Kategoriarkiv: Hørt, læst & set

Sjov på flyet!

3 svar

Hvis du kommer til at sidde ved siden af en irriterende person i flyet:

1. Åbn din bærbare computertaske stille og roligt

2. Tag din bærbare computer frem

3. Tænd for den.

4. Vær helt sikker på, at den irriterende person kan se alt, hvad du laver på skærmen.

5. Luk øjnene, og vend ansigtet mod himlen.

6. Tryk på dette link: http://tinyurl.com/e8efm

Fik den fra niecen på en mail og døde af grin. Min personlige tilføjelse må så være, at det sikkert er strafbart (på orange-kedeldragt-måden) at gøre det i amerikansk luftrum under The Patriot Act eller noget i den stil.

Ha ha ha havenisse!

Skriv et svar

Michael Glawogger har slået sit navn fast som visuel og politisk dokumentarist i film som ‘Megacities’ og ‘Working Man’s Death’, der vandt førsteprisen på CPH:DOX i 2005. Men i spillefilmen ‘Slumming’ er havenisser, kulsort absurd humor og mørk, østrigsk vinter de bærende ingredienser i en provokerende skildring af to arrige og kompromisløse mænd. Den unge, elitære og mere end almindeligt arrogante overklasse-fyr Sebastian bruger fritiden i Wien på ‘slumming’, altså på at besøge steder, der er under hans niveau: smagløse cafeer, barer og bistandskontorer, hvor han i kedsomhed bruger underklassen som legetøj. Da den alkoholiserede gadepoet Kallmann går i dørken på en bænk, bliver han det næste offer, idet Sebastian og vennen Alex kører Kallmann over grænsen til Tjekkiet og efterlader ham alene på en anden bænk, uden pas og uden at kunne sproget. Den vrede alkoholikers rejse tilbage til Wien bliver lang, surrealistisk og hallucinatorisk tur gennem et både fysisk og mentalt landskab. August Diehl og Paulus Manker er som Sebastian og Kallmann både usympatiske og dragende, og de leverer brændende karakterstudier som to forskellige mænd, der begge foragter almindeligheden.

Helt klart en sen tur ud i den kølige nat værd! Omtalen nævner ikke engang den tredje person: Pia, hvis kollega har internet-datet Sebastian for hende (og i hendes navn), som er fuldstændigt uinteresseret i at imponere (den psykopatiske, men det er nu ikke derfor!) Sebastian og lige så mærkelig som de andre to hovedpersoner – og derved får den ellers fuldstændigt kedsomhedsramte og totalt uempatiske Sebastian til at forelske sig (psykopatisk) i hende.

Et par stemningsklip:

1) Den hærdede alkoholiker Kallmann vågner af brandert (ved at han kaster op) i et sommerhus et sted i Tjekkiet. Han går ud og hopper indædt rundt på frossen sø, indtil han går igennem isen. Han kæmper sig op af det isnende vand. Efter ham popper en, to, tre havenisser [med POP!-lyd] op i hullet i isen. Kallmann går tilbage til hytten, henter al alkoholen som han flaske for flaske tyrer efter havenisserne i hullet [POP! der kom den fjerde havenisse!]. Og er siden “kureret” for sin alkoholisme…

2) Det er fastelavn i morgen, hvad skal du klædes ud som, spørger kollegaen Pia. “Som en mand der er klædt ud som en kvinde. så ser man altid dum ud, med den lidt for tunge makeup og de dårligt oversminkede skægstubbe. Kvinder, der er klædt ud som mænd, ser derimod altid super ud” Kollegaen: “Nå, så er det det jeg skal være”
[Dagen efter kommer Pia som ret overbevisende mand i drag (men ser dog ikke så grim ud) mens kollegaen tropper op som (ikke alt for køn) kvinde i drag] I den mundering drager Pia så i øvrigt til Tjekkiet for at finde Kallmann sammen med hans drukveninde Herta.

De 3 historier er alle interessante (og sjove), de hænger sammen uden at det føles “kunstfærdigt” (som det tit er resultatet i den amerikanske film med flere fortælletråde, fordi de gerne vil være lidt “clever” omkring det), og det lykkedes både at fortælle menneskelige historier, være ekstremt morsom, og lave en helt vanvittig, grotesk og mærkelig film der giver mening.

