Ja-ja ved godt, at jeg er håååbløst bagud, når jeg endnu ikke har fået set Rejsen til Saturn, men reklamefilmene med kendte danskere er fabelagtige. Måske er sandheden, at jeg ikke har turdet… Jeg elsker jo tegneserien.
Hvis du ikke fangede Enemy of the State i går, og derfor slår for lavt ud på paranoiametret, er her en løsning: Spioner på dig selv, eller nogen du kender, eller nogen du ikke kender… endnu!
[Jeg forstår ikke, hvad man skal med sådan en applikation. Men det er måske bare mig. Eller paranoide typer, der vil vide, hvad de andre ved om én?]
Så vidt jeg kan se, er der kun én fordel ved at være syg for 3. gang inden for et par måneder: Når ikke man sover (som optager det meste af tiden), er der ikke så meget andet at lave end at se film:
Temaet disse dage synes at være dysfunktionelle familier:
Igby goes down – helt udmærket film, morsom på sarkastisk vis – men med så meget ironisk Newyorker-distance, at alt det forfærdelige ikke rigtigt bider. Nemt, men måske lidt for nemt?
Running With Scissors – Super film, men lider lidt under genkendelig casting. Der er ganske mange mindelser om Royal Tenenbaums (helt ned til en bleg underkuet Gwyneth-søster) og Bening som American Beaty’esque sindssyg mor – De gør det fantastisk, det er bare set før. (Men det er nok bare mig, der ikke gider se DeNiro og Pacino, mest fordi de altid spiller DeNiro & Pacino inc.) Nå, men historien er god, eller altså ond & forfærdelig & morsom – fordi man må grine, hvis man ikke skal græde… (og i øvrigt fuld af gode skud, der er filmquiz-værdige og fantastiske forklaringer: (som fx svaret på, hvorfor alt porcelænet ligger ude i haven?) I’m giving my worldly possesions a moonbath!) – Den er helt klart værd at se.
Nå ja, og så har jeg også fået set Quantum of Solace [Bare rolig, der er ikke mere spoiler her end i forfilmen, men det siger selvfølgelig ikke så meget] – det havde været en fordel liiige at læse op på resuméet af den forrige, da filmen helt bogstaveligt starter, hvor den sidste endte; med Jesper Christensen skudt i benet i Venedig…
– Lad os bare sige, at det er mere Bourne end klassisk Bond, men det er der jo ikke noget galt med i min bog. Men en Bourne-historie ville nok have en lidt mere kødfuld historie? Oh well, det så godt ud og Daniel Craig har altid lignet en mand der har energi til at knalde en op ad en væg, selv efter en hård arbejdsdag…
– Kom til at kigge på design-dims (mest stole) og endte på design messe i London om 2 uger [Internettet er så dejligt fri for tid & rum!]
Tv2 viser X-files, Norge2 viser Californication, hvis man zapper mellem de to kanaler, kan man kombinere agent-Mulder med frække-Mulder. Hvis man gider.
Jeg indrømmer blankt; Jeg har totalt forsømt mit virtuelle liv og min bloglæsning [indsæt selv undskyldninger om overarbejde og overvældethed “du har 2738 ulæste indlæg” og Bloglines trælshed…] Men efter jeg fik samlet mine feeds sammen i Google Reader (jeg indså at Lisa havde ret: man kan lige så godt indrømme, at man har solgt sin sjæl til Google og gå linen ud) – og droppet Bloglines (der dog skal roses for den venlige export af links til OPML – portabilitet, dét kan vi li’!), så har jeg fået fulgt lidt op på min bloglæsning igen… Og hjemme i Bloglandgår livet videre som altid; nogen gange godt, nogle gange mindre godt. Nogle er helt holdt op. Nogle er heldigvis begyndt igen andetsteds (ingen afslørende links her, men tak for mails med adresseændring, selv om jeg har været jer utro så længe med livet overlevelse ude i virkeligheden). Nogle har blogget lige så lidt som jeg. Nogle har blogget lige så lidt, men godt som de plejer. Nogle er gået bort fra ord og lader billederne tale i stedet. Nogle blogger ufortrødent med samme energi og skarphed og husflid som altid. Nogle har blogget ude i stedet for hjemme, og de er lige så sjove, som de plejer. Nogle mister aldrig humøret humoren. Masser nævnt og mange glemt, men hey; håndtegn herfra til alle de gamle virtuelle venner – og til de nye, der er dukket op, og til jer jeg har set ude i virkeligheden, men glemt at læse… Blogland – jeg har jo savnet jer, og skal prøve ikke at glemme jer så grusomt igen!
Tænk jeg havde slet ikke opdaget, at jorden snart går under. Sådan går det, når man ikke har tid til at følge med på internettet…
Åh, det er skønt at få prikket til fordommene – tag nu dagens to eksempler:
Fordom #1:
“En buks” i ental – det er da kun homo- eller i hvert fald metroseksuelle herretøjsekspedienter med velplejede negle, der siger den slags.
Elektriker 1 (til Elektiriker 2 +3)
Hvad, hvem af jer to har kommet den her ned i min buks?
Fordom #2:
Revisorer er nogle røvsyge superkonforme typer:
Set på vejen hjem på cykelstien:
Fyr i pæn revisorbuks (jeps, ental er passende om den slags) nysselig revisorskjorte og med revisortaske (med revisorfirmanavn & logo) – der iført iPod kører ræs på tilbagelænet top-smart cruisercykel…
Har slet ikke fordoejet det hele – men det bliver der forhaabentlig tid til, naar jeg snart lander hjemme igen. I mellemtiden er det 3 naetter i Bangkok, som indtil videre er et afsindigt, men smilende, kaos af en gigantby. jeg ankom i nat omkring midnat (men 0300 paa det indre Sydney-ur) efter 8 eller var det 9 timers flyvning – spoejs som det ikke langere rigtig betyder noget, naar det er saa langt. Jeg husker alle mine ture til og fra Island (ca. 2,5 time) som haeslige – men det var selvfoelgelig ogsaa totalt monkeyclass, mens de laengere straek er med bedre benplads (isaer naar man tjekker ind over nettet dagen foer og vaelger forreste raekke eller nodudgangspladserne), flere varme maaltider (til at fordrive tiden), sovemasker, taepper, puder, og nye film paa egen skaerm – i gaar lykkedes det mig saaledes at se en allerede glemt film, Happy-go-lucky og 21 film () + et halvt afsnit af “Pushing Daisies”. Oh well men nu er det ud og se paa afsindige Bangkok!
Godt at se, jeg ikke er den eneste, der bliver frustreret over quizzen!
K2 & Tim Rushton spiller op til dans i Kanonhallen – det er smukt, svedigt & suverænt
Grænsen mellem publikum og dansere flyttes hele tiden, forestillingen flyder mellem tableauer og dramaer, lys, dansere & musikere spiller sammen i skøn forening, selv om der ikke forsøges forenet – men måske snarere forgrenet i den labyrint der lukker sig og åbner sig hele tiden. Det er fantastisk – de spiller fra torsdag og det er fantastisk; af sted med sig!
Hatten af for Scarlett der kaster sig ud i et projekt, der ikke på nogen måde er idiotsikret:
Skuespillere har ikke tradition for at få respekt selv, hvis de får succes med at give den som sangere… (vi kan i flæng nævne Hasselhoff, Bruce Willis & Brigitte Stallone)
Coverversioner af de tunge drenge lykkes sjældent… (hør fx de 10-12 Leonard Cohen cover-plader der udkom i 80-90’erne, og der er 3-5 gode numre tilsammen)
– men jeg synes der kommer noget interessant ud af det; de tre numre, der ligger på MySpace er fine.