Kategoriarkiv: Hørt, læst & set

Kampen med den månedlige bog-tsunami af bøger man har købt og bøger man har tænkt på at læse…

Har læst Nick Hornbys essays fra et bogtidsskrift, hvor han i følge undertitlen kæmper med bøgerne:
A hilarious and true account og one mans struggle with the monthly tide of books he’s bought and the books he’s been meaning to read.
The Polysyllabic Spree er titlen, og den er fantastisk:

Hvert essay starter med månedens liste over købte hhv. læste bøger, hvilket jo ikke behøver være (og ofte ikke er) nogen sammenfaldende liste! Der er selvfølgelig nogen, der har gidet lægge disse lister på wikipedia, så du kan selv e, hvad han har læst. Jeg elsker at vi ordensnørder har fået et sted at gøre af al vores ordenssans, på wikipedia kan vi endelig få ordnet HELE (den pisirriterende kaotiske) verden i nysselige leksikonopslag med krydsreferencer – så bliver der endelig genoprettet orden i universet, og det fylder ikke en gang på bogreolens hylder, hvor meget mere lækkert og ordentligt kan det blive?
Nåmen tilbage til bogen; Den er ikke bare klog og interessant, den er også uhøjtidelig [kan man forvente andet fra manden bag nede-på-jorden-sjove bøger som Fever Pitch [kan anbefales alle, både dem der elsker fodbold og dem, der ikke fatter mænds besættelse af fodbold], High Fidelity osv. Nu jeg tænker nærmere over det, så handler de fleste af hans bøger om folk der er besatte af et eller andet projekt (og uventet bliver udfordret på deres altoverskyggende projekt).
– Kan man virkelig elske andet end Arsenal? (og alligevel stadig elske Arsenal?)
– Ansvar for ALT Vs Intet [de to hovedpersoner i About a boy]
– Arj, det er jo MIG der er den gode, jeg er jo LÆGE, du kan da ikke være den gode, altså!
Nå, nu ikke lade sig gribe af analysetrangen… Lad det blot være sagt, at The Polysyllabic Spree er en tilsyneladende skamløs blotlæggelse af en læser og bogkøbers sære drift mod bøgerne. For en bogkøber er den sært befriende. Her er én der frivilligt indrømmer, at han køber bøger, han nok aldrig får læst, nogle gange bliver overrasket over at få læst dem alligevel og går fuldstændig uglorificerende til opgaven, der er praktiske bemærkninger om at glemte klassikere nogle gange er lykkeligt glemt, fordi de er uudholdeligt kedelige, eller om fordelen ved Salingers (også i praksis) smalle forfatterskab: The realization that you could polish off a major author’s entire oeuvre in less than a week was definitely part of the appeal – you won’t catch Dickens being pushed around like that.
…og ud over genkendelsens glæde, hvis man selv er en læser [eller skal vi blot kalde det bogkøber?!], så er manden jo (skulle jeg ikke have fået nævnt det allerede) sjov – jeg lå og grinede højtlydt i min stockholmske hotelseng og måtte ustandselig læse passager højt for veninden, der ellers prøvede at sove…

Jeg er en humaniod kulstofbaseret enhed…

Jeg elsker “standardskrivelser” med humor. Faktisk tror jeg stadig, at jeg et sted i gemmerne har den 2. rykkerskrivelse fra Press [Hvis du er for ung, så var det det fede tidsskrift dengang omkring 1990], der var formuleret som et ulykkeligt kærestebrev på lyserødt papir: Kære Anetq, Jeg forstår ikke, hvorfor du har forladt mig, jeg troede det skulle være os til evig tid (osv).

Det var efter jeg havde ignoreret den første morsomme meta-rykker: …man har ikke betalt, fordi man ikke gider abonnere på det lorteblad og så får man sådan et tilsyneladende personligt rykkerbrev om, hvor kede de er af at miste en som abonnent, men de vil jo bare have ens penge, og i øvrigt er det helt tydeligt, at det er et standardbrev selv om de har trykt chefredaktørens underskrift med blå skrift [den var så trykt med rød skrift].

Yahoo har tilsyneladende også fundet en humoristisk sans på det seneste, i hvert fald er jeg i dag blevet tiltalt med Kære humaniode kulstofbaserede enhed.

