Jeg leger papegøje og prøver at efterligne de australske dobbelt-diftonger (eller rettere tetraftonger, som jeg tidligere har brokket mig over svaerhedsgraden af). Jeg kan stadig ikke sige “No” (nooo-u-oh-ah), men har laert at sige Australien (sta-i-ja) og australsk (stra-ian), saa helt galt er det ikke med mine forsøg paa at tale Strine (som det selvfoelgelig hedder her).
Var der i tv her til aften – er jo flyttet ind i opgang med indlagt søndagshygge inkl. tv og blomme i madeira – og det er jo skønt!
Album ser godt ud indtil videre… og det er smukt gået, at der tilsyneladende er det helt rigtige filter på kameraerne, så billederne lige får et tint over i det rød-brune, præcis sådan som billederne i vore familiealbums fra 70’erne har fået det med tiden. [Fik selv et chok, dengang jeg scannede billedet af min første skoledag (med rød skoletaske foran grøn hæk) ind og gav det et klik på “ret magisk op på farverne”-knappen – for at opdage, at hækken rent faktisk var grøn også dengang i 70’erne, det var bare Kodak-kvaliteten, der ikke helt holdt til tidens tand]
Jeg vil aldrig mere gå til lægen om onsdagen, jeg vil aldrig mere gå til lægen om onsdagen, jeg vil aldrig mere gå til lægen om onsdagen, jeg vil aldrig mere gå til lægen om onsdagen, jeg vil aldrig mere gå til lægen om onsdagen, jeg vil aldrig mere gå til lægen om onsdagen, jeg vil aldrig mere gå til lægen om onsdagen, jeg vil aldrig mere gå til lægen om onsdagen, jeg vil aldrig mere gå til lægen om onsdagen, jeg vil aldrig mere gå til lægen om onsdagen, jeg vil aldrig mere gå til lægen om onsdagen, jeg vil aldrig mere gå til lægen om onsdagen, jeg vil aldrig mere gå til lægen om onsdagen, jeg vil aldrig mere gå til lægen om onsdagen, jeg vil aldrig mere gå til lægen om onsdagen, jeg vil aldrig mere gå til lægen om onsdagen, jeg vil aldrig mere gå til lægen om onsdagen, jeg vil aldrig mere gå til lægen om onsdagen… Ingen tidsbestilling, aftenkonsultation: halvanden times venten, giver godt nok næsten tid til at læse hele Wallpapers 10 års jubilæumsudgave, men det føles noget utilfredsstillende, når man selv har stillet diagnosen bihulebetændelse i telefonen med sekretæren, og som det tager lægen ca. 1 minut at stille og 3 minutter at udskrive noget penicillin for.
Er det så tid til at blive nervøs?
Jeg har set Venedig (Og med en let fortolkning af Lone Kellermansk karakter, så er den lige til at dø over!). Den er smuk smuk smuk og jeg er fascineret af byens umulighed, som også er den ukuelige charme: Byen står i vand til knæene. Og det er den ret kold over [nå? og så?]. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig de friske italienoer, der har givet den gas:
A: Hvaa’ jeg tænkte på; ku det ikke være en fed ide at banke no’en pæle ned i det dér mudder og så bygge en fantastisk by af store sten ovenpå?
B: Kanon idé! Det gør vi!
(relativt kort tid efter…)
A: Hmmm pis, det synker og der er vand i stueetagen allerede…
B: No problemo, vi knalder bare no’en flere pæle under i den ene ende, så går det fino!
A: Nåja, 10-4 den er i vinkel!
(nogle hundereder år senere…)
A: Pis, det synker stadig, og vi har badebroer på Marcuspladsen i højvande!
B: No problemo, vi bygger bare en superhightech skumfidus, der puster sig selv op, når det bliver højvande, så er den detalje klaret!
A: Nå ja, godt tænkt.
A: Hvor længe tager det?
B: Mjah, det bliver kun en lille bitte smule mere forsinket end den dér metro vi sku’ bygge i København.
A: Kanon!
Det var nu lavvande, mens jeg var der; fra vandbusserne kunne man se, at alle husene havde mindst 2 trappetrin over vandet, der voksede vandplanter på, og der var ingen badebroer på pladsen. Der lugtede heller ikke udpræget råddent i byen, så det har nok været tørt længe.
