Kategoriarkiv: Mærkværdigheder

Få varmet pusselankerne!

7 svar

I går impulskøbte jeg noget sengetøj pga. en etymologisk fantastiskhed!
Den svenske sengetøjsbiks havde multiskandinaviske tekster på alt, og her kommer det fantastiske: Når man (som jeg altid) har kolde fødder om aftenen, så er det bare med at stikke pusselankerne ned under dynen. Og gæt nu, hvad et dynebetræk hedder på det fantastiske, fornøjelige sprog finsk??

Pussilakana

Det må være en eller anden mærkelig import af det ord, der er endt som “pusselanker”, som slang for ben på dansk. Vi har et finsk låneord (håber jeg), hvor supersejt er dét lige?!

PS: Pusselanke & pusselanke-ben optræder i øvrigt i ordbog over det danske sprog og har været i brug siden 1855. Det eksisterer også på norsk; sågar som eksempel på ensretning af den norske stavning [Uha! Ellers helt uhørt i Norge!].

Rene gulve, mens du sover!

2 svar

Det lyder måske for godt til at være sandt, og der er ikke engang tale om nogen nymodens rengøringsrobot. I morges vågnede jeg på forunderlig vis til duften af rent gulv. Dette undrede mig ærlig talt en anelse, da jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst vaskede mine trælse sæbebehandlede trægulve.
Først gættede jeg på, at mine sanser bedrog mig, eller at det måtte være noget uden for mine åbne vinduer, der duftede så lækkert af friskvasket trægulv – for tro mig, der har virkelig ikke været nogen rengøringsnisser i løbet af natten.
Her til aften dufter det skønt endnu, og jeg må antage, at min tredje teori må være rigtig: Min tørre lejlighed har på en nat med alle vinduer åbne i regn & lynild & luftfugtighed i den høje ende af skalaen grådigt suget fugt tilbage i det gamle træ i en grad, så hele lejligheden lugter af nyvasket sæbet træ.

Ergo: Dagens Nattens smarte vindertip: Luk alle dine vinduer op (luftfugtigheden er stadig i top, vanddampen hænger tungt over København, månen ser uklar ud) og i morgen vil der på magisk vis lugte nyvasket rent, når du vågner. Kom ikke og sig, det ikke er nemt!

Gramsespektrum in memoriam…

1 svar

I dag stødte jeg på en webdeletjeneste:

En voksen webtjeneste med et sjovt navn.

Hvilket mindede mig om…

En voksen dessert med et sjovt navn

…og det infantile grin var selvfølgelig affødt af gramse-hjernevask for år tilbage, jeg sang fx lige “stangtennis” for en veninde forleden, og hvem kan glemme hits som “Du minder mig om Limahl” eller “Mænd i brunt” – hjernevasken har været så gennemgribende, at jeg lige har brugt 15 min. af mit liv på at eftersøge listen over “Voksne mænd med sjove navne” og fandt kun dele af et meget oldschool gramsedesign på internettets svar på lossepladsen (eller er det nationalmuseet?) Erindrer tydeligt, hvordan jeg engang for snart mange år siden sad i det kongelige biblioteks fine gamle afdeling i Fiolstræde (hvor man selvfølgelig kun måtte søge i kataloget, ikke surfe useriøst på nettet) og forsøgte ikke at fnise alt for højt over Dr. Elisabeth Luder og Mr. Pik’s meget alvorlige CVer.

Og det hele mindede mig om, at jeg skal se at få fingre i Peders nye plade, der er noget ganske andet, men jeg tror, den er god (lyt selv her)…

Update: Sjovt, så zapper jeg på mit fjernsyn et par timer senere, og så sidder Peder derinde i musikprogrammet…

Nogen gange tror man, man vil have noget, men det vil man slet ikke. Man ved det bare ikke selv.

7 svar

Kære AnetQ
DET ER TID TIL TAPNING
Kontakt os venligst.
Venlig hilsen Blodbanken

Kære Blodbank
Tro mig, I vil ikke have mit blod! Jeg ved godt, at I tror i vil have det, men tro mig, det vil i slet ikke, selv om I ringer og skriver hele tiden, fordi jeg har den dér populære skadestuevenlige blodtype, som man kan hælde i hvemsomhelst, når det haster (også selv om I altid er så omhyggelige med at sige, at alle blodtyper jo er lige vigtige, for der er jo brug for dem alle – som er sandt nok, og vi er også kun 6 % med skadestueblodtypen).

