Har lige fået et tip om de her lækre sager hos levende. (Selv om mine gamle bykort, der er så brugte, at de er lappet med klisterbånd har deres egen charme).

Eftersom jeg netop i aften sidder og kontemplerer at investere i en billet til Byernes By (og nej, det er ikke Bari’ i min bog, det er New York, New York), så kan jeg kun folde mine små store hænder og be’ til at de får lavet NY-udgaven færdig inden jeg skal af sted…

Hele dagen har jeg gået rundt med “NY3755” skriblet på oversiden af venstre hånd og smilet hver gang jeg så det. Det er dagens tilbud i SAS’s julekalender. Jeg kan få “næsten fri” i 3 uger, når jeg vil have det – og tilbuddet gælder kun i dag, så nu skal jeg bare have fat i den amerikanske ven og høre, om ikke han har lyst til at få besøg i marts… New York Fucking City, Mmmmmm I like!

Jeg er i sandhed blevet begavet: Den her fabelagtige røde sag, der let lader sig transportere fra rum til rum, er superlækker, smuk & pissepraktisk:

…og når jeg siger begavet, så tænker jeg ikke bare på at det var en fødselsdagsgave fra Dulla, næh, da jeg nu kan høre P1 i lige det rum jeg har lyst til, så har jeg de seneste dage (efter ca. 2 års pause) igen fået hørt Orientering, mit all-time-yndlingsprogram – og det er lige så fantastisk som det altid har været. Ens IQ stiger med 10 point blot ved at tænde for radioen kl. 17:10, og man kan gøre det alle hverdage!

De kloge stemmer lyder præcis som de plejer: Jørgen Siegumfeldt, Dag Halvorsen og Jørgen E. Petersen [det føles lidt ligesom at komme hjem, sjovt som lyd (lige som lugt) trigger hukommelsen på en langt mere umiddelbar måde end nogle af de andre sanser]… Søstrene Sperling er vist rykket højere op i nyhedshierarkiet, eller også har der bare ikke været noget nyt fra Østblokken i de seneste dage, men man kan jo håbe. Bette De Fine Licht der plejede at berette om Berlusconis seneste eskapader på fejlfrit eksildansk med italiensk intonation skal man dog ikke sidde og vente på, da hun åbenbart er blevet fyret for at tro at den italienske presse citerede Paven korrekt…

Havde det ikke været for Orientering, havde jeg sikkert aldrig vidst noget om økonomien i Macao, de interne magtstridigheder i adskillige afrikanske lande eller hvorfor den brazilianske præsident valgte at statsstøtte en genoptagelse af produktionen af folkevognsbobler…

Inspireret af SuzyQ og den forrige post in memoriam tog jeg denne her test og selv om jeg gik hårdt efter at være hermeneutiker, endte jeg med Kant. Et par forsøg på at ændre svar til noget jeg også godt kunne have svaret… resulterede i Kant igen. Selv en fravigelse af mit yndlingssvar om hvordan en tekst bør være [det, der er 6 linier langt og ender med: …not to mention the fact that I’m SO FUCKING PRUSSIAN IT HURTS] resulterede i… Kant igen. Skal jeg partout være Kant, bare fordi jeg nægter at fravige at vi aldrig med sikkerhed kan vide, hvad “the nature of being” er?? Then so be it, I guess.
Nåmen det er da meget sjovt at få lov til at svare “To cleverly undermine the beliefs of others and pick up girls while you play billiards.” på spørgsmålet om, hvad filosofiens mål er.
[Det er vel også de fleste filosofiunderviseres mål med filosofien]

Ikke bare er det lækkert at høre noget tysk til en forandring, der er også en super film – så se at komme i Empire og se “Das Leben der Anderen” (De andres liv), den er fabelhaft (og bare rolig; det handler ikke om Hitler).

Savner du også lidt tysk i hverdagen, så er her et udsnit af Spiegels anbefaling:
Verglichen mit der travestiehaften Ironisierung der DDR in Leander Haußmanns Filmen, die gewiss ihren eigenen Reiz des Absurden haben, wirkt “Das Leben der Anderen” wie eine ruhige, beinah asketische Versuchsanordnung zwischen Liebe und Staatsmacht, Freiheit und Verrat, Kunst und Politik, Leben und Tod. Ein Stasi-Kammerspiel, das mit erstaunlich wenigen, äußerlich sichtbaren (Wiedererkennungs-)Effekten auskommt.

Hovedingredienserne koges op:
300 g forfærdelige fakta, løgn & fortrængning.
200 g fuldstændig bizarre/irreelle/vanvittige omstændigheder, der aldrig nogensinde sås tvivl om.
500 g smukke smukke kvinder i alle aldre, der elsker & græder og græder & elsker.
Suppen krydres med:
Et orgie af farver
Suppen blendes koger igennem i ca. 2 timer og smages undervejs til med flere farver & følelser til den er skarp og så stærk at den giver tårer i øjnene.

Som Almodóvarelsker er det altid en fryd, når mesteren koger et af sine festfyrværkerier sammen, men denne gang er han i sandhed tilbage (titlen er passende på flere niveauer). Penelope er så smuk så smuk og hun græder og græder.*

Det samme gør Yohana Cobo, Lola Dueñas, Chus Lampreave (den evige bedstemor) og Blanca Portillo – og ikke mindst Carmen Maura (der iøvrigt spillede kvinden, der myrder sin mand med en frossen kølle (lam?), hvorefter hun tilbereder og serverer mordvåbenet i “Hvad har jeg gjort for at fortjene dette?”)

*De græder vel at mærke ikke på Hollywood-måden henover et soundtrack designet (ud fra videnskabelige undersøgelser) til at få biografen til at græde – Næh, midt i den absurde historie giver alle disse følelser netop historien en realisme, der skaber indlevelse. Hvis reaktionen på en Hollywood-film er: “Nåh, hvor er det synd for hende” (som godt nok er en fiktiv person og om jeg går med på følelsen eller ej afhænger således af min egen distance til fiktionen), rammer Almodóvar følelsen langt mere rent, reaktionen er således snarere: “Gud, hvor er det hele også forfærdeligt & sørgeligt”. Måske er det derfor jeg finder langt større Katharsis-effekt i Almodovar end i Hollywood.

Er der nogen, der først lige har opdaget Pedro og vil fristes, så har jeg før udbredt mig om spansk sex og ærlighed og genoplivning med bordlampe.

Perfekt planlagt til min syge uge på sofaen har Blockbuster et favorabelt tilbud i denne uge: Når man afleverer en film og lejer en ny er det til halv pris…
Ud over et par dumme premierefilm har jeg således set engelske krimier i stribevis; Første sæson af Murder City og hele anden sæson af “Wire in the Blood” (Raseri i blodet) – især den sidste er fremragende.

TV-programmet har til gengæld været tyndt, bortset fra dette glædelige gensyn:

Hvordan ser man ud i ansigtet, når man lige er blevet outet for sig selv? Nå ja, sådan!

Lige ved siden af Dulles Airport (smukt finsk design, se tidligere post) ligger the air & space museum. De har http://www.nasm.si.edu/research/aero/aircraft/lockheed_sr71.htm og variationer over en-mands-helikoptere, der saa circa lige saa solide ud som flyvende saebekassebiler. Enola Gay, som er enorm og soelvskinnende (og ser lidt for glad ud for noget, der har spredt saa meget doed). Den sidste Concorde var ogsaa parkeret her. Rumdimserne lignede forstoerrede udgaver af de legetoejsrumskibe man finder i smaa drenges vaerelser, helt ned til den lidt kluntede bemaling – det gav en sjov fornemmelse af, at museets rumdimser var modeleret over legetoejet snarere end omvendt. Rumdragterne kunne man godt oenske sig – vi fantaserede om, hvordan de maatte vaere i stand til at holde os koelige udenfor og om vi skulle negle dem til dette formaal. [Der er nemlig hedeboelge paa USAs oestkyst – de sidste to dage har temperaturen vaeret ubaerlig oppe omkring de 40-45 grader. Her til aften (23:45) er vi kommet ned paa ca. 30 grader.] Rumsatelitten lignede noget fra gay-pride eller Berlins Love Parade – jeg har vist altid forestillet mig, at rumdimser er hvide/sorte/graa og maskuline i deres design, eventuelt med lidt bloede kurver (som i 60’er fremtiden), men den her lignede to forbundne parasoller med flaeser og glimmerjuletraesguirlander og anden gylden pynt.
Museet har naturligvis eget kontroltaarn, hvorfra man paa 7. etage kan se ud over Dulles’ landingsbaner og beundre hvor stor et Herkulesfly og en 777 er, naar de suser forbi og lander overraskende blidt paa landingsbanerne laengere fremme. paa etagen nedenunder kan man faa en smag af stressen i et kontroltaarn, (hvis nogen husker det sveddryppende control center fra “Pushing Tin” med John Cusack & Billy Bob Thornton).

Virginia er et maerkeligt sted. FBI, CIA og NSA (Men in Black eller det der ligner) ligger alle inden for en overskuelig radius (og tro mig den bliver overskuet!). Flere af min vaerts venner fra skolen har i en voksen alder fundet ud af, at begge deres foraeldre arbejdede for CIA…
I gaar koerte vi forbi Dulles Int. Airport (bare for at se paa den), som er et arkitektonisk mestervaerk i al sin finske skoenhed:

Bygget mellem 1958 og 62, designet af Eero Saarinen som den perfekte 50’er vision af fremtiden, det var dengang fremtiden var et perfekt hvidt sted, hvor alting var automatiseret og det var vidunderligt.
Reston, VA – hvor jeg logerer er en by uden for Washington DC, hvor alting ligner en Kubrick-film – i gaar paa en aftentur ved Lake Anne [naturligvis en menneskabt soe, alt her virker overlagt designet – men desperat proevende paa ikke at se saadan ud] kom vi forbi baade en tunnel og et hus (eller 100) som taget ud af A Clockwork Orange…