Det mest rammende, der er sagt om de seneste dages eskalering af muhammed-karikatur-konflikten:
Regeringen er kommet i en voldsom kattepine… Der er tale om en krig mellem de to stærkeste lidenskaber i det borgerlige Danmark: Snæversyn & Grådighed.
(Citatet er fra gummiansigtet Clements selvpromoverende show, men den her sad nu lige i øjet)
“Vågnede med et dunkende hoved, der føltes som en dunkende tommelfinger. Sekretæren (Pippi) serverede uspiselig morgenmad, og som om det ikke var nok, blev jeg opsøgt af en klient, som ikke havde nogen penge, men alligevel insisterede på, at jeg tog med ham. Han fortalte mig en historie, der lød fuldstændigt afsindig… Men endnu mere afsindigt var det, at den viste sig at være sand.
Jeg skulle opklare et mord, og det var ikke et af dem, der går 12 af på dusinet. Ofret var en person, der stod mig nærmere end nogen anden… det skulle da lige være morderen.
Og så kompliceredes det hele i øvrigt af, at kommunisterne havde haft magten i Danmark siden 20’erne.”
Med andre ord er handlingen sådan cirka, at Detektiven Clement Skunk-Petersen opsøges af en sine egne dobbeltgængere fra en anden dimension (den, hvor Hitler vandt krigen) og tages med i det røde dollargrin (der faktisk er en dimensionstransformator, som kan flytte personer og ting mellem de utallige parallelle verdener, som universet som bekendt består af).
Clement skal opklare mordet på en af sine andre dobbeltgængere i den dimension, hvor DK er gl. kommuniststat – Så han og sekretæren Pippi kaster sig ud i eventyret… [Og jeg har, som jeg før har været inde på en forkærlighed for vanvittige plots]
Serien er lavet af Ole Comoll Christensen & Niels Søndergaard og der findes 3 bind om dimensionsdetektiven.
Det er jo altid lækkert med noget latin… Jeg husker noget om engang at have skrevet hemmelige kærestebreve på (til tider temmeligt improviseret) latin – det var længe siden nogen havde tvunget mig til at læse latin (i en endnu fjernere fortid lykkedes mig at læse et års latin op på en halvanden uges tid og erhverve mig et ti-tal, som det latinlæreren helt ufortjent havde givet mig i årskarakter…) Anyway der er nogen, der har moret sig med at oversætte fraser som “dumme ko” eller titlen på dette indlæg (hvis du kan læse dette, er du overuddannet!) Men der er nu også festlige nufortolkninger af klassikere som denne: Vidi Vici Veni (jeg så, jeg erobrede, jeg kom)
Jeg har købt mig en nano, den sorte udgave for os der gerne vil have en Pod, men ikke er så meget til iTing… Der er kun én ting at sige, og det er DEN ER FOR LÆKKER! Og som en “added bonus” kan man så genopdage nogle af de plader man ikke har fået hørt så meget på det sidste, fx har jeg lige på vej på posthuset for et øjeblik siden grinet af denne tekst:
Sie stellt sich zu Schau für das Konsumprodukt / und wird von millionen Augen angeguckt
For slet ikke at tale om det her omkvæd:
Death to everyone is gonna come /And it makes hosing much more fun
Death to everyone is gonna come / And it makes hosing much more fun
Death to me and death to you / Tell me what else can we do die do
Death to all and death to each / Our own god-bottle s’within reach
Der er ikke så livsbekræftende som en superdepressiv tekst udført i melodisk popsang-stil.
Popquiz:
1) Hvornår spillede tyskerne bag det første tekstudsnit en koncert i det hedengangne Saga på Vesterbrogade?
2) Hvor mange bandnavne har manden bag den livsbekræftende lille sang udgivet plader under?
Hvis man fordriver aftenen på sofaen, så byder TV2 sådan en lørdag aften selvfølgelig på en god film, eller… en film i hvert fald. Top Gun. Nu har jeg siden jeg så dette firserkoryfæ set en anden lille fjollet film “Sleep with me” – det bedste i den film er en scene, hvor Tarantino står i køkkenet til en fest og udlægger Top Gun som en mands kamp med sin egen homosexualitet: “You’ve got Maverick, all right? He’s on the edge, man. He’s right on the fucking line, all right? And you’ve got Iceman, and all his crew. They’re gay, they represent the gay man, all right? And they’re saying, go, go the gay way, go the gay way. He could go both ways.”
Medmindre man har et varmt forhold til Top Gun, så kan jeg varmt anbefale at læse hele dialogen (selv forestille sig Tarantinos maniske fremførelse) og derefter se filmen mens man laver noget andet. [Ønsker man at bevare eventuelt varme teenagefølelser for Tom Cruise & Top Gun, må det dog frarådes, det er umuligt at vende tilbage til uskylden, når man først har mistet den…]
Den brazilianske kunstner Icaro Doria har genfortolket flagenes symbolik, der er rigtigt interessant, på den ufrivilligt morsomme [hvor det i virkeligheden er tragisk] måde.
Stakkkkkkkels stakkkkkkels Jørgen Leth… Og sikke en latterlig debat!
Åh, hans ytringsfrihed bliver krænket!
– Overhovedet ikke, hans bog sælger fint, der er, så vidt jeg ved, ingen der har ymtet noget om at censurere den.