Mosaikkerne på gulvet i Markuskirken var forrygende (og håndværkerdatteren kunne slet ikke komme sig over dem, jeg var nødt til at røre også…) Fine mønstre af udhuggede sten i præcise størrelser, og naturligvis i forskellige mønstre passet ind i hinanden. Billedet yder dem slet ikke retfærdighed, men det var så godt det kunne blive uden stativ taget i et hul mellem turisterne med en bænk til støtte (der er ikke meget lys i gamle kirker). Skatkammeret var også fantastisk; Minimale perfekt udførte emalie-medallioner med apostle med tydelige ansigtsudtryk, svulstige drikkebægre skåret af enorme opaler med sølvarbejde og ædelsten til pynt… Kunstnerisk udført omkring år 950 (det kulturelle højdepunkt på de hjemlige mudderbanker på samme tid var plyndren & hærgen på fluesvampsudtræk, mestendels iført dyrehuder.)
For snart mange år siden så jeg Viscontis Døden i Venedig og den rullede over min indre skærm hele tiden mens jeg var der; Den døende kunstner der med smeltende makeup løber forvildet rundt i Venedigs gyder efter sin fantasi om den blonde yngling… Byens gyder og kringelkroge kaldte scenariet lyslevende frem (med indslag fra Rødt Chok også). Og så overraskede byens beboere såvel som gæster ved at være venlige og rare, trods varmen og horderne af turister.
Tag til Venedig og dø over: Skønheden, sporene efter dogernes afsindige rigdom, naturen der æder kulturen, den filmiske mareridtslabyrint og drømmen om den umulige by, der ikke lader sig knægte af trivialiteter som vandstand. Dekadencen i det smukke forfald!
…mon det dér “void void void void void void” gør noget? Og er der mon nogen der bekymrer sig om at underskriften er slidt af?
Ja, det tænkte jeg nok… Det er klippet over og erstattet af fint nyt kort. Blev helt overrasket over, at der er farve på bogstaverne i ens navn til at begynde med…
Ikke bare skylles dine tarme igennem, det vasker simpelthen al din skyld væk – effektivitet som er den katolske kirke værdig.
Eller skylder de én en tarm bagefter, fordi de har skyllet den væk? Jeg forstår ikke helt konceptet, kan nogen forklare mig det?
Clive Owen har (forhåbentlig) fået en stor pose penge for at posere som køn dreng. Han svarede også pressen pænt. På spørgsmålet om hvilke produkter han brugte før: “Nuthink” og nu? “The Lancome stuff” Yeah, spoken like a true lad, Clive!
Her er han så i den polerede udgave:
Er det ikke noget med, at hvis man kravler igennem sådan en, så bliver man helbredt for hvadsomhelst?
Eller skal det ifølge myten nødvendigvis være et egetræ før det virker? Eller er en eg bare nødvendig for at der skal være plads til at kravle igennem?
Nogle gange har man tænkt på noget meget længe, før man får gjort noget ved det…
I årevis har jeg hængt op ad træer, lygtepæle, broer & gelændere i forsøget på at få u-rystede nattebilleder, men i dag har jeg endelig fået købt en lille fiks fleksibel trefod til mit kamera. Nu kunne jeg godt have taget et billede af den, men her er i stedet et billede taget med den…
Jeg er vågnet på den forkerte side af kl. 14, naboerne høvler gulve af det lyder ca. som om der er nogen, der propper en støvsuger ind i ens øre, der er vildt koldt i halvdelen af min lejlighed, fordi vinduerne har stået åbne for at lufte ud fra aftenens rygende gæst. Der er en ansøgning jeg burde skrive, folk jeg burde kontakte og lokke til at skrive nogle artikler, og der er ikke noget værd at se i fjernsynet, så man i det mindste har en god overspringshandling. Jeg har lidt ondt i hovedet, sikkert fordi jeg er dehydreret efter at have sovet under to dyner med radiatoren skruet op på 4. Hvis jeg var den negative type, ville jeg nok være en smule muggen i dag.
Men jeg tror bare jeg vil konkludere, at der er ikke er noget der for alvor haster (mere end det javer, som de siger vestpå) i en grad så det ikke kan vente til i morgen, og min seng er dejlig varm endnu, så jeg skal vist bare varme mig en bolle og krybe tilbage til læsningen under dynen. Her er noget pænt at se på så længe:
