Kategoriarkiv: Mærkværdigheder

Danske oste har kun 3 gear?

2 svar

Det slog mig over Irmas køledisk i dag, da jeg ledte længe efter en standard gul skæreost, men én der smagte af ost, hvor sjældent jeg faktisk finder en lagret ost, der er spiselig. Det forekommer mig at de danske oste kun har tre tilstandsformer:
1) Mild / Skoleost: gul firkantet masse, der kan skives til perfekte madder til første klasses spisefrikvarter, og ikke besværer de stakkels børn med smagen af ost.
2) Mellemlagret: Gul og firkanter med et touch af ostesmag og det giver da en dejlig smøragtig fornemmelse på brødet uden rigtig at smage af særligt meget.
4) Ekstra lagret / stærkost /fætter Kras / Gamle Ole / Fars kradserkarl (Hvorfor skal de have latterlige sjovhedsnyt-navne?): Forrådnelsesangrebne gule klumper (i hvert fald efter møde med ostehøvl) flydende i brunlig fedtet vædske, der bør desinficeres ved overhældning med fx. rom før indtagelse.

Det er lige som min gamle cykel, hvor tredje gear på mystisk vis er holdt op med at eksistere? Der må kunne udklækkes en konspirationsteori om sammenhængen. Eller er der en fornuftig forklaring på det med de gule skæreoste?

Æ hår wot west-å

12 svar

Jeg er andengenerationsindvandrer. Ikke at man kan høre det på mig, eller for den sags skyld min mor, der taler næsten formfuldendt rigsdansk [lige med enkelte afvigelser som knæerne, “jeg hang billedet op” og ind i mellem et overforbrug af fælleskøn “en hus”]. Men ringer de hjemme fra det vestjyske, så skifter hun prompte taletempo, melodi, ordforråd og ikke mindst udtale.
Men det er nu intet mod mine jyskeste [de 6 sønner, der er vokset op på gården uden for Janderup] fætres dialekt – jeg er vokset op med hel- og halvårlige besøg i det vestjyske, men jeg skal godt nok spidse ørerne for at forstå almindelig samtale, og det er jo ellers ikke fordi de taler hurtigt, vel! Jeg har også lært et nyt verbum “at fjale”, som efter sigende betyder at være/opføre sig genert. [Google giver kun et godt hit, men der er skam også en definition, der passer meget godt.]

Det slog mig midt i familiefesten i lørdags, at der jo egentlig er tale om et kulturmøde af rang, når man sådan førsøger en samtale med de meget tavse (men lune, det skal man absolut ikke underkende) bondefætre, hvis samtalekonventioner fx tillader pauser på halve og hele minutter, noget der hurtigt kan få en ellers temmeligt u-af-pinden-vip-bar hurtigsnakkende københavner til at føle sig noget på glatis!
Mææn dee elles grove høglit sårn å wæer te fæst da, for fætrene vil rigtig gerne sludre [selv om de ikke sludrer på den vante måde], den næstældste moster (sidst i 70’erne) svarer frejdigt, at det da bliver mærkeligt at flytte fra gården, nu hun har boet der i 56 år, og når man ikke er helt sikker på, hvem nogle af de andre er, så kan man tjekke hvem af fætrene/kusinerne de ligner mest og prøve at komme i tanke om, hvad deres børn mon hedder… [måske nok kun en sportsgren der dyrkes i de store familier, men nu har jeg også 29 fætre og kusiner, og så er der koner og mænd, forældre, børn og børnebørn.]

