Jeg skal aldrig mere:
– piske rundt hver morgen, for at nå at stå i lokale X kl. 8.05 præcis
– løbe hektisk rundt for at finde en kopimaskine, der kan kopiere og ikke har papirstop
– rette opgaver/rapporter i dagevis, men mest søndag nat meget meget sent
– have min dag inddelt i 45 minutters bidder, med 5 minutters “pause” til at pakke sammen og transportere mig selv og bunkerne til lokale Y
– desperat forsøge at foretage transport, PLUS finde en computer og logge ind, og måske sågar nå at svare på én af de 28 mails, der har akkumuleret sig mens man ikke holdt øje…
– ankommet i lokale Y pludselig huske, hvem det var, jeg skulle have nået at ringe til i de samme 5 minutter
– være nødt til at spise mellem 11:30 (hvis ikke man er blevet opholdt af løse spørgsmål til 11.45) og 12:15 (medmindre lokale Z er langt væk)
Det er en luksus at:
– kunne lave det, man er mest oplagt til nu
– kunne udveksle ideer og løse forslag med kolleger (uden at mindst én er nødt til at løbe fem minutter senere, og ingen har tid til at føre det ud i livet)
– selv kunne (være med til at) bestemme hvad éns arbejde skal bestå af
– lave noget jeg synes er sjovt og interessant 90% af tiden i stedet for 30% (har ikke opdaget de sidste 10% endnu, men så er der allerede plads til forbedring!)
– have fri, når jeg har fri …og helt uden dårlig samvittighed over rettearbejde og forberedelse jeg skulle og burde få ordnet
– være et sted, hvor man synes at gode ideer faktisk er en god ting, og at man bare skal gå i krig med at udføre dem (i stedet for vrangvillighed og sylteri)
– have fået en chef, der siger ting som “man skal jo huske, at det bare er et arbejde”
– at føle, at man er hyret for sit hoved, og ikke som et sæt initialer i et skema, der skulle fyldes ud
…Det kan godt være, at jeg skal være 37 timer i nærheden af min pind, og ikke længere har den frihed der ligger i at kunne handle / gå i banken / nå i svømmehallen, mens andre er på arbejde (ikke at jeg har haft det i år – hvornår har I andre tid til at gå på posthuset?) – men hvor er det evigt skønt at kunne slukke for sit arbejde fredag eftermiddag og ikke tænke på det (i hvert fald ikke på den trælse måde) før mandag morgen melder sig.