Det er sådan noget jeg elsker ved Natfilmsfestival: de absurde, groteske og fantastiske film. Det er også dem jeg husker, som fx. denne utroligt smukke, romantiske og poetiske film om… [ja, du gættede rigtigt!] nekrofili. Eller sidste års fantastiske mix af dukkefilm og rigtige mennesker i denne fabel om rigtige mennesker, der bliver lavet om til mekaniske spilledåser

Og hvis du virkelig læser med endnu, så kan du finde aftenens sidste billige grin her: Tjek brugerkommentaren til sidstnævnte film (The Piano Tuner of Earthquakes) – og hvis nogen taler kinesisk kunne det være interessant at høre om det giver mening, hvis man babelfisker det tilbage til kinesisk?

NATfilmNATfilmNATfilm

Skriv et svar

Jeg husker en NATfilm-festival, hvor jeg spænede fra Vester Vov Vov til Grand og retur igen og således nåede 3 film på ca. 6 timer… Men jeg har jo også skullet arbejde og ikke mindst gå til lægen i denne uge. Det vil dog næsten lykkedes mig at få brugt mit 6 films-rabatkort med en sidste kraftanstregelse.
I sorg over ikke at kunne opleve Will Oldham Live (fordi ingen desværre tilbød mig en koncertbillet),
gik jeg ind og så hamstermanden på film i stedet: “Old Joy”, en historie om to gamle venner, der tager på campingtur sammen. Dramaet skulle vistnok ligge i spillet mellem de to gamle venner, som måske ikke var så gode venner alligevel. Eller noget. Det var nemlig så kedeligt, at jeg faldt i søvn… igen og igen. Da jeg kom udenfor, mødte jeg en bekendt og spurgte om hende om der var sket noget mens jeg sov? Men det var der ikke (en af hendes venner var også slumret hen) – og der var vel at mærke tale om en 18-forestilling!

Men det var ikke kedeligt det hele. Hal Hartley var nemlig barslet med en ny film: Fay Grim – En Hartleysk vinkel på USA post-11/9. Et indviklet og fantastisk spiondrama, og det er jo lavet af Hal Hartley, så dialogerne var selvfølgelig superabsurde. Fabelagtig film!

I aften er det så sidste chance, så der skal ses en mærkelig østrigsk ting:
I spillefilmen ‘Slumming’ er havenisser, kulsort absurd humor og mørk, østrigsk vinter de bærende ingredienser i en provokerende skildring af to arrige og kompromisløse mænd.
Havenisser! Det kan da kun blive godt…

Opfølgning på nytårsforsæt

11 svar

Det er lykkedes mig i det mindste at få klaret fodnoten til mine nytårsforsætter; I går så jeg nemlig Casino Royale, og selv om jeg normalt ikke er til blondiner, så må jeg sige, at den nye Bond helt klart er godkendt! (Han er jo helt oppe i nærheden af Sean Connerys Bond.)
Uha han kan noget: Ikke for meget pretty-boy, solid muskulatur man får lyst til at bide bare en lille bitte smule i, englænder – men ikke på den fimsede måde og god humor.
Kan man ønske sig mere?

Art Deco i Pasteller

4 svar

Nu er pasteller ellers ikke lige mig, men Miamis Art Deco baerer det smukt! Hele vejen op ad Ocean Drive staar de skulder ved skulder med deres runde hjoerner, organiske former og oceandamper-linier. Skoenhed i 3 etager. Det er mere end hvad man kan sige om mig; reddede mig den vildeste forkoelelse i DC eller paa vejen derover. Under alle omstaendigheder er mit hoved og mine bihuler fulde af snot, sa jeg daarligt kan traekke vejret og jeg har den vildeste Ditte Graaboel (jeg synes det er for daarligt)-hoste. Men bortset fra det er her vel 25 grader, og South Beach ligner noget fra et sommerpostkort. Atlanterhavsboelger der slikker sandet vaek under taerne paa mig, og den flotteste fuldmaane i gaar aftes, med udsigt ind over byens skyline oplyst i pastelneon. (Billeder foelger senere, indtil videre ligger de trygt paa kameraet, saa jeg har laant et saa laenge)

Bryd Vanen!

2 svar

Heidi fortalte om at sove i den anden side af sengen, for at se tingene fra et nyt perspektiv, hvilket mindede mig om den her fantastiske bog:

Det er praktiske filosofiske oevelser i at maerke verden ved at se den paa en ny maade. Der er fx. en oevelse i at maerke vaedskers stroem gennem kroppen, som i al sin enkelthed gaar ud paa at drikke et glas vand, mens man tisser. Eller den med skaelde ud uden at vaere vred, der skal skaeldes og smaeldes, men uden at vaere vred, eller blive det undervejs.
Bogen kan anbefales, hvis man traenger til et frisk blik paa sig selv og verden omkring en – og saa er den sjov!