Virkelighedsforskydelser, psykedelia og manuelt arbejde

3 svar

I går var jeg på jobmesse – det var overordnet en skuffende oplevelse, bortset fra en glad genforening med en gammel studiekammerat. Men der skulle jo gøres noget ved jobsituationen, så det måtte prøves.
På den synkende skude de kalder mit arbejde har jeg fået viklet mig ud af tjansen med aftenarbejde, som alligevel ikke ville bringe nye indsigter med sig og det sågar på en måde, der alligevel blev til alles tilfredshed. Har også fået afhændet en ekstratjans i sidegeschæften, som ville skabe problemer på længere sigt. Og resten af tiden har jeg knoklet som et svin. Et meget meget træt svin, der har arbejdet morgen og aften, når jeg ikke har været nedlagt af noget svimmelheds-pjat.
I dag kommer jeg sent hjem efter en lang lang dag, der har kørt på pumperne grundet mangel på søvn (3 timer gør ingen sommer, eller slår nogen af hesten, eller …noget) Jeg er psykedelisk træt [der er gratis trip, når jeg sidder helt stille i mere end 30 sekunder, fordi min hjerne prøver at slukke for strømmen til kroppen, den kræver søvn!] og bliver pludselig ringet op:
“Hæææij” siger jeg, fordi jeg i mit træthedssyretrip troede, det var én jeg kendte – det viser sig at være officielt opkald fra officielt lydende dame, der ringer, fordi de “jo har indkaldt mig til samtale, men ikke hørt fra mig. Om jeg ikke har fået brevet?”
“Æejh narj [tydeligvis ikke!] “Nå [indsæt selv beklagelse, jeg havde en absence lige dér] men kan du måske komme i morgen?”
Da jeg lægger røret på, har jeg fået vejvisning “og så ind under stilladset og ned til venstre ad gangen” og er stadig ikke helt klar på, hvad det nu var jobbet gik ud på – eftersom det er 20 dage siden de afsendte “vi vender tilbage når ansøgningsfristen er udløbet”-standardskrivelsen (da var fristen selvfølgelig allerede udløbet) og jeg var på nippet til at smide brevet ud i går, da jeg tænkte at det løb da var kørt for længst…

Min eneste ydre reaktion på denne virkelighedsforskydende nyhed i min omtågede psykedelia-trance var at gribe hæftepistolen og sætte (meget tiltrængt) nyt betræk på mine spisestuestole. Mærkeligt som jeg altid kan håndtere manuelt arbejde og det har en eller anden basal “verden er ikke af lave”-stabilisator-effekt. Er det kun os med håndværkergener, der har det sådan?

Hvad er den af??

8 svar

Tænkte jeg, da jeg i morges vågnede og havde drømt, at jeg var mor til en nyfødt baby.
…og det helt uden at gå i panik, da jeg vågnede.

Altså jeg var nået til den erkendelse for temmeligt nylig, at jeg faktisk var nået til det punkt, hvor jeg godt gad have en rigtig kæreste for alvor (har ikke rigtigt gidet det længe), så langt var jeg med. Var ikke helt klar over at min underbevidsthed tilsyneladende forlængst havde passeret start OG inkasseret 200 kr på spillebrættet? Well I guess det er tid til at finde sig en langtidsholdbar mand…

Random London

1 svar

Det kan godt vaere, at jeg får lidt dårlig samvittighed over min manglende “rigtige turisten-omkring” i London, men på den anden side, så er overraskelser jo også sjove, og nu rejser jeg jo altid for at opleve noget mere uplanlagt liv, ikke for at se Buckingham Palace eller museet for indfødt kunst fra kolonierne (medmindre trangen dertil pludselig skulle komme over mig), så lad mig i stedet opsummere Londons overraskelser i tilfaeldig orden…

Boghandler, boghandler, boghandler, Blackwells, Foyles, Borders, Murder One, den lillebitte brugtbogsforhandler på det naeste hjørne, Waterstones (de er altid federe end jeg huskede dem, og bare SÅ meget mere sexede end Arnold-Bog og Ide… Propfulde som de er af bøger fulde af røverhistorier til utroligt rimelige priser, og så falder der også altid en pamflet med Cockney Rhyming Slang (denne gang med alle de sjofle udtryk) eller noget andet fornøjeligt med ned i min kurv).

Pigesex – eller well, tilbud derom. Det ene sågar med noget seriøs gramsning på forhånd [og jeg spørger igen, hvad er det, der er så fascinerende ved bryster? Jeg forstår det ikke helt?]

Veninden, jeg har mistet kontakten med de sidste 2 år (pga. vores begges dårligt ukoordinerede flytten mellem lande) og 4 og en halv times uafbrudt snak, som var det i går, vi sås – Jeg har savnet hende, og det gør mig så overmåde glad at have fundet hende igen og have den samme fortrolighed som for 10 år siden, da vi (også dengang) prøvede at finde ud af vores liv over gin og tonic i mit køkken i Berlin.

“Dinner and a show”, nåja til søndagsmatinéen er det så frokost og show på forbooket kombo-billet, det sidste jeg havde regnet med fra min gode ven – den selvsamme som sammen med sin kaereste (også en mand, så de kan drikke igennem) har lokket mig med på en 3-dages turné mellem Londons barer, restauranter og klubber – hvadsomhelst med en alkoholbevilling og en smule stil [det sidste dog ikke et krav senere på natten] – men altså med indlagt ARTE-lignende teater+dineren [Stomp i øvrigt].

Pludselig alvorlighed… om ordblindhed og DAMP som forklaring på mangende fokus, og til tider pisse-irriterende-hed, fra ham der ellers aldrig er alvorlig.

