Kategoriarkiv: Hørt, læst & set

House-isms, (n. pl.)

13 svar

Man kan jo ikke se næsten 2 hele sæsoner [kun 9 afsnit tilbage, er allerede bekymret for afvænningshelvedet] af House MD, uden at have hovedet proppet med House-isms, der burde stå på en T-shirt. Mine favoritter er lige nu:
Chase: You can trust me
House: The problem is, if I can’t trust you, I can’t trust your statement that I can trust you. But thanks, you’ve been a big help.
Indrømmet, den er lidt lang til en T-Shirt, hvis man ikke er str. XXL – eller gider at have folk til at stirre på sine bryster i en halv time, fordi bogstaverne er så små…
Denne her har samme problem, men den er så sjov, at det næsten er stirreriet værd, og nu kender jeg adskillige australiere, der ville elske at hade den:
Dr. House – “I assume ‘minimal at best’ is your stiff upper lip British way of saying ‘no chance in hell.'”
Chase:”Actually, I’m Australian.”
Dr. House:”You put the Queen on your money, you’re British.”
[Med en ekstra meta-joke til de europæere & enkelte amerikanere, der rent faktisk ved, at Hugh Laurie ikke er amerikaner.]
Eller:
There is not a thin line between love and hate. There is — in fact — a Great Wall of China with armed sentries posted every 20 feet between love and hate

I short & sweet-afdelingen er mine favoritter:
If you talk to God you’re religious. If God talks to you, you’re psychotic
og så selvfølgelig klassikeren: Everybody lies Den er også kommet på officielle velgørenheds T-shirts – og herunder kan du se Dr. House & Cuddy give den som super-goofy modeller:

Endelig er der min favorit lige nu, fordi den er så meta, at den næsten ikke giver mening:

Der er flere house-isms her fra sæson 1, sæson 2 og sæson 3, og flere (også af de lange) på T-shirts her. Vil du også have hagesmækken, koppen, køleskabsmagneten etc. så findes de her. Og husk nu:

Differential diagnosis, people!

Dr. Ötzi in space Vs Serbiens K.D. Lang

2 svar

Det er år og dag siden, jeg har set et Melodi Grand Prix [faktisk så længe, at jeg ikke engang har styr på, at det tydeligvis har skiftet navn til noget EU-agtigt – der i øvrigt kan forkortes til det, der står på ens escape-knap… Et tilfælde, I think not!]. Det er vist det eneste, jeg nogensinde har set uden at sove ind undervejs i de utallige ofte enslydende sange. Men i går var det anderledes; Der var homograndprixfest med stemmesedler, hvinende begejstring, masser af sprit og røde jello-shots og generel tilsvining af deltagerne. Maden var fra værtsnationen – Karjalan Paisti hed det – ikke så overraskende noget med kartofler, langtidskogt kød & masser af løg. Som den ene af værterne sagde, havde der godt nok været lidt mere at arbejde med i de græske køkken sidste år – men det smagte godt, og man må sige, det lagde en god bund, og marengstærten med flødeskum, banan & kiwi var himmelsk.
Undervejs i det meget lange show blev der uofficielt uddelt homopriser til fx Spaniens unge sprøde boyband (som vi fordelte mellem os), Frankrigs pinke Plastique Bertrand med død kat, og Grækenlands 17årige Ricky Martin-wannabe (der ikke turde være helt fræk alligevel). Der blev stemt lystigt; Flere af os havde Tysklands flabede croonerindslag som tippet vinder, med den serbiske lesbiske som outsider.
Stemmeafgivelsen foregik på trods af, at det er en uendelig proces, under hujen & hvinen (med enkelte pauser til drinkshentning), og da vi havde afskrevet den tyske crooners vinderchancer, blev alt sat ind på at heppe på den serbiske lesbiskes ballade, der længe sloges lidt om topplaceringen med det ukrainske indslag [Dr. Ötzi in space] og russernes topseedede hit [merge af 8 bøssediscohits & lidt Britney oven i hatten, udført af 3 stk 14-årige].

