Kategoriarkiv: Mærkværdigheder

NemID virker ikke på Mac efter Java update – løsning!

UPDATE: NemID virker igen med Java 7u45 – opdater straks, genstart browser og alt er tilbage ved det gamle. Ikke mere usikker downgrade!!
_______________
Det er tirsdag aften, du skal lige i netbanken. Java er blevet opdateret, glad og sikkerhedsbevidst installerer du Java 7u45 – og fluks virker NemID ikke. Problemet er at du skal godkende et nyt certifikat fra DanID, men din browser spørger dig ikke – og kan tilsyneladende ikke tvinges til at spørge: Ingen godkendelse, intet certifikat, ingen netbankadgang. Det burde jo være så NEMt, men det er det ikke. Godnat og sov godt.

Det hjælper ikke at genstarte maskine og browsere, og NemID henviser til en telefon-labyrint, der kun henviser til deres egen hjemmeside, der ikke har nogen løsning på problemet – der er kun en java-nedgradering tilbage. Men frygt ikke, sådan gør du:

1) Afinstaller Java 7u45: I Finder søger du efter JavaAppletPlugin.plugin -> smid filen i papirkurven og tøm spanden.

2) Hent en gammel udgave af Java (hvor NemID virker) her i oktober 2013 er det Java 7u25, den har Oracle liggende her – du skal oprette en konto hos dem for at få lov at downloade filen, men den er gratis. (og du skal ikke verificere email før det virker, så jeg tror næsten man kan skrive hvadsomhelst i formularen. Min jobtitel er fx. NemID-slave)
Update: tag en nyere udgave af op til Java 7u40, den er selvfølgelig bedre end 7u25

3) Så installerer du den forældede udgave af Java igen, genstarter din browser, sig nej tak til at opgradere Java (vælg “Skip this update”, så du bliver spurgt om den næste) – så virker NemID og netbanken igen.

HUSK nu, at nu ved gud og hver mand, at alle danske mac-brugere kører en forældet udgave af Java – og de kan sammenligne med opdateringen for at finde de 51 sikkerhedshuller, som den nye udgave skulle lappe (en slags roadmap for selv dumme hackere). Så det her er jo ikke smart eller sikkert. Bare det eneste der virker. Så brug kun Java i den browser du har dedikeret til Netbank og ting der ikke virker ordentligt på Mac – det er Firefox hos mig. Men ovenstående løsning burde virke lige så fint i Safari (I øvrigt kan fremgangsmåden ovenfor også bruges på Windows, hvor problemet åbenbart er det samme).
PS: Chrome kan kun køre Java 6, som ikke længere vurderes som sikker nok til NemID (fordi det er ikke en 64bit browser, why Google?) – så brug dem til resten og brug en af de andre til NemID.

Moderne striber… HP by Paul Smith?

Paul Smiths striber
Har længe kigget på hans stribede HP-fejlproduktionsskærm og overvejet, hvor det var jeg havde set de striber før…
HPs striber
…Jeg har spurgt om han skal have et matchende jakkesæt. Alternativt nogle Paul Smith striber som skærmbaggrund – der helt vil matche skærmens striber. Mærkeligt nok var han ikke imponeret?

Piratironi – og “alt bliver gratis” jf. Chris Anderson

Godt man kan se det ironisk morsomme i tilværelsens små sammentræf: Mens jeg har skruet ned for lyden og ignorerer den irriterende “pirathed er stjæleri”-video, som man bliver tvangsindlagt til på den dvd (man har købt og betalt) – Så kan man jo lige tjekke op på, hvordan det går i retssagen om Pirate Bay. 50% af sigtelserne opgivet på andendagen er da noget af en udvikling…
Det bliver interessant at følge med i, hvordan sagen udvikler sig – og hvad det kommer til at betyde for copyright & copyleft i fremtiden.

Som Chris Anderson pointerede, da han talte i Malmö for nylig: Alt digitalt bliver før eller siden gratis – (eftersom processorkraft, båndbredde & lagerplads falder i pris hele tiden) – og i det lys må man finde nye måder at tjene penge på… Hans pointe er simpel: Man må finde ud af at sælge folk noget, som de faktisk er interesseret i at købe. Og som eksempel: Vi er ikke interesseret i at købe pladeselskabernes plasticskiver. Vi vil gerne have musikken. Ergo er musikindustrien (eller kunstnerene i hvert fald) ved at (have) stille(t) om: Pengene tjenes på koncerter, merchandise etc. og musikken kan købes til en (nogenlunde?) rimelig pris i digitalt format – det er nemt & hurtigt, og det er folk villige til at betale for, frem for at skulle ud i skumle download-sites med chancen for at få spændende ad-ware & virusfiler med i (ikke-)købet.
Kunne filmindustrien finde ud af en forretningsmodel, der arbejdede MED internettet i stedet for imod det, så ville de (stadig i følge CA) have en bedre chance for overlevelse, frem for at opføre sig som en pigefornærmet dinosaur (ja ok, det var så min formulering!)


(Hvis du vil se hele rockstjerne-showet med Chris Anderson fra Malmö.)

NY-loft-life …eller noget

Det er længe siden, at jeg har sovet, spist, surfet på nettet, stenet i sofaen, drukket rødvin og rodet i klædeskabet… alt sammen i samme rum. Det føles skiftevis studentikost, New Yorker-loft-agtigt (bortset fra størrelsen) og hyggeligt; der er nu noget skønt ved at kunne ligge i sengen og se film.
Men om en dag eller to er det nye gulv i soveværelset færdigt, så er det slut med det. Rigtig spændende bliver det først når køkkenet skal ryddes og gulvet rykkes op!

Statistik, statistik & løgn

Nu har jeg i meget lang tid ikke set noget statistik på min blog. Og nej, ikke som i: “Åh, nej, altså læsertal er ikke noget jeg går op i… altså nej, slet ikke. Så længe jeg har min 60 læsere om dagen er det fint”. Næh sandheden er at jeg har været en doven blogger, og engang for snart længe siden, sandsynligvis i et tema-skift forsvandt min statistik. Muligvis i starten af året?
Der var også noget bøvl med at min blog ikke blev registreret ordentligt hos Googles Blogsearch, så derfor fik jeg ingen indkommende links (ud over noget gammelt stads fra 2006), efter at WP skiftede dertil. (Det funker stadig ikke helt optimalt, men er dog blevet bedre).
Alt i alt en ynk – i hvert fald, hvis jeg skulle have interesseret mig for eventuelle links eller læsere. Men eftersom der gik temmeligt mange måneder, må jeg nok bare konkludere, at det ikke var en top-prioritet…

Nu hvor jeg har fået blogstats igen, kan jeg så konstatere:
1) At der til min overraskelse ser ud til at være (væsentligt) flere end de 2-4 gamle blogvenner, der tilkendegiver sig i kommentarerne, der rent faktisk læser med (og der er absolut for mange til at det kan være crawlere alt sammen)
2) At selv om “bolleven”, “stive pikke” og “lebisk frisure” [sic, og skide tak til det sidste!] er populære søgestrenge (Groucho havde ret), så overgås det klart af teknikproblemer; næstpopulæreste søgning er “format c:”, men intet slår [siger og skriver] “tehætte”. Herre Jemini, er min blog blevet en husmoderblog mens jeg var væk?

Secret fact: Jeg er faktisk husmoderlig nok til engang at have lavet min egen elefantformede tehætte samt en girafvarmer til stempelkanden – men det har jeg aldrig blogget om!

PS: Kære læsere: Velkommen, det er godt at se jer. Undskyld jeg har været så dårlig en værtinde så længe.

Apropos “Enemy of the state”…

Hvis du ikke fangede Enemy of the State i går, og derfor slår for lavt ud på paranoiametret, er her en løsning: Spioner på dig selv, eller nogen du kender, eller nogen du ikke kender… endnu!
[Jeg forstår ikke, hvad man skal med sådan en applikation. Men det er måske bare mig. Eller paranoide typer, der vil vide, hvad de andre ved om én?]

Æventyrligt mandigt?

Via diverse associationer & linksurfing endte jeg i dag tilfældigt på hjemmesiden for Eventyrernes Klub – og efter at have læst lidt på må og få i medlemlisten om polarekspeditioner, krigskorrespondenter, opvækster i det mørke Afrika [skal naturligvis udtales med åbent Karen Blixen-diktions-A], cykling over indlandsis, kajakkrydsning af bjerge og deslige – så slog noget mig… Lars, Hans, Jens, Peter, Rip, Rap & Rup, sig mig er der overhovedet ingen eventyrlige kvinder? I en forening, der ved sin stiftelse i 1938 havde 20 % kvindelige medlemmer (2 ud af 10)? Godt nok er der ikke nær så mange kvinder, der tænder på arktisk klima, bjergbestigning, rumrejser & kontinentkrydsning på cykel, ski eller vha. andre inadækvate transportmidler – men de eksisterer da:
Hvad med Nina Rasmussen, der sammen med Hjalte Tin håndterede 2 blebørn på motorcykel i ødemarken – og senere rejste rundt alene i burkaland?
Hvad med hende piloten med “Smiling in a warzone”-projektet, der tog til Afganistan for at flyve med småpiger med pilotdrømme (Simone Aaberg Kærn hedder hun)?
Eller for den sags skyld hende den isbjørnenedlæggende Aller-arving?

Nixen, ikke en eneste kvinde på medlemslisten. Ikke én. Ud af ca. hundrede medlemmer?
Hvad gik der galt for modet & oplevelsestrangen & eventyrlysten? For meget tropehjelm & drinks med de andre journalister i baren under palmerne – og rip-rap-rup-effekt som resultat af, at der kun er optagelse på medlemmernes anbefaling? Eller er der en rigtig god forklaring på, at kvinderne er flyttet over i eget klubhus engang i 50’erne? Eventyrlig segregation?