Kategoriarkiv: Sprog

Paa æventyr i pedanternes paradis

Der var en gang… Da jeg for længe siden stiftede bekendtskab med internettets temmeligt hemmelige liv på Usenet kastede jeg mig selvfølgelig ind i alt.sprog.da (eller hvad det nu hed) i håb om fornøjelige sproglige diskussioner med andre nørder. Skuffet blev jeg for gruppen var tilsyneladende mestendels befolket af circa 20 pedanter. Nu er der jo intet ondt i pedanteri, hvis det angår sprog, men de syntes mest optaget af at svine hinanden til mere eller mindre indhyllet i et slør af ironi, bidske bemærkninger fløj lystigt især om andres stavefejl eller etymologiske uvidenhed. Den hårde kerne af perfide pedanter dannede sammen Fiduso (dette eventyr er nemlig foranlediget af Nénés spørgsmål om jeg kendte Fiduso-folkene) Gruppens kævlen blev kun afbrudt af enkelte banale spørgsmål kastet ind af nogen, der ville have svaret på det evindelige spørgsmål “Hedder det i eller Grønland/Island”, eller bare ikke selv vidste hvor “on”-knappen sidder på en ordbog.
Hvilket minder mig om denne skønne fremtidsvision (havde You Tube understøttet andet end Blogger, kunne du have set den her)

Sjovt nok kan blogland vel ses lidt som en mindre hemmelig videreudvikling af Usenet…

Som to tallerkener i en pose – lidt sprogarkæologi

Jeg indrømmer: Jeg er sprognørd. Jeg bliver sågar betalt for at forklare det danske sprogs mysterier. På den baggrund er det i al beskedenhed ikke ofte jeg møder et dansk udtryk der er mig fuldstændig fremmed – Men Takashimaya (‘s mor!) fik vakt også min sproglige nyhed med dette udtryk:
“Lykkelig som to tallerkener i en pose”.

Betydningen stod på ingen måde ikke lysende klart for mig, så jeg gik på jagt efter en forklaring.
I min stædighed besluttede jeg at undersøge om det bare var en mærkelig selvopfunden mor-isme, og samtiden så ud til at give mig ret: Forskellige varianter gav nul hits på Google og Korpus 2000 gav ingen nabo-ord til tallerkener eller noget andet brugbart.
Næh udtrykket eksisterer ikke i samtiden, så det var tid til at søge i fortiden, og der var bingo i ODS:
|| talem. saa lystig (ell. glad) som to (ell. syv) tallerkener i een pose, se I. Pose 1.2.

Videre opslag under pose gav lidt mere forklaring:
1.2) i særlige forb. || saa lystig ell. glad (Rosenkrantz.RH.229) som to (ell. syv) tallerkener i een pose olgn., (nu især dial.) som udtr. for (støjende, overstadig) lystighed, jubel, fryd. Mau.I.652. JRPaulli.SB.11. VSO.III.L243. Feilb.II.490. jf.: Det klinger som to Tallerkener i en Pose. VSO.

Det er altså åbenbart en talemåde for lystighed, der larmer højlydt som klirrende tallerkener i en pose. Så lærte jeg det.

Verbale kindheste til dorske slubberter

Jeg har en høne af plukke med Københavns population af langfingrede lømler og lumske lurvede lurendrejere, cykelstjælende slamberter og skidtknægte, forvorpne fløse, græsselige grobrianer, og andre lurvede kæltringe!
Hvad skyldes nu denne jeremiade spørger den honnette læser måske sig selv? Hvordan er den knibske Q dog kommet i karambolage med sådanne kradsbørstige krabater? Ja, denne røffel eller verbale uddeling af kindheste skyldes såmænd at uslingene har været nogle dorske driverter. De har ikke bedrevet deres dont. Disse nedrige niddinge burde for mindst 2 år siden have tilranet sig min cykel og deres sendrægtighed i denne sag (for nu ikke at sige slendrian) har resulteret i, at jeg kører på et værkbruddent lig af en vederstyggelig cykel, det er den rene ynk.
Det jeg i så forblommede vendinger ymter er: Kan I svumpukler sporenstrengs komme i gang, jeg attrår nemlig en ypperlig ny cykel. Det er jo ej, fordi jeg er bjærgsom, men uden flere falbelader, se hvor fager den er:
null

Nyt navn?

