En af mine nærmeste naboer forsøger at lære at spille elektrisk bas. Det lyder ikke særligt godt og valget af Smoke on the water gør ikke noget godt for mit irritationsniveau, men jeg forsøger at lave noget alvorligt tænke/skrive-arbejde. Er bange for at jeg vil udvikle mig til “irriterende kælling, der banker på radiatorrørene” snart, hvis jeg ikke går ned og køber ind…
Så er endnu en måned snart til ende, og HOV! totalt overraskende og virkelig uventet viser det sig, at den redningsplan, der i sidste måned reddede den joke, de kalder mit nuværende arbejde fra konkursen, måske så alligevel ikke rigtig er på plads og godkendt alligevel… Ergo er der (med mindre der kommer en feberredning, og hvem ved, det er set før) ingen lønudbetaling i morgen, så kører møllen igen; fagforeningerne afleverer påkrav om udbetaling af pengene, der gives frist til onsdag, yada yada, man skal låne til huslejen foreløbig… Same same, but sadly not different.
Jeg troede slet ikke, jeg gad hidse mig op over det længere, mit stille egoistiske håb hælder alligevel mest mod en konkurs og 4-5 måneder med fuld løn via garantifonden til at finde et nyt job. Men det gad jeg alligevel, viste det sig. Da høvdingen (for 38.000. gang) begyndte på den samme floskel-opspændte sang om, at det jo var mest synd for ham, ikke for os (for vi kan jo bare få et andet job) og at intet af det var hans skyld yada yada… Så ramte mit temperament alligevel det røde felt, og han fik i meget udiplomatiske vendinger at vide, at den forklaring GAD vi ikke høre igen.
Overrasket er jeg over at jeg gad, men det er nok også mere års (ikke indestængt! men dog) oparbejdet vrede over at skulle høre på virkelighedsforvrængende fortolkninger af, hvordan alle andre er onde og vil lukke stedet. Tag ansvar og indrøm, at du selv har kørt det i sænk!
Nå, men ophidselsen har lagt sig, jeg krydser (for mig og halvdelen af mine kollegers skyld) fingre for konkursen, mens jeg med hjertet (for den anden halvdel af kollegerne og kunderne i butikken) håber, der kommer en løsning.
Imens glæder jeg mig over, at jeg skal til jobsamtale #2 på mandag, på et job jeg gerne vil have, og oddsene er ikke ringe; 7 til første runde på 2 jobs, så der kan vel højst være 4 i anden runde (eller kun 3 måske?)
21:00 RE508 Galway ESTIMATED 22.45
Efter det seneste aar at have frekventeret saadan ca. en 15-20 forskellige lufthavne* er det for alvor gaaet op for mig hvorfor CPH er den laekreste lufthavn:
Dagslys – Man kan se ud over Amagers vidder, mens man venter. (Forstaar ikke, hvorfor de fleste lufthavne ikke udnytter det faktum at de ligger langtfaenivold ude paa landet til at lade folk se noget frisk lys & luft i stedet for at bygge aircon-hovedpinefremkaldende bunkere)
Frisk luft – Der stinker hverken af friture eller undergrundsbane, og man faar ikke metalsmag i munden af airconditioneringen.
Stilhed – Det er utroligt hvad de kilometervis af traegulve goer for baade indeklima og stoejdaempning, og saa er der indrettet men stille hjoerner rundt omkring.
Og saa er der de andre detaljer som rene toiletter (med hele toiletbraedder, saebe og papir til at toerre haenderne i), laekker mad og shopping.
Her i Luton har cafeteriaet udsolgt i al varm mad undtagen bagte kartofler, sodavandsmaskinen virkede ikke. Her kl. 21 (hvor jeg jo burde have vaeret i luften) lukker de fleste af butikkerne, boghandlen inklusive. Der er dog kaffe at faa, og hvis man kan koncentrere sig i den stoej der kastes rundt i den flisebelagte betonkasse, kan man jo laese en af sine boeger…
*Chokerende nok er det vist rigtigt nok: En hurtig optaelling siger: CPH, Sturup, Stansted, Luton, Charlotte VA, Newark, JFK, St.Thomas, BWI, Dulles, Philadelphia, Arlanda, Milano Malpensa… Men der var flere…
Det lyder romantisk sådan at bo ved søerne, n’est ce pas?
