Tjotaaal orn’lig syg ordbog
Yallahrup ordbog
Skriv et svar
Kategoriarkiv: Hørt, læst & set
Hvis man skal høre på ham…
Bjørnebandit-look-aliken, mener jeg, så synes jeg denne her udgave er den festligste:
Guess who’s back. Til de haters der troede at de skanky ass bitches var klar til at overtage Hood’et: Den netop overståede battle cementerede at der kun er plads til én p.i.M.P, og at V-e-n-s-t-r-e stadig er i huset for the lordizzle for shizzle.
Misset valgchance!
Havde slet ikke opdaget, at man kunne stemme på Vibeke, som jeg faktisk har mødt for snart længe siden – hende er der krummer i, jeg husker også noget om, at hun lavede spasser-tv og meget underholdende interviewede Anne-Marie Helger.
Financielle sprognyheder!
Det er ikke ofte finansnyheder handler om sprog, men her er så undtagelsen, der bekræfter reglen.
Indholdet er ikke spor overraskende hvis man beskæftiger sig med sprog: Dialekterne dør – og mens vi i princippet synes det er synd “for det er da så søøødt når folk taler fynsk”, så foretrækker vi på alle mulige skalaer rigsdansk dvs. københavnsk (af den ikke alt for sociolekt-ramte slags).
Overraskende var det dog at kun 10-20 procent kan tale en dialekt, men det må være fordi tallet skelner mellem regionalsprog (fx. “jysk”) som mange flere taler – og så egentlige dialekter (fx synnejysk eller vendelbomål).
Copyleft…
Der er én god ting ved en dårlig valgaften; DR2, herligt valg-fri zone – i stedet handlede det om virkelighedens globale politik på copyright-området, om hvordan ejendomsretten ikke længere gælder for ting, man har købt og hvad konsekvenserne er for fremtidens innovation… Og det innovative modstykke i den brazilianske techno braga. Fantastisk tv… se “Good copy bad copy” her!
Så fuck at de dumme danskerne i sidste øjeblik besluttede sig til at de alligevel ikke turde forestille sig en kvinde som statsminister.
Dukkerne er tilbage – i den onde hustlerstil
Tjek det sygeste hit: En krammer til Osama.
Der’ så mange, der tror at man er sur og trist
bar’ fordi man nu tilfældigvis er fundamentalist
Der’ jo ingenting, der kunne være mer’ forkert
kom til mig små drenge, I skal ikke vær’ genert
Bare fordi man nu har giftet sig med Allah
b’høver man ik’ og være grim og gå med briller
Man kan sagtens gør’ no’ed ud af sig selv
selv om man bare skal ud og slå uskyldige ihjel
– det er da stor lyrik og ikke mindst en ørehænger!
Opdatering: Ser at det er en fælles-nordisk-pædagogisk produktion, mere om det her. I pædagogiske Norge omtales den selvfølgelig som “integrasjons-kalenderen”.
Soundtracket (eller måske bare rippet lyd fra hjemmesiden?) ligger på nettet til download allerede flere steder.
IrritabilitetsLynching
Har kun én kommentar til David Lynchs “nye” (well kun et år efter får den snart premiere i dk) film, der varer 3 timer:
Det kunne han have gjort på den halve tid, og det ville have givet lige så lidt mening!
Skuffetskuffetskuffet… det er meget godt med post-postmoderne selvreference og ophævelse af tid og sted, men jeg vil gerne have en HISTORIE, tak.
Spørgsmålet er ikke forstået?!
Er du? Jeg er ikke sikker på, hvordan man er “af bestemmelse”?
Min all-time top 10
Var på Bloglines og skovlede lidt rundt i de 1002 ulæste indlæg på de blogge jeg nu læser lidt på til tider (men jo åbenlyst ikke lige i øjeblikket), egentlig lidt i håbet om at minimere listen af links lidt (Lucy havde inspireret mig!), hos Heidi falder jeg så over en liste med den ultimative top 10, og konstaterede i et meget meget hurtigt blik, at vi absolut ikke deler musiksmag – men jeg fik lyst til at komme med mit eget bud.
