Kategoriarkiv: Køn kønnere…

Kønnet diskursiv afvigelse og negation

1 svar

I dag faldt jeg over en fin formulering hos Torben Sangild i en (i øvrigt læsværdig og morsom) diskussion om toiletbrættets hvilestilling (!) – og tænkte jeg lige ville citere den, da den i én sætning formulerer det forhold, jeg hidsede mig op over i indlægget om køn, kunst & Marvel forleden:

At bruge sproget, diskursen, som en magt til at gøre den ene side af parret normal/rigtig og den anden unormal/urigtig. Det er den slags diskurser der har tvunget generationer af venstrehåndede til at skrive med højre hånd, og som i større målestok har gjort manden til intetkøn og kvinden til kønnet diskursiv afvigelse og negation. (Beklager denne abstrakte formulering, men det handler kort sagt om at udtryk som fx “han” i betydningen “hvem som helst” er med til at formulere det kvindelige som en afvigelse fra den mandlige norm, sådan som det har været udbredt indtil 1970erne).

Det er jo benhårdt formuleret! Go Torben!

Kvinder er altid “det andet”

14 svar

Det er en gammel sandhed, men i dag stødte jeg på den i flere forklædninger. På S-togs-stationerne hænger der i disse dage denne filmreklame:

Mænd beskrives med deres egenskaber eller karaktertræk, mens kvinder altid først og fremmest er deres køn, fordi det er “det andet køn”, afvigelsen fra normen – som er det mandlige. Og nej, den er ikke bedre i den danske oversættelse:
den usynlige kvinde.
Før du nu trækker på skulderen og tænker “usynlighed” ikke har noget godt alternativ til personbeskrivelse, så bemærk lige at Mr. Fantastic (også bare et adjektiv) da snildt kunne have haft en partner, der hed Miss Invisible.
Og til en argumentation om, at det jo handler om at sælge noget sex med den labre Frk. Alba: Enig, det gør det da, men med et billede af den smækre babe ovenfor er det da ikke teksten, der har sexappeal, det klarer hun da fint selv – og kom ikke og bild mig ind, at det er teksten vi (mænd såvel som kvinder) læser først!

Inde i toget læste jeg så en artikel i Urban om den franske kunstner Sophie Calles udstilling på biennalen i Venedig, og jeg citerer:

Det er aldrig fedt, når kæresten slår op.
Gør han det over en email, er det endnu værre. Men, men, men. Hedder man Sophie Calle og er en af Frankrigs mest populære, kvindelige kunstnere, kan den fatale nu-slår-jeg-op-email ende som en af de mest omtalte udstillinger på dette års kunst-biennale i Venedig.

Hun er skam ikke en af Frankrigs mest populære kunstnere, næh for hun tilhører jo den undergruppe af kunstnerne der har “det andet” køn, så hun er jo kun en af Frankrigs mest populære, kvindelige kunstnere. Nu kan man selvfølgelig argumentere for, at Sophie Calle jo bruger sig selv i ekstrem grad i sin kunst, og dermed også sit køn, men vis mig den mandlige kunstner, der konsekvent bliver omtalt som “den mandlige kunster NN”, lige meget hvor mange stive pikke han maler, synes det sjovt nok aldrig at ske.

Kunsttips: Vil man se mandlig pik-kunst, så er der store mængder af det på Aros. Kommer man forbi Venedig inden 31. oktober, så kan jeg kun anbefale at tjekke Sophie Calle – Jeg så engang hendes 30-års-krise som udstilling; En montreudstilling af hendes fødselsdagsgaver gennem 10-15 år, med selvanalyserende kommentarer om fejringen af den givne fødselsdag – det var yderst interessant og selvudleverende morsomt, så tjek hende ud!