Det er så populært at citere sanglyrik på sin blog; Nogle bruger udelukkende sangtitler som overskrifter, andre slutter med et citat, og lidt forsinket er det på tide at hoppe på trenden – Så her er den sang, der perfekt beskriver min dybe indre sindsstemning i den seneste uge:
Jeg er så glad for min cykel.
Jeg kommer hurtigt langt omkring.
Og det’ fordi på en cykel
der går det let som ingenting.
En cykel larmer ikke. Den bruger nul benzin.
En cykel oser ikke, som andre olie svin.
På cykel kan man være en cowboy på sin hest
og svinge sig i sadlen som i det vilde vest.
Jeg er så glad for…
Og vil du lege speedway er cyklen helt i top.
Du brummer lidt med munden og speeder motor’n op
Jeg er så glad for…
På cykel kan du køre en tur med mor og far
og lærken kan du høre og luften er ren og klar.
Jeg er så glad for…
Min nye cykel er helt fantastisk! Forleden cyklede den mig hele vejen nordpå til Dyrehaven, hvor eremitagesletten var fuld af hjortedyr i store flokke. Men jeg havde ikke kameraet i lommen som sædvanligt, så det var kun mig og min fantastiske nye cykel der så det smukke syn.
Jeg følte mig beslægtet med de japanske teenagere, der som det ypperste ungdomsoprør tog på lange rejser uden at medbringe et eneste kamera – hvilket jo i japan nærmest svarer til ikke at have været af sted, har man ingen billeder, eksisterede det jo ikke.
[ADVARSEL: Denne post tager herfra en radikal metafiktive vending] På samme måde er det jo slet ikke sikkert, at jeg har været i dyrehaven, når nu jeg ikke har nogle billeder… måske har jeg heller ikke fået en ny cykel… Det er jo blot bogstaver på en skærm, så måske er dette alt sammen fiktion?
s amerikanske postmodernisme og 