Men den lesbiske kærlighed overvandt alt, og der var megen jubel. Se SÅ er der noget ved at se Grampri.
PS: Er der ikke noget absurd i, at pointafgivelsen foregår på engelsk + FRANSK, når der højst er 4 fransktalende nationer (og flere af dem er minimalstater i den bogstavelige forstand), mens hele østblokken (der jo dominerede billedet voldsomt) er væsentligt bedre til russisk, eller tysk for den sags skyld?

Hemmelige lyster?!

1 svar

Bonnie “Prince” Billy & vennerne har indspillet de sange de selv synes det er pinligt, at de kan lide. Eller dem de hader, at de elsker. Eller elsker at hade. Det bliver sjovt til august, når Guilty By Association udkommer, men mens vi venter kan vi allerede lytte bl.a. BPB’s Mariah Carey-cover og Devendra Banhartts udgave af Don’t Look Back in Anger, den er unægteligt noget skævere end Oasis’s 1-2-3-4-gumpetunge hit. Spas!

Musikmusikmusik

Skriv et svar

Tillad mig at dele mig glæde over, at White Stripes har ny plade på trapperne er man old school & totalt 20th century-agtig, når man stadig refererer til en musikudgivelse (på CD & til download I guess) som “en plade”? Oh well, så er jeg old school, men jeg hører jo også stadig LPer, når jeg tager min iPod af…
Indie Laundry (som jeg i øvrigt kan anbefale, hvis man er til indie-eller-hvad-det-nu-hedder-for-tiden-agtig musik) har et link, hvor man kan høre Icky Thumb.
Nu vi er ved musikken, så spiller Of Montreal på Loppen på søndag. Jeg stødte på deres nye plade ved et tilfælde i en pladebiks i Miami, selv om de hverken er fra Miami eller Montreal for den sags skyld. Pladen er fin, om end en lytter i deres bagkatalog (i en Megastore i NY senere på turen) afslørede, at de i virkeligheden nok er en smule mere glade (på sådan en Beach Boys-måde) end jeg i almindelighed foretrækker min musik. Men de skal helt klart have en chance live. Det må blive godt. De er hermed anbefalet! Ses vi? Det tror jeg nok vi gør!

Giv mig glittede magasiner!

3 svar

Jeg har altid elsket de tunge glittede magasiner. De første mange gange jeg var i London bestod en del af de ekstra kilo i kufferten & håndbagagen hjem af lækre blade. Nu er jeg jo ikke så meget til de pigede, så det var tit herrebladene (GQ, FHM, Arena og den slags), der havde interessante artikler & interviews. Jeg fik ofte nogle letpåklædte damer med i købet [dog, forekommer det mig, ikke nær så mange som pryder de senere danske udgaver/rip offs af de samme blade], til gengæld skal man ikke undervurdere, hvor mange lækre mænd der er i tøj- og parfumereklamerne i den slags blade, mmm…
Ud over mandemagasinerne var det selvfølgelig de mere unisexede livsstilsmagasiner & så de mere emnespecifikke, der kom med hjem: fx iD, hedengangne The Face, diverse filmblade & selvfølgelig dem om musik. Især hvis der var en CD-sampler med noget godt med i købet.
Der var blade om alt, hvad man kunne finde interessant, og de kostede gerne noget i omegnen af 30-45 kr for minimum 150 sider (hvoraf halvdelen godt nok var glittede reklamer, men de var jo også dejlige).
Nu skulle man tro, at jeg havde fået min lyst styret, efter at det danske magasinmarked er eksploderet i løbet af de senere år, men jeg synes faktisk at det meste er røvsygt. Soundvenue gør det ret godt på musikområdet synes jeg, men der er måske også entusiaster & impulskøbere nok? Måske er det danske marked bare for småt til gode tvær-interesse-blade? Der har vel ikke været nogen for alvor siden Press gik ind for årtier siden?

Så jeg vil have
Er der nogen, der har gennemskuet en billigere måde at skaffe sig Wired, end den officielle til 70 dollars årligt (for tiden kun 390 kr)? Jeg tjekkede en tysk magasinforhandler, men de ender på 127,50 Euro (ca. 950 kr), og de danske abonnementspushere der lover 70% besparelser i forhold til kioskprisen (den er også oftest astronomisk), har det slet ikke.
Min efterkrigsspareopdragelse kan bare godt blive lidt fortørnet over at det koster det syvdobbelte i DK af USA-prisen (og det er med en historisk lav dollarkurs).
Jeg så faktisk reklame for en postbox-service i USA for nylig: Få din egen adresse i USA, spar udlandsporto (ekspeditionsgebyrer og måske også de uendelige leveringstider) og få det skibet til dig, når du ønsker, evt. i samlede forsendelser. Det var måske værd at overveje. Gad vide om den årlige besparelse på Wired kunne betale den service? Er der nogen der har lyst til at dele en amerikansk postbox?