House sæson 3-maraton-klar

Så kan alle min medjunkier kan godt glæde sig! Jeg indså, hvordan narkomanien havde bredt sig, da jeg på én dag fik taksigelsesbesked på googletalk fra M (mens jeg kastede mig ud af døren om morgenen), abstinensklynkende mail fra L midt på dagen og sluttede aftenen med sms fra I med planer om at arrangere maraton, så snart vi kunne se sæson 3!
Væll-væll maj frænds, ze time haz kome (som de siger sydpå), Sæson 3 kører nu på min gamle bærbare.
Hvis vi skal holde maraton, så vil jeg gerne høre om, hvordan vi hooker filerne på mit eksterne drev op med noget større skærm? HJÆLP! Nogen ideer? En computer med tv-kort? Eller kan der køres noget igennem min harddisk-dvd-optager eller noget? Eller ligger nogen inde med et mere high-tech fjernsyn end mit (der skal jo ikke så meget til!)?

Imens I tænker over dén går jeg i seng med House (eller i hvert fald første afsnit af sæson 3), og bare rolig: det er aldrig Lupus!

Kvinder er altid “det andet”

Det er en gammel sandhed, men i dag stødte jeg på den i flere forklædninger. På S-togs-stationerne hænger der i disse dage denne filmreklame:

Mænd beskrives med deres egenskaber eller karaktertræk, mens kvinder altid først og fremmest er deres køn, fordi det er “det andet køn”, afvigelsen fra normen – som er det mandlige. Og nej, den er ikke bedre i den danske oversættelse:
den usynlige kvinde.
Før du nu trækker på skulderen og tænker “usynlighed” ikke har noget godt alternativ til personbeskrivelse, så bemærk lige at Mr. Fantastic (også bare et adjektiv) da snildt kunne have haft en partner, der hed Miss Invisible.
Og til en argumentation om, at det jo handler om at sælge noget sex med den labre Frk. Alba: Enig, det gør det da, men med et billede af den smækre babe ovenfor er det da ikke teksten, der har sexappeal, det klarer hun da fint selv – og kom ikke og bild mig ind, at det er teksten vi (mænd såvel som kvinder) læser først!

Inde i toget læste jeg så en artikel i Urban om den franske kunstner Sophie Calles udstilling på biennalen i Venedig, og jeg citerer:

Det er aldrig fedt, når kæresten slår op.
Gør han det over en email, er det endnu værre. Men, men, men. Hedder man Sophie Calle og er en af Frankrigs mest populære, kvindelige kunstnere, kan den fatale nu-slår-jeg-op-email ende som en af de mest omtalte udstillinger på dette års kunst-biennale i Venedig.

Hun er skam ikke en af Frankrigs mest populære kunstnere, næh for hun tilhører jo den undergruppe af kunstnerne der har “det andet” køn, så hun er jo kun en af Frankrigs mest populære, kvindelige kunstnere. Nu kan man selvfølgelig argumentere for, at Sophie Calle jo bruger sig selv i ekstrem grad i sin kunst, og dermed også sit køn, men vis mig den mandlige kunstner, der konsekvent bliver omtalt som “den mandlige kunster NN”, lige meget hvor mange stive pikke han maler, synes det sjovt nok aldrig at ske.

Kunsttips: Vil man se mandlig pik-kunst, så er der store mængder af det på Aros. Kommer man forbi Venedig inden 31. oktober, så kan jeg kun anbefale at tjekke Sophie Calle – Jeg så engang hendes 30-års-krise som udstilling; En montreudstilling af hendes fødselsdagsgaver gennem 10-15 år, med selvanalyserende kommentarer om fejringen af den givne fødselsdag – det var yderst interessant og selvudleverende morsomt, så tjek hende ud!

Patti rocker!

Stemmen en fabelagtig, hun rocker endnu & der er top-fin lyd i den grå hal.

