Kategoriarkiv: Mærkværdigheder

Pornogentsiaen kommer?

Sen aften: Zapper lidt rundt (jeg kunne jo ikke se Mulholland Drive, vel) og der er jo selvfølgelig ikke noget i tv, der er interessant. Bortset fra Kanal København, som tilsyneladende har forsøgt en ny strategi for at ramme en lidt bredere målgruppe med deres kødfilm om natten:
Hen over billedsiden (Dulle bliver voldkneppet af stor pik, sandsynligvis med mand attached, hvem ved?) og ud over stønner-lydsporet ligger der et ekstra lydspor, hvor en klog mand forklarer noget om læsetræning i 20 minutter hver dag i folkeskolen, og hvilken gavnlig effekt det har haft på de tosprogede børns sprogudvikling (faktisk ret interessant, hvis man er i sprogbranchen).

“Nej, jeg køber det for artiklerne” er jo en klassiker, nu kan man så tilføje “Nej, jeg ser/hører det kun for de kloge interviews” – eller går de blot målrettet efter det intellektuelle segment? “Åh, ja, åh, ja, åååååååhhhh betalingsbalancen Ah ah ah ah Åh ÅH ÅH ÅÅÅHHH metaforteorien oprindelse ÅÅÅÅHHHH” …og koordinerer de i så fald come-shottet med en af de rigtig store intellektuelle pointer? “…og det er netop DET kritikerne mener om Kants kategoriske imperativ ÅÅÅÅÅÅHHHHH AAAARGH HNNNNGGGHHH HHHNNNNNNNNGHHHH”

Min postkortven fra for længe siden

I gennem mange år havde jeg en postkort-ven. Vi kendte egentlig ikke hinanden, men i mange år var han min ukendte læseven: Ofte læste jeg noget og fik lyst til at dele det med ham og lige så tit kom jeg hjem på en mørk dag og fandt et lækkert citat, en vers af en sang, eller en lille historie om ænder på min måtte. Og på denne søndag har jeg lyst til at sende dig et digt:

I wonder how many people in this city
live in furnished rooms.
Late at night when I look out at the buildings
I swear I see a face in every window
looking back at me,
and when I turn away
I wonder how many go back to their desks
and write this down.

[Leonard Cohen, naturligvis.]

Hvem var bonderøven igen?

Linie 10 på vej det sidste stykke ind ad Vesterbrogade:

Knægt 1 [provokerende du-ved-det-jo-ikke-tonefald]: “Nåmmen så fortæl mig hvor Strøget ligger?”
Knægt 2 [afvigende]: Nåmmen-øh, altså…
Knægt 1: Fortæl mig det nu?
Knægt 2 [angiver med lidt afvisende lyde, at det kan han så ikke svare på]
Knægt 1: [triumferende] Det er jo lige derovre! [jokende] Hvad er du afrikaner eller hvad?
[Et blik på bagsædet afslører, at det er Knægt 2 helt klart, men at det venskabelige drilleri ikke ser ud til at gå ham på]
Knægt 1: [ivrigt] Og hvis man så går ned til dét dér torv, så ligger IN lige ovre til venstre, og [stolt og ivrigt] hvis man så drejer op til venstre i stedet for at gå over til IN, så kommer man til Australian Bar.

Skulle jeg have spillet københavnerchick og fortalt knægten, at en tur ned af Vestergade ville være hurtigere, hvis han virkelig ville på Australian Bar, frem for at runde Gl. Torv først?

Kan man sige nej?

…og hvorfor sku’ man?
Denne aften er fuld af gode tilbud; Kan man næsten sige nej, når man efter en aaaaalt for lang dag på arbejdet får en mail med spørgsmålet: Vil du ikke arbejde mindre end halvt så meget i de sidste 3 uger op til jul? [hvor jeg ellers ville have været grotesk ophængt og røget i overarbejde, som der ikke er penge til i økonomien] Det andet gode tilbud var så kun et halvt tilbud, men det var et lovende ét af slagsen ;)

