Kategoriarkiv: Glæde

Musikmusikmusik

Skriv et svar

Tillad mig at dele mig glæde over, at White Stripes har ny plade på trapperne er man old school & totalt 20th century-agtig, når man stadig refererer til en musikudgivelse (på CD & til download I guess) som “en plade”? Oh well, så er jeg old school, men jeg hører jo også stadig LPer, når jeg tager min iPod af…
Indie Laundry (som jeg i øvrigt kan anbefale, hvis man er til indie-eller-hvad-det-nu-hedder-for-tiden-agtig musik) har et link, hvor man kan høre Icky Thumb.
Nu vi er ved musikken, så spiller Of Montreal på Loppen på søndag. Jeg stødte på deres nye plade ved et tilfælde i en pladebiks i Miami, selv om de hverken er fra Miami eller Montreal for den sags skyld. Pladen er fin, om end en lytter i deres bagkatalog (i en Megastore i NY senere på turen) afslørede, at de i virkeligheden nok er en smule mere glade (på sådan en Beach Boys-måde) end jeg i almindelighed foretrækker min musik. Men de skal helt klart have en chance live. Det må blive godt. De er hermed anbefalet! Ses vi? Det tror jeg nok vi gør!

Forelskelse!

9 svar

Jeg er blevet forelsket! DR2 har temaaften om Doors [de syge må jo underholde sig med tv’et derhjemme], og jeg er blevet forelsket… Nej, ikke i den syredroppende drukmås i læderbukserne (man er jo ikke 17 længere), næh Ray Manzarek (godt nok i version 1967 og 77). Og hvad ville læderbuskernes tressersyrepoesi også være uden det labre keyboardspil?
Manden er jo knivskarp (selv om han er så californisk at han siger “man” i slutningen af hver sætning). Opdatering: i en nutidig udgave er han stadig knivskarp, der er no bullshit, og så har han stadig en lækker stemme [han har tydeligvis holdt nallerne fra stofferne, for han ligner heller ikke lort som Bobby Krieger].

Åh, det er det jeg vil have i en mand; Knivskarp & ikke noget pis! (Nogen der kender en yngre udgave af Ray?)

Giv mig glittede magasiner!

3 svar

Jeg har altid elsket de tunge glittede magasiner. De første mange gange jeg var i London bestod en del af de ekstra kilo i kufferten & håndbagagen hjem af lækre blade. Nu er jeg jo ikke så meget til de pigede, så det var tit herrebladene (GQ, FHM, Arena og den slags), der havde interessante artikler & interviews. Jeg fik ofte nogle letpåklædte damer med i købet [dog, forekommer det mig, ikke nær så mange som pryder de senere danske udgaver/rip offs af de samme blade], til gengæld skal man ikke undervurdere, hvor mange lækre mænd der er i tøj- og parfumereklamerne i den slags blade, mmm…
Ud over mandemagasinerne var det selvfølgelig de mere unisexede livsstilsmagasiner & så de mere emnespecifikke, der kom med hjem: fx iD, hedengangne The Face, diverse filmblade & selvfølgelig dem om musik. Især hvis der var en CD-sampler med noget godt med i købet.
Der var blade om alt, hvad man kunne finde interessant, og de kostede gerne noget i omegnen af 30-45 kr for minimum 150 sider (hvoraf halvdelen godt nok var glittede reklamer, men de var jo også dejlige).
Nu skulle man tro, at jeg havde fået min lyst styret, efter at det danske magasinmarked er eksploderet i løbet af de senere år, men jeg synes faktisk at det meste er røvsygt. Soundvenue gør det ret godt på musikområdet synes jeg, men der er måske også entusiaster & impulskøbere nok? Måske er det danske marked bare for småt til gode tvær-interesse-blade? Der har vel ikke været nogen for alvor siden Press gik ind for årtier siden?

Så jeg vil have
Er der nogen, der har gennemskuet en billigere måde at skaffe sig Wired, end den officielle til 70 dollars årligt (for tiden kun 390 kr)? Jeg tjekkede en tysk magasinforhandler, men de ender på 127,50 Euro (ca. 950 kr), og de danske abonnementspushere der lover 70% besparelser i forhold til kioskprisen (den er også oftest astronomisk), har det slet ikke.
Min efterkrigsspareopdragelse kan bare godt blive lidt fortørnet over at det koster det syvdobbelte i DK af USA-prisen (og det er med en historisk lav dollarkurs).
Jeg så faktisk reklame for en postbox-service i USA for nylig: Få din egen adresse i USA, spar udlandsporto (ekspeditionsgebyrer og måske også de uendelige leveringstider) og få det skibet til dig, når du ønsker, evt. i samlede forsendelser. Det var måske værd at overveje. Gad vide om den årlige besparelse på Wired kunne betale den service? Er der nogen der har lyst til at dele en amerikansk postbox?

