I aften ved midnat holder regnen op. Søndag og tirsdag bliver tørre dage, så regner det af onsdag og bliver tørt resten af ugen med enkelte lette natlige byger til at lægge støvet og fortynde pispytterne.
(gæt hvis Roskilde Festival-tjans der starter ved midnat?)
Det er en gammel sandhed, men i dag stødte jeg på den i flere forklædninger. På S-togs-stationerne hænger der i disse dage denne filmreklame:
Mænd beskrives med deres egenskaber eller karaktertræk, mens kvinder altid først og fremmest er deres køn, fordi det er “det andet køn”, afvigelsen fra normen – som er det mandlige. Og nej, den er ikke bedre i den danske oversættelse:
den usynlige kvinde.
Før du nu trækker på skulderen og tænker “usynlighed” ikke har noget godt alternativ til personbeskrivelse, så bemærk lige at Mr. Fantastic (også bare et adjektiv) da snildt kunne have haft en partner, der hed Miss Invisible.
Og til en argumentation om, at det jo handler om at sælge noget sex med den labre Frk. Alba: Enig, det gør det da, men med et billede af den smækre babe ovenfor er det da ikke teksten, der har sexappeal, det klarer hun da fint selv – og kom ikke og bild mig ind, at det er teksten vi (mænd såvel som kvinder) læser først!
Inde i toget læste jeg så en artikel i Urban om den franske kunstner Sophie Calles udstilling på biennalen i Venedig, og jeg citerer:
Det er aldrig fedt, når kæresten slår op.
Gør han det over en email, er det endnu værre. Men, men, men. Hedder man Sophie Calle og er en af Frankrigs mest populære, kvindelige kunstnere, kan den fatale nu-slår-jeg-op-email ende som en af de mest omtalte udstillinger på dette års kunst-biennale i Venedig.
Hun er skam ikke en af Frankrigs mest populære kunstnere, næh for hun tilhører jo den undergruppe af kunstnerne der har “det andet” køn, så hun er jo kun en af Frankrigs mest populære, kvindelige kunstnere. Nu kan man selvfølgelig argumentere for, at Sophie Calle jo bruger sig selv i ekstrem grad i sin kunst, og dermed også sit køn, men vis mig den mandlige kunstner, der konsekvent bliver omtalt som “den mandlige kunster NN”, lige meget hvor mange stive pikke han maler, synes det sjovt nok aldrig at ske.
Kunsttips: Vil man se mandlig pik-kunst, så er der store mængder af det på Aros. Kommer man forbi Venedig inden 31. oktober, så kan jeg kun anbefale at tjekke Sophie Calle – Jeg så engang hendes 30-års-krise som udstilling; En montreudstilling af hendes fødselsdagsgaver gennem 10-15 år, med selvanalyserende kommentarer om fejringen af den givne fødselsdag – det var yderst interessant og selvudleverende morsomt, så tjek hende ud!
På den anden side:
Blogbogstaver har fået mig i det sproglige blækhus – Hun har før foreslået, at man skulle stave som man taler, og nu er hun inde på det igen: Ideen om at gøre det nemmere at stave på dansk, ved at skrive “som vi taler”. Det fik mig til at færdiggøre den post, jeg startede på sidste gang, men ikke gad skrive færdig… For det bliver nemt lidt teknisk, men here goes: Det er efter min mening ikke ladsiggørligt at “skrive som vi taler” på dansk. Det er der flere grunde til.
Den første grund kræver lidt introduktion til den danske udtale:
Dansk er et vokalsprog. Vokalerne er i høj grad betydningsbærende, idet en vokalforskel ofte giver en betydningsforskel – prøv selv: Mile, mele, mæle, male, mule, mole, måle (og det var så kun de lange vokaler, vi har lige også korte vokaler, og dem med stød). De kloge er ikke helt enige, men lidt efter hvor meget man knepper fluen, så har vi i omegnen af 27 forskellige vokallyde på dansk. Men vi har jo kun AEIOUYÆØÅ, dvs. 9 bogstaver at gøre godt med, når vi skal skrive dem.
Noget, som giver problemer med stavningen, er det fænomen, der kaldes “vokalsænkning”: at I udtales som E (ligge), E som Æ (eftermiddag), E som A (ret) Æ som A (græsk) [og her har jeg jo kun ét A at skrive med, selv om jeg kun mener én af de 3 åbningsgrader (dvs. 3 A’er vi har uden at vi tæller længde eller stød med]. Ves vi sgu sgriow fulsdæ’ndi sorm vi ta’lor, vell vi sgull gå rat radika’ld te værgs, ow de ær eg segerd, de vell jælb di staowsvaa rad mared.
…hvilket bringer os til grund nummer 2: Traditionen. På dansk har vi en lang tradition for hurtige udtaleændringer og langsomme retskrivningsreformer. Ergo er tale & skrift meget længere ude af trit med hinanden, end det er fx. tilfældet på mundrette sprog som norsk eller spansk, hvor der er tradition for at skriften følger udtalen. Fordelen ved at bevare traditionen er konsistens: at vi er i stand til at læse tekster skrevet for mere end 50 år siden [og dér er dansk jo stadig langt mindre traditionelt end islandsk, der er så konserverende, at de med lidt træning kan læse 1000 år gamle tekster, på dansk skal man bare 150 år tilbage før det bliver svært]. Den slags kræver en restriktiv (normativ) sprogpolitik, noget vi aldrig har haft tradition for på dansk.
Historisk skyldes de hurtige forandringer, at dansk altid har været et sprog, der horer lystigt med alle de sprog, det kommer i nærheden af (og vi har tradition for at bevare stavningen fra det sprog, vi stjæler ordene fra – i hvert fald de første 100 års tid).
I modsætning til hvad mange måske tror, så er dansk skrift og tale skam temmeligt tæt forbundne. Der skal bare afkodes lidt mere, end der skal på norsk fx. Konsonanten efter (og ind i mellem før) en vokal fortæller os noget om, hvordan den skal udtales:
Vokal + r giver fx stort set altid en større åbningsgrad, og dermed en “sænket” vokallyd. Sammenlign selv: nå/når, ha/har, gø/gør.
Dobbeltkonsonanter giver en kort vokal foran. Sammenlign selv: puder/pudder.
Vokal+ge er stumt, men giver ofte (især efter AI&U) laaaang vokal foran: lige, pige, bage, uge.
Sådan er der masser af “logiske” mønstre i den danske skrift/udtale, det er bare ikke noget vi tænker over til daglig, hvor det er nemt at tænke, at alteñ baar vell væor næmoor, ves vi sgrew, sorm vi taalt.
Ja, det er ‘udemokratisk’ om man vil. Det gør dansk sværere at skrive for dem, der har svært ved at stave. Men alle sprog er udemokratiske i følge den tankegang: Finske børn bruger efter sigende mange år i skolen på at mestre den finske grammatik, fordi der er så meget af den – det er da uretfærdigt over for dem, der har svært ved logik og grammatik. Engelsk er endnu mere umuligt end dansk, når det gælder stavning/udtale. Og så har vi slet ikke tænkt på udtalevariationerne. Hvis vi skal skrive som “vi taler”, er det så, lige som “vi” taler i København (som det plejer at være på dansk, når der skal sættes en norm), for det er i sandhed da også udemokratisk. Eller skal vi have 8 valgfrie former, så man også kan stave på sønderjysk & bornholmsk?
Jeg er ikke så traditionalistisk anlagt, at jeg ikke mener man kunne gøre det nemmere at stave på dansk, og den danske retstavning bliver jo også revideret jævnligt (når vi danskskrivende i stort tal har besluttet, at noget skal staves anderledes… Vi venter dog stadig på akvarie, studie & kollegie). Min pointe er blot, at det er forsimplet, at tro at staveproblemer kan løses med en retskrivningsreform.