PAS! I dag har jeg fejet ca. 300 insektlig ud af vinduerne. I disse dage er det en lille flyvende møl-agtig type med utroligt lange følehorn. De flyver dårligt og flaprer derfor ustabilt rundt. Den slags elsker selvfølgelig lys og de åbne vinduer i disse dage giver jo fri adgang til dejlige lamper, som de kan flapre rundt i indtil de dropper døde ned…
Man skulle tro, at når man bor (bare lidt) i højden midt i byen, så burde der ikke være den store fauna, men nej; edderkopper i alle størrelser, flyvende insekter af alle mulige besynderlige varianter og her til aften har jeg sågar fejet en bænkebider, der havde indflytningsplaner, og nogle andre slags møl ud af vinduet. Forbandede Fauna!
Eller på et mere nutidigt sprog; Vista, min bare røv! [Ovenstående er oversat til: Eat my shorts, men lidt kunstnerisk frihed til oversætteren er vel tilladeligt.]
De seneste dage har jeg bakset med at få WordPress til at fungere på en anden server (til en anden side end denne) og haft alle mulige spændende problemer med at få tingene til at fungere. Nu er det ikke WordPress og de ikke-fungerende plugins, der er problemet, dette er nemlig i princippet ganske problemfrit – næh problemet er at Vista [en plage der får biblens græshopper til at lyde som en fest!] mener at alle filer, der har været en tur igennem min computer skal gøres HELT HELT sikre. Så sikre, at jeg ikke rigtigt kan få lov at gøre dem skrivbare igen, selv om jeg [logget ind som administrator!] beder pænt om det. Jeg har samme problem med min iTunes, der fejlmeddeler mig igen og igen, at jeg ikke kan skrive til iTunes-filen, når jeg importerer. Jeg kan selvfølgelig godt finde rette fil, vælge egenskaber og gøre dem skrivbare. Det tager så en del minutter, mens den retter alle mapperne i mit arkiv… Og når jeg så tjekker filerne igen bagefter, har Vista for en sikkerheds skyld skrivesikret dem igen… SUK!
Min konklusion er derfor:
Fordele ved Vista, ifølge Microsoft selv:
1) Det ser pænt ud
2) Det er meget mere sikkert
Til det er der at bemærke:
ad 1) Hvis det havde det været min topprioritet, så havde jeg da købt en Mac!
ad 2) Jeps! Så sikkert, at selv om man ikke er idiot, får man ikke lov til noget, og det er så top-idiotsikret, at det heller ikke er til at slå (endnu mere af) sikkerheden fra, så det er brugbart for typer, der skal kunne mere end åbne et worddokument og læse sin e-mail.
Konklusion: Nu trækker jeg stikket ud på det her lort, Arrividerci Vista, Bonjour XP-installation! Vi ses igen, når alle driverne til min nye computer er opstøvet i en XP-udgave (men jeg har dem næsten!).
Jeg er nu officielt nanosekunder fra at miste tålmodigheden og afinstallere Vista, for at installere XP i stedet på min nye bærbare…
Vista ser da meget pænt ud, men det er også en fest af “Forhindring af Datakørsel (DEP) har forhindret den executerbare fil i at køre” (eller noget i den stil), evindelige “Er du helt helt sikker på at du virkelig vil gøre det?”-vinduer (fx. åbne det farlige, farlige (i windows indbyggede) kontrolpanel) og så fornøjelsen med at finde Vista-kompatible drivere til fx. min printer (det er dog vist lykkedes), og selvfølgelig det relativt interessante problem med overhovedet at få mit virusprogram til at få lov til at køre i Vista “Internet Proxy er holdt op med at fungere, klik her for løsning” “Windows fandt ingen løsning på problemet”. Også den indbyggede Google, undskyld Windows Sidebar bliver jævnligt lukket af datakørselsforhindringsfunktionen [lækkert ord og jo utroligt logisk at ens styresystem har den slags!].
Hvis ikke jeg snart får lavet en manuel liste over programmer, der gerne må køre, bliver jeg idiot og afinstallerer skidtet! Er der nogen derude, der har tæmmet det autoimmun-sygdomsramte styresystem?? [HA! Så var alle de timer med House ikke spildt; og her er endelig noget, der faktisk har Lupus!!] Differential diagnosis, please? Nogen gode forslag??
Min første tanke var at råbe UNDSKYLD til universet. Min tredie bare at råbe FUCK AF, for lige meget, hvad jeg havde gjort for at irritere universet, så må universet have pisset nok på mig til at opveje, hvad det end var.