At sove ved siden af en skildpadde, der bor i et oppusteligt børnebadebassin midt på stuegulvet for tiden.

Åh ja, jeg når nok ikke så mange museer denne gang heller, men hvad faen – tilvaerelsens (til tider liderlige) tilfaeldighed (for nu at mock-parafrasere Kundera) har jo sin egen charme, og jeg kimser ikke.

Endnu ufordøjede oplevelser eller 8 dage offline

4 svar

Godt nok i angst for at lyde som Carsten Jensens bogtitler (Vig bort Satan!) må jeg vist kaste en håndfuld “jeg har set”-sætninger ud.

Jeg har indtil denne stund været offline (kold tyrker-style) i samfulde 8 dage. Vi snakker intet internet, ingen e-mail, ingen nyheder overhovedet (bortset fra et bort resume af det tyrkiske valg, eftersom en tyrkiske ven havde været på internetcafe og tjekke verdenssituationen).

Jeg har været til venindens italiensk-danske bryllup, med 2 sæt traditioner i fuld udfoldelse, ca. 8-9 lækre lækre italienske retter, brudgommen på guitar, grædende talere og alt hvad der skal til. Der er sgu stil over et bryllup, der starter i det stiveste puds (høj hat, slæb og den slags i den bagende hede) og ender i klipklappere med dans til Nirvana. – Åh ja, og i øvrigt var der kun pedaltoilet! [Den slags er overraskende nemt, når man er til sommerbryllup i kjoler uden strømper og den slags besværligheder].

Dagen derpå viste den ægte italienske stemning sig; brudgommens forældre havde inviteret til afslappet italiensk aften: maden var supersimpel, men himmelsk. Tre mand på strengeinstrumenter spillede italienske klassikere, total kitsch! Men det var det jo så ikke, det var jo helt helt ægte, og italienerne sang smukt med på VOL-A-re eh eh, CAN-TA-re eh eh eh eh, Brudgommen gav O Sole Mio en tur og sådan blev det ved.

Fra den lille pensione på bjerget og (vist ulovlig) grillfest under oliventræerne har jeg kigget på mælkevejen og lysene der tændes i Verona.

Jeg har været i Gardaland [Tivoli, nu med udsigt over Gardasøen] og køre i indtil flere rutchebaner med loops, i selskab med 2 søde og kvikke mennesker, der er så store både på den ene og den anden led, at de ikke fysisk kunne køre med i de fleste af forlystelserne, ikke fordi de var for tunge (det kunne ingeniørkunsten godt holde til), men fordi de var for store til at kunne spændes fast. Ikke særligt sjovt at opleve folk være handicappet på den måde af deres egen krop og næsten tage det alt for pænt.

Jeg har læst et par bøger: Paul Austers Oracle Night, Bill Brysons The Mother Tongue og et par essays af Calvino om hvorfor man bør læse klassikerne.

Jeg har set Venedig, som er så ypperligt fantastisk at den kræver sin egen post, men lad mig starte med at sige, at mosaikkerne på gulvet i Markuskirken alene var turen værd.

Jeg har været på Biennale og tilmed investeret i en lyserød bog på 2 kilo – “kataloget” over Sophie Calle’s fantatiske udstilling “Pas på dig selv” – slutsentensen i den email, hvor X slog op med hende, som hun efterfølgende har ladet 107 professionelle kvinder analysere, dechifrere, danse, synge, klovne, oversætte osv.

Og oveni hatten har jeg været sammen med en hel masse mennesker – nogle fremmede, nogle bekendte, nogle velkendte omend kun af omtale [sjovt at se de dele af den nærmeste venindes familie, som jeg har hørt om i årevis] og selvfølgelig de gode venner.

Det føles som om jeg har været væk i mindst 3 uger, ikke 8 dage – og da vi landede i CPH og amerikaneren ved siden af spurgte “om vi var i en anden tidszone, end da vi lettede” kunne jeg i et helt minut faktisk ikke huske, hvor jeg lige var fløjet fra. Mit hoved ikke helt kan følge med…

8 uanalytiske ting

1 svar

Jeg skal sgu også hele tiden analysere alting, næh, vi må have noget mere umiddelbarhed på banen, så nu i nyt forsøg: usorteret, uanayseret og umiddelbart:

1) I dag er jeg blevet stukket af en hveps for første gang (lidokain-gele er vejen frem!)

2) Er også blevet nødet til at gramse på fremmed [utroligt veltrænet] yngre mands overarmsmuskler. Tænkte først for sent på, at jeg skulle have spurgt, om jeg måtte bide i den også… mmmm elsker at bide i mænds overarmsmuskler.