10 ting jeg havde glemt/fortrængt om Island

1) Den fedtede fornemmelse alle de mystiske mineraler fra jordens indre i vandet, der gör, at det er umuligt at vide, hvornaar man har faaet sæben af huden (og badevandets svage prutlugt).
2) Den saliggörelse der findes i, efter at være blevet kold helt ind i sjælen, at sidde i hot-pot indtil man er en lyseröd rosin.
3) Hvor koldt det er om “sommeren” i Island: Jeg plejer, at fortælle at jeg sidste aar var ifört fleecetröje og lange cowboybukser hele sommeren, men havde glemt, at det ikke bare var pjat. Naar man saa er paa vej til over 30 grader og op til 80 % luftfugtighed i NY & Virginia (og har pakket light af hensyn til shopping), saa er der kun én ting at göre: lag paa lag paa lag.
4) Fosshotels ondskab (nej det er lögn, det havde jeg ikke glemt) men i gaar lagde jeg (saa at sige) min klamme haand paa ondskabens ædlere dele, og klemte til, indtil jeg fik en god del af de penge de skyldte mig. 27.500 islandske kroner efter skat (eller over 2000 danske efter dagskursen), som de “ikke havde kunne betale mig, selv om de havde forsögt, fordi det kontonummer de havde var forkert” – det tog bogholderen 2 minutter i telefonen at ringe til Landsbankinn og faa mit rigtige kontonummer, samt overföre pengene… Nu mangler de saa kun at rette mit overarbejde, som bogholderen indrömmede, at det var Renato (direktören og den inkarnerede ondskab), der ikke havde ville udbetale, da jeg i sin tid gjorde dem opmærksom paa det umiddelbart efter de udbetalte pengene – saa den afhænder jeg til den lokale fagforening inden jeg rejser.
5) Det islandske bureaukrati: Jeg har fundet mine pensionspenge, og de söde damer fortalte mig, at det ikke kan lade sig göre at flytte dem ind paa en dansk pensionsopsparing. Nej, jeg skal skam bare ringe, naar jeg fylder 65 aar, saa udbetales pengene maanedligt…
6) Hvordan alting er meget relativt for öboer: Da vi lettede fra Köbenhavn var “vejrudsigten” for Island i kaptajnens velkomsthilsen, at det var godt vejr paa Island – i den islandske udgave altsaa. Da vi efterfölgende fik samme smöre paa engelsk og dansk var vejrudsigten, at der var 9 grader (det var et festligt indslag paa den tur).
7) At Disa elsker ting: Lejligheden er fuld af ting, nips, dimser og ting til at have flere ting i, ting paa væggen, hængende fra loftet, sat op paa væggen… ting, ting ting, ting, ting.
8) Island er blevet billigere, dog kun fordi der nu gaar næsten 13 ikr. paa en dansk i stedet for 10 som var tilfældet var sidste aar – efter sigende skyldes kursfaldet, at danske ökonomer har forudsagt den islandske ökonomi er en enorm boble. Godt gaaet!).
9) De fantastiske fotomuligheder: Jeg har forsögt at tage billeder til en 360-film fra Hallgrimskirkens taarn, og har fanget halve agurker til salg i supermarkedet, og selvfölgelig taget billeder af pristavlerne over frugt og gröntsager i Bonus (Islands svar paa Netto, men priser som i Irma – men ejerne skal jo ogsaa spare sammen for at kunne köbe Magasin og den slags).
10) Kaffe er det eneste, der er relativt billigt i Reykjavík, og den er som regel god. Saa nu vil jeg gaa ud og faa noget kaffe.

En mærkelig lyd

Der var en mærkelig lyd uden for mit vindue. Det var da underligt, tænkte jeg. Kan det være nogen der rasler med noget papir eller noget?
Og som en afrikaner der eksalteret ser sne for første gang stak jeg hovedet ud af vinduet for at observere fænomenet og mærkede duften af våd asfalt.

Brusetabletter, nu i næsen.

En kollega anbefalede mig sådan nogle slimløsnende brusetabletter til at få opløst det (ikke længere grønne, men stadig tyggegummi-seje) slim, der fylder mit hoved og min hals. Jeg hældte én i halsen og var begejstret over effektiviteten (jeg skal spare jer detaljerne).
Eftersom indlægssedlen ikke lød til, at de kunne være farlige på nogen måde, tænkte jeg at et eksperiment var på sin plads. Så jeg lossede en kvart (det var jo et forsøg) i mit “næsehorn” og skyllede den igennem næsen også! Dø, Slim, Dø!

Det virker – Jeg kan på det varmeste anbefale brusetabletter i næsen!
(et enkelt tip: lad tabletten bruse HELT af, inden du hælder den i næsen)

Spørgsmål, der melder sig fredag på Roskilde

Hvorfor spiller alle de fedeste bands søndag og på samme tid? Hvor svært kan det være at mødes ved den midterste søjle i Ballroom-teltet? [grotesk svært, men Marcelo D2 spillede fedt så længe] Hvor stor en portion græs kan der være i en nettopose? [ret stor] Hvem medbringer pink/gule/blå piller mod for meget mavesyre, bare for at det skal være mere festligt? [Åh-åh-åh-Ullo-la-la] Hvor mange mennesker troede de skulle høre Mike Skinner/ The Streets, men ombestemte sig efter 2 numre og vandrede derefter til scenen længst væk derfra for at høre Death Cab for Cutie [ca. 30.000 give or take nogle tusinder]. Og hvad gik der lige galt for Argentina? [Ingenting ifølge det tyske selskab lige bag os, der sjovt nok synes, det gik som det skulle] Hvem tror selv de kommer op for at høre Spleen United, når de starter lørdag kl. 12?

Nå, men i dag skal jeg høre Josh Rouse kl. 18.30 – og det bliver lækkert!

