Fire forskellige (mere eller mindre skodagtige) flyselskaber & lidt fidlen med datoer, så er ferien ved at være på plads…
Først til London og besøge venner – [fik specifikke instruktioner om at komme først på måneden, hvor de lever det søde liv, så det er dér jeg starter, når det bliver august!]
Derefter til Galway (med Aer Arann – gad vide, hvad det betyder?) og besøge den nu snart fastboende veninde, der har tjekket alle pubberne ud.
[Og nu man er i det irske for første gang nogensinde, bør man jo lige smutte forbi Dublin…]
Fra Dublin til Eindhoven og derfra med noget lokaltog-værk til den (nye) landlige flække barndomsveninden er flyttet til i det sydlige Holland.
[Så kunne man jo lige hilse lidt på Amsterdam på vejen, jeg er sikker på at byen har savnet mig…]
Kategoriarkiv: Glæde
House sæson 3-maraton-klar
Så kan alle min medjunkier kan godt glæde sig! Jeg indså, hvordan narkomanien havde bredt sig, da jeg på én dag fik taksigelsesbesked på googletalk fra M (mens jeg kastede mig ud af døren om morgenen), abstinensklynkende mail fra L midt på dagen og sluttede aftenen med sms fra I med planer om at arrangere maraton, så snart vi kunne se sæson 3!
Væll-væll maj frænds, ze time haz kome (som de siger sydpå), Sæson 3 kører nu på min gamle bærbare.
Hvis vi skal holde maraton, så vil jeg gerne høre om, hvordan vi hooker filerne på mit eksterne drev op med noget større skærm? HJÆLP! Nogen ideer? En computer med tv-kort? Eller kan der køres noget igennem min harddisk-dvd-optager eller noget? Eller ligger nogen inde med et mere high-tech fjernsyn end mit (der skal jo ikke så meget til!)?
Imens I tænker over dén går jeg i seng med House (eller i hvert fald første afsnit af sæson 3), og bare rolig: det er aldrig Lupus!
Få varmet pusselankerne!
I går impulskøbte jeg noget sengetøj pga. en etymologisk fantastiskhed!
Den svenske sengetøjsbiks havde multiskandinaviske tekster på alt, og her kommer det fantastiske: Når man (som jeg altid) har kolde fødder om aftenen, så er det bare med at stikke pusselankerne ned under dynen. Og gæt nu, hvad et dynebetræk hedder på det fantastiske, fornøjelige sprog finsk??
Pussilakana
Det må være en eller anden mærkelig import af det ord, der er endt som “pusselanker”, som slang for ben på dansk. Vi har et finsk låneord (håber jeg), hvor supersejt er dét lige?!
PS: Pusselanke & pusselanke-ben optræder i øvrigt i ordbog over det danske sprog og har været i brug siden 1855. Det eksisterer også på norsk; sågar som eksempel på ensretning af den norske stavning [Uha! Ellers helt uhørt i Norge!].
Patti rocker!
Stemmen en fabelagtig, hun rocker endnu & der er top-fin lyd i den grå hal.
Og så er det jo hyggeligt at være til koncert med venindens forældre, der kan teksterne på Pattis covernumre (som hele den nye plade er – og den skal klart tjekkes ud!), fordi de har hørt alt det seje, dengang det var nyt og mor er stolt over at være student fra samme år som Sgt. Pepper udkom! Men publikum bar også præg af af være en god blanding, der var flere forældre med voksne børn, og det forekom mig også, at der var flere der så bekendte ud, fra dengang vi alle havde sortfarvet hår og gik til koncerter på Barbue. …Nå ja, okay, mit hår var så ikke farvet sort, da jeg allerede dengang indså, at jeg har en alt for sund ansigtskulør til at kunne gi’ den som goth, til gengæld var håret rødt og helt utroligt kort, og der var stål i snuderne på mine Dr. Martens.
Nå jeg digresserer; hun har jo en fantastisk stemme, og hvis du på nogen måde vha. flid, fedt eller snyd kan komme til det, så er stedet den grå hal i morgen igen; af sted!
PS: Der var dedikation til Danmarks fedeste garageband: Sods fra Lenny Kaye, og Patti fortalte historier fra H.C. Andersen-land…
Der er lidt anmeldelser her , her og her.
Usubliminal besked
Reklame: I aften skal du tænde for dit tv. Du skal tænde for dit tv klokken 22:20 og stille ind på DR1. Du skal se Tom Tykwers fantastiske film “Krigeren og kejserinden”. Jeg har fablet om den fantastiske film før: her. Se den det er en lækker oplevelse!
…og nu er vista død, og nu er vista død, og nu er vista døøøøød hurra
…jeg havde ikke troet, at jeg skulle blive så glad for at se den her igen! Men nu er den tilbage, jeg har installeret en frisk XP-pro og opstøvet XP-kompatible drivere i hobetal på nettet (den slags følger jo ikke med, når maskinen er født med Vista), og jeg har ikke længere mere uigenkendt hardware. Det eneste der ikke helt makker ret endnu er mit netkort, men det skal ikke vare længe før det også er under kontrol, og i mellemtiden glæder jeg mig indædt over at Vista er helt helt død & borte!