Dejlig overraskelse!

Skriv et svar

Så skal der høres ny musik… Og det lyder lovende 2 x britisk: The Fratellis og Brakes og 2 x dansk: The Spy in the Mes og Marvel Hill. Hvis Vegas omtale har bare lidt på sig, bliver det ikke nogen dårlig aften…
Soundvenue udlovede billetter til de hurtige, og hurtig er jeg jo!
Ny musik i Vega på fredag
Er der andre, der er blevet fristet af arrangementet, så sig til, hvis vi skal mødes til en drinks (Jo! Der skal være S på) i baren. Jeg er jo æææændelig færdig med at æde 7 x penicillin om dagen, så det er tid til drinks (andet end kaffe på kassen, selv om det nu også er dejligt – omend jeg snart ikke kan gå derind uden at kigge mærkeligt på de andre kaffedrikkere og overveje om det nu er nogen jeg “kender” fra mit internetliv!).

Koncert, nu med indlagt sjov!

Skriv et svar

The Broken Beats startede med at lyde som Brit-pop, og der er da også en del Jarvis Cocker i den glade forsanger. Så var der tresserlyd. Og Pop-Rock efter hans eget udsagn. Og masser af vokaler. Faktisk sang alle 6 mand høj (incl. 2 dog ikke særligt høje kvinder) plus gæstestjernen Ted Bronson ganske jævnligt alle på én gang.
Og så var han spas, forsangeren (Kim Munk siger Vega han hedder). Alle numre blev nøje forklaret “Den næste hedder Essentials II… Det er en sang om at komme for sent på arbejde”. Nogle numre sågar forklaret undervejs i sangen i et af de mange mange breaks. Reklamer var der også indlagt: [midt i længere nummer] dramatisk opbygning – break… dramatisk pause: “Vi sælger CDer” [og så spiller de videre]. Da publikum råber “Nej” til oplysningen om, at det er sidste nummer: “Nej, det synes jeg også. Hvem har lavet den korte sætliste?” [Her kigger hele bandet (uden at det ser planlagt ud) anklagende på trommeslageren – salen er flad af grin].
Utroligt charmerende, ukunstlet & karismatisk. Lækkert gået! Musikken svingede mellem 5-7 stilarter, men det blev bestemt aldrig kedeligt. Min ledsager kunne heldigvis undervejs oplyse mig om, hvornår de spillede deres radiohits [jeg havde jo ikke hørt dem på P1]. Alt i alt ikke noget dårligt impulsvalg vi traf under gårsdagens MSN-samtale. Det bliver interessant at høre, om de også er gode på plade (uden den spase servering), men det må tjekkes ud.

Breve fra folk, man ikke kender

Skriv et svar

I dag læste jeg denne interessante definition på, hvad en blog (også) er, hos Mandejammer (og jeg citerer uhæmmet:)

Meget af det her bloggeri er ligesom at skrive breve til sig selv.
Det kan det i hvert fald være.
Omvendt kan det være ligesom at få brev fra folk, man ikke kender.

Det er jo lige på pletten i mit tilfælde; Jeg har jo en gammel postkortven, som jeg næsten kun kender fra de postkort, vi i årevis sendte hinanden, fordi vi begge elskede at få brev fra folk, man ikke kender.
Breve til mig selv er der jo masser af blandt mine poster. Breve om ting, jeg skal huske, fordi de var gode. Eller dårlige. Eller rigtig mærkelige. Breve (gerne skrevet midt om natten) om ting, jeg har lært om mig selv og min interageren med verden. Breve med hemmeligheder [fordelen ved en blog er, at læserne ikke nødvendigvis ved, hvad der er en hemmelighed, således bliver hemmelighedens hemmelighed også hemmelig ;) ]. Breve hjem fra solbeskinnede oplevelser. Breve med spørgsmål til verden. Breve med spørgsmål til mig selv. Breve der beder om breve fra fremmede.
Åh, jeg har altid elsket at få brev!