Men tro mig, lige nu vil I ikke have mit blod, da det i øjeblikket må være en losseplads af medicinrester: Inden for de sidste 2 måneder har jeg indtaget 3 forskellige slags penicillin, den ene i sammenlagt 30 dage i lidt forskellige doser. Derudover har jeg af medicin fået diverse blandede piller mod blærebetændelse og svamp [så meget penicillin slår jo al bakterieflora ihjel, også den sunde] samt salver mod herpes simplex [forkølelsessår griber enhver lejlighed; ligger immunforsvaret ned, så er det der fluks] og mod det stafylokokinficerede sår i næsen. Derudover har jeg så også været udsat for radioaktiv stråling, eftersom jeg fik røntgenfotograferet mit kranie i går.

På den positive side så er jeg erklæret fuldstændig HIV- & bakteriefri – eller altså det sidstnævnte var inden jeg fik bihulebetændelse i søndags og mere penicillin i mandags.

Med venlig hilsen
AnetQ

Dr. Ötzi in space Vs Serbiens K.D. Lang

2 svar

Det er år og dag siden, jeg har set et Melodi Grand Prix [faktisk så længe, at jeg ikke engang har styr på, at det tydeligvis har skiftet navn til noget EU-agtigt – der i øvrigt kan forkortes til det, der står på ens escape-knap… Et tilfælde, I think not!]. Det er vist det eneste, jeg nogensinde har set uden at sove ind undervejs i de utallige ofte enslydende sange. Men i går var det anderledes; Der var homograndprixfest med stemmesedler, hvinende begejstring, masser af sprit og røde jello-shots og generel tilsvining af deltagerne. Maden var fra værtsnationen – Karjalan Paisti hed det – ikke så overraskende noget med kartofler, langtidskogt kød & masser af løg. Som den ene af værterne sagde, havde der godt nok været lidt mere at arbejde med i de græske køkken sidste år – men det smagte godt, og man må sige, det lagde en god bund, og marengstærten med flødeskum, banan & kiwi var himmelsk.
Undervejs i det meget lange show blev der uofficielt uddelt homopriser til fx Spaniens unge sprøde boyband (som vi fordelte mellem os), Frankrigs pinke Plastique Bertrand med død kat, og Grækenlands 17årige Ricky Martin-wannabe (der ikke turde være helt fræk alligevel). Der blev stemt lystigt; Flere af os havde Tysklands flabede croonerindslag som tippet vinder, med den serbiske lesbiske som outsider.
Stemmeafgivelsen foregik på trods af, at det er en uendelig proces, under hujen & hvinen (med enkelte pauser til drinkshentning), og da vi havde afskrevet den tyske crooners vinderchancer, blev alt sat ind på at heppe på den serbiske lesbiskes ballade, der længe sloges lidt om topplaceringen med det ukrainske indslag [Dr. Ötzi in space] og russernes topseedede hit [merge af 8 bøssediscohits & lidt Britney oven i hatten, udført af 3 stk 14-årige].

Men den lesbiske kærlighed overvandt alt, og der var megen jubel. Se SÅ er der noget ved at se Grampri.
PS: Er der ikke noget absurd i, at pointafgivelsen foregår på engelsk + FRANSK, når der højst er 4 fransktalende nationer (og flere af dem er minimalstater i den bogstavelige forstand), mens hele østblokken (der jo dominerede billedet voldsomt) er væsentligt bedre til russisk, eller tysk for den sags skyld?

Hemmelige lyster?!

1 svar

Bonnie “Prince” Billy & vennerne har indspillet de sange de selv synes det er pinligt, at de kan lide. Eller dem de hader, at de elsker. Eller elsker at hade. Det bliver sjovt til august, når Guilty By Association udkommer, men mens vi venter kan vi allerede lytte bl.a. BPB’s Mariah Carey-cover og Devendra Banhartts udgave af Don’t Look Back in Anger, den er unægteligt noget skævere end Oasis’s 1-2-3-4-gumpetunge hit. Spas!

