Kategoriarkiv: Teorier & kategoriseringer

Søster-flux?

Er der en eller anden gensidigt udelukkende mekanisme (Omvendt ækvivalens, er det det, det hedder?), der gør, at det er umuligt at have to søstre, som på én gang er omgængelige?
Nu har jeg som efternøler glæden af at have to søstre, der til gengæld ikke kommer særligt godt ud af det med hinanden (bl.a. forårsaget af uheldig mødrende indblanding), men har dog lært (langt om længe), at det ikke nytter noget at påtage sig mæglerfunktionen i familien – Ingen af dem bliver klogere, man ender blot som lusen mellem to negle, og i yderste konsekvens bliver alle mugne på mig i stedet.
Men der forekommer mig at være et særegent mønster:
Den ene har i mange år været tung at danse med på nogle punkter, mens den anden forekom mig at være “min fornuftige søster” (også hende jeg absolut har mest til fælles med – oveni troede jeg vi var skruet nogenlunde ens sammen). De senere år har “den fornuftige søster” så pludselig opført sig mere og mere håbløst egoistisk og træls – I en grad så det er utroligt, at hun ikke selv kan se, hvor meget hun opfører sig som den mor, hun altid har haft så store problemer med, opførte sig håbløst… Ironien er slående, for alle andre end hende selv tilsyneladende. Hun forskelsbehandler sine (store) børn på præcis samme måde, som hendes mor altid har udsat hende selv for. Hun har udviklet en blindhed over for, at der er andre mennesker i verden end hende selv, og de (mig inklusive) synes ikke at interessere hende.
I mellemtiden er den anden søster pludselig blevet helt helt omgængelig, fx. har jeg lige haft en lang og meget hyggelig samtale, der på ingen måde var forceret, med hende, der engang var “den umulige søster”. Hun er blevet langt mere opmærksom på, at der er andre mennesker i verden end hende selv og interesserer sig for dem (mig inklusive).
Er det universets måde at trøste efternølere? Der vil altid være én af dine søstre, der er til at tale med?
Har diskuteret med veninde, der også er efternøler – og hun ser præcis samme mønster…

Den gode handling

…Eller op på den utilitaristiske hest igen?

Du skal kunne ophæve maximen for din handling til almen gyldig lov*
Vores handlinger skal, omskrevet til regler kunne ophæves til lovmæssigheder – det lyder jo umiddelbart meget fint, og i en sort/hvid verden er den jo fin-fin; du må ikke slå ihjel, du må ikke stjæle, du må ikke hore [lyder det her bekendt?] – Eller det vil sige ifølge Kants kategoriske imperativ* må du kun slå ihjel, stjæle & hore, hvis du kan argumentere for at det SKAL man. Så hvis det er i orden at lyve om at hendes røv ikke ser stor ud i de bukser, så er det også i orden at lyve om alt andet… [Deraf det kategoriske, og ergo må vi med Kant konkludere, er det så aldrig i orden]
Suzy-Hang-Around argumenterer for at det er iskoldt, og det er såmænd rigtigt, men min indvending er så, at utilitarismen er lige så kold og skånselsløs, fordi utilitaristerne er etikkens købmænd. Etik er for dem et spørgsmål om den kyniske cost-benefit analyse; hvis 260.000 dør nu i Rwanda uden en indsats, men kun 259.000 dør efter en langvarig krig udløst af en international indsats, ja så er en indsats det bedste. Medmindre man kan argumentere godt for at kortvarig lidelse er bedre end 30 års borgerkrig, i så fald skal vi lade stå til. Den slags er sjovt at se Jack Bauer føre ud i livet i 24, men mindre spændende, når det er din dør det banker på.
Problemet med utilitarismen er [udover usikkerhedsmomentet i at enhver, uskyldig som skyldig, nårsomhelst kan ofres for det fælles gode] at kalkulen altid først kan gøres op bagefter – så i handlingsøjeblikket er der ingen garanti for, at den gode intention får et godt udkomme. Sådan er livet jo, vil nogen måske indvende, vejen til Helvede er brolagt med gode intentioner og den slags…
Men er en handling, der udspringer af de bedste intentioner, omend det endte skidt, ikke bedre end en handling med onde hensigter, der endte minimalt mindre skidt?