Ha ha ha havenisse!

Skriv et svar

Michael Glawogger har slået sit navn fast som visuel og politisk dokumentarist i film som ‘Megacities’ og ‘Working Man’s Death’, der vandt førsteprisen på CPH:DOX i 2005. Men i spillefilmen ‘Slumming’ er havenisser, kulsort absurd humor og mørk, østrigsk vinter de bærende ingredienser i en provokerende skildring af to arrige og kompromisløse mænd. Den unge, elitære og mere end almindeligt arrogante overklasse-fyr Sebastian bruger fritiden i Wien på ‘slumming’, altså på at besøge steder, der er under hans niveau: smagløse cafeer, barer og bistandskontorer, hvor han i kedsomhed bruger underklassen som legetøj. Da den alkoholiserede gadepoet Kallmann går i dørken på en bænk, bliver han det næste offer, idet Sebastian og vennen Alex kører Kallmann over grænsen til Tjekkiet og efterlader ham alene på en anden bænk, uden pas og uden at kunne sproget. Den vrede alkoholikers rejse tilbage til Wien bliver lang, surrealistisk og hallucinatorisk tur gennem et både fysisk og mentalt landskab. August Diehl og Paulus Manker er som Sebastian og Kallmann både usympatiske og dragende, og de leverer brændende karakterstudier som to forskellige mænd, der begge foragter almindeligheden.

Helt klart en sen tur ud i den kølige nat værd! Omtalen nævner ikke engang den tredje person: Pia, hvis kollega har internet-datet Sebastian for hende (og i hendes navn), som er fuldstændigt uinteresseret i at imponere (den psykopatiske, men det er nu ikke derfor!) Sebastian og lige så mærkelig som de andre to hovedpersoner – og derved får den ellers fuldstændigt kedsomhedsramte og totalt uempatiske Sebastian til at forelske sig (psykopatisk) i hende.

Et par stemningsklip:

1) Den hærdede alkoholiker Kallmann vågner af brandert (ved at han kaster op) i et sommerhus et sted i Tjekkiet. Han går ud og hopper indædt rundt på frossen sø, indtil han går igennem isen. Han kæmper sig op af det isnende vand. Efter ham popper en, to, tre havenisser [med POP!-lyd] op i hullet i isen. Kallmann går tilbage til hytten, henter al alkoholen som han flaske for flaske tyrer efter havenisserne i hullet [POP! der kom den fjerde havenisse!]. Og er siden “kureret” for sin alkoholisme…

2) Det er fastelavn i morgen, hvad skal du klædes ud som, spørger kollegaen Pia. “Som en mand der er klædt ud som en kvinde. så ser man altid dum ud, med den lidt for tunge makeup og de dårligt oversminkede skægstubbe. Kvinder, der er klædt ud som mænd, ser derimod altid super ud” Kollegaen: “Nå, så er det det jeg skal være”
[Dagen efter kommer Pia som ret overbevisende mand i drag (men ser dog ikke så grim ud) mens kollegaen tropper op som (ikke alt for køn) kvinde i drag] I den mundering drager Pia så i øvrigt til Tjekkiet for at finde Kallmann sammen med hans drukveninde Herta.

De 3 historier er alle interessante (og sjove), de hænger sammen uden at det føles “kunstfærdigt” (som det tit er resultatet i den amerikanske film med flere fortælletråde, fordi de gerne vil være lidt “clever” omkring det), og det lykkedes både at fortælle menneskelige historier, være ekstremt morsom, og lave en helt vanvittig, grotesk og mærkelig film der giver mening.

Det er sådan noget jeg elsker ved Natfilmsfestival: de absurde, groteske og fantastiske film. Det er også dem jeg husker, som fx. denne utroligt smukke, romantiske og poetiske film om… [ja, du gættede rigtigt!] nekrofili. Eller sidste års fantastiske mix af dukkefilm og rigtige mennesker i denne fabel om rigtige mennesker, der bliver lavet om til mekaniske spilledåser

Og hvis du virkelig læser med endnu, så kan du finde aftenens sidste billige grin her: Tjek brugerkommentaren til sidstnævnte film (The Piano Tuner of Earthquakes) – og hvis nogen taler kinesisk kunne det være interessant at høre om det giver mening, hvis man babelfisker det tilbage til kinesisk?

“Er I stendannere i din familie?”