3) Man får meget varme fødder i mine nye gummisko, men de er voldsomt kække i farverne.

4) Købte 4 (!) par sko i Stockholm, selv om det egentlig var veninden, der skulle have nye sko og derfor hev mig med ind i samtlige skobutikker. Hun købte 0 par.

5) Mit liv føles ret internationalt-jet-set agtigt lige i øjeblikket med den rejsefrekvens, jeg holder mig [kommer hele tiden til at fyre sådan noget af: åh, jeg skal også til bryllup i Verona på lørdag, så det må blive i ugen efter, inden jeg tager til London…], jeg fatter ikke, hvorfor min bankkonto ikke har forstået konceptet?

6) Jeg er egentlig ret dårlig til at regne, viser det sig. På de sidste 2 kursusafslutningssedler jeg har afleveret, har jeg fucket op i timetallet, så jeg har måttet aflyse timer i sidste øjeblik, for ikke at give kursisterne for mange timer. Utjekket.

7) Jeg mangler en sommerforelskelse!

8) Jeg købte 9 bøger i Estockholmo, har indtil videre kun læst én, den var til gengæld så god at den fortjener sin egen post. Hov vent, 2 faktisk, havde glemt at jeg havde givet Ben Elton en chance og tyret en knaldroman af ham også: “Blash from the Past”.

– det gik da meget bedre, gjorde det ikke? Mindre analyse-Q, oder?

Ikke nok klippet op til tæer…

4 svar

Mærkeligt fakta: Jeg kan ikke gå i klipklappere. Den dér G-streng mellem tæerne kunne man måske vænne sig til, men det er faktisk ikke det, der udfordrer sommerfodtøjsvalget. (Jeg er den eneste jeg kender, der har så små korte tæer, at klipklappere flaprer uhæmmet og har en tåløs flap foran tæerne, der er i vejen, når man prøver at gå.) Jeg har simpelthen ikke nok klippet op til tæer! da der blev klippet tæer i mine fødder, var der nogen, der ikke stak saksen særligt langt ind. [Lidt lige som julehjerter, hvis man ikke kan klippet højt nok op mod buen, er de helt håbløse at flette…]

Til gengæld har jeg så ikke tæer, der er så lange, at de ser ud som om de burde flettes. En fordel synes jeg.

Den sidste gummistøvle i byen

3 svar

Hvordan man forvirrer reklamebranchens segment-målgruppeinddelere:

Shop lidt designer-dims i Normann medbringende en pose fra Tøj & Sko!

Det lykkedes mig at opspore et af de sidste par gummistøvler i byen. Jeg havde fået dem lagt til side i den rigtige størrelse og alt var godt, tænkte jeg. Indtil jeg så dem. LYSERØDE gummistøvler. Min eneste trøst var, at det er heldigt, at mudderet på dyrskuepladsen står så højt som det gør (og min dag blev overraskende meget bedre, da jeg blandt de sidste rester fandt et par blå i min størrelse).
Jeg har ved eftertanke konkluderet, at jeg faktisk ikke kan komme i tanke om en beklædningsdel, der er mindre mig end et par lyserøde gummistøvler. Et diadem rangerer højt på ikke-listen, men det ville jeg kunne bære med et (ironisk) smil, så selv dét slår ikke er par lyserøde gummistøvler, der udstråler ufarlig kvindelighed på den (over-)friske “jeg skal lige hente cykelanhængeren, så vi kan få alle blommerne med over i fælleshuset og sylte, mens vi hører Alberte og Lars Lilholt”-måden.

Ren og skyldfri?

2 svar

Ikke bare skylles dine tarme igennem, det vasker simpelthen al din skyld væk – effektivitet som er den katolske kirke værdig.
Eller skylder de én en tarm bagefter, fordi de har skyllet den væk? Jeg forstår ikke helt konceptet, kan nogen forklare mig det?

Jomfruer?

5 svar

Er man ikke en slags jomfru, hvis man i år 2007, i en alder af nogen-og-tredive ikke har hørt om:
Person A: amazon.com [Ja, selvfølgelig stavede jeg for at tjekke, at det ikke bare var en misforståelse!]
Person B: IMDB.com [det er verdens største filmleksikon på nettet?! Nej?!]

Vi taler veluddannede, kvikke mennesker, der ikke er computeranalfabeter, men flittigt sender emails og bruger chatprogrammer uden skyggen af angst. Den ene har sågar fundet sin tilkommende via dét der netdating-noget. [Ja, et eller andet sted skal man jo være en slags jomfru, det er vist min halvblinde plet på nettet, men jeg ved da, at det eksisterer, har sågar været der og kigge på det…]