Universets sammenhæng, eller: karma for ateister

Jeg har besluttet mig til at sætte min lid til, at universets indre (eller måske snarere ydre?) logik faktisk eksisterer, og at éns handlen i verden sætter spor, der som ringe i verden spreder signalerne, så verden kan svare. Næh, der er skam ikke tale om nogen form for agnostisk tro på muligheden for en større guddommelig kraft – snarere en semiotisk tro på, at et output skaber en reaktion, at tegn avler tegn – eller i en mere buddhistisk inspireret sproglig klædedragt: At karmaloven virker, at det man sender ud får man tilbage i en eller anden form…
I denne positive tiltro til universets sammenhæng har jeg i dag bestilt en fantastisk ny cykel, det gamle vrag burde så blive stjålet i løbet af et par dage!

[Den logiske tankegang er den samme, som den der fx. forklarer at plastic-lighteren under Store Torvs arkæologiske udgravning ligger der, fordi den er fortalt derhen.]

Nyt navn?

Jeg overvejer, om jeg skal have et nyt navn. Og før trangen til at uddele “hold så op med at være hysterisk”-lussinger griber dig, så lad mig tilføje, at jeg IKKE har været til numerolog, og ikke har planer om at skulle hedde Maiibrijeanetq.
Næh, jeg overvejer, om jeg skulle få mig et mellemnavn, og ikke bare et hvilket som helst navn, men det navn, som min fader mente, jeg skulle døbes i sin tid (men ikke fik lov til at bestemme), og som min dobbelt-niece skal døbes om et par uger – hvor jeg skal være (ateistisk) gudmor.
FOR taler:
1) Min følelsesmæssige tilknytning til navnet
2) ikke længere at dele navn med ca. 1737 personer her i landet.
IMOD taler:
1) Et navn er et navn, det kan man da ikke lave om på
2) …er der ikke et eller andet lamt ved at rende rundt og skifte navn “for sjov”
3) Det koster et nyt pas & kørekort

Input og reaktioner modtages med glæde

Diskussionsoplæg

Jeg har (postet som en kommentar her) modtaget dette debatoplæg fra Chili:

Hvorfor leger kvinder ikke?
Jeg faldt over Undr-indlægget om kvinders og mænds tankegang (og de store forskel). Jeg sidder lige for tiden og har et lille privat forskningsprojekt kørende i baghovedet (se overskriften), som jeg godt kunne tænke mig at smide ud i en reflekterende blogosfære som denne.
Det er selvfølgelig noget af en påstand, at kvinder ikke leger, men jeg mener klart, der er belæg for, om ikke andet så, en diskussion om dette. Med leg mener jeg (selv)underholdende adfærd både privat og på arbejdet.
Scenario 1: Tre små piger fylkes om dukkehuset. De tager alt inventaret, dukker og det hele ud af huset og maser nu på med at placere det hele igen, mens kommentarer som “og så legede vi jo at moren havde et sminkebord” og “nej, den skal ikke stå der,vent nu, den skal stå RIGTIGT” fylder rummet. Da hele dukkehuset er indrettet smider de dukkerne og begynder på noget andet.
Scenario 2: Hans og Lene kommer hjem og kigger opgivende på rodet i gangen og stuen. De har begge haft en stresset dag på arbejdet. Hans skal lige tjekke om han har fået svar på den mail, han sendte til chefen inden han gik, og Lene går i gang med at lave aftensmad. Da hun 20 minutter senere kommer ind i stuen ser den ud på præcis samme måde og Hans sidder og surfer på nettet.