Og så er det jo hyggeligt at være til koncert med venindens forældre, der kan teksterne på Pattis covernumre (som hele den nye plade er – og den skal klart tjekkes ud!), fordi de har hørt alt det seje, dengang det var nyt og mor er stolt over at være student fra samme år som Sgt. Pepper udkom! Men publikum bar også præg af af være en god blanding, der var flere forældre med voksne børn, og det forekom mig også, at der var flere der så bekendte ud, fra dengang vi alle havde sortfarvet hår og gik til koncerter på Barbue. …Nå ja, okay, mit hår var så ikke farvet sort, da jeg allerede dengang indså, at jeg har en alt for sund ansigtskulør til at kunne gi’ den som goth, til gengæld var håret rødt og helt utroligt kort, og der var stål i snuderne på mine Dr. Martens.
Nå jeg digresserer; hun har jo en fantastisk stemme, og hvis du på nogen måde vha. flid, fedt eller snyd kan komme til det, så er stedet den grå hal i morgen igen; af sted!

PS: Der var dedikation til Danmarks fedeste garageband: Sods fra Lenny Kaye, og Patti fortalte historier fra H.C. Andersen-land…
Der er lidt anmeldelser her , her og her.

Hvem slog floppyen ihjel?

Jeg tog en test, der beviser 1 af 2 ting:
Enten: Computersprogsopfindere ser syge og mærkelige ud.
Eller: Seriemordere ser helt normale ud.

Eller nej vent, der er også en tredie mulighed: Begge typer ser syge & mærkelige ud på samme måde?!

Prøv selv om du kan se forskel, eller det er bedst selv at formattere dine drev, og du bare skal prise dig lykkelig over at floppyen er død [her kan man så gætte på, hvilken af de syge stoddere, der slog den ihjel?!]
Anita mindede mig om legen, og du finder den her.

Øjenslik

Clive Owen har (forhåbentlig) fået en stor pose penge for at posere som køn dreng. Han svarede også pressen pænt. På spørgsmålet om hvilke produkter han brugte før: “Nuthink” og nu? “The Lancome stuff” Yeah, spoken like a true lad, Clive!
Her er han så i den polerede udgave:

House-krise

Har lige set det allersidste afsnit af House MD sæson 2. Siden sæson 3 endnu ikke er vist færdig i USA, kommer sæson 3 først som boxsæt den 21. august – hvordan skal jeg dog overleve det uden abstinenser?! Især efter det brag af en sæsonafslutning med House i hospitalssengen (eller oppe? Og skal hans ben til at fungere oder was? Uuuuh spænding!!)
Måske skulle jeg bare se at finde ud af at finde næste afsnit på nettet…

There must be an angel… Walking in my boots

Punkens legender går igen; Joe Strummer, Sid Vicious & min favorit Joey R. [Nåja og så ham den hypede Kurt, der ikke helt nåede med på bølgen, men ham er man jo vant til at se helgenkåret på merchandise]
Og når punken går igen, går den selvfølgelig i Dr. Martens, hvad ellers?!

(Dr. Martens har siden fyret 2xSaatchi, fordi de besluttede det var for smagløst, men Hey Hey Gabba Gabba Hey Hey…)

Manden der fortæller om manden der forvekslede sin kone med sin hat


Jeg har før reklameret for både NPR (USAs svar på klog radio a la P1) og neurologen Oliver Sacks bog om “Manden der forvekslede sin kone med sin hat” – og nu har jeg chancen for at reklamere for begge dele på en gang i en radioudgave, og masser af andre lækkerheder, der er fx. musik & et interview med Tom Wolfe (bl.a. om effekten af hans hvide three-piece-suit) i samme udsendelse.
Det daglige radioprogram “Fresh Air” fylder 20 år, og i den anledning genudsender de nogle af deres mest interessante interviews med og musik af interessante personligheder. Det kan absolut anbefales og ligger i brugervenligt podcast her.

Dagens sjoveste citater

En af Superflex-drengene:
Fx. mener jeg at murens fald i 89 er en mere væsentlig begivenhed,
end at en masse mennesker kollektivt beslutter sig for at spille guitar og ryge hash.
[om 68-oprørets vigtighed eller rettere mangel på samme]

Og det andet citat kommer fra Hugh Laurie:
It’s as if you’re playing left-handed. Or like everyone else is playing with a tennis racket and you have a salmon.
[om at spille Dr. House med en amerikansk accent]