Tilfældets ulidelige lethed

2 svar

Halvdelen af mit forældrende ophav havde dekreteret oprydning i kælderen, og at de bevaringsværdige bøger fra min barndom NU skulle reddes, da de ellers ville blive afskibet til loppemarked. Jeg har således reddet en kasse med mine yndlingsklassikere: Børnene i Nyskoven, Greven af Monte Cristo, Oliver Twist og den slags. Rigtige børneserier som Mads & Mette-serien, Hanne-bøger og en enkelt Kim-bog var der vist også imellem.
Oprydningen havde dog ikke kun ramt min barndoms litteratur, men også den blandede landhandel af opslagsbøger fra Lademanns forlag, der vel bedst kan klassificeres som 70ernes coffetablebooks [er der opfundet et godt ord? Sofabordsbøger?] Dem måtte ser jo også lige kastes et blik på: Jeg har reddet én om Europas hovedstæder fra de tidlige 1970ere med fx lækre halvfjerdserfotos af Alexanderplatz og tekster om byen som slagplads mellem vor tids to ideologier; socialismen & kapitalismen – mest fordi den er så corny og tidstypisk – men mellem Dyr i farver og Farlige folkeslag [eller noget i den stil] fandt jeg minsandten også et par nyttige sager:
Ernst Mentzel: “Dansk Vestindien” tilsyneladende fra omkring 1966.
og “Fjernt fra Danmark” En typisk Lademannssag fra 1974 med undertitlen: Billeder fra vore Tropekolonier Slavehandel og Kinafart, der opregner hele den danske kolonihistorie med fine illustrationer, kort & tegninger. Den må jeg vist lige studere lidt i den næste uges tid!
* En endnu mere kulørt sag fra Union om “Pirater i det caribiske hav” fandt også midlertidig nåde, men skal vist ikke regne med permanent indlemning i bogsamlingen, medmindre mit baggårdslokum skal have sin egen bogsamling…

Gaver der glæder… én selv (også)

4 svar

Det er jo en stor glæde at kunne give en gave, som man også gerne selv ville have.
På det seneste har der været en del af den slags gaver i mit liv – og af den type, hvor der er en naturlig indforståethed om, at gavegiveren naturligvis skal låne den senere.
Det startede med kollegaen, der fik Tor Åge Bringsværds “Pinocchio-papirerne”, som han promte lånte mig, da han selv havde læst den. [Jeg har endnu ikke fået den læst, og siden det var en havefest, er det længe siden – men som et plaster på såret faldt jeg over Calvinos “De kosmokomiske” i tegneserieudgaven på årets bogmesse SÅ billigt, at jeg måtte købe den, selv om jeg ejede den allerede, så den har jeg foræret ham i renters rente]. Til min fødselsdag forærede han mig til gengæld Paul Austers “Rejser i Scriptoriet”, som han naturligvis skal låne, så snart jeg får læst den.
Til min fødselsdag fik jeg også Guillous “Madame Terror” [Genoplivningen af svenskens (sejere) svar på James Bond; Carl Gustav Gilbert Hamilton, dog med den ligeså benhårde Mouna Al Husseini, hans gamle veninde fra den hemmelige Palæstinensiske efterretningstjeneste, som hovedperson], den er super – og siden jeg nu har fået den læst, skal den naturligvis lånes til gavegiveren, der for et par somre siden var med til at parallellæse den oprindelige Hamilton-serie. Hun glæder sig allerede.
I går meddelte niecen, at jeg nu godt kunne låne sæson 4 (hendes fødselsdagsgave) og sæson 5 (julegaven) af CSI, så dem har jeg fået i dag; Gæt hvad jeg skal se i nat?

Analog musik

2 svar

Har hørt vinyler i dag. De fleste af mine plader, som jeg ikke kan undvære, har jeg fundet/lånt mig til i digital form, men der er mangler i den digitale samling, i dag har således budt på genhør med bl.a:
Eric’s Trip: “Love Tara” – en dejlig plade, der veksler mellem søde små skramlede indiepopsange og alvorligt støjende guitarer. I øvrigt et fantastisk band – som jeg åbenbart ikke er den eneste der synes er 90’ernes mest oversete…
Nick Cave & the Bad Seeds: “Kicking Against the Pricks” med fantastiske coverversioner af alt for Jimi Hendrix’s “Hej Joe” (hvor flyglet bliver tævet næsten til døde) over sydstatsblues og Velvet Underground. Jeg havde længe savnet at høre By The Time I Get To Phoenix, sardonisk sunget af en meget mørk Nick Cave:

By the time I get to Phoenix she’ll be risin’.
She’ll find the note I left hangin’ on her door.
She’ll laugh when she reads the part that says I’m leavin’,
’cause I’ve left that girl so many time before.

By the time I make Albuquerque she’ll be workin’.
She’ll prob’ly stop at lunch and give me a call.
But she’ll just hear that phone keep on ringin’,
off the wall, that’s all.

By the time I make Oklahoma she’ll be sleepin’,
She’ll turn softly and call my name out low.
And she’ll cry just to think I’d really leave her,
‘tho’ time and time I’ve tried to tell her so.
she just didn’t know I would really go.

Sjovt nok efterfølges den af en storladen udgave af popsangen Somethings Gotten Hold of my Heart.
Der er 9-10 måneders ventetid på det lokale bibliotek, så jeg må vist skaffe den digitalt på anden vis, for den skal da på iPod’en snarest…

Sort film

4 svar

I aften skal der ses film noir på det store lærred:

“I’ll When it came to picking the killer, you picked the wrong guy. You want to know who killed Dietrichson? Hold tight to that cheap cigar of yours, Keyes. I killed Dietrichson – me, Walter Neff, insurance salesman, 35 years old, unmarried, no visible scars… (He glances down at his shoulder wound.) – until a while ago, that is. Yes, I killed him. I killed him for money and for a woman. I didn’t get the money and I didn’t get the woman. Pretty, isn’t it?”

Vor Helts tilståelse pr. diktafon der indleder filmen. Filmen er Noir, når det er mest klichéagtigt – eller rettere dette er prototypen, som Noir-genren er gjort efter:
Vor Helt lader sig lokke ud i uføre & fordækt spil (lyst, mord & dobbeltspil) af Femme fatale, eller han vælger at gøre det (for hendes skyld) uden manipulation? Elsker hun ham mon, eller bliver hun forventeligt hans undergang, og hvem slår i sidste ende hvem ihjel?

Dialogerne er fantastisk absurde, som nu denne flirt:
Phyllis: Mr. Neff, why don’t you drop by tomorrow evening about eight-thirty. He’ll be in then.
Walter Neff: Who?
Phyllis: My husband. You were anxious to talk to him weren’t you?
Walter Neff: Yeah, I was, but I’m sort of getting over the idea, if you know what I mean.
Phyllis: There’s a speed limit in this state, Mr. Neff. Forty-five miles an hour.
Walter Neff: How fast was I going, officer?
Phyllis: I’d say around ninety.
Walter Neff: Suppose you get down off your motorcycle and give me a ticket.
Phyllis: Suppose I let you off with a warning this time.
Walter Neff: Suppose it doesn’t take.
Phyllis: Suppose I have to whack you over the knuckles.
Walter Neff: Suppose I bust out crying and put my head on your shoulder.
Phyllis: Suppose you try putting it on my husband’s shoulder.
Walter Neff: That tears it. [He takes his hat and briefcase after his advances are coldly rebuffed.] 8:30 tomorrow evening, then.
Phyllis: That’s what I suggested.
Walter Neff: You’ll be here too?
Phyllis: I guess so, I usually am.
Walter Neff: Same chair, same perfume, same anklet?
Phyllis: I wonder if I know what you mean.
Walter Neff: I wonder if you wonder.

Det er Tysk, det er Tæskelækkert

8 svar

Hun ligger nedkørt under stor lastbil og filosoferer over at hun ellers holder meget af stilhed, men der mangler noget. Hendes åndedræt. Han kravler derind og udfører en cowboy-tracheotomi på hende: snitter hul i halsen på hende med sin lommekniv og stikker et sugerør gennem halsen. Der ligger de så; han suger blod op af sugerøret og spytter det ud (med meget overbevisende lydside), så hun kan ånde igen. (Se det er romantisk drama på tysk!)

Så en fabelagtig Tom Tykwer-film i går; Krigeren & Kaiserinden, med de her to usædvanligt smukke tyskere:

Min ledsager og jeg (som de siger i madanmeldelserbranchen) havde ikke set en så smuk tysk mand længe, og morede os over, HVOR mange scener i en ellers påklædt film, det var lykkedes at lave med ham i bar overkrop.
Tom Tykwer: “Ja, her har du så lige været i bad”, “Ehm, her har du brugt din t-shirt til at stoppe blødningen”, “øhh, du er lige vågnet og ehhh…”

Han hedder så Benno, ak ja, man kan ikke få det hele!