Eftersom jeg ikke kun hører sange, men plader (ja, inkl. LP’er), så bliver det højst u-iPoddet ikke enkeltnumre, men hele plader… Nick Hornby go home, for her er de 10 mest indflydelsesrige plader i mit liv (med enkelte ekstranumre):
10 
Dead Kennedys: Give Me Convenience Or Give Me Death – min første DK-plade og der kom flere til, men den her kan jeg udenad. Forleden gik jeg forbi en yngling på gaden, som havde DK-logoet på ryggen af sin cowboyjakke, og mindedes med at smil min gymnasietid, hvor jeg selv malede logoet bag på venindens jakke på vej på interrail. Det var de år jeg var til koncerter med Kraftverk og DAD i Saga og Ramones i Pumpehuset og alle mulige obskure punkbands på Barbue og i ungeren – og blev tåregasset på vej ud fra Sonic Youth i den Grå Hal…
9 Mazzy Star: Among My Swan. Melankolsk i en grad så det er helt patetisk. Og smukt. Og FOR MEGET – og det er nok det der er det gode ved den. Plus Hope Sandovals stemme er for lækker.
8 The White Stripes’ plade med samme titel. Det er stramt, skarpt & sprængfuld af rastløs energi.
7 Der skal også være noget til de helt stille dage: Soundtracket til The Garden State er perfekt, særlig Zero 7’s In the Waiting Line, Nick Drakes One of These Things First og Iron & Wines Such Great Hights er smukke & sprøde.
Stereolabs Dots & Loops udfyldte vist næsten samme funktion før – og den er også stadig god.
6 Dinosaur Jr: You’re living all over me. I øvrigt den grimmeste plade jeg ejer, da den er på farvelade-splattet-lyslilla vinyl, men det er nu ikke den, jeg har hørt tynd. Den kørte i loop på min walkman på et kasettebånd med The Wedding Presents Saturnalia på den anden side i flere år mens jeg delte post ud alt alt for tidligt på 2 timers søvn. Jeg har ingen anelse om, hvad nogle af numrene hedder, men begge plader er brændt ind i min hjerne – og havde en fantastisk energi til at overleve 7-8 timers uønsket arbejde, mens min krop prøvede at fortælle mig den ikke ville løbe på trapper, men sove, rigtig længe.
5 PJ Harvey: To Bring You My Love. En kvinde der forstår at være inderlig og vred og ked af det og larme med sin guitar & sin stemme. Som ekstranummer får vi “Henry Lee”, så får vi lige sneget Nick Cave med ind på listen og et glorværdigt Roskilde-minde fra tredje række om Nick Cave der indfølt præsenterer sin very very (x 25)…special guest: Polly Jean Harvey. Entrée PJ i pink top. Man forventer en duet, den kommer også, men først efter 2 minutters intens snaven på scenekanten foran Orange scene. Et match gjort i himlen helvede? Men en oplevelse at se the Prince of Darkness & hans kvindelige modstykke være totalt lalleglad-forelskede.
4 Jeg er ellers ikke til at spille voldsomt højt, men Pavements Brighten the Corners kan snildt høres på fuld volumen. Da jeg boede på 42 m2 under en dårlig klaverspiller og naboen havde kærestesorg og spillede Tracy Chapman i en måned i træk var det bare og smide den på og så fyre helt op for volumen. Der er noget afreagerende vredt og samtidig vældigt legesygt og ironisk og glad over den plade.
3 Beck: One Foot In The Grave. Kreativt, vrøvlende, sprudlende, skævt, følsomt og fjollet. Cowboy/Lo-Fi/Folksy på den sjoveste måde. En plade der giver lige så godt humør som Kents Isola.