Jeg overvejer, om jeg skal have et nyt navn. Og før trangen til at uddele “hold så op med at være hysterisk”-lussinger griber dig, så lad mig tilføje, at jeg IKKE har været til numerolog, og ikke har planer om at skulle hedde Maiibrijeanetq.
Næh, jeg overvejer, om jeg skulle få mig et mellemnavn, og ikke bare et hvilket som helst navn, men det navn, som min fader mente, jeg skulle døbes i sin tid (men ikke fik lov til at bestemme), og som min dobbelt-niece skal døbes om et par uger – hvor jeg skal være (ateistisk) gudmor.
FOR taler:
1) Min følelsesmæssige tilknytning til navnet
2) ikke længere at dele navn med ca. 1737 personer her i landet.
IMOD taler:
1) Et navn er et navn, det kan man da ikke lave om på
2) …er der ikke et eller andet lamt ved at rende rundt og skifte navn “for sjov”
3) Det koster et nyt pas & kørekort

Input og reaktioner modtages med glæde

Vinderchancer?

“…og nu kan du vinde en rejse op til en værdi af 40.000 kr!” (TV2)

– Ja, så det er altså også muligt, at man i stedet vinder en togbillet til Køge?
“Desværre vandt du så kun en rejse til en værdi af 68 kr. Men tillykke med det!”

Vogt dem for billige efterligninger!

Sprogfachisten synes unægteligt, at det var noget pleonastisk [jeps, der er et logisk overflødigt ord i dén sætning – gæt selv hvilket!] ved det skilt.
Men ved nærmere overvejelse: i disse tider, hvor der ingen russere er i russisk salat (og italienerne spiser det, der i et dansk supermarked går under betegnelsen italiensk salat, som russisk salat) er det med at gøre det HELT klart:
Her er altså tale om japanske sovse, der rent faktisk kommer fra Japan.
(Thaisupermarked, Nørrebrogade 1)

Mere pis om at det er søndt for kvinder

Sjovt, som nogle ting dukker op i flere sammenhænge samtidigt:

I dag har kraftudtrykkene seksuelle undertoner og er ofte kvindeundertrykkende. Man udviser en sproglig disrespekt for hinanden, og det bekymrer mig.”
Ordene er Sabine Kirchmeier-Andersens og kan læses i dagens udgave af Politiken (6. april 2006).
Jeg har sakset hos blogbogstaver.

Eller er det bare den fantastiske menneskelige mønstergenkendelse, der ser mønstre i tilfældigheder… Sikkert!

En kommentar, der eksemplificerer mine pointer:

Tak for nedenstående kommentar, it proves my point – faktisk rigtigt mange af dem, i så få ord:

“Hunkønsvæsner (så håber jeg ikke at jeg har brugt et forkert ord) har ofte meget svært ved at fokusere på det væsentlige, de lader sig drive af følelser, og så ender det med at være patetisk. Og ingen specielt ikke mænd kan tage det alvorligt.”

Om frugtsalat, mænd & kvinder …

Så er mændene (gik jeg ud fra, men Leto har siden sået tvivl om Andys køn) kommet på banen – og eftersom de havde lange kommentarer, fortjener de et ordentligt svar – så jeg er glad for at få lov til at uddybe:
Andy kalder mit indlæg æbler, pærer og bananer i en uskøn blanding – det kan jeg kun være enig i. Hvis ligestillingsproblematikken havde været ligetil, havde vi (mænd & kvinder) jo klaret dén sag for årtier siden, dummere er vi jo ikke – desværre er det, for at blive i din egen metaforik en værre gang frugtsalat (af fordomme, kategoriseringer, samfundsstrukturer, indoktrinering, opdragelse, kønsspecifikke forventninger etc. som ikke er sådan at putte på formel).

