Kategoriarkiv: Rejsende onkel Q

Mmmmm bøger!

2 svar

Har nu tjekket Dublins boghandlere grundigt ud, og kan udnævne Chapters til min favorit, fantastisk udvalg i fiktion, fabelagtige tilbud på de fleste af bøgerne og en udvalgt reol med “kult litteratur”, det er der da stil over! Har således trods de bedste intentioner om at holde mig i skindet* anskaffet mig:

Chuck Palahniuk: Diary (stickerpris kun 4,99 euro i stedet for 15,50) – og det er så ham med Fight Club, hvis ikke navnet ringer en klokke…
Danny King: The Hitman Diaries (igen stickerpris 4,99 i stedet for 12,40)
…og så en sjov guide: The rough guide to Cult Fiction (lidt festligt at se, hvordan de beskriver nogle at alle de absurde forfattere jeg har støvet op rundt omkring og ikke nødvendigvis aner en bjælde om).

og så er der dagens hit:
“Q & A” af Vikas Swarup, som jeg allerede har læst et par kapitler af i Easons boghandel, inden jeg købte den. Boghandleren kunne slet ikke holde sin begejstring tilbage og måtte fortælle mig, hvor god den er, mens han slog den ind på kasseapparatet. Præmissen er fantastisk; Ludfattig indisk 18-årig bliver arresteret for måske at have snydt i den tv-quiz, hvor han har vundet en billion rubler. Hvert kapitel er så del af hans livshistorie (en god røvfuld røverhistorier, som jeg foretrækker det!), der forklarer hvert af Ram Thomas Muhammeds korrekte svar.

*Ankom med 16,1 kilo (efter at have postet mig selv 4,99 kilo, men det er en anden historie) og min næste flybillet er med Easy Jet Ryan Air, der truer med kun at acceptere 15 kg bagage, så gæt hvem der har en af de tunge firkantede håndbagager i morgen?)

Helvede er en luset lufthavn

Skriv et svar

21:00 RE508 Galway ESTIMATED 22.45

Efter det seneste aar at have frekventeret saadan ca. en 15-20 forskellige lufthavne* er det for alvor gaaet op for mig hvorfor CPH er den laekreste lufthavn:

Dagslys – Man kan se ud over Amagers vidder, mens man venter. (Forstaar ikke, hvorfor de fleste lufthavne ikke udnytter det faktum at de ligger langtfaenivold ude paa landet til at lade folk se noget frisk lys & luft i stedet for at bygge aircon-hovedpinefremkaldende bunkere)

Frisk luft – Der stinker hverken af friture eller undergrundsbane, og man faar ikke metalsmag i munden af airconditioneringen.

Stilhed – Det er utroligt hvad de kilometervis af traegulve goer for baade indeklima og stoejdaempning, og saa er der indrettet men stille hjoerner rundt omkring.

Og saa er der de andre detaljer som rene toiletter (med hele toiletbraedder, saebe og papir til at toerre haenderne i), laekker mad og shopping.

Her i Luton har cafeteriaet udsolgt i al varm mad undtagen bagte kartofler, sodavandsmaskinen virkede ikke. Her kl. 21 (hvor jeg jo burde have vaeret i luften) lukker de fleste af butikkerne, boghandlen inklusive. Der er dog kaffe at faa, og hvis man kan koncentrere sig i den stoej der kastes rundt i den flisebelagte betonkasse, kan man jo laese en af sine boeger…

*Chokerende nok er det vist rigtigt nok: En hurtig optaelling siger: CPH, Sturup, Stansted, Luton, Charlotte VA, Newark, JFK, St.Thomas, BWI, Dulles, Philadelphia, Arlanda, Milano Malpensa… Men der var flere…

Random London

1 svar

Det kan godt vaere, at jeg får lidt dårlig samvittighed over min manglende “rigtige turisten-omkring” i London, men på den anden side, så er overraskelser jo også sjove, og nu rejser jeg jo altid for at opleve noget mere uplanlagt liv, ikke for at se Buckingham Palace eller museet for indfødt kunst fra kolonierne (medmindre trangen dertil pludselig skulle komme over mig), så lad mig i stedet opsummere Londons overraskelser i tilfaeldig orden…

Boghandler, boghandler, boghandler, Blackwells, Foyles, Borders, Murder One, den lillebitte brugtbogsforhandler på det naeste hjørne, Waterstones (de er altid federe end jeg huskede dem, og bare SÅ meget mere sexede end Arnold-Bog og Ide… Propfulde som de er af bøger fulde af røverhistorier til utroligt rimelige priser, og så falder der også altid en pamflet med Cockney Rhyming Slang (denne gang med alle de sjofle udtryk) eller noget andet fornøjeligt med ned i min kurv).