Tip til andre downgradere: Tricket er at udskrive (eller screendumpe) hele indholdet af listen over installeret hardware fra “enhedshåndtering” INDEN man dræber Vista, så man ved, hvad det er for en driver (til hvad for noget hardware) man leder efter…
Rene gulve, mens du sover!
Det lyder måske for godt til at være sandt, og der er ikke engang tale om nogen nymodens rengøringsrobot. I morges vågnede jeg på forunderlig vis til duften af rent gulv. Dette undrede mig ærlig talt en anelse, da jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst vaskede mine trælse sæbebehandlede trægulve.
Først gættede jeg på, at mine sanser bedrog mig, eller at det måtte være noget uden for mine åbne vinduer, der duftede så lækkert af friskvasket trægulv – for tro mig, der har virkelig ikke været nogen rengøringsnisser i løbet af natten.
Her til aften dufter det skønt endnu, og jeg må antage, at min tredje teori må være rigtig: Min tørre lejlighed har på en nat med alle vinduer åbne i regn & lynild & luftfugtighed i den høje ende af skalaen grådigt suget fugt tilbage i det gamle træ i en grad, så hele lejligheden lugter af nyvasket sæbet træ.
Ergo: Dagens Nattens smarte vindertip: Luk alle dine vinduer op (luftfugtigheden er stadig i top, vanddampen hænger tungt over København, månen ser uklar ud) og i morgen vil der på magisk vis lugte nyvasket rent, når du vågner. Kom ikke og sig, det ikke er nemt!
Manden der fortæller om manden der forvekslede sin kone med sin hat
Jeg har før reklameret for både NPR (USAs svar på klog radio a la P1) og neurologen Oliver Sacks bog om “Manden der forvekslede sin kone med sin hat” – og nu har jeg chancen for at reklamere for begge dele på en gang i en radioudgave, og masser af andre lækkerheder, der er fx. musik & et interview med Tom Wolfe (bl.a. om effekten af hans hvide three-piece-suit) i samme udsendelse.
Det daglige radioprogram “Fresh Air” fylder 20 år, og i den anledning genudsender de nogle af deres mest interessante interviews med og musik af interessante personligheder. Det kan absolut anbefales og ligger i brugervenligt podcast her.
Dagens sjoveste citater
En af Superflex-drengene:
Fx. mener jeg at murens fald i 89 er en mere væsentlig begivenhed,
end at en masse mennesker kollektivt beslutter sig for at spille guitar og ryge hash.
[om 68-oprørets vigtighed eller rettere mangel på samme]
Og det andet citat kommer fra Hugh Laurie:
It’s as if you’re playing left-handed. Or like everyone else is playing with a tennis racket and you have a salmon.
[om at spille Dr. House med en amerikansk accent]
Hemmelige lyster?!
Bonnie “Prince” Billy & vennerne har indspillet de sange de selv synes det er pinligt, at de kan lide. Eller dem de hader, at de elsker. Eller elsker at hade. Det bliver sjovt til august, når Guilty By Association udkommer, men mens vi venter kan vi allerede lytte bl.a. BPB’s Mariah Carey-cover og Devendra Banhartts udgave af Don’t Look Back in Anger, den er unægteligt noget skævere end Oasis’s 1-2-3-4-gumpetunge hit. Spas!
Gratis roskildebillet?
Har lige fået brev i dag: Jeg har fået et job (=en billet). Der skal tjekkes armbånd i 26 timer, der alle ligger før musikken overhovedet begynder. Hvis der er nogen, der vil med, så er det nu, man skal sige til… Der er nemlig stadig ledige jobs!
Update: Til alle dem, der skriver nu hvor der er udsolgt: Du er en dag for sent på den & har en dollar for lidt [som de siger i Guds Amerika] – arbejdsplanerne er lagt og jobbene udsolgt for længst!
Impuls-kø-køb
Jeg så en reklame i går aftes, tjekkede spex på nettet og tænkte, at det var da ikke noget dårligt køb til 5,5 Kilo (prisen, ikke vægten!) for en gang deutsches qualität.
Nu er jeg ikke køtilbudsafficionato, men jeg gik ud fra, at man nok skulle være der, når de åbnede i den Aldi, jeg havde lokaliseret på nettet (jeg bor ellers i Nettoland med enkelte indslag af Irma). De andre 25, der allerede stod i køen så ud til at have ventet noget længere, men det lykkedes. Ham bag mig købte de sidste 2 stk. kl. 9:09, så var den fest slut…
Men jeg fik altså en ny bærbar i Aldi kl. 9:08. Den er fin, har en hel del mere trækkraft end den gamle (som jeg har en mistanke om pønser på at opgive ævret), har 100 GB mere harddisk (der skulle heller ikke meget til at toppe den gamle), bred skærm uden grøn streg ned over midten (den har jeg kigget på længe), og ikke mindst et grafikkort, der kan spille Caesar IV, Juhuuu (watch out misbehaving plebs, your evil empress is BACK! Mwuahahahha).