Næste indvending fra Andy er, at Tøseblogdinneren er en tøseopfindelse. I dit indlæg får du det til at fremstille som om, at noget bliver trukket ned over jer. I trækker skam selv […] Så hvis du føler, at du er en kønsperker, er det vel og mærke dine perkervenner, der kalder dig perker.
Det var faktisk netop min pointe; jeg beskylder ingen steder mændene for at stå bag dette – faktisk lægger jeg vægt på, at vi alle har del i det, og derfor alle bør tænke os om, og selv om jeg ikke kalder de to bagmænd for tøsedinneren (alle mulige) grimme ting – er mit indlæg da primært en kritik rettet mod dem; jeg mener, at de (sikkert utilsigtet, uvidende og alt muligt andet med u-) med deres branding af alle kvindelige bloggere som nogle tøzer vil underminere samtlige kvindelige bloggere langt ud i fremtiden, så jeg håber sateme ikke at den branding får stor succes! Så ja! Jeg er fuldstændig klar over at det er mine med-køns-perkere der kalder mig perker, men det giver vel stadig mig, som individ, ret til at frabede mig det.
En forventelig indvending til dette er: “Jamen de brander jo kun sig selv, ikke dig” Nix! og Andy fik faktisk netop bevist det, med sin brug af flertal ovenfor “noget der bliver trukket ned over JER. I trækker skam selv” – “Jer” det er så Kvinderne, og der er jeg helt enig (der bliver os alle, mere nuancerede er medierne desværre ikke) – og hele min pointe med mit indlæg var at gøre opmærksom på, jeg ikke ville have tøse-etiketten trukket ned over mit hoved, så jeg trækker absolut ikke selv! (pardon the pun.)

Leto & Andy er begge på banen med en indvending om at en mand ikke bare er en mand – at alt og alle har definitioner, og at en mand også kan være; stodder, herre, stud, dreng, mandsling, husbond, hjemmedreng, tyr, buk, en rigtig håndværker, en mors dreng, en nørd, en nar, et røvhul, en charmetrold, en charlatan, en wise-guy, en dengse, en slapsvans, et mandfolk… og en tøs.
Deri har de ret; Vi definerer alt og alle i tide og utide – Men lige præcis ordet “mand” er neutralt, men ordet “kvinde” desværre ikke er det (måske konnoterer det lidt 70’er-feminisme? Vamp? Mor?) – hvis det var neutralt, tror jeg ikke der ville være kvinder i 50’erne, der omtalte sig selv som “piger”, eller kvinder i 20’erne, der omtalte sig selv som tøser.
Men min indvending er: Netop her i blogland er køn jo ikke nogen bestemmende faktor – idet omdrejningspunktet her er ord, og selvfølgelig de mennesker, der skriver dem (ikke forstået sådan at kønnet er irrelevant, det ville være naivt at tro), men for at bruge et andet eksempel, hvor der er ordene, der er vigtigst; på bibliotekerne har man fx. aldrig set nogen pointe i at lave en hylde til de mandlige forfattere og én til de kvindelige.
På samme måde kan jeg ikke se nogen pointe i at lave en særlig kategori af kvindelige bloggere (som i den brede offentlighed lynhurtigt vil komme til at betegne alle kvindelige bloggere) – da det i mine øjne kun vil have én effekt, nemlig at gøre kvindelige bloggere lidt mindre værd, end de mandlige bloggere.

Leto mener at: Vi bliver alle kendt for noget af nogen, du er selv med i den proces, men du har ikke ret i, at det er vores køn der afgrænser og begrænser os, det er i højere grad vores virke, job og bedrifter der bidrager til dette. Deri har han jo heldigvis ret; vi bliver også defineret af alt muligt andet – heldigvis mange af de ting, vi selv kan være med til at ændre på. Men kvinder bliver desværre også i alt for høj grad OGSÅ hele tiden defineret ud fra deres køn, fordi kvinden (se det oprindelige indlæg) er “det andet”, afvigelsen fra normen. [Argumenter for dette kan findes i de utallige undersøgelser, der findes af typen: Præcis samme budskab læses op af hhv. en mande- og en kvindestemme – kvindestemmen scorer langt lavere på “troværdighedsskalaen” – alene på grund af sit køn.]

Andy: Dit eksempel om alle de frygtelige små forskelle i hverdagen kan jeg ikke følge. Nej, de frygtelige små forskelle er nemlig som regel lige under bagatelgrænsen – og skal man trække eksempler frem virker man skabet, pivet & nærtagende. For nu at bruge køns-perker metaforikken; Når man får ét afslag på en jobansøgning er det jo ikke sikkert, at det er fordi man hedder Muhammad Iqbar, vel? – Der kunne jo sagtens have været en mere kvalificeret ansøger (og måske var der det også). Men når man får afslag nr. 800, selv om der er mangel på ingeniører – så er der måske noget om, at det er fordi man hedder Muhammad Iqbar??
Det er i hvert fald min oplevelse, og at dømme ud fra de mange “skulderklappende” (som du kalder der) kommentarer fra kvinder, så tror jeg ikke, at det er en oplevelse jeg er alene om. [Men jeg kan sagtens se, at det kan se lidt pjattet ud, og sku’ vi nu ikke bare slappe lidt af? Dertil er der kun at sige; kun hvis vi aldrig vil have, at det bliver anderledes! Ellers må vi alle sammen prøve at tage os lidt sammen, selv om vi synes emnet er træls…]
Som Andy siger: Så kan det blive påtalt afhængig af selskabet. Både hvis en fyr opfører sig for tøset, eller hvis en pige opfører sig for drenget. Ja, og det er der da ingen af dem, der har fortjent! De egenskaber, vi tilskriver kønnet, tilskrives ofte som et enten/eller – og der ville jeg gerne (i det mindste) have indført en glidende skala.
En dreng kan eksempelvis ikke tillade sig at låse sig inde på et toilet og flæbe en hel fest igennem, fordi en ven talte lidt hårdt til ham, og han bare følte sig såååå misforstået. Get the point? Hørte jeg den ironiske tone? Jeps og jeg har 2 svar: 1) Det sjove: Jamen, jeg synes da han burde slå et slag for ligestillingen, låse sig inde og tude snot i stænger! 2) Det ærlige: Jeg hader dem, der låser sig inde på toilettet og tuder – for ikke bare er det for latterligt, JEG vil også (i alle mulige og umulige kontekster) resten af mit liv blive skudt i skoene, at jeg jo (fordi jeg tilfældigvis deler nogle biologiske træk med disse individer) nok ikke kan klare mosten, when the going gets tough, jeg skal jo sikkert ud på toilettet og tude eller noget. Alternativt (sødt og forstående, læs: nedladende) blive behandlet anderledes, aldrig få sandheden, få tingene pakket ind i vat, for at beskytte lille-pus-mig mod den store onde virkelighed [så ikke jeg skal ud på toilettet og tude! Men det bliver ikke sagt, for den subtekst er næsten aldrig bevidst].
Det rigtigt trælse her, er at det jo egentlig ikke er dem, der tuder på toilettet, der er problemet. Det er den lidt for veludviklede mønstergenkendelse, der gør at vi [mænd OG kvinder] hele tiden (ubevidst) generaliserer fra én til alle især når der gælder kvinder. Og at jeg som individ derfor skal forsvare mig mod alle de (ofte ubevidste) fordomme jeg mødes med, men som næsten aldrig ytres direkte.

Bare blogger, tak! (eller et Kønspolitisk oprop!)

Ok, jeg har prøvet at holde mig i skindet, men here goes… Det handler selvfølgelig om tøsebloggerdebatten som Liselotte startede ved at sige pænt “Nej tak” til et arrangement med titlen Tøseblogger dinner – ode til eksistensen som tøsemedie.
Min allerførste tanke var, at det da lød sjovt & hyggeligt at møde nogen andre bloggere, det har jeg før haft succes med – men det varende lige indtil jeg så titlen, så tænkte jeg HELL NO! (på dansk; Fa’en heller!).