Pigesex – eller well, tilbud derom. Det ene sågar med noget seriøs gramsning på forhånd [og jeg spørger igen, hvad er det, der er så fascinerende ved bryster? Jeg forstår det ikke helt?]

Veninden, jeg har mistet kontakten med de sidste 2 år (pga. vores begges dårligt ukoordinerede flytten mellem lande) og 4 og en halv times uafbrudt snak, som var det i går, vi sås – Jeg har savnet hende, og det gør mig så overmåde glad at have fundet hende igen og have den samme fortrolighed som for 10 år siden, da vi (også dengang) prøvede at finde ud af vores liv over gin og tonic i mit køkken i Berlin.

“Dinner and a show”, nåja til søndagsmatinéen er det så frokost og show på forbooket kombo-billet, det sidste jeg havde regnet med fra min gode ven – den selvsamme som sammen med sin kaereste (også en mand, så de kan drikke igennem) har lokket mig med på en 3-dages turné mellem Londons barer, restauranter og klubber – hvadsomhelst med en alkoholbevilling og en smule stil [det sidste dog ikke et krav senere på natten] – men altså med indlagt ARTE-lignende teater+dineren [Stomp i øvrigt].

Pludselig alvorlighed… om ordblindhed og DAMP som forklaring på mangende fokus, og til tider pisse-irriterende-hed, fra ham der ellers aldrig er alvorlig.

At sove ved siden af en skildpadde, der bor i et oppusteligt børnebadebassin midt på stuegulvet for tiden.

Åh ja, jeg når nok ikke så mange museer denne gang heller, men hvad faen – tilvaerelsens (til tider liderlige) tilfaeldighed (for nu at mock-parafrasere Kundera) har jo sin egen charme, og jeg kimser ikke.

Byen jeg aldrig rigtig kommer i gang med…

5 svar

Byer hvor jeg har vaeret flere gange, er som regel byer hvor jeg har yndlingssteder, favoritmuseer, tilbagevendende udsigtspunkter og bedste shoppekvarterer og markeder. Kan uden toeven liste dem op for Paris, selv om jeg aldrig har vaeret saelig vild med byen (bare haft venner der skal besoeges gennem mange aar).
London derimod. I London har jeg naesten ingen maa-se-liste. Maaske fordi der er saa meget? Hvad shopping angaar er der saa meget godt, og saa mange gode boghandler, at jeg naesten ikke engang er kommet i gang, foer jeg skal rejse igen. Jeg har aldrig rigtig vaeret paa aegte sightseeing, maske fordi jeg altid bor hos venner, der slaeber mig med til alle mulige arrangementer og holder mig vaagen om natten med druk og diskussioner, saa jeg ikke staar op foer kl. 17.
London giver mig en lille smule daaarlig samvittighed. Eller i hvert fald en fornemmelse af hele tiden at gaa glip af noget? Speaking of which, saa maa jeg vel hellere komme ud af sengen og ind til byen. Hvad skal jeg se? Kan jeg faa nogle forslag?

Døden i Venedig

5 svar

Jeg har set Venedig (Og med en let fortolkning af Lone Kellermansk karakter, så er den lige til at dø over!). Den er smuk smuk smuk og jeg er fascineret af byens umulighed, som også er den ukuelige charme: Byen står i vand til knæene. Og det er den ret kold over [nå? og så?]. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig de friske italienoer, der har givet den gas:
A: Hvaa’ jeg tænkte på; ku det ikke være en fed ide at banke no’en pæle ned i det dér mudder og så bygge en fantastisk by af store sten ovenpå?
B: Kanon idé! Det gør vi!
(relativt kort tid efter…)
A: Hmmm pis, det synker og der er vand i stueetagen allerede…
B: No problemo, vi knalder bare no’en flere pæle under i den ene ende, så går det fino!
A: Nåja, 10-4 den er i vinkel!
(nogle hundereder år senere…)
A: Pis, det synker stadig, og vi har badebroer på Marcuspladsen i højvande!
B: No problemo, vi bygger bare en superhightech skumfidus, der puster sig selv op, når det bliver højvande, så er den detalje klaret!
A: Nå ja, godt tænkt.
A: Hvor længe tager det?
B: Mjah, det bliver kun en lille bitte smule mere forsinket end den dér metro vi sku’ bygge i København.
A: Kanon!