En ramme dåseøl + tre par Mao-sko = ?

Så er den over os igen. Bortset fra det klistrende plasticarmbånd jeg har lidt under siden i tirsdags, så var min første forsmag på dens genkomst foran Irma på Østerport, hvor en velklædt ung dame forsøger at få en ramme dåseøl og tre par Mao-sko til at balancere på cyklen.
Jeg undrer mig et øjeblik, men indser hurtigt, at det naturligvis er de essentielle indkøb til en Roskilde Festival med god vejrudsigt.
I går og i dag har jeg så tjekket armbånd ved Indgang East – Lørdagens vagt gik primært ud på at fortælle bilister at “nej de måtte ikke lige køre ind selv om de skulle noget meget vigtigt”, når ikke de havde den rigtige tilladelse. I løbet af dagen ankom så alle de festivalgæster der VIL have den bedste campingplads. De kunne få armbånd fra midnat, hvorefter de blev sluset ind i en aflukket fold, hvor de så skulle vente til kl. 8.00 i morges, hvor hegnet ville blive væltet, og de kunne spæne ind over markerne (hvis de ikke var gået helt kolde i mellemtiden).
Da jeg gik kl. 18 i går var der pænt mange mennesker med campinggrej (som jo er et vidt begreb på Roskilde). Da jeg kom igen kl. 06.00 var der grotesk latterligt mange… Almindelige gæster i folden, og medarbejdere ved porten (hvor de så kunne blive sluset ind kl. 8.15 – de betalende skulle have et kvarters forspring. Ved porten med medarbejderne var der rimeligt roligt, så bortset fra at jeg måtte bære min lånte cykel hen over 500 meter folk med campinggrej, var det rimeligt roligt. Men i folden længere henne var dem, der havde ventet i 10-20 timer blevet utålmodige, så ca. kl. 6.45 vender vi os om, fordi der er lidt tumult – og ser 10.000 mennesker med telte spæne ned over markerne. De havde så besluttet sig for at vælte hegnet i utide. Og intet kunne stoppe den horde rabiate sortklædte roskildefestival-veteraner…
Derefter var det så liiidt svært at forklare de ventende medarbejdere, hvorfor de ikke også kunne komme ind, så efter nogen palaver på radioen, en i hast tilkaldt kran, der fjernede en lampemast, blev de så også lukket ind. Men det er nu ret interessant, hvor meget autoritet der ligger i en fast stemmeføring, en orange vest og en walkie-talkie (jeg har vendt mange store lastbiler & voldpiercede/tatoverede mænd med intet andet end venlig høflighed til følge – kun enkelte “jeg har altså ombytningsbillet til et medie-armbånd”-typer skaber sig) – mere derom ved lejlighed. Men jeg har lige en synops-eksamen på tirsdag kl. 11 og væg-til-væg fyldt kalender med arbejde, mere arbejde, lidt mere arbejde og en nattevagt på Roskilde fra mandag til tirsdag inden da. Så min eksamensforberedelsestid består vist (ud over en eventuel mulighed for sporadisk læsning i løbet af nattevagten) af de næste 2 timer inden jeg dratter omkuld. Roger Over.

Skyld med skyld med skyld på. Ekstra skyld? Ja tak!

Mor: [i skingert fornærmet tonefald] Nå!!! Det er da godt, at du kan huske vores nummer, når du skal hentes og bringes!

Regiebemærkning: Jeg har netop sat mig ind i bilen. (havde ringet 10 min. før og spurgt om hun måske have lyst til at hente mig på stationen 15 min. gang væk) – og var inden dén kommentar faktisk meget taknemmelig for afhentningen, da jeg skulle stå op de næste 12-14 timer og havde ondt i fødderne i forvejen. (Jeg havde i øvrigt set hende aftenen før over aftensmaden hos min søster – så det var ikke fordi hun havde glemt, hvordan jeg så ud).

Jeg fattes ord…
Hvordan kan det være, at selv om jeg på et rationelt plan godt ved, at det er hende der er kropumulig og stærkt urimelig – og hvis jeg møder den slags manipulerende, ynkeligt, selvmedlidende, skyldsdistribuerende, egoet, martyrpis fra andre mennesker, så er jeg den første til at fortælle dem, at deres udtalelser er urimelige og ukonstruktive (og i øvrigt infantile) – og jeg er som regel i stand til at gøre det på en pædagogisk måde (og som regel ovenikøbet i en rimelig tone, selv om diplomatisk sans ikke altid er min force). Min pis-tærskel er sjovt nok virkeligt lav, når det kommer til martyr-manipulation [jeg har nemlig set det aaaaaaaaaaalt for mange gange til at falde for de tricks].
Men når det er min mor der gør det, så har jeg intet forsvar?
Hvor sidder vrede-knappen, og hvorfor tænder den lampe først bagefter, når det er mor, der trykker på ens knapper?