Kvinder bliver altid defineret som “det andet”, kvinder er nødt til at blive defineret, fordi de er “noget andet end normalen” – mens der aldrig er nogen forsøg på at definere, hvad en mand er – for det er jo selvindlysende (lige som det er selvindlysende at begrebet “mand” kan dække over så utroligt meget, at det er et vidt begreb ud over lige biologien).
“Det andet” køn er vi hele tiden nødt til at få sat ord på, så vi kan få defineret “anderledesheden”, så det holder op med at være farligt (kan vi definere det fremmede er det ikke længere så fremmed, og dermed farligt). Denne definitionstrang gør, at vi hele tiden læser flere betydninger ind (end blot det biologiske køn), lige meget hvilke ord vi bruger om kvinder – og af samme grund er vi nødt til hele tiden at finde på nye ord, fordi de gamle bliver overlæsset med uønskede konnotationer (medbetydninger). Jeg nævner i flæng; Kælling, madamme, pige, tøs, qvinde, fruentimmer, luder, frøken, ho, dame, frue, bitch, kone. Lige meget hvilket ord du som kvinde foretrækker, så trækker det mere mening med sig, end blot “hunkøn”. Betydninger der siger noget om fx. opførsel, imødekommenhed, sexualitet (eller mangel på samme) og ægtestand. Alle betydningsområder, hvor vi hver især kan have en mening om, hvad der er godt, skidt, upassende, utilbørligt, lækkert eller frækt… Og ganske ofte kan samme ord derfor også for hver enkelt have ganske forskellige betydninger i forskellige kontekster (sammenhænge). Og så er vi tilbage ved at ordet “tøs” lyder helt forskelligt alt efter om det indgår i en kontekst, hvor vi har fat i ordets seksuelle eller aseksuelle (=ikke-kønsmodne) medbetydninger.
Resume: Vi er nået så langt, at kvinder altid bliver “defineret” ud fra deres køn, fordi kvinden er “det andet” – og at disse definitioner altid får mere betydning end blot at definere kønnet.

Er det nu så farligt at blive defineret, kan nogen med rette spørge?
Her er min påstand; Ja! En definition er altid en AFgrænsning – og det vil på nogle punkter altid være en BEgrænsning! “En kvinde er A, B & C (indsat selv værdier)” er det samme som at sige, “En kvinde er ikke X, Y & Z” – eller sågar “Et hunkønsvæsen, der ikke er A, B & C – er ikke en kvinde”. Det er simpel logik (noget som jeg i følge mange definitioner ikke burde være god til pga. mit køn, men det er jeg altså – og straks gør det, at jeg kræver min egen definition…)

Nogen vil her trække på skuldrene og sige “sku’ du nu ikke lige slappe af med det der femi-pis!” Og til det kan jeg kun sige; Jo, gid det her var unødvendigt! Men al erfaring viser, at det er desværre nødvendigt… [og jeg kan godt forstå, hvorfor det for mænd kan virke pjattet – for de har aldrig prøvet hvad det vil sige; ikke at blive taget alvorligt, at blive talt ned til og at blive regnet for mindreværdige og useriøse alene på grund af deres køn – og ligesom med racisme er det fint at I melder jer i debatten – men I vil aldrig vide, hvordan det er at være køns-perker! – og hvis nogen læser dette som klynk, så vil jeg lige sige, at det er det skam ikke, det er bare de kolde kendsgerninger]