Det var nu lavvande, mens jeg var der; fra vandbusserne kunne man se, at alle husene havde mindst 2 trappetrin over vandet, der voksede vandplanter på, og der var ingen badebroer på pladsen. Der lugtede heller ikke udpræget råddent i byen, så det har nok været tørt længe.
IMG_6379
Mosaikkerne på gulvet i Markuskirken var forrygende (og håndværkerdatteren kunne slet ikke komme sig over dem, jeg var nødt til at røre også…) Fine mønstre af udhuggede sten i præcise størrelser, og naturligvis i forskellige mønstre passet ind i hinanden. Billedet yder dem slet ikke retfærdighed, men det var så godt det kunne blive uden stativ taget i et hul mellem turisterne med en bænk til støtte (der er ikke meget lys i gamle kirker). Skatkammeret var også fantastisk; Minimale perfekt udførte emalie-medallioner med apostle med tydelige ansigtsudtryk, svulstige drikkebægre skåret af enorme opaler med sølvarbejde og ædelsten til pynt… Kunstnerisk udført omkring år 950 (det kulturelle højdepunkt på de hjemlige mudderbanker på samme tid var plyndren & hærgen på fluesvampsudtræk, mestendels iført dyrehuder.)
For snart mange år siden så jeg Viscontis Døden i Venedig og den rullede over min indre skærm hele tiden mens jeg var der; Den døende kunstner der med smeltende makeup løber forvildet rundt i Venedigs gyder efter sin fantasi om den blonde yngling… Byens gyder og kringelkroge kaldte scenariet lyslevende frem (med indslag fra Rødt Chok også). Og så overraskede byens beboere såvel som gæster ved at være venlige og rare, trods varmen og horderne af turister.

Tag til Venedig og dø over: Skønheden, sporene efter dogernes afsindige rigdom, naturen der æder kulturen, den filmiske mareridtslabyrint og drømmen om den umulige by, der ikke lader sig knægte af trivialiteter som vandstand. Dekadencen i det smukke forfald!

Endnu ufordøjede oplevelser eller 8 dage offline

4 svar

Godt nok i angst for at lyde som Carsten Jensens bogtitler (Vig bort Satan!) må jeg vist kaste en håndfuld “jeg har set”-sætninger ud.

Jeg har indtil denne stund været offline (kold tyrker-style) i samfulde 8 dage. Vi snakker intet internet, ingen e-mail, ingen nyheder overhovedet (bortset fra et bort resume af det tyrkiske valg, eftersom en tyrkiske ven havde været på internetcafe og tjekke verdenssituationen).

Jeg har været til venindens italiensk-danske bryllup, med 2 sæt traditioner i fuld udfoldelse, ca. 8-9 lækre lækre italienske retter, brudgommen på guitar, grædende talere og alt hvad der skal til. Der er sgu stil over et bryllup, der starter i det stiveste puds (høj hat, slæb og den slags i den bagende hede) og ender i klipklappere med dans til Nirvana. – Åh ja, og i øvrigt var der kun pedaltoilet! [Den slags er overraskende nemt, når man er til sommerbryllup i kjoler uden strømper og den slags besværligheder].

Dagen derpå viste den ægte italienske stemning sig; brudgommens forældre havde inviteret til afslappet italiensk aften: maden var supersimpel, men himmelsk. Tre mand på strengeinstrumenter spillede italienske klassikere, total kitsch! Men det var det jo så ikke, det var jo helt helt ægte, og italienerne sang smukt med på VOL-A-re eh eh, CAN-TA-re eh eh eh eh, Brudgommen gav O Sole Mio en tur og sådan blev det ved.

Fra den lille pensione på bjerget og (vist ulovlig) grillfest under oliventræerne har jeg kigget på mælkevejen og lysene der tændes i Verona.

Jeg har været i Gardaland [Tivoli, nu med udsigt over Gardasøen] og køre i indtil flere rutchebaner med loops, i selskab med 2 søde og kvikke mennesker, der er så store både på den ene og den anden led, at de ikke fysisk kunne køre med i de fleste af forlystelserne, ikke fordi de var for tunge (det kunne ingeniørkunsten godt holde til), men fordi de var for store til at kunne spændes fast. Ikke særligt sjovt at opleve folk være handicappet på den måde af deres egen krop og næsten tage det alt for pænt.