I weekendens information harcellerede Johannes Riis i en kronik over tv-mediets utroligt ringe dækning af bøgerne. Kronikken er læseværdig alene for dens pris af mediernes dækning af det danske vejr og snevejr i særdeleshed. Og pointen er klar; når det kan lykkes at lave spændende tv om at det sner, så skulle det da også være muligt at lave kulturprogrammer (hverken film, dans, teater, kunst eller litteratur bliver jo dækket på dansk tv):
På mandag er det Verdens Bogdag 2007, men i DR TV og TV 2 er det aldrig bogdag. Man spiser kulturen af med lidt useriøst her og der – plus ‘Smagsdommerne’, som ofte excellerer i hån og foragt for kunsten. Vejret derimod…
Men som han også selv pointerer; Et program som smagsdommerne kunne jo med sin (og jeg citerer:) “indimellem ganske skægge blanding af uvidenhed, utilsløret amatørisme, middagskonversation og anstrengt stand-up humor programmet dyrker og har sat i system, måske have haft en mission”
Jeg er enig i at smagsdommerne ikke på nogen måde dækker de danske kanalers public service forpligtelse – set i det lys er det en hån mod kulturen! Men efter min mening er det snarere et problem, at man har lukket alle kulturprogrammerne (fx. Filmland som man først beskar til en bagatel og derefter nedlagde), hvad angår bogprogrammerne, så har man forsøgt sig med andægtige “klog mandlig litterat med skæg”-programmerne, der var for tørre, snobbede & usexede (a la Weekendavisens litteraturtillæg, når det er mest tørt & trist) og sidenhen laveste fællesnævner med “Vi er jo alle kvinder, der ææælsker Jane Åmund & Hanne Vibeke Holst [vig bort!], og studieværten skal ææændelig ikke vide noget om litteratur, så bliver det bare for klogt”-programmerne. [Arrgh, giv mig en pose penge, og jeg skal udtænke et bedre koncept på en halv time…]
Nå, men tilbage til smagsdommerne; Som et supplement (til den godt nok manglende øvrige kulturdækning) er det faktisk et udmærket program. Det er selvfølgelig udtænkt i vild-med-dans-tiderne, hvor vi hygggggger os med at se de kendte på glatis som amatører… Men netop på kulturområdet giver det faktisk nogle interessante resultater ind i mellem:
1) Det er da befriende for “almindelige mennesker” (også os med lange humanistiske uddannelser, der burde kunne følge med sagkundskaben) ind i mellem at høre, at “det fattede jeg ikke en fis af, og det sagde mig intet”, sådan har man det nemlig med noget kunst, og det er der intet galt med: Kunsten er ikke hellig. Den skulle gerne røre én på et eller andet plan, men der ER altså også masser af kunst, der ikke siger én en skid. Og så er det federe at høre dén sandhed, end at få serveret en (tydeligvis uengageret) smøre citeret fra kataloget om “lerets skrøbelige plasticitet i samspil med rummets tyngde, der accentuerer den menneskelige stræben” eller noget…
2) Automatik-anmeldelsen punkteres ind i mellem, de vedtagne sandheder udfordres: Som i den fantastiske udgave, hvor Knud Romer fik ordet før Christian Braad Thomsen, da der skulle anmeldes Dylan. Bob D fik en tur i kødhakkeren; blev udråbt til at være kedelig på fyrretyvende år, sat op på en piedestal, hvor ingen turde sige, at manden ikke kan synge og hans tekster er noget vrøvl – men altid udråbes hans nye plade til et mesterværk, fordi de anmeldes af 68-generationen, der har helgenkåret ham [citeret efter hukommelsen] Slut!
Ordet over til 68-generationens (stadigt lang- omend tyndhårede) repræsentant, der måtte lægge den forberedte skåltale “endnu et mesterværk blablah Mesterens lyriske talent blahblah” væk og i stedet forsøge at forklare (forsvare), hvorfor han mente Dylan kan noget endnu. (Hvad enten kritikken var fortjent eller ej, så fik vi hørt noget andet om Dylan, end den automatikanmeldelse, der ellers var faldet prompte.)
3) Til tider kommer der noget utroligt interessant ud af at få kunstnere til at anmelde (for dem) fremmede kunstarter. Arkitektens analyse det af teatret skabte rum, musikerens lydhørhed over for bogens rytme, filminstruktørens blik for musikkens billeddannelse – eller hvad der nu viser sig af “cross-over erkendelser”, hvis vi kan kalde det det.
Når det så er sagt, så er det indimellem også bare billig underholdning for underholdningens skyld; Se girafferne, er der mon nogen der kommer på glatis, får de svinet noget “fin” kunst til? Foder til den indre svinehund & rindalist, hjernelam underholdning med kendte mennesker, der promoverer sig selv, spiller kloge, dumme, moralske, intellektuelle, antiintellektuelle etc.
