighed (10-20 filer ad gangen) er jeg [eller mit alter ego] oppe og køre igen i ny og forbedret udgave…
Så det er jo tid til at svare på Ullas udfordring, so here goes:

Fire jobs jeg har haft
1. Lørdagspostbud (spæn op ad trapper stadig fuld efter 2 timer søvn)
2. Chipsposetester for en dag i Glostrupcentret (chokerende at opleve hvor mange funktionelle analfabeter, der er i det oplyste DK)
3. Murerarbejdsmand
4. Brødbager på Islands svar på hotellet fra The Shining

Fire film jeg kan se igen og igen og igen
1. Almodovars (hmmm kan ikke vælge én) samlede værker
2. Eddie Izzards stand up show “Glorious”
3. Hal Hartleys film
4. Coen-brødrenes film – Millers Crossing fx

Fire steder jeg har boet
1. Øehlenschlægersgade (stakkels børn, der skal stave det på kladdehæfterne) Kbh V
2. Seumestrasse, Berlin Friedrichshein
3. Kbh Ø
4. Reykjavik, Island

Fire tv-shows jeg elsker
1. Engelske krimier (minus Barnaby og Morse, som er røvsyge – hvilket jeg ved, fordi jeg kommer til at se dem alligevel)
2. C.S.I. (Nørderne styrer!)
3. Præsidentens mænd (flere nørder & amerikansk absurditet)
4. øh, flere krimiting; Criminal minds (også nørder), Oh Skotsk krimi – de der Rankin-filmatiseringer med John Hannah med lækker skotsk udtale mmmmmmm….

Fire steder jeg har været på ferie
1. Djakarta, Indonesien. Med Aeroflot og stop-over Moskva i 1981 (masser af gode historier…)
2. Onsevig på Lolland, campingplads med vildt mange myg (det var ikke af egen fri vilje, og AnetQ 13 år udtalte det konsekvent Ånsevag)
3. NY – og der skal jeg hen igen
4. Barcelona & Helsinki – fede byer med Art Deco & god stemning

Fire websites jeg besøger dagligt
1. google.com
2. Hotmail.com (suk! overvejer helt at konvertere til g-mail)
3. Arbejdsmail (suk, suk, suk!)
4. tjah, ikke dagligt, men: blogbot.dk, netbanken, Flickr, og et vanedannende sudoku-spil

Fire retter jeg ikke kan leve uden
1. Mors kylling i karry
2. Thaimad – cashewnødder, rød karry & rejechips m chilisovs er godt
3. Indisk curry med naan-brød (der tegner sig et vist tema synes jeg)
4. Hjemmebagte boller (det eneste jeg er helt fabelagtig til at fremtrylle i et køkken)

Fire steder jeg hellere vil være lige nu
1. Flydende med en blå drink i den blå lagune på Island, alternativt i Árbærlaug – lækker (naturligvis) varm udendørs svømmehal
2. På restaurant Salsitas i en sidegade til Ramblaen i Barcelona
3. Argentina – tror bare der er fantastisk [og Borges-fan]
4. I min seng (B-mennesket er hele ugen gået for sent i seng, og da arbejdslivet er indrettet af onde A-mennesker har jeg fået alt for lidt søvn)

Fire bloggere jeg tagger
1. De sidste 4 bloggere, som ikke er blevet ramt af denne virus endnu:
2. Ét! Du er den!
3. Det er du oss!
4. Ta’ den!

Min karriere som blogger – en prequel

I følge Blogger.com har jeg været blogger siden december 2002. Sandheden er dog snarere, at jeg har haft en blog siden da – efter devisen: ‘so ein Ding muss ich ganz bestimmt auch haben’ eller på nu-nudansk: “superfly, top-dollar idé, …finder lige ud af, hvad jeg skal skrive senere.”
Da jeg så pludselig flyttede til Island i oktober 2004 (med 2 ½ uges varsel), kom der liv i bloggen. Mit islandske eventyr, også kendt som Bulletiner fra Sagaøen kan læses her. Det fungerede mest af alt som breve hjem til familie & venner og var en slags ensom-ulv-blog… Da der en dag var en vildt fremmed mand der smed en kommentar, gik det rigtigt op for mig, at der selvfølgelig var andre, der gjorde det samme – og at der var et (mini-)univers af andre bloggere derude.
Da jeg havde surfet lidt i den faldt jeg over denne personlige guide til blogging Hans § 13 satte ord på en fornemmelse, der længe havde sneget sig ind på mig; at det er sjovere at blogge, hvis man ikke VED med absolut sikkerhed, at ens mor læser med (og printer det ud :) så far også kan læse seneste nyt).
Således opstod min parallelle (mor-løse) blog: http://undr.blogspot.com – og med den URL surfede jeg så videre i blogosfæren [Når man er en nysgerrig sjæl med tendens til at læse alt, hvad man kommer i nærheden af, og i princippet har en hurtig kommentar til hvad som helst – så er blogging den helt rigtige sportsgren!].
Maj 2005 konverterede jeg så til WordPress, fordi jeg jo dybest set helst selv vil kunne bestemme, hvordan det skal fungere (og Blogger.com ligner Mac: lækkert nok på overfladen, hvis man kan lide designet, lige at gå til, men ingen naller i mekanikken – frygteligt frustrerende når man er typen der elsker at customise og gerne synes, at det liiige skulle have været højrestillet & helst rødt, og kan man ikke også få de der lækre kategorier…) – Jo-drengene reklamerede for WP og Joachim svarede på mine dumme spørgsmål undervejs – så nu ligger min aktive blog altså her med alle arkiverne og hele balladen importeret..