Jeg har læst et par bøger: Paul Austers Oracle Night, Bill Brysons The Mother Tongue og et par essays af Calvino om hvorfor man bør læse klassikerne.

Jeg har set Venedig, som er så ypperligt fantastisk at den kræver sin egen post, men lad mig starte med at sige, at mosaikkerne på gulvet i Markuskirken alene var turen værd.

Jeg har været på Biennale og tilmed investeret i en lyserød bog på 2 kilo – “kataloget” over Sophie Calle’s fantatiske udstilling “Pas på dig selv” – slutsentensen i den email, hvor X slog op med hende, som hun efterfølgende har ladet 107 professionelle kvinder analysere, dechifrere, danse, synge, klovne, oversætte osv.

Og oveni hatten har jeg været sammen med en hel masse mennesker – nogle fremmede, nogle bekendte, nogle velkendte omend kun af omtale [sjovt at se de dele af den nærmeste venindes familie, som jeg har hørt om i årevis] og selvfølgelig de gode venner.

Det føles som om jeg har været væk i mindst 3 uger, ikke 8 dage – og da vi landede i CPH og amerikaneren ved siden af spurgte “om vi var i en anden tidszone, end da vi lettede” kunne jeg i et helt minut faktisk ikke huske, hvor jeg lige var fløjet fra. Mit hoved ikke helt kan følge med…

Europa-surf

1 svar

Fire forskellige (mere eller mindre skodagtige) flyselskaber & lidt fidlen med datoer, så er ferien ved at være på plads…
Først til London og besøge venner – [fik specifikke instruktioner om at komme først på måneden, hvor de lever det søde liv, så det er dér jeg starter, når det bliver august!]
Derefter til Galway (med Aer Arann – gad vide, hvad det betyder?) og besøge den nu snart fastboende veninde, der har tjekket alle pubberne ud.
[Og nu man er i det irske for første gang nogensinde, bør man jo lige smutte forbi Dublin…]
Fra Dublin til Eindhoven og derfra med noget lokaltog-værk til den (nye) landlige flække barndomsveninden er flyttet til i det sydlige Holland.
[Så kunne man jo lige hilse lidt på Amsterdam på vejen, jeg er sikker på at byen har savnet mig…]

Postkort-projekt

5 svar

Jeg har i mange år tænkt på at lave postkortserier med den “ualmindelige almindelighed” i det fremmede (jf. forrige post om begrebet).
Som eksempel kan jeg nævne mine parisiske favoritpostkort (som desværre ikke eksisterer endnu):

  • Kittelafdelingen i kælderen under stormagasinet Samaritaine (rengøringsdamer og tissemænd og -koner skal tydeligvis også ydmyges med grimt tøj i tapetlignende mønstre).
  • Dødsforagtende cyklister i den parisiske trafik iført luftværn (ingen angst for den hurtige død under 18-hjuler, men den langsomme død som følge af dieselpartikler, nej tak!).
  • De supermatchende påklædte damer i metroen (Mademoiselle Pink og Madame Minkgrøn, der i hver deres kulør er matchende fra spadseredragt over sko, taske og hårpynt uanset om de er 20 eller 50).
  • Tati-gaden hvor man kan købe alt for mindre end en euro, hvis man kan holde skiltningen i lyserøde/lilla tern ud.
  • De endeløse underjordiske gange man tvinges rundt i ved togskift på Châtelet

Nogle der er friske på at starte en trend og en verdensomspændende serie af “the real world”-postkort?
Eller bare lege med forslag til byer & motiver?

Når det almindelige er fremmed

1 svar

Eller når det fremmede er almindeligt?

Det er selvfølgelig sjovt at opleve det særlige:

  • At stå på toppen af Rockefeller Centre og se lysene tændes på hele Manhattan
  • Fuldmånens skær på Miami Beach
  • Magtens monumenter i DC – kendt fra TV!
  • Glorværdige museer, hvad enten det er MoMA, Met eller Hirchhorn

Det særlige er ting, der gør sig godt på postkort – og typisk er dem, man skal fortælle om, når man kommer hjem.