Sommerdrømme om havemøbel?

9 svar

Jeg har tænkt på at få mig et havemøbel (ja, det ord findes i ental). Jamen, du bor jo i baggård i byen, indvender du. Tjoh, sandt nok, men når solen skinner er der altid optaget på den god bænk ude ved søen, og de er i øvrigt også boltet fast, så man ikke kan flytte med solen… Ovre i parken er der dejligt græs, men jeg ender altid med at ligge ovenpå tøj og tasker, og det er ikke til at læse sin bog på den måde.
Hvis man havde en solrig front porch i stedet for skyggefulde skraldespande, så ville jeg elske den her:

Men jeg er sikker på, at den har et alt for langt prisskilt under alle omstændigheder. Og så er der det praktiske problem; det skal jo være noget bærbart, da liggestolen ellers aldrig ville komme med ud i solen. Så måske ville den praktiske løsning være noget klassisk liggestol… Jeg så faktisk en high tech opdateret udgave i en biks på den anden side af gaden i dag, men come on det er jo bare noget at sidde i og læse sin bog, ikke det vilde livsstilsstatement. Nåmen jeg kan jo også bare tage det sædvanlige gamle lagen med i parken, og holde mig på de fastboltede bænke.

Jeg vælger at tro, det er en joke og griner lidt for højt, mens jeg krydser fingre for, at det ikke er alvorligt ment

3 svar

Lad mig fortælle en historie: Den handler om en mand, vi kan jo kalde ham Søren. Han sad ude i Ølstykke og fik for lidt eller for dårlig sex (måske var det også november? Der er noget med at Ølstykke ikke er godt for sexlivet) og tænkte; det der internet, det må jeg da kunne tjene nogle penge på. Han havde også læst en blogpost om at tjene millioner på nettet og besluttede sig for at “sådan en ville han også have” (en million altså).
Så tænkte han; “Hvis nu jeg er smart, så organiserer jeg alle de glade griske bloggere til at lave noget luderjournalistik i deres egen rede, så er der sikkert nogle firmaer, der gerne vil betale mig for det… Jeg kaster nogle flotte ord om viral markedsføring på en hjemmeside, så skulle den være i vinkel.” Desværre var Søren ikke så god til at stave, eller i hvert fald til at læse korrektur, så det så lidt utjekket ud for den kritiske læser. Da den kritiske læser meldte sig til som luderblogger, for at se mere, viste det sig, at valgmulighederne, når man skrev sig op (og der blev selvfølgelig lovet flere penge, jo mere man fortalte om sig selv) var, hmmmm lad os sige interessante:

Er jeg den eneste, der tænker på Blues Brothers?
Elwood: What kind of music do you usually have here?
Claire: Oh, we got both kinds. We got country *and* western.

Nu vi er ved de amerikanske film, et forbehold; Dette indlæg er “inspireret af virkelige begivenheder”, og enhver lighed med faktisk eksisterende personer, websider eller dårlige ideer, er naturligvis et FULDSTÆNDIG tilfældigt sammenfald af begivenheder, som ingen ville have kunnet forudse, og ingen dyr kom forsætligt til skade under skrivningen af denne post.

PS: Jeg fandt ikke-linket dertil hos Genstart & Rock, beklager det manglende link i første omgang.

Grædende smagsdommere!

2 svar

I weekendens information harcellerede Johannes Riis i en kronik over tv-mediets utroligt ringe dækning af bøgerne. Kronikken er læseværdig alene for dens pris af mediernes dækning af det danske vejr og snevejr i særdeleshed. Og pointen er klar; når det kan lykkes at lave spændende tv om at det sner, så skulle det da også være muligt at lave kulturprogrammer (hverken film, dans, teater, kunst eller litteratur bliver jo dækket på dansk tv):

På mandag er det Verdens Bogdag 2007, men i DR TV og TV 2 er det aldrig bogdag. Man spiser kulturen af med lidt useriøst her og der – plus ‘Smagsdommerne’, som ofte excellerer i hån og foragt for kunsten. Vejret derimod…

Men som han også selv pointerer; Et program som smagsdommerne kunne jo med sin (og jeg citerer:) “indimellem ganske skægge blanding af uvidenhed, utilsløret amatørisme, middagskonversation og anstrengt stand-up humor programmet dyrker og har sat i system, måske have haft en mission”

Jeg er enig i at smagsdommerne ikke på nogen måde dækker de danske kanalers public service forpligtelse – set i det lys er det en hån mod kulturen! Men efter min mening er det snarere et problem, at man har lukket alle kulturprogrammerne (fx. Filmland som man først beskar til en bagatel og derefter nedlagde), hvad angår bogprogrammerne, så har man forsøgt sig med andægtige “klog mandlig litterat med skæg”-programmerne, der var for tørre, snobbede & usexede (a la Weekendavisens litteraturtillæg, når det er mest tørt & trist) og sidenhen laveste fællesnævner med “Vi er jo alle kvinder, der ææælsker Jane Åmund & Hanne Vibeke Holst [vig bort!], og studieværten skal ææændelig ikke vide noget om litteratur, så bliver det bare for klogt”-programmerne. [Arrgh, giv mig en pose penge, og jeg skal udtænke et bedre koncept på en halv time…]

Nå, men tilbage til smagsdommerne; Som et supplement (til den godt nok manglende øvrige kulturdækning) er det faktisk et udmærket program. Det er selvfølgelig udtænkt i vild-med-dans-tiderne, hvor vi hygggggger os med at se de kendte på glatis som amatører… Men netop på kulturområdet giver det faktisk nogle interessante resultater ind i mellem:
1) Det er da befriende for “almindelige mennesker” (også os med lange humanistiske uddannelser, der burde kunne følge med sagkundskaben) ind i mellem at høre, at “det fattede jeg ikke en fis af, og det sagde mig intet”, sådan har man det nemlig med noget kunst, og det er der intet galt med: Kunsten er ikke hellig. Den skulle gerne røre én på et eller andet plan, men der ER altså også masser af kunst, der ikke siger én en skid. Og så er det federe at høre dén sandhed, end at få serveret en (tydeligvis uengageret) smøre citeret fra kataloget om “lerets skrøbelige plasticitet i samspil med rummets tyngde, der accentuerer den menneskelige stræben” eller noget…
2) Automatik-anmeldelsen punkteres ind i mellem, de vedtagne sandheder udfordres: Som i den fantastiske udgave, hvor Knud Romer fik ordet før Christian Braad Thomsen, da der skulle anmeldes Dylan. Bob D fik en tur i kødhakkeren; blev udråbt til at være kedelig på fyrretyvende år, sat op på en piedestal, hvor ingen turde sige, at manden ikke kan synge og hans tekster er noget vrøvl – men altid udråbes hans nye plade til et mesterværk, fordi de anmeldes af 68-generationen, der har helgenkåret ham [citeret efter hukommelsen] Slut!
Ordet over til 68-generationens (stadigt lang- omend tyndhårede) repræsentant, der måtte lægge den forberedte skåltale “endnu et mesterværk blablah Mesterens lyriske talent blahblah” væk og i stedet forsøge at forklare (forsvare), hvorfor han mente Dylan kan noget endnu. (Hvad enten kritikken var fortjent eller ej, så fik vi hørt noget andet om Dylan, end den automatikanmeldelse, der ellers var faldet prompte.)
3) Til tider kommer der noget utroligt interessant ud af at få kunstnere til at anmelde (for dem) fremmede kunstarter. Arkitektens analyse det af teatret skabte rum, musikerens lydhørhed over for bogens rytme, filminstruktørens blik for musikkens billeddannelse – eller hvad der nu viser sig af “cross-over erkendelser”, hvis vi kan kalde det det.

Når det så er sagt, så er det indimellem også bare billig underholdning for underholdningens skyld; Se girafferne, er der mon nogen der kommer på glatis, får de svinet noget “fin” kunst til? Foder til den indre svinehund & rindalist, hjernelam underholdning med kendte mennesker, der promoverer sig selv, spiller kloge, dumme, moralske, intellektuelle, antiintellektuelle etc.

Men i går græd de. Alle tre græd. De var alle tre så rørte over sidste års guldbjørnvinder fra Berlin; den ex-jugoslaviske film Sarajevo – Håbets sang, som de alle ud fra deres intellektuelle tilgang godt kunne påpege teknisk set ikke var særligt godt skruet sammen, men alligevel kunne de ikke tale om den uden at blive grådkvalte, fordi den menneskelige historie rørte dem alle så dybt. Det var smukt! Det siger sgu noget andet og mere direkte om kunsten, end en hvilken som helst professionel formidler (fuldskægget litterat eller rund ubelæst qvindelig journalist) ville kunne have fået formidlet til seerne.

For dum til Danmark?

14 svar

Det er vel ikke den store overraskelse, men da selvfølgelig et billigt grin værd… DFs vælgere har den største dumpeprocent i den indfødsretsprøve partiet er den varmeste fortaler for.
Eller måske er det slet ikke dumhed, men sund logik: “Vi er dummernikker nok allerede, så vi skal sandelig ikke have flere ind i landet”, er det mon sådan det hænger sammen?

Koncert, nu med indlagt sjov!

Skriv et svar

The Broken Beats startede med at lyde som Brit-pop, og der er da også en del Jarvis Cocker i den glade forsanger. Så var der tresserlyd. Og Pop-Rock efter hans eget udsagn. Og masser af vokaler. Faktisk sang alle 6 mand høj (incl. 2 dog ikke særligt høje kvinder) plus gæstestjernen Ted Bronson ganske jævnligt alle på én gang.
Og så var han spas, forsangeren (Kim Munk siger Vega han hedder). Alle numre blev nøje forklaret “Den næste hedder Essentials II… Det er en sang om at komme for sent på arbejde”. Nogle numre sågar forklaret undervejs i sangen i et af de mange mange breaks. Reklamer var der også indlagt: [midt i længere nummer] dramatisk opbygning – break… dramatisk pause: “Vi sælger CDer” [og så spiller de videre]. Da publikum råber “Nej” til oplysningen om, at det er sidste nummer: “Nej, det synes jeg også. Hvem har lavet den korte sætliste?” [Her kigger hele bandet (uden at det ser planlagt ud) anklagende på trommeslageren – salen er flad af grin].
Utroligt charmerende, ukunstlet & karismatisk. Lækkert gået! Musikken svingede mellem 5-7 stilarter, men det blev bestemt aldrig kedeligt. Min ledsager kunne heldigvis undervejs oplyse mig om, hvornår de spillede deres radiohits [jeg havde jo ikke hørt dem på P1]. Alt i alt ikke noget dårligt impulsvalg vi traf under gårsdagens MSN-samtale. Det bliver interessant at høre, om de også er gode på plade (uden den spase servering), men det må tjekkes ud.

Kvidder, kvidder, kvadder

2 svar

11:55 Spiser de første 3 af dagens 7 penicillinpiller. Træt af alle de fucking piller.
12:03 Jeg tror, jeg kan tilintetgøre en hvilken som bakterie øjeblikkeligt ved at pisse på den!
12:38 Mmmm Solskin i ansigtet. Og frisk blæst.
13:30 Drikker kaffe med udsigt til hav.
15:50 Køber superlækker (lesbisk, selvfølgelig) dame.
16:15 Motorvejskørsel er en øde oplevelse på en helligdag, selv i myldretiden.
16:30 Kunne aldrig bo på Ring 2. Eller i forstæderne i det hele taget.
18:02 Spiser årets første ispind (KungFu-is naturligvis) med udsigt til den lille Havfrue.
21:30 A Knight’s Tale er jo “Ivanhoe meets Hair” det sidste både hvad angår frisurer & bryden-ud-i-sang. Gad vide om det var sådan den blev pitchet over frokost i Hollywood?
02:51 Tager dagens syvende pille og smører bakteriedræbercreme i næsen. Min hud på knoerne er så udtørret, at det svier at smøre creme på. Mon det er en bivirkning af al den medicin?
02:53 Er bare glad for at være født efter Dr. Fleming ved et uheld vippede noget mug ned i sin petriskål til en gang stafylokokker og udraderede dem…

Twitter. Jeg forstår ikke pointen. Det indrømmer jeg. Kunne sagtens bruge oceaner af tid på at sende små beskeder til centralen og dermed publicere alle mine strøtanker. Hele tiden. Men hvad skulle pointen være? Og jeg har sågar fået det forklaret, så selv min mor ville kunne forstå det (Tjek hans blog, der er flere fine “teknik forklaret for mødre”-poster og interessante diskussioner om fx webloggens død).

Måske er jeg bare mere til tovejskommunikation, og så har jeg jo en forkærlighed for længere indlæg og tanker må godt rumle lidt længere ind i mellem og finde deres form først.
På en blog kan man jo også lægge andet end sms-small-talk på: Kan fx. vise hvilken smuk dame jeg købte kl 15.50: Tamara De Lempicka: Autoportrait (og ordspillet selv-/bil-portræt er fikst), og skønt er billedet:

You know you’ve been in Denmark too long

29 svar

Jeg transporterer ellers ALDRIG kæde-breve, ditto-sms’er og ditto-mails videre. Eneste undtagelse er så gårsdagens udskejelse, og i dag får jeg så denne opremsning af danskernes mærkeligheder, der er for god til ikke at blive delt med andre.
Hvilken indfødt har måske nogensinde undret sig over # 2, og med den tilstundende højtid er vi vel alle med på # 12, ikke sandt?
Hvad angår # 14 og 15, så kan jeg kun sige, HA! Så skulle de prøve Island, hvor hele sætninger (gerne sladder) kan siges på en indånding, og der ikke er to ansigtsudtryk, men kun et “blank” – og så har vi slet ikke nævnt # 11 & 24 eller # 16 (umm rådden haj!)

Nå, men her er tjeklisten for, hvornår du har været for længe i Danmark:

1) You think there is no such thing as bad weather, only bad clothing.
2) You think it is normal to pick up a girl in a pub, walk her to her bike and ride with her back home.
3) You go to the supermarket and buy three good beers and 10 not too good ones.
4) You can open a beer bottle with almost anything.
5) You honestly believe that the distance between Copenhagen and Aalborg is long.
6) You can tell the difference between a Grøn Tuborg and a Carlsberg beer
7) The first thing you do on entering a bank/post office/pharmacy etc. is to look for the queue number machine.
8) You accept that you will have to queue to take a queue number.
9) When a stranger on the street smiles at you, you assume that:
A. he is drunk; B. he is insane; C. he is American; D. he is all of the above.
10) Silence is fun.
11) It no longer seems excessive to spend 800 kr. on alcohol in a single night.
12) You know that “religious holiday” means “let’s get pissed”.
13) You use “Mmmm” as conversation filler.
14) The word “yes” is an intake of breath.
15) You have only two facial expressions, smiling or blank
16) Traditional dinners may not necessarily mean a cooked meal.
17) You forget how to open canned beer.
18) Can’t remember when to say “please” and “excuse me”.
19) You will leave a pub if you can’t find a seat.
20) Your wardrobe no longer has suits but blue shirts and mustard colored sports jackets and lots of denim.
21) You don’t mind paying the same for a 200-metre bus ride as you do for going 10 kms.
22) You don’t look twice at businessmen in dark suits wearing white sport socks.
23) You start to believe that if it weren’t for Denmark’s efforts, the world would probably collapse pretty soon.
24) You find yourself more interested in the alcohol content than the name of the wine.
25) It feels natural to wear sport clothes and a backpack everywhere.
26) You know the meaning of life has something to do with the word “hyggelig”.
27) You are very surprised when you receive compliments about ANYTHING – including your appearance/clothing! In fact when you do, you find it suspicious and start thinking they might have ulterior motives.
28) You’ve completely forgotten what a “date” is – no one ever comes to pick you up and unexpected gifts are VERY unexpected.
29) You don’t think it strange that no one ever comes by to visit without being invited and you never show up at any one’s place unannounced either.
30) You wouldn’t dream of coming even 10 minutes early to a party. (Once around the block is always an alternative)
31) You find yourself lighting candles when you have guests – even if it is brightly sunny outside and 20 degrees.
32) You offer people strange-tasting brown alcoholic liquids with their coffee in the MORNING!