Mit eget svar er, at kvinder skam også leger – men ikke nødvendigvis på samme måde / eller samme tid som mænd:
ad scenarie 1) Det er skam leg pigerne har gang i. Og den slags husker jeg tydeligt at have leget meget som barn, men pointen i legen er at bygge drømmehuset (til dukken, men den er egentlig irrelevant), ikke rollespil, hvor GI Joe og rummonstrets kamp med hinanden er pointen (som små drenge vist nok foretrækker, men jeg kommer fra en pigefamilie, så her er jeg ganske inhabil).
ad scenarie 2) Piger er (som regel) opdraget til, at tingene skal være ordentlige og på deres plads, og det er os, der har ansvaret for at det bliver sådan. Lene går derfor i gang med at lave mad (for det skal jo gøres, og så er det jo bare at komme i gang) – bagefter er der nemlig tid til at lege… Bortset fra, at det jo så ikke er muligt, fordi Hans ikke er blevet opdraget til at “være dygtig, før han må lege”, så han har ikke ryddet op – og nu er nogle af Lenes valgmuligheder så (forudsat at hun prøver at få hjemmet til at se pænt ud, som hun jo er opdraget til at sørge for): 1) Spørge Hans, om han ikke godt gider rydde op [dette kan så gøres på flere måder, men en del af dem vil få Lene til at føle, at hun spiller mor]. 2) Ignorere det og håbe at Hans på et tidspunkt selv gør noget. 3) Selv rydde op (hvilket ofte er den hurtigste løsning).

Men Chilis konklusion: at kvinder ikke leger, mener jeg er forkert. Derimod vil jeg medgive at kvinder (de voksne af slagsen) ofte er dårlige til at give sig selv tid til at lege… Hvad siger I andre?

Hvem er det lige, der er amatørerne her?

Politiken-journalisterne blogger… eller prøver på det. Men det virker ikke som om de helt ved, hvad de vil med det. Indlæggene ligner i formatet mest den klassiske avisklumme – som jo også er det, journalisterne er gode til. Men hvis de vil gøre sig i et nyt medie, så skulle de måske:
1) have researchet lidt på, hvad mediets muligheder er.
2) have gjort sig nogle tanker om, hvad de vil med det/hvorfor de gør det.
[vrænget på københengelsk] Come on: Er der noget journalister burde kunne, så er det vel research & mediestrategi!
Ellers fine kulturjournalister har skrevet et par klummer, som så er klasket ind i noget, vi for variationens skyld kalder en “weblog” (UHA-UHA det er også meget moderne har vi læst et sted…)
Det mest blog-lignende er denne digital økonomi-blog men jeg kunne ikke lade være med at grine over denne post, der filosoferer over “problemet” med alle de amatører på nettet, og blandt andet siger: “Som udviklingen ser ud vil amatørerne få en stadigt større plads på nettet. Ganske som der nu er flere blogs, der ikke er engelsksprogede”. – Nøj! Flere ligefrem? Altså mere end 2 på dansk fx?
På de 10 poster er der kommet 2 kommentarer – begge indeholdende spørgsmål, der ikke er blevet besvaret.
Hvem er det lige, der er amatørerne her?
Eller skal vi vælge at opfatte amatør-begrebet som i boksningens verden: som en distinktion mellem dem, der prøver at tjene penge på det, og den der gør det, fordi de kan lide det?

En kommentar, der eksemplificerer mine pointer:

Tak for nedenstående kommentar, it proves my point – faktisk rigtigt mange af dem, i så få ord:

“Hunkønsvæsner (så håber jeg ikke at jeg har brugt et forkert ord) har ofte meget svært ved at fokusere på det væsentlige, de lader sig drive af følelser, og så ender det med at være patetisk. Og ingen specielt ikke mænd kan tage det alvorligt.”

Om frugtsalat, mænd & kvinder …

Så er mændene (gik jeg ud fra, men Leto har siden sået tvivl om Andys køn) kommet på banen – og eftersom de havde lange kommentarer, fortjener de et ordentligt svar – så jeg er glad for at få lov til at uddybe:
Andy kalder mit indlæg æbler, pærer og bananer i en uskøn blanding – det kan jeg kun være enig i. Hvis ligestillingsproblematikken havde været ligetil, havde vi (mænd & kvinder) jo klaret dén sag for årtier siden, dummere er vi jo ikke – desværre er det, for at blive i din egen metaforik en værre gang frugtsalat (af fordomme, kategoriseringer, samfundsstrukturer, indoktrinering, opdragelse, kønsspecifikke forventninger etc. som ikke er sådan at putte på formel).