Men det virkeligt interessante er ofte den fremmede almindelighed:

  • At køre rundt på 4-6 sporet highway med vinduet åbent og høre NPR, National Public Radio – Amerikanernes P1 (alle amerikanere er jo ikke så overfladiske, som vi europæere elsker at tro), har i øvrigt lige opdaget via link hos Dalager, at de selvfølgelig podcaster… tjek det ud her!
  • At støve rundt i CVS eller Duane Reade og se hvor mange slags (gerne meget farvestrålende) piller man kan få på et hvilket som helst gadehjørne.
  • At køre med de offentlige transportmidler, ikke bare med eksotisk subway, men også med sporvogn når man har chancen og med bussen oven på jorden selv i byer hvor det ikke er normalen [sådan har jeg fx fået et meget bedre forhold til Paris]
  • At smalltalke med gud og hver mand, og opdage “overfladiskhedens” vidunderlige medmenneskelige smørende virkning i den sociale omgang mellem millioner af fremmede
  • At kigge på mennesker i parken og på stranden og observere den ualmindelige almindelighed
  • At skulle “en tur i banken” med den indfødte og opdage, at det naturligvis er en drive-in bank!

Noget af det fede ved at rejse er efter min mening at opleve den fremmede almindelighed.

Kvart i Kvalme

2 svar

Det er tidligt. Meget tidligt. Har sat Matt af på hans arbejde, hvor han skulle møde kl. 7:00, og derefter manøvreret hjem gennem de Washingtonske forstæder, der alle er “Planned Communities”, og derfor anlagt som “naturlige byer”, hvilket på amerikansk betyder labyrintiske veje, hvor alle bygningerne til gengæld ligner hinanden helt vildt, idet der ingen naturlige kendetegn eller særtræk er, så alle hjørner ligner hinanden til forveksling… Eller måske ikke, hvis man er indfødt (Kinesere har jo altid kunnet se forskel på hinanden, selv om den hvide mand har haft svært ved det… Og omvendt i øvrigt – Kineserne synes jo efter sigende, at vi vesterlændinge alle bare har store næser og derfor er ens. Forskelle som hårfarve og den slags, er ikke noget de er vant til at se efter, det plejer ikke at være en relevant forskel…) En digression måske, men bare for at tage højde for, at det kan være anderledes, hvis man er indfødt!

Nu er kl. 6:30 jo ukristeligt tidligt selv for et ateistisk B-menneske (men også før Fanden får sko på, så måske er det før religionen sætter ind?), men jeg prøver at komme i træning, for i morgen er det samme tur, eftersom Matt er nødt til at sætte mig af ved en metrostation i DC, før han skal på arbejde (dvs. ca. 6:30 igen), så jeg kan komme med en bus nordpå til NY, hvor mit fly hjem afgår til KBH kl. 18:30 (Det bliver en af de lange dage, hvor man kan synge Kaj & Andreas rejsesang “Først med tog, og så med bus, så med tog og så med fly, så med tog og så med buuuuus, og endelig er vi hjemme…) Så det er meget godt at komme i træning med at stå tidligt op – skal jo også stille uret 6 timer tilbage lige om lidt…
Jeg er nu overraskende frisk, især gårsdagen taget i betragtning: Vi startede med et par Margaritas hver til vores mexi-frokost (som også var erstatning for morgenmaden, da vi først var stået op ved 12-tiden), efter en anelse afslapning hjemme kørte vi med K & Y (Matts samboer) til premiereforevisning på nogle bekendtes dokumentarfilm om musikken i New Orleans (som viste sig nærmere at være en lang sammenklippet musikvideo – og der var en del røvsyg fusionslort imellem, der mindede mig om min gymnasietid – hvorfor skal dygtige musikere altid spille sådan noget kedeligt wank-musik? Jeg forstår det ikke!), men arrangementet var festligt, der var uddeling af skinnende perlekæder i bedste luau-stil til alle (og nogle mænd bærer den slags bedre end andre skulle jeg hilse og sige!), gratis popcorn, østerlandsk mad på spyd og en velassorteret bar… Efter de første 5-6 runder drinks var filmen slut og vi rykkede videre. Flere drinks, M og jeg underholdt K&Y (nogle ville sige vi bitchede) om Islands mærkværdigheder, og vores deraf følgende bonding i synkron desperation over livet for de udenforstående på øen… Og alt den slags. (Indsæt selv flere drinks undervejs) På et tidspunkt slog de, de der drinks, og jeg var helt klar til at lægge i seng – de andre derimod var friske og ville have chili, så måtte jeg jo lissom tage mig sammen… Efter noget chili og fransk dødskørsel kom vi dog hjem i seng og fik mindst 4 timers søvn.