Påsken, påske, keeeeeeedsomhed!

9 svar

Påsken… Jeg plejer vist som regel at være ude at rejse, og det er vist meget godt, for påsken er da den trælseste og mest deprimerende “højtid”. Gåseøjne, fordi i min verden er det bare en uge, hvor man har fri, men som ikke kan bruges til noget fornuftigt. Lige i påsken er jeg i reglen ikke er indlagt til et eller andet familiehejs, så der er jo rigtigt tid til at se de mennesker, jeg har lyst til, og gøre nogle af de ting, jeg ellers ikke får gjort… På papiret lyder det jo fint.
Virkeligheden er som regel en anden:
Alt er lukket hele tiden, eks-jyderne (mine såkaldte venner) er draget over sundet på familiebesøg og de resterende er børneramte og tvangsindlagt til “familiefilm” og zoologisk museum.
Men så kan man jo altid stene noget tv! …Hvis ikke det var fordi, at programplanlæggerne under højtiderne altid går amok i mor-tv (historiske dramatiseringer og dårlige romantiske film) med enkelte indslag af “lidt til farmand” (krigsfilm med Gene Hackman, så gamle at han stadig havde lidt hår). Og nyhederne handler primært om småborgerlige hamstringsorgier i Bilka.
Great-O!

Højtider er jo også et udmærket oplæg til at kaste sig ud i noget seriøs druk (jf. udlændingenes observationer i min sidste post), her er det så at de spændende stafylokokker (der godt nok er i dødskamp mod 2 slags penicillin) kommer ind i billedet.
– Det kunne selvfølgelig blive en utrolig billig brandert. Og giv mig et par dage, så er det nok der, det ender… Jeg HAR repareret køkkenlamperne og startet oprydningen i klædeskabet, men den slags kan kun kortvarigt aflede opmærksomheden og afværge min angst for kedsomhed.

Breve fra folk, man ikke kender

Skriv et svar

I dag læste jeg denne interessante definition på, hvad en blog (også) er, hos Mandejammer (og jeg citerer uhæmmet:)

Meget af det her bloggeri er ligesom at skrive breve til sig selv.
Det kan det i hvert fald være.
Omvendt kan det være ligesom at få brev fra folk, man ikke kender.

Det er jo lige på pletten i mit tilfælde; Jeg har jo en gammel postkortven, som jeg næsten kun kender fra de postkort, vi i årevis sendte hinanden, fordi vi begge elskede at få brev fra folk, man ikke kender.
Breve til mig selv er der jo masser af blandt mine poster. Breve om ting, jeg skal huske, fordi de var gode. Eller dårlige. Eller rigtig mærkelige. Breve (gerne skrevet midt om natten) om ting, jeg har lært om mig selv og min interageren med verden. Breve med hemmeligheder [fordelen ved en blog er, at læserne ikke nødvendigvis ved, hvad der er en hemmelighed, således bliver hemmelighedens hemmelighed også hemmelig ;) ]. Breve hjem fra solbeskinnede oplevelser. Breve med spørgsmål til verden. Breve med spørgsmål til mig selv. Breve der beder om breve fra fremmede.
Åh, jeg har altid elsket at få brev!

Ha ha ha havenisse!

Skriv et svar

Michael Glawogger har slået sit navn fast som visuel og politisk dokumentarist i film som ‘Megacities’ og ‘Working Man’s Death’, der vandt førsteprisen på CPH:DOX i 2005. Men i spillefilmen ‘Slumming’ er havenisser, kulsort absurd humor og mørk, østrigsk vinter de bærende ingredienser i en provokerende skildring af to arrige og kompromisløse mænd. Den unge, elitære og mere end almindeligt arrogante overklasse-fyr Sebastian bruger fritiden i Wien på ‘slumming’, altså på at besøge steder, der er under hans niveau: smagløse cafeer, barer og bistandskontorer, hvor han i kedsomhed bruger underklassen som legetøj. Da den alkoholiserede gadepoet Kallmann går i dørken på en bænk, bliver han det næste offer, idet Sebastian og vennen Alex kører Kallmann over grænsen til Tjekkiet og efterlader ham alene på en anden bænk, uden pas og uden at kunne sproget. Den vrede alkoholikers rejse tilbage til Wien bliver lang, surrealistisk og hallucinatorisk tur gennem et både fysisk og mentalt landskab. August Diehl og Paulus Manker er som Sebastian og Kallmann både usympatiske og dragende, og de leverer brændende karakterstudier som to forskellige mænd, der begge foragter almindeligheden.

Helt klart en sen tur ud i den kølige nat værd! Omtalen nævner ikke engang den tredje person: Pia, hvis kollega har internet-datet Sebastian for hende (og i hendes navn), som er fuldstændigt uinteresseret i at imponere (den psykopatiske, men det er nu ikke derfor!) Sebastian og lige så mærkelig som de andre to hovedpersoner – og derved får den ellers fuldstændigt kedsomhedsramte og totalt uempatiske Sebastian til at forelske sig (psykopatisk) i hende.

Et par stemningsklip:

1) Den hærdede alkoholiker Kallmann vågner af brandert (ved at han kaster op) i et sommerhus et sted i Tjekkiet. Han går ud og hopper indædt rundt på frossen sø, indtil han går igennem isen. Han kæmper sig op af det isnende vand. Efter ham popper en, to, tre havenisser [med POP!-lyd] op i hullet i isen. Kallmann går tilbage til hytten, henter al alkoholen som han flaske for flaske tyrer efter havenisserne i hullet [POP! der kom den fjerde havenisse!]. Og er siden “kureret” for sin alkoholisme…

2) Det er fastelavn i morgen, hvad skal du klædes ud som, spørger kollegaen Pia. “Som en mand der er klædt ud som en kvinde. så ser man altid dum ud, med den lidt for tunge makeup og de dårligt oversminkede skægstubbe. Kvinder, der er klædt ud som mænd, ser derimod altid super ud” Kollegaen: “Nå, så er det det jeg skal være”
[Dagen efter kommer Pia som ret overbevisende mand i drag (men ser dog ikke så grim ud) mens kollegaen tropper op som (ikke alt for køn) kvinde i drag] I den mundering drager Pia så i øvrigt til Tjekkiet for at finde Kallmann sammen med hans drukveninde Herta.

De 3 historier er alle interessante (og sjove), de hænger sammen uden at det føles “kunstfærdigt” (som det tit er resultatet i den amerikanske film med flere fortælletråde, fordi de gerne vil være lidt “clever” omkring det), og det lykkedes både at fortælle menneskelige historier, være ekstremt morsom, og lave en helt vanvittig, grotesk og mærkelig film der giver mening.

Det er sådan noget jeg elsker ved Natfilmsfestival: de absurde, groteske og fantastiske film. Det er også dem jeg husker, som fx. denne utroligt smukke, romantiske og poetiske film om… [ja, du gættede rigtigt!] nekrofili. Eller sidste års fantastiske mix af dukkefilm og rigtige mennesker i denne fabel om rigtige mennesker, der bliver lavet om til mekaniske spilledåser

Og hvis du virkelig læser med endnu, så kan du finde aftenens sidste billige grin her: Tjek brugerkommentaren til sidstnævnte film (The Piano Tuner of Earthquakes) – og hvis nogen taler kinesisk kunne det være interessant at høre om det giver mening, hvis man babelfisker det tilbage til kinesisk?

Satanisterne, det er ovre ved hegnet!

Skriv et svar

Hvem er hinduisterne? Hinduisterne over til vasken. Gjalder det i megafon uden for mine vinduer. Muslimerne? Hvor er muslimerne, I skal over til hegnet herovre…
Tjek at alle har et skråbånd, hvis I ikke har skråbånd nok, må I lige komme herop og få nogle flere.
Babtisterne? Har vi en lærer til babtisterne? Moon-bevægelsen, det er derovre. Scientology? det er henne ved bænken…
Det lyder unægteligt, som om diverse religiøse grupperinger er blevet interneret af nogle skråbåndsbærende genopdragelseslærere nede i skolegården ved siden af! Har højrefløjen kuppet statsmagten i løbet af natten?!