Næste indvending fra Andy er, at Tøseblogdinneren er en tøseopfindelse. I dit indlæg får du det til at fremstille som om, at noget bliver trukket ned over jer. I trækker skam selv […] Så hvis du føler, at du er en kønsperker, er det vel og mærke dine perkervenner, der kalder dig perker.
Det var faktisk netop min pointe; jeg beskylder ingen steder mændene for at stå bag dette – faktisk lægger jeg vægt på, at vi alle har del i det, og derfor alle bør tænke os om, og selv om jeg ikke kalder de to bagmænd for tøsedinneren (alle mulige) grimme ting – er mit indlæg da primært en kritik rettet mod dem; jeg mener, at de (sikkert utilsigtet, uvidende og alt muligt andet med u-) med deres branding af alle kvindelige bloggere som nogle tøzer vil underminere samtlige kvindelige bloggere langt ud i fremtiden, så jeg håber sateme ikke at den branding får stor succes! Så ja! Jeg er fuldstændig klar over at det er mine med-køns-perkere der kalder mig perker, men det giver vel stadig mig, som individ, ret til at frabede mig det.
En forventelig indvending til dette er: “Jamen de brander jo kun sig selv, ikke dig” Nix! og Andy fik faktisk netop bevist det, med sin brug af flertal ovenfor “noget der bliver trukket ned over JER. I trækker skam selv” – “Jer” det er så Kvinderne, og der er jeg helt enig (der bliver os alle, mere nuancerede er medierne desværre ikke) – og hele min pointe med mit indlæg var at gøre opmærksom på, jeg ikke ville have tøse-etiketten trukket ned over mit hoved, så jeg trækker absolut ikke selv! (pardon the pun.)

Leto & Andy er begge på banen med en indvending om at en mand ikke bare er en mand – at alt og alle har definitioner, og at en mand også kan være; stodder, herre, stud, dreng, mandsling, husbond, hjemmedreng, tyr, buk, en rigtig håndværker, en mors dreng, en nørd, en nar, et røvhul, en charmetrold, en charlatan, en wise-guy, en dengse, en slapsvans, et mandfolk… og en tøs.
Deri har de ret; Vi definerer alt og alle i tide og utide – Men lige præcis ordet “mand” er neutralt, men ordet “kvinde” desværre ikke er det (måske konnoterer det lidt 70’er-feminisme? Vamp? Mor?) – hvis det var neutralt, tror jeg ikke der ville være kvinder i 50’erne, der omtalte sig selv som “piger”, eller kvinder i 20’erne, der omtalte sig selv som tøser.
Men min indvending er: Netop her i blogland er køn jo ikke nogen bestemmende faktor – idet omdrejningspunktet her er ord, og selvfølgelig de mennesker, der skriver dem (ikke forstået sådan at kønnet er irrelevant, det ville være naivt at tro), men for at bruge et andet eksempel, hvor der er ordene, der er vigtigst; på bibliotekerne har man fx. aldrig set nogen pointe i at lave en hylde til de mandlige forfattere og én til de kvindelige.
På samme måde kan jeg ikke se nogen pointe i at lave en særlig kategori af kvindelige bloggere (som i den brede offentlighed lynhurtigt vil komme til at betegne alle kvindelige bloggere) – da det i mine øjne kun vil have én effekt, nemlig at gøre kvindelige bloggere lidt mindre værd, end de mandlige bloggere.

Leto mener at: Vi bliver alle kendt for noget af nogen, du er selv med i den proces, men du har ikke ret i, at det er vores køn der afgrænser og begrænser os, det er i højere grad vores virke, job og bedrifter der bidrager til dette. Deri har han jo heldigvis ret; vi bliver også defineret af alt muligt andet – heldigvis mange af de ting, vi selv kan være med til at ændre på. Men kvinder bliver desværre også i alt for høj grad OGSÅ hele tiden defineret ud fra deres køn, fordi kvinden (se det oprindelige indlæg) er “det andet”, afvigelsen fra normen. [Argumenter for dette kan findes i de utallige undersøgelser, der findes af typen: Præcis samme budskab læses op af hhv. en mande- og en kvindestemme – kvindestemmen scorer langt lavere på “troværdighedsskalaen” – alene på grund af sