Jeg har fridag og venter på at Sigrun kommer ud af sengen, så jeg kan tage hende med til Akureyri eller Mývatn, eller et andet sted væk fra her (hun trænger til det), i Saras bil (som hun meget venligt har tilbudt at låne mig). Ellers går det fremad heroppe, det kører så småt med gæsterne; enkelte par og grupper på 20-30 pers. I køkkenet har vi styr på lortet – bortset fra opskriften på flæskesteg (som Matthews fine amerikanske kokkeuddannelse ikke lige indeholdt), så jeg måtte ringe hjem til mor i Danmark i går og få opskriften… Jeg er også ved at have fået bestilt ting jem til at bage mere interessante brød af. Nogle gange er det dejligt, at de importerer det meste fra scandinavien, så jeg kan forstå det, der står på pakkerne ordentligt. Jeg prøvede at forklare (og få en oversættelse på) hhv. sigtemel og knækkede hvedekerner – sigtemel sagde hverken islændinge eller amerikaner noget – men mit forslag om bare at sige det til leverandøren (eftersom det sikkert stod på posen), virkede (oblandat rugsikt, stod der på svensk). Kernerne knækkede Disas mor (som var med på telefon) – som er stiv i dansk… De er ikke ankommet endnu, men jeg tror det virkede “mulið hveitiklið” lød rigtigt!
På rengøringsfronten går det bedre Disa har svinget frem og tilbage mellem at desertere til opvasken, eller holde det ud, men vi har fået forstærkninger fra Reykjavik: Bobo og Manza som tjenere, Frikki til rengøringen og Gisli til opvasken. Disa har (indtil resten af hendes staf ankommer) lånt Bobo, Frikki og Gisli, som nu udgør hendes rengøringsteam – Disa er selv lidt over halvanden meter, måske 160 på en god dag. De tre drenge er alle skræmmende tæt på 2 meter (F trækker lidt ned på gennemsnittet, men er stadig over 190) – så der bliver støvet fint af oven på dørkarmene, uden at Disa behøver hoppe op og ned længere, og hun er glad igen (3 af pigerne havde inkl. D. havde fri i går, det hjælp nok også på perspektivet!)

Sommerhotellet fungerer resten af året som kostskole, og alt hotelgrejet er tilsyneladende kastet ind i nogle lagerrum i tilfældig orden… Andre ting er der bare ikke. I køkkenet hvor M, H & jeg opererer, er der rimeligt styr på lortet, bortset fra at vores 4 hjælp ankom, men forlod stedet 1½ dag senere (syg bror, hjemve & undervældet af stedet) og vores opvasker ikke er ankommet endnu, men det kører for os. Jeg bager brød i stride strømme til fryseren. Rengøringen, som D er overhoved for, er til sammenligning et beskidt mareridt; alting mangler, alle bygninger var helt utroligt beskidte da vi ankom, og der var 3 dage til at få alt op at køre – 82 rum rene! Der mangler rengøringsmidler, vogne, mopper, toiletpapir, klude, you name it… Så hun havde et mindre sammenbrud i går, og overvejer stadig at degradere sig selv til opvasker, så hun kan hænge ud i køkkenet med os andre. A havde smækket sig ude af værelset med de 3 masternøgler, og der var ingen vej ind – og (ligeledes under en del stress), så han også grædefærdig ud… Vi har ikke nogen opholdsstue for personalet, må helst ikke mænge os med gæsterne (alle 2 på det tidspunkt) og heller ikke drikke for meget etc. etc.. Så dér stod vi 7 voksne mennesker, der alle overvejer at sætte sig ned og tude. Så jeg gav den som tillidsmand (what else is new..) og fortalte hotelmanageren (en fyr på vores alder, der er lidt handelsskoleagtig, men ok, når han ikke giver den som belærende-far-agtig chef), at han havde en flok medarbejdere på grådens rand, som trængte til at få en drink og for nogles vedkommende også en smøg – så ville han gøre det til et problem, at vi satte os i hotelbaren og gjorde det? Jeg ved ikke, om det var min logiske argumenteren eller min let truende tone, der gjorde udslaget, men der var grønt lys… så jeg organiserede det og hældte noget Baileys på D – det hjalp betragteligt på situationen. – og døren til den låste gang smadrede de senere på aftenen, så de kunne komme i seng…
[to be continued!]

Så er det næsten tid til afgang – til de sidste små to måneder på Island. Jeg har vist pakket kufferten – og tror at jeg har husket det hele… Usikkerheden består i, at jeg er totalt bombet efter 3 timers søvn i går nat (og de White Russians der forårsagede den foregående post) – og så har jeg været til niecens polter-ting hele dagen… Det var selvfølgelig vældigt hyggeligt & en fin dag… Så hjem og pakke, nu venter jeg kun på at vaskemaskinen er færdig så jeg kan hænge det sidste op og få noget tiltrængt søvn!
Så letter jeg om præcis 12 timer…

Yeah, hurrah, leaving…
Brought myself (in my hung over state) and all the fresh food left in the fridge over to S. & M.s house, and in return they cooked dinner – which in my book is a very good deal on a sunday like this! Especially since I am (if anybody should have missed that point) leaving on an airplane [NO, don’t sing the song, please] in a few hours, and it would have otherwise been left to rot in the fridge. But the turkey meat was very much appreciated as for some reason it’s unaffordable or un-gettable in Iceland, who knows, mabee importing it is banned to avoid infecting the wonderful icelandic sheep with bird-flu…
…or, go on; make up your own alternative lame, sorry; really credible excuse for making a few guys rich, make the rest of the icelanders pay through the nose for anything food related, and make sure people are forced to buy the wonderful icelandic products, which are all CENSORED, TO AVOID DEPORTATION of course.
So I shall enjoy myself in wonderful Copenhagen for 20 days – and if I’m not to spend the first one sleeping, I should probably get off the net now, and get some sleep, so;
This is Ridley, signing out . . . [Selfdestruct in T minus two minutes]

Har dyrket origami i dag… Var en tur inde i Tigerbutikken [Jeps, dem har de også i Rejkjavík, prisen er præcis det dobbelte af i Kbh: svarende til hhv 20 og 40 dkr.] sammen med Disa, som lod sig besnære af en god gang blandede sager, heriblandt en pakke origami-papir i blandede farver. Da vi derefter var på cafe (Te & Kaffi) og spise kage, gav vi os derfor i kast med at lære hinanden det ene dyr vi hver kunne; Disa lærte den klassiske springfrø, som jeg har exelleret i i årtier, men hun lærte mig at lave en fin trane [i hvert fald en fugl af en slags, og den så mere autentisk origami-agtigt end mine frøer nogen sinde har haft aura af, selv om hendes prototype var en lidt krøllet trane].
Allerede dér havde vi begge udvidet vores origami-sortiment med 100 %…

Vi forkastede straks de tre modeller, der var skitseret på pakken, da de:
1) var for nemme for eksperter som os, og
2) indbefattede at man klippede en del, for at få det til at ligne en elefant (osv.), hvilket vi mente var både usportsligt og manglede Zen.

I stedet fik vi Hjalmar [Disas mand, der var kommet midt i frø/trane-udvekslingen] til at gå på nettet og finde nogle andre foldeinstruktioner – det resulterede i en Alien, som vi frejdige kastede os ud i, på trods af, at der var hele 8 siders [ikke særligt brugervenlige] foldeinstruktioner… Lad os bare sige, at det gik som det måtte gå, og vi derefter gik over til at forsøge os med en danserinde, der kun var moderat mindre kompliceret end førnævnte alien… Derefter gik Disa over til at folde en champignon [men også uden det store held] – I mellemtiden havde vi forladt den første cafe og var gået videre til at sted med øl & nachos [hvilket forklarer hvorfor jeg ikke stadig foldede på livet løs], Björnsi var ogå dukket op i mellemtiden – og havde medbragt de oprindelige radioudgaver af Hitchhikers Guide på et transportablet medie… [mere derom i itunes]

Origami-eventyret endte såldes i en lykkelige zen-følelse af at være ét med universet, hvis man lige ser bort fra de intense kampe, vi havde med at kaste dagens produktion af [mere eller mindre vellykkede] origami-eksperimenter efter hinanden.

Tomorrow is the first day of the fantastic, amazing, wonderful conference in honour of Vigdis F. This is the conference, to which Hillary Clinton & Nelson Mandela was invited – which an organizing power behind it (who shall remain unknown for now) bragged about – and sounded as if they were both coming, and in fact delighted to be invited to this lovely island…

I only have one comment: None of them is coming

PS: No dissing Vigdis here, just the Icelandic selfabsorbed thinking everybody are secretly jealous they’re not Icelandic, when the reality is – there’s only about 280.000 of you, you’re stuck on a rock in the middle of the atlantic – and we don’t really care.

Update: Nice lectures (mostly) and interesting discussions (when there was time for it)…