Byger kaldte de det. HA, jeg ved bedre! Hver eneste gang jeg skulle transportere mig 50 meter i det åbne og havde travlt, åbnede himlen sig. Så snart jeg sad sikkert i et tog eller ventede under halvtag skinnede solen smukt. FUCK UNIVERSET!
Infektionen der ikke ville gå væk, har jeg nu holdt under skarp observation de sidste par dage – for sidste gang penicillinkuren var slut, blussede den jo op igen. Jeg havde ikke observeret noget rigtigt mistænkeligt, men heller ikke følt mig overbevist om, at den var helt død. I går aftes/nat kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var helt mingle-frisk – men jeg tilskrev det 2. dagsdruk allerede fra kl. 16 (wine & beer, oh Dear!).
I dag mærker jeg så en mystisk smerte i den ene armhule & finder det, jeg antager, er en hævet lymfeknude. Er der nogen, der vil vædde en ti’er på, hvad det skyldes?
Tror jeg går ud og drikker noget klorin, det er bakteriedræbende ikke?
“Skub ud”. Jeg HADER den fimsede funktion! Den står for mig, som indbegrebet af [du skal bruge mus til alt] Mac-hed og girly-begejstring derover: Arrrj se hvor smart det er; så klikker jeg bare her med musen, så åbner den skuffen. HELT AF SIG SELV, er det ikke lækkert? Og den har også sådan et hvidt lys, der langsomt blinker, så man kan se computeren lissom trækker vejret, når den sover, er det ikke bare sødt?!
Jeg brækker mig! Det er et fysisk element, der skal ud af en anden fysisk enhed.
HVAD HELVEDE ER DER I VEJEN MED EN FYSISK KNAP?
Jeg hader at skulle fedte rundt med mus og finde det mikroskopiske [kun for Mac-entusiaster logiske designede] “skub ud”-ikon, der sikkert ser grafisk fikst ud, men på ingen måde i hastighed kan hamle op med min højre hånds veltrænede, krydskoordinerede og superhightech pegefinger.
Og når programmet så er crashet [jo det gør de også på Macs, i hvert fald når jeg er i nærheden] så skal man til at operere på maskinen med udrettede papirclips for at få skidtet til at give slip på den cd, den ikke kan tåle…
Her taler jeg ikke bare om dengang en Mac så sådan ud, og ikke ville slippe disketten [de små, det var jo hightech!] og måtte overtales med papirclips. Jeg har skam lige været med til at fiske en driverinstallations-minicd ud af en spritny (flot sort!) Macbook med et stykke bøjet ståltråd [professionelt ført af supercomputernørden, der laver ‘Augmented reality’ for nogle af de hemmelige tjenester i DC].
PS: Get real! Det er en computer for faen, ikke en elektronisk kælehund!
Min iPod Nano er pisseirriterende. Den insisterer på i tide og utide pludselig ikke at indeholde nogen filer. Eller (endnu en vinder!) simpelthen at formattere sig selv uden at have spurgt om lov først.
Det var også under et sådant stunt [på vej på rejse i 3 uger selvfølgelig] efter 8 iPod-formatteringer og derpå gentagne forsøg på flytninger af musik, at min eksterne harddisk (hvorpå musikken lå) opgav ævret, eller rettere sagt; pludselig opførte sig som iPoden: Ikke længere vidste, hvilke filer den indeholdt, og generelt bare var uden for pædagogisk rækkevidde, så der måtte katastroferedningsprogram til for at redde de 100 GB musik. Jeg havde en skummel mistanke om at iPodens præmestruelle opførsel KUNNE være det, der havde smadret indexet på harddisken, men tvivlen kom iPoden til gode – det kunne jo også være den selvopfuckede harddisk, der havde fået iPoden til at gå i selvsving…
Men det var det tilsyneladende ikke. I hvert fald har jeg efter 4 nye forsøg stadig ikke fået musik på iPoden, men til gengæld fået opdateret og formatteret et par gange!
Er dette dysfunktionelle parforhold mellem iPod & PC er normalt, eller hvad man kan gøre? Ville det hjælpe at sparke iPoden til reparation i håbet om at få den tilbage i funktionel tilstand, eller er det ikke der problemet ligger?
Nørd-tek-spec: iPod Nano 4 GB (1. gen). iTunes installeret på PC på Win XP pro og en ekstern harddisk, hvorpå musikken ligger.
Mindre nørdet (men muligvis sværere forståeligt) spørgsmål: Kan man ikke lave en mappe [spilleliste hedder det vel på iTunesk], med det musik, man vil have på iPoden (som man så kan bede den opdatere fra eller noget). For efter 4. formattering gider jeg ikke længere sidde og vælge 4 GB ud blandt de 100 GB album for album, for så at miste udvalget, når iPoden for 5. gang formatterer sig selv midtvejs? [Er spørgsmålet forstået? Ellers bed om uddybning]
Hvorefter XP glad fortæller, at den har fundet ny hardware…
Halvanden dag efter indtagelse af sidste dosis bredspektret penicillin, kan jeg mærke de onde små stafylokokbakterier formere sig, så det klør og kribler mellem kindben og næse. Rotverdomme & verdamt noch Mal!
Det er naturligvis [Murphy lever ikke forgæves] sådan en dag, hvor jeg er hårdt booket fra 8:30-17:30, men det lykkes at finde en stund og ringe til penicillin-pusheren, som lover at faxe recept til nærmeste apotek straks. Og det falder så heldigt, at jeg på vej fra et engagement til et andet netop har tid til at poppe ind på det mest irriterende apotek i København. På trods af kønummersystemet kommer man ALTID til at vente voldsomt længe på Nørrebro Apotek (måske er de bare ikke de mest brusende tabletter i røret?) Men med blikket på uret og hurtigt udregning af den påkrævede tid til at cykle til Nørreport og nå tog lykkes det dog at nå kassen. Hvorefter de ikke kan finde min recept, typisk! Jeg overvejer kortvarigt at kreere junkie-på-Steno-agtig scene og/eller true mig til mit junk ved at snotte ulækre stafylokokbakterier på dem, men har jo desværre et tog, der skal nås…
En senere opringning afslører, at recepten VAR faxet til Nørrebro, men havde de kunnet fnde ud af det, havde jeg jo ikke fået fornøjelsen af også at se det døgnåbne apotek i Lyngby – der fulgte strengere formaninger med, end jeg fik sidst: Ikke spise 2 timer før og 1 time efter. Og ikke noget med at tage dem på vej i seng heller. Det er ikke godt for optagelsen. Skide TAK! Det er jo også pissenemt at planlægge, når man skal tage dem 4 gange om dagen, har håbløst uregelmæssige arbejdstider i denne uge og heller ikke just er den tjekkede planlægger, hvad angår madpakker, -lavning og alle mulige andre ord, der starter med mad…
Påsken… Jeg plejer vist som regel at være ude at rejse, og det er vist meget godt, for påsken er da den trælseste og mest deprimerende “højtid”. Gåseøjne, fordi i min verden er det bare en uge, hvor man har fri, men som ikke kan bruges til noget fornuftigt. Lige i påsken er jeg i reglen ikke er indlagt til et eller andet familiehejs, så der er jo rigtigt tid til at se de mennesker, jeg har lyst til, og gøre nogle af de ting, jeg ellers ikke får gjort… På papiret lyder det jo fint.
Virkeligheden er som regel en anden:
Alt er lukket hele tiden, eks-jyderne (mine såkaldte venner) er draget over sundet på familiebesøg og de resterende er børneramte og tvangsindlagt til “familiefilm” og zoologisk museum.
Men så kan man jo altid stene noget tv! …Hvis ikke det var fordi, at programplanlæggerne under højtiderne altid går amok i mor-tv (historiske dramatiseringer og dårlige romantiske film) med enkelte indslag af “lidt til farmand” (krigsfilm med Gene Hackman, så gamle at han stadig havde lidt hår). Og nyhederne handler primært om småborgerlige hamstringsorgier i Bilka.
Great-O!
Højtider er jo også et udmærket oplæg til at kaste sig ud i noget seriøs druk (jf. udlændingenes observationer i min sidste post), her er det så at de spændende stafylokokker (der godt nok er i dødskamp mod 2 slags penicillin) kommer ind i billedet.
– Det kunne selvfølgelig blive en utrolig billig brandert. Og giv mig et par dage, så er det nok der, det ender… Jeg HAR repareret køkkenlamperne og startet oprydningen i klædeskabet, men den slags kan kun kortvarigt aflede opmærksomheden og afværge min angst for kedsomhed.