5 svar

Jeg vil aldrig flytte længere end 5 kilometer fra Nyhavn. Ikke (blot) fordi jeg er en Københavnersnude, der hverken kan finde vej på Amager eller for langt uden for Jagtvejen… Næh, fordi så skal jeg skifte læge, og jeg har verdens sejeste læge!
I dag kommer jeg forbi med Marlon Brandon-kind i venstre side af ansigtet. Jeg fortæller, at den odontologiske sagkundskab har tjekket mit gebis uden at finde nogen forklaring på ømhed og hævelse, og at odonto.. tandlægen i øvrigt aldrig har set noget lignende. Superlægen siger tørt, at det var da dumt, jeg skulle da bare være kommet op til ham først – og efter et blik på min kind: “om jeg ville have en diagnose med det samme?”
Vi går dog indenfor, før han spidsfindigt spørger mig: “Er I stenproducerende i din familie?” – Næh, der er en del strandstensamlere, og der har altid været mange mursten i baghaverne, men ikke i organerne, som jeg har hørt om… Nå men diagnosen er så en stendannelse i spytkanalen i den ene kind.
Og ikke bare er han den supertjekkede alt-mulig-læge, der lige kan akupunktere til husbehov, næh han er også fuld af spøjse husmoderlige råd: Jeg kan fx. lige prøve at kurere min Marlon Brando-kind med nogle sure cornichoner i kinden, inden jeg tester de gigtpiller, som jeg selvfølgelig også får en recept på.
Og ud over at han selv er sjov, så tager han også mine bramfri bemærkninger præcis så letmodigt som de er ment – og det er jo en fordel, når man har en tendens til at fyre den slags af [har masser af erfaring med utilsigtet at fornærme folk]… Husker fx tydeligt en af de første gange jeg mødte ham: Jeg kom haltende med halsbetændelse & forstuvet ankel og gjorde mig morsom over, at han også haltede omkring med forstuvet fod. Han bemærker knastørt, at det nu var børnepolio… Jeg konkluderer lynhurtigt, at “så går det sgu nok ikke over på en 3 ugers tid”. Det giver han mig helt ret i!

Spannung, Spas und Chokolade

Skriv et svar

Her et kort referat af den sindsoprivende spændende dag jeg har haft. Jeg nævner i flæng:
Arbejde
Mere arbejde inkl. timers administration af typen med stempling og kopiering!
Støvsugning holddaop, hvor den suger, når den får en ny pose, sådan en!
Filflytning
Gulvvask også under komfuret i køkkenet
Filflytning
Oprydning i “Lort, som jeg lige skal beslutte, hvad der skal ske med”-hjørnet
Filflytning
Arj, nu jeg er så skide huslig, kan jeg da lige afrime fryseren, så skufferne kan komme ind og ud igen…
Filflytning

…og til at toppe spændingskurven i et inciterende klimax:
Det årlige beboermøde hvor jeg på forhånd var kommet til at love at lade mig shanghaje til bestyrelsen, wu-huu

(Ok, indrømmet, så har jeg udeladt hyggelig kaffedrikning med indlagt sladderopdatering og den stille glæde ved at have reddet lige under 100 GB musik [779 dages uafbrudt musik!] og omkring 30 GB billeder fra den visse datadød – men det var ikke kedeligt nok til at komme med i beretningen!)

Recoveryprogrammer i hobetal

8 svar

Jeg har nu forsøgt mig med en god håndfuld gratis programmer, der var ikke noget, der rigtigt kunne læse min usamarbejdsvillige harddisk – Partitionen var fin (kunne også fint ses i rigtig størrelse i windows diskmanager), disken kører fint og blev genkendt af systemerne som en harddisk med alle oplysninger, bortset liiiiiiige fra indholdet.
Nu er problemet så, at de gratis File Recovery-programmer jeg har afprøvet tilsyneladende alle kører samme strategi; søg disken igennem (sector for sector = mindst et par timer pr. 100 GB) og find filsystemet, for så at tage den derfra. Min mangel på succes med den slags ledte mig til at konkludere, at min teori om problemets rod nok var rigtig: det er filsystemet, der er smadret på min Maxtor-harddisk, og diverse scanninger viste også, at den har en solid bunke bad clusters sidst på drevet (som jo snildt kunne være årsagen til førnævnte problem).