Men i går græd de. Alle tre græd. De var alle tre så rørte over sidste års guldbjørnvinder fra Berlin; den ex-jugoslaviske film Sarajevo – Håbets sang, som de alle ud fra deres intellektuelle tilgang godt kunne påpege teknisk set ikke var særligt godt skruet sammen, men alligevel kunne de ikke tale om den uden at blive grådkvalte, fordi den menneskelige historie rørte dem alle så dybt. Det var smukt! Det siger sgu noget andet og mere direkte om kunsten, end en hvilken som helst professionel formidler (fuldskægget litterat eller rund ubelæst qvindelig journalist) ville kunne have fået formidlet til seerne.
Jeg transporterer ellers ALDRIG kæde-breve, ditto-sms’er og ditto-mails videre. Eneste undtagelse er så gårsdagens udskejelse, og i dag får jeg så denne opremsning af danskernes mærkeligheder, der er for god til ikke at blive delt med andre.
Hvilken indfødt har måske nogensinde undret sig over # 2, og med den tilstundende højtid er vi vel alle med på # 12, ikke sandt?
Hvad angår # 14 og 15, så kan jeg kun sige, HA! Så skulle de prøve Island, hvor hele sætninger (gerne sladder) kan siges på en indånding, og der ikke er to ansigtsudtryk, men kun et “blank” – og så har vi slet ikke nævnt # 11 & 24 eller # 16 (umm rådden haj!)
Nå, men her er tjeklisten for, hvornår du har været for længe i Danmark:
1) You think there is no such thing as bad weather, only bad clothing.
2) You think it is normal to pick up a girl in a pub, walk her to her bike and ride with her back home.
3) You go to the supermarket and buy three good beers and 10 not too good ones.
4) You can open a beer bottle with almost anything.
5) You honestly believe that the distance between Copenhagen and Aalborg is long.
6) You can tell the difference between a Grøn Tuborg and a Carlsberg beer
7) The first thing you do on entering a bank/post office/pharmacy etc. is to look for the queue number machine.
8) You accept that you will have to queue to take a queue number.
9) When a stranger on the street smiles at you, you assume that:
A. he is drunk; B. he is insane; C. he is American; D. he is all of the above.
10) Silence is fun.
11) It no longer seems excessive to spend 800 kr. on alcohol in a single night.
12) You know that “religious holiday” means “let’s get pissed”.
13) You use “Mmmm” as conversation filler.
14) The word “yes” is an intake of breath.
15) You have only two facial expressions, smiling or blank
16) Traditional dinners may not necessarily mean a cooked meal.
17) You forget how to open canned beer.
18) Can’t remember when to say “please” and “excuse me”.
19) You will leave a pub if you can’t find a seat.
20) Your wardrobe no longer has suits but blue shirts and mustard colored sports jackets and lots of denim.
21) You don’t mind paying the same for a 200-metre bus ride as you do for going 10 kms.
22) You don’t look twice at businessmen in dark suits wearing white sport socks.
23) You start to believe that if it weren’t for Denmark’s efforts, the world would probably collapse pretty soon.
24) You find yourself more interested in the alcohol content than the name of the wine.
25) It feels natural to wear sport clothes and a backpack everywhere.
26) You know the meaning of life has something to do with the word “hyggelig”.
27) You are very surprised when you receive compliments about ANYTHING – including your appearance/clothing! In fact when you do, you find it suspicious and start thinking they might have ulterior motives.
28) You’ve completely forgotten what a “date” is – no one ever comes to pick you up and unexpected gifts are VERY unexpected.
29) You don’t think it strange that no one ever comes by to visit without being invited and you never show up at any one’s place unannounced either.
30) You wouldn’t dream of coming even 10 minutes early to a party. (Once around the block is always an alternative)
31) You find yourself lighting candles when you have guests – even if it is brightly sunny outside and 20 degrees.
32) You offer people strange-tasting brown alcoholic liquids with their coffee in the MORNING!
I dag læste jeg denne interessante definition på, hvad en blog (også) er, hos Mandejammer (og jeg citerer uhæmmet:)
Det er jo lige på pletten i mit tilfælde; Jeg har jo en gammel postkortven, som jeg næsten kun kender fra de postkort, vi i årevis sendte hinanden, fordi vi begge elskede at få brev fra folk, man ikke kender.
Breve til mig selv er der jo masser af blandt mine poster. Breve om ting, jeg skal huske, fordi de var gode. Eller dårlige. Eller rigtig mærkelige. Breve (gerne skrevet midt om natten) om ting, jeg har lært om mig selv og min interageren med verden. Breve med hemmeligheder [fordelen ved en blog er, at læserne ikke nødvendigvis ved, hvad der er en hemmelighed, således bliver hemmelighedens hemmelighed også hemmelig ;) ]. Breve hjem fra solbeskinnede oplevelser. Breve med spørgsmål til verden. Breve med spørgsmål til mig selv. Breve der beder om breve fra fremmede.
Åh, jeg har altid elsket at få brev!
Jeg har i mange år tænkt på at lave postkortserier med den “ualmindelige almindelighed” i det fremmede (jf. forrige post om begrebet).
Som eksempel kan jeg nævne mine parisiske favoritpostkort (som desværre ikke eksisterer endnu):
Nogle der er friske på at starte en trend og en verdensomspændende serie af “the real world”-postkort?
Eller bare lege med forslag til byer & motiver?
Eller når det fremmede er almindeligt?
Det er selvfølgelig sjovt at opleve det særlige:
Det særlige er ting, der gør sig godt på postkort – og typisk er dem, man skal fortælle om, når man kommer hjem.
Men det virkeligt interessante er ofte den fremmede almindelighed:
Noget af det fede ved at rejse er efter min mening at opleve den fremmede almindelighed.
Heidi fortalte om at sove i den anden side af sengen, for at se tingene fra et nyt perspektiv, hvilket mindede mig om den her fantastiske bog:
Det er praktiske filosofiske oevelser i at maerke verden ved at se den paa en ny maade. Der er fx. en oevelse i at maerke vaedskers stroem gennem kroppen, som i al sin enkelthed gaar ud paa at drikke et glas vand, mens man tisser. Eller den med skaelde ud uden at vaere vred, der skal skaeldes og smaeldes, men uden at vaere vred, eller blive det undervejs.
Bogen kan anbefales, hvis man traenger til et frisk blik paa sig selv og verden omkring en – og saa er den sjov!
Undskyldninger kommer i mange varianter…
Der er den dybfølte og angrende undskyldning, der har som udgangspunkt at det gjorte er utilgiveligt, og tilgivelse er derfor ikke engang målet med undskyldningen. [Se Købmanden og hør Jonathan Spang levere sådan én].
I den anden ende af spektret findes den formelle undskyldning, hvor det er ren form: To personer snitter hinanden på gaden i London, og begge underskylder – selv om ingen har nogen reel skyld.
Endelig er der ikke-undskyldningen, som nu fx. denne mail, der arriverede i dag:
På grund af tekniske problemer har der ikke været meldt noget ud vedr. busdriften i dag. Det er meget beklageligt.
Ja, det er der da grund til at beklage. Men det gøres jo faktisk ikke, det konstateres bare, at her er det på sin plads med en undskyldning.
Nutidens svar på et Memento Mori [husk du skal dø!] er ikke kranier i stilleben, timeglas på sidste sandkorn eller skeletter i danse macabre.
Næh nu om dage er det en nydelig hvid A4 rudekuvert adresseret af computer og leveret lige ind ad brevsprækken. Pensionsselskabets årsoversigt. Er der noget mere usexet post at få? Med mindre man er typen, der kan blive orgastisk ved tanken om friværdi – og derfor kan komme op at køre ved tanken om sekscifrede beløb i depoter & prognoser for pensionudbetaling i 2037, så er det bare ikke særligt ophidsende, selv om de lover at du kan følge indbetalingerne måned for måned på nettet.
Herre Jemini, hvis ikke man har bedre ting at tage sig til, så er det da på tide at hæve pensionsopsparingen, feste den op og kaste sig ud et højt sted fra på et eksotisk sted.
Carpe Diem! (Nu vi er i gang med latinen)
*Ikke bare er de røvsyge disse breve, mange mennesker kaster dem fornuftigt nok bare ind på en hylde et sted – men går så og har dårlig samvittighed over, at de også burde sætte sig ind i det der pensionshalløj en dag… Indse det dog! Den dag kommer nok ikke foreløbig, og dit liv er bedre derfor.