Please pull over Sir!

5 svar

Saa har man ogsaa proevet det… At koere bil i DC er en oplevelse! Matt skulle lave mad til Nancy P. (USAs mest magtfulde kvinde) i en bygning ved siden af Capitol Hill, saa jeg blev udstyret med bilen et par gader derfra og en mobil, saa han kunne ringe, naar jeg skulle samle ham op senere. Saa fik jeg koert lidt rundt i DC – det er trods de nummererede/bogstaverede gader ikke helt uproblematisk, naar man ikke lige er bekendt med hvilke staters avenuer der er lukkede midtvejs af pladser etc. At forsoege at krydse byen ad Mass. Ave var i hvert fald ikke den hurtigste maade, men nu skulle jeg jo ikke noget saerligt, saa skidt!
Jeg har dalret lidt rundt omkring Dupont Circle, som er lige saa generelt uinteressant som Washington DC er i almindelighed, men ok – der er baade en Books-A-Million og en enorm Borders deromkring, saaeh… I know, det er ikke alle, der forstaar det fede, men jeg eeeeelsker gigantiske amerikanske (eller britiske for den sags skyld!) boghandler; Man maa laese hele bogen, hvis man har lyst, de har alt muligt og umuligt, alting er billigt, kaffen er god, laenestolene er dybe, og det eneste man behoever bekymre sig om, er om kufferten kan holde til vaegten paa hjemturen. Mine Borders-indkoeb med kundeklubkort har allerede optjent mig en “Personal Shopping Day” (Alting er minus 10 % paa selvvalgt dag), desuden render jeg rundt med et par kassebon-stregkodede “koeb en ting minus 20%”-kuponer, der gaelder fra den 15/3… Og de to ting kan naturligvis godt kombineres, saa jeg har savlet lidt over nogle dvd’er og en lidt sjov mammut-litteraturbog “1001 books you must read before you die”… Saa jeg skal vist lige have ompakket kufferten og set hvor meget der er plads til. Nu kom jeg jo selvfoelgelig ogsaa til at shoppe lidt i Strand inden jeg forlod NY, og jeg er noedt til at slaebe mit habengut tilbage paa en bus til NY, da SAS ikke ville lave min billet om til Washington (det havde ellers vaeret fikst).
Typisk for Matt ringer han ikke en times tid foer, selv om han ikke aner hvor jeg er, og om jeg er i naerheden af bilen eller ej, nae han ringer og spoerger hvor jeg er, og siger han er faerdig paa den anden side af byen om 15 min. Saa maa jeg jo ud og lokalisere parkeringshuset og koere gennem DC by night. Bortset fra at taxachauffoererne koerer latterligt (ikke hurtigt og sindssygt som i KBH, men langsomt og latterligt i 70’er lortebrune flyndere). Naamen jeg kom da fint frem og samlede Matt op ved en taxaholdeplads…Han overtog rattet og startede med at lave et u-turn hen over dobbeltoptrukne gule streger… Et oejeblik senere blinker der de vilde lys bag os. Matt undrer sig over, hvad han havde gjort galt – jeg foreslog, at en uvending hen over dobbeltoptrukne streger maaske kunne vaere aarsagen? Det troede han da godt han maatte,men det viste sig nu, at jeg havde ret… Efter det blaendende spotlys bagfra kommer en nogle-og-tyve-aarig smaekker latina hen og identificerer sig som Capitol Police Officer Riviera. Matt stinker af fisk og har ikke tjek paa papirerne, men er flink og vi slipper uden boede, delvist fordi han faar sagt, at han kom fra et catering-gig (som i: jeg arbejder her ogsaa…) – jeg fortaeller at det maa svare til at jyderne i KBH gerne slipper for boede, fordi panserne selv er jyder. Igen undrer jeg mig over at jeg naesten har vaennet mig til den underlige amerikanske formelle omgangstone, selv om jeg stadig finder det morsomt…

Matt rapporterer DCs underverden, som i undergrunden under Capitol Hill: Han havde kun hoert rygterne, men nu rent faktisk set at der rent faktisk er subways dernede til at forbinde de administrative bygninger med “The Tit on the Hill”, saa de kan komme over og stemme hurtigt… Koekkenet var sat op i en gang midt i bygningen – saa der havde han saa staaet og ikke lavet andet end at sautere crabcakes og laks (roevsygt at lave i 5 timer, men syret gig!).