2 Bonnie Prince Billy: I See a Darkness. Fuld af opløftende titler som Another Day Full of Dread og Death to Everyone ;) Må nok bare indrømme at jeg elsker skarpe, kloge, sorte mænd, der synger deres sorte hjerter ud. Intet er så galt at “A Minor Place” i al sin skønhed ikke kan gøre det bedre.
1 Der er kun én plade, som jeg har hørt så meget i så mange år, at jeg kan alle sangene udenad, har slidt den første vinyludgave helt op, og rent faktisk investeret i den samme plade på CD: Leonard Cohens Songs of Love & Hate – og sjældent har en plade lever mere op til sit navn: Sange om kærlighed og had er en meget præcis varebetegnelse. Det er sjældent en plade jeg spiller i selskab, da mine gæster har det med at dømme den “deprimerende”, og indrømmet det kan være lidt af en festlukkerplade. Men mig gør den sjovt nok altid i bedre humør; der er ikke noget som at “wallowe” lidt i sit dårlige humør og høre den bitreste sang i verden: Dress Rehearsal Rag.
…og du, Brutus? Hvad er din top 10, hvad enten vi taler plader eller sange?
Mine reollinks fra i 16-10-07
Jeg har set, at det er så moderne at fylde sin blog med automatisk genererede poster; af “mine del.icio.us-links for dato”. Og jeg vil jo gerne være trendy, men elsker Old School, så her er i stedet mine bogreollinks fra i går:
Mads Brügger & Nikolaj Thomassen: “Dagen – ingen kender dagen, en avishistorie om begejstring og bedrag”
– Slagord: Journalistikken ind i det 21. århundrede. Realitet: Konkurs efter 40 dage. Og jeg har været ivrig Brügger-læser siden det fantastiske magasin Virus, den kan kun være sjov!
Len Fischer: “Weighing the soul – scientific discovery from the brilliant to the bizarre”
– Hvordan kan man undlade at falde for en bog af en mand, der præsenteres som “the man who put the fizz in physics”?
Hutchinson Pocket – “Dictionary og science”
– Ved du måske, hvad definitionen er på: ductile material, angle of incidence, dessicator eller melanism? Og hvornår står man ikke lige og har brug for at vide noget fx om materialer, der kan strækkes ud over deres egen elasticitet?
Anna Libak: “Rusland på røde plader”
– Efter at have hørt søstrene Sperlings rapporter i Orientering fra de fremmedartede lande øst for fordums jerntæppe har jeg udviklet en vis nysgerrighed…
De tre førstnævnte fundet til 10 kr. stykket i Politikens Boghals rodevindue-oprydningsudsalg, den fjerde måtte jeg investere en 30’er i samme sted. Arnold Busck havde også oprydningsudsalg i kunstbøgerne især, selv om jeg da også var lige ved at komme hjem med Dostojevskijs samlede værker – men jeg nærede mig! Det blev i stedet til:
“The Archive” ed: Charles Merewether
– artikler/essays af teoretikere og kunstnere samt interviews, der alle indkredser og analyserer arkiv-tanken i den visuelle kunst. Meget interessant og det er de seje drenge på teoretikerholdet, der er på banen.
Meeen det skal jo ikke være mere eller mindre pseudo-fagligt det hele, og når Gibson er på banen, så må det blive godt:
William Gibson: Spook Country
– Den glæder jeg mig rigtig til at læse. Pattern Recognition (Mønstergenkendelse) var fabelagtig, Gibson gør sig nemlig særligt godt i nutiden synes jeg (ikke at han ikke var fin i fremtiden, men…). Første kapitel bærer titlen “White Lego”, hvor GenX-Y-stykker & Zeitgeist-agtigt. Gibson i rss fås i øvrigt her.
Houseathon T minus 2 hours
Bevis på at verden ikke er ond og irriterende hele tiden [eller i det mindste er det på den sjove måde?!]:
I aften er der houseathon. Vi skal stene hele 3. sæson af House MD og muligvis råbe “det er ALDRIG Lupus!” af fladskærmen, det vil tiden vise, men festligt bliver det i hvert fald i godt selskab – og her er et fanbillede at varme sig på.
(Så kan doktor Frank godt gå hjem og lægge sig.)
Endnu ufordøjede oplevelser eller 8 dage offline
Godt nok i angst for at lyde som Carsten Jensens bogtitler (Vig bort Satan!) må jeg vist kaste en håndfuld “jeg har set”-sætninger ud.
Jeg har indtil denne stund været offline (kold tyrker-style) i samfulde 8 dage. Vi snakker intet internet, ingen e-mail, ingen nyheder overhovedet (bortset fra et bort resume af det tyrkiske valg, eftersom en tyrkiske ven havde været på internetcafe og tjekke verdenssituationen).
Jeg har været til venindens italiensk-danske bryllup, med 2 sæt traditioner i fuld udfoldelse, ca. 8-9 lækre lækre italienske retter, brudgommen på guitar, grædende talere og alt hvad der skal til. Der er sgu stil over et bryllup, der starter i det stiveste puds (høj hat, slæb og den slags i den bagende hede) og ender i klipklappere med dans til Nirvana. – Åh ja, og i øvrigt var der kun pedaltoilet! [Den slags er overraskende nemt, når man er til sommerbryllup i kjoler uden strømper og den slags besværligheder].
Dagen derpå viste den ægte italienske stemning sig; brudgommens forældre havde inviteret til afslappet italiensk aften: maden var supersimpel, men himmelsk. Tre mand på strengeinstrumenter spillede italienske klassikere, total kitsch! Men det var det jo så ikke, det var jo helt helt ægte, og italienerne sang smukt med på VOL-A-re eh eh, CAN-TA-re eh eh eh eh, Brudgommen gav O Sole Mio en tur og sådan blev det ved.
Fra den lille pensione på bjerget og (vist ulovlig) grillfest under oliventræerne har jeg kigget på mælkevejen og lysene der tændes i Verona.
Jeg har været i Gardaland [Tivoli, nu med udsigt over Gardasøen] og køre i indtil flere rutchebaner med loops, i selskab med 2 søde og kvikke mennesker, der er så store både på den ene og den anden led, at de ikke fysisk kunne køre med i de fleste af forlystelserne, ikke fordi de var for tunge (det kunne ingeniørkunsten godt holde til), men fordi de var for store til at kunne spændes fast. Ikke særligt sjovt at opleve folk være handicappet på den måde af deres egen krop og næsten tage det alt for pænt.
Jeg har læst et par bøger: Paul Austers Oracle Night, Bill Brysons The Mother Tongue og et par essays af Calvino om hvorfor man bør læse klassikerne.
Jeg har set Venedig, som er så ypperligt fantastisk at den kræver sin egen post, men lad mig starte med at sige, at mosaikkerne på gulvet i Markuskirken alene var turen værd.
Jeg har været på Biennale og tilmed investeret i en lyserød bog på 2 kilo – “kataloget” over Sophie Calle’s fantatiske udstilling “Pas på dig selv” – slutsentensen i den email, hvor X slog op med hende, som hun efterfølgende har ladet 107 professionelle kvinder analysere, dechifrere, danse, synge, klovne, oversætte osv.
Og oveni hatten har jeg været sammen med en hel masse mennesker – nogle fremmede, nogle bekendte, nogle velkendte omend kun af omtale [sjovt at se de dele af den nærmeste venindes familie, som jeg har hørt om i årevis] og selvfølgelig de gode venner.
Det føles som om jeg har været væk i mindst 3 uger, ikke 8 dage – og da vi landede i CPH og amerikaneren ved siden af spurgte “om vi var i en anden tidszone, end da vi lettede” kunne jeg i et helt minut faktisk ikke huske, hvor jeg lige var fløjet fra. Mit hoved ikke helt kan følge med…