Lad mig give et eksempel fra den virkelige verden:
Person A møder person B til relativt larmende koncert, hvor de for så vidt kan lide musikgenren, men begge udtrykker, at de finder bandet lidt kedeligt. A & B følges derfor videre til anden koncert med Volbeat (dansk tungrocks unge håb). Person B giver sig nu til kontinuerligt at forklare A alt hvad der foregår til sådan en farlig koncert i stil med; “nu vil han gerne have, at vi råber Vol-Beat-Vol-Beat”. Person A føler sig talt voldsomt ned til og føler stærk trang til at fortælle mr. B at dengang han sad derhjemme og hørte Madonna på konfirmationsanlægget i forældrenes parcelhus, dansede frk. A pogo til Ramoneskoncert i Pumpehuset og obscure amerikanske undergrundspunkbands i ungeren & på Barbue – så måske skulle han lige ta’ og lukke røven.
– Men det gør A ikke, for havde hun sagt det ville hun 1) have såret hans mandighed, hvilket ville have fået ham til at 2) mene, at hun overreagerede TOTALT og 3) kaldt hende en bitch, og eventuelt beskyldt hende for at være betonlebbe… (for det er kvinder, som insisterer på at være selvstændige og intellektuelt ligeværdige nemlig altid!)
– Hvis lysten til at sige person B et par sandheder også forekommer dig at være en overreaktion, så prøv lige at forestille dig samme scenarie med 2 mænd – kan du se det for dig? Nej? Hvorfor ikke?
Eller forstil dig scenariet med modsat fortegn kønsmæssigt; Kvindelig koncertgæst fortæller mandlig koncertgæst (der ikke ser voldsomt mindrebegavet ud) de uskrevne regler ved rockkoncerter… Virker det underligt?? Nej??

“Nå, men dét var jo bare én mærkelig historie, der er sikkert noget galt med fyren, og I var sikkert fulde og alt muligt…” Jaja men den slags sker netop hele tiden i det små – det er de små umærkelige “forskelsbehandlinger”, der hele tiden bestyrker, at der er forskel (ud over det biologiske køn), og at det er okay at behandle kvinder anderledes end mænd FORDI de er kvinder.

Læg venligst mærke til, at jeg ovenfor konsekvent bruger “vi” i min lange smøre om definitioner – og dermed mener jeg både mænd & kvinder, og dette er (på trods af det foregående eksempel) ikke noget angreb på mænd – blot en analyse, der kan få os til at huske at tænke over, hvad vi gør og siger… og gøre opmærksom på at de ord, vi vælger, definerer, hvordan vi tænker på tingene. Og derfor min pointe:

Lige meget hvor meget glimt man har i øjet, mens man kalder sig selv “tøseblogger” – så indebærer definitionen helt uvilkårligt konnotationer (for nogle) om useriøsitet, umodenhed & eventuelt seksuel promiskuitet (eller i det mindste koket flirten dermed).

Derfor vil jeg godt bare være BLOGGER, tak. Og selv om jeg gerne ville møde nogle af de involverede – så nægter jeg at møde op til et arrangement med med den titel (og i øvrigt en undertitel, der lugter af blomstrede poesibøger) – selv om jeg da sikkert ville kunne møde nogle interessante mennesker.

PS: Jeg gider ikke undskylde, at dette blev et rivende feministisk indlæg – hvorfor skulle jeg det? (men stadig har jeg trangen, for dette er jo om noget trampen i “andetheden”, den andethed vi desperat prøver at undgå ved at få det defineret og puttet i kasser).

Møntvask-associations-leg

Møntvaskerier er sexede. I teorien altså. Eller bare i Levi’s-reklamer? Ingen lækre ungersvende i boxershorts i syne…

Møntvaskerier er socialklasse nul? Skodder på gulvet og spildt vaskepulver, og hvem har ikke råd til egen vaskemaskine i disse tider? Ind træder pænt par med designerbriller og vasketøj i Pradataske. På den efterladte avis har nogen skrevet “[Ulæseligt overstreget navn] knepper perker”. – Muligvis de tre teenagere, der sad der, da jeg kom? – Det er Information fra i torsdags.

“Møntvaskeri i regnvejr” – Et ny-symbolistisk digt, eller noget knækprosa-noget fra halvfjerdserne? Med noget indsparket storby-tristesse ku’ der også komme noget 80’er lyrik ud af det.