Demo-versionen af Magic Recovery Pro 3.2 har som det eneste program uden timelange scanninger poppet sit vindue op og fremvist en oversigt over alle mine mapper på drevet og deres indhold. Man skal jo så betale, før man kan flytte på dem, dvs. gemme dem på noget andet. Så jeg måtte jo krybe til korset og slippe slanterne. Men til gengæld kan jeg oplyse, at programmet holder alt, hvad det lover: Direkte adgang til alle mine data, og kopier/sæt ind, så ligger de sikkert og læseligt på frisk ny harddisk, fantastisk! Så ender du i samme situation, kan det varmt anbefales. Men det gør du selvfølgelig ikke, vel? For du tager jo backup, n’est ce pas?

Et par spørgsmål står tilbage:
1) Er der nogen der kender det fedeste backup program, der kan spejle én ekstern harddisk over på en anden ekstern?
2) Er man lidt for frisk og gambleragtig, hvis man formatterer dén der er i udu og genbruger den, eller burde man kyle skidtet ad helvede til?

Art Deco i Pasteller

4 svar

Nu er pasteller ellers ikke lige mig, men Miamis Art Deco baerer det smukt! Hele vejen op ad Ocean Drive staar de skulder ved skulder med deres runde hjoerner, organiske former og oceandamper-linier. Skoenhed i 3 etager. Det er mere end hvad man kan sige om mig; reddede mig den vildeste forkoelelse i DC eller paa vejen derover. Under alle omstaendigheder er mit hoved og mine bihuler fulde af snot, sa jeg daarligt kan traekke vejret og jeg har den vildeste Ditte Graaboel (jeg synes det er for daarligt)-hoste. Men bortset fra det er her vel 25 grader, og South Beach ligner noget fra et sommerpostkort. Atlanterhavsboelger der slikker sandet vaek under taerne paa mig, og den flotteste fuldmaane i gaar aftes, med udsigt ind over byens skyline oplyst i pastelneon. (Billeder foelger senere, indtil videre ligger de trygt paa kameraet, saa jeg har laant et saa laenge)

Jeg bliver til Marco Polo & Peter Von Scholten om natten

8 svar

På sådan en lidt varulve/shapeshifter-måde… Mine rejser bliver altid planlagt i en sen nattetime med noget impulsiv bookning over nettet. Så kan man jo altid dagen derpå ringe/maile/IMme til venner & bekendte i udlandet og sige “Eeeehh jeg kommer lige på besøg, hvis det er ok?”

I december købte jeg jo en billet til New York, uden anden plan end at se mere af New York og besøge min ven i Washington DC – og eftersom jeg havde fri i 3 uger kunne jeg jo lige så godt lave en lang tur, syntes jeg logisk nok. Så kunne jeg jo altid finde ud af noget med en billet sydpå i et par dage, fx. til Miami.
For en uges tid siden indså jeg, at det var lige om lidt, så i nat blev planen så udvidet drastisk: Nu hedder det afhentning i NY og alslapning i DC et par dage. Så skal vennen på arbejde, så jeg måtte jo hellere købe en flybillet… Og surferi på 3-4 flyselskabshjemmesider giver jo ideer, og når man er god til at fifle sig frem til nogle billige afgange og ikke er hængt op på datoer, så kan man jo pludselig stå med meget fristende tilbud fx:
DC – Miami (3 dage) og så videre til St. Thomas! og derfra retur til New York.

De tidligere Dansk Vestindiske Øer [WOW, hvor kom dén fra?]
(Nuomdage hedder det så US-Virgin Islands, men den slags detaljer skal jo ikke anfægte den nationale stolthed.)

Et klik på “purchase” og pludselig er jeg på vej til tropeø med kolonifortid, og får ondt i maven, mens bookingmaskinen tænker og tænker og tænker.
4 fejlmeddelelser senere, et par opkald til USA og en del banderi senere, ser det ikke ud til at det virker, og hotelreservationen på St. Thomas måske nu er forgæves? Men der dumper en bekræftelsesmail ind med bookingnr. og rejseplan… Men den mystiske “Grand Total”-pris på 0 dollars. Nu var det godt nok en billig billet, men alligevel.
Her til morgen har jeg så ringet deres danske agent op, som 1) kunne bekræfte at jeg har en billet, 2) var imponeret over hvor billig den var, 3) og undrede sig over, at det faktisk var lykkedes mig at bestille uden amerikansk kreditkort.

Summasummarum: JEG SKAL TIL DE VESTINDISKE ØER!!