Nå, men så er I bare så snerpede og middelklasse-småborgerlige, at I ikke forstår rigtig kunst!
– Tusind tak for det, men tillad mig lige at påpege et par ting:
1) når man taler om en kunstner som JL, hvis kunstværk i lige så høj grad er ham selv og hans selviscenesættelse, og der ovenikøbet er tale om en selvbiografi/memoirer [selv om sådanne ofte ligger et sted mellem det løgnagtige og det uskyldigt selvbedragende]… Så kan man ikke bagefter ville opretholde et skarpt skel mellem kunsten og kunstneren – og holde på at ophavsmanden er hinsides moralen (for nu at parafrasere Nietzsche), fordi kunsten er fri.
2) Denne her diskussion handler ikke om sex, den handler om etik – og at modgå kritik af ens (mangel på) moral med at kalde kritikerne snerpede nypuriatanere, det er sgu for nemt.
Kunstneren JL må efter min mening bolle, hvem han vil og skrive lige, hvad han vil. Men hvis man i offentligt svælger i, hvor lækkert man synes, det er at eje den, man boller [som kun derfor er “indforstået”] i bedste koloni-/ herremandsstil, så skal man ikke græde når folk siger, at man mangler moral – og man skal heller ikke repræsentere et land, der officielt bekæmper prostitution, kvindehandel & anden udnyttelse af mindrebemidlede.
For min skyld må han til gengæld hjertensgerne kommentere cykelløb – hvem gider ellers se på dopede cyklister i fransk landskab 5 timer i træk, hvis ikke der var lidt ledsagende poesi [Manden, Bjerget, Kampen – Røven] – men hey, TV2 er jo populismens højborg, så de følte vel, at de måtte fyre ham, men lad os nu se når touren nærmer sig, og et nyt folkekrav kræver ham tilbage… Mon så ikke TV2 trækker i land.
I morgen forlader jeg Nordens Paris [jep, det er KBH, selv om en Stumble-bekendt prøvede at overbevise mig om, at det måtte være Tromsø] og begiver mig til lysenes by, opkaldt efter prinsen [med tryk på første stavelse], der bortrøvede den skønne Helene og dermed i sidste ende var ophavsmand til trojanske heste… Der er indkøbt kirsebærsovs & laminerede børnebøger med alle bondegårdsdyrenes navne på dansk, så jeg er rejseklar så snart vasketøjet er tørret og jeg har sovet én gang.
Blev lokket med til Bikstok-koncert i Albertslund… Det mindede mig om min gymnasietid (det er så anden gang i denne uge, den dukker uventet op) for det første tror jeg ikke, jeg har været i Albertslund siden siden vi i 2. eller 3.G så tysk teater i utroligt socialdemokratiske omgivelser i nærheden af Albertslund station. For det andet mindede det mig lidt om den gang jeg som 17 årig 1.G’er (og stor fan) hørte MC Einar i Islev Bio.
Anyway fin koncert – og forbrændingen er faktisk et helt fint koncertsted… Og så er forstæderne ikke så slemme når man bliver kørt både frem og tilbage – og trafikradioen meddeler at der er bombetrusler & derfor timers ventetid på S-togene. Tilføj selv lovord om ordekvilibrisme mmm.
Men det er jo ingen rigtig overraskelse… Derfor er det nu meget sjovt alligevel, at de dramatiske tv-reklamer, som jeg har moret mig over (og forsøgt at følge med i på islandsk) nu viser sig at være indtalt af Kristjansson, man kan i øvrigt høre eksempler på hans blog, já-já, som de siger deroppe!
Scenen: En tydeligvis følelsesberørt kvinde træder ind i et hus. På gulvet ligger liget af en kvinde iført tecno/fetishtøj komplet med hjelmmonteret kamera. Ved siden af hende ligger manden der har skudt hende. Inden han udånder i hendes arme (kvinden på gulvet har nemlig såret ham dødeligt inden hun døde), giver han hende sit manuskript, fortæller hende, at hun skal ændre hovedpersonens navn til hans – og det vil blive en bestseller (den lesbiske seriemorder er nemlig i virkeligheden ham selv). Efter denne tilståelse dør han, og kvinden går ovenpå for at finde den mand, hun elsker. Desværre ligger han livløs på sengen, så efter forgæves at have forsøgt at få liv i ham, griber hun i desperation en lampe fra sengebordet, skruer pæren ud, fjerner hans sko og strømpe – stikker hans storetå i fatningen indtil der kommer liv i ham. Happy Ending!
Jeg elsker Almodóvar! De absurde plots, de maniske kvinder der plabrer løs på spansk i et grotesk tempo, de seksuelle excesser, den vanvittige logik, der accepteres uden videre af personerne… Og så deres fantastiske handlekraft, (hvad enten det nu drejer sig om at skjule et mord, eller begå et i skyndingen) selv om de på overfladen ligner forvirrede småhysteriske høns…
Svensk TV sender (som så ofte før) kvalitet i den bedre sendetid. Søndage & tirsdage har kanal 2 i øjeblikket Almodóvar-kavalkade [Regie Almodóvar] – “Hvad har jeg gjort for at fortjene dette” og “Kika” er allerede rullet over skærmen… (scenen ovenfor er netop slutningen af “Kika”). På fredag viser de sågar også et portræt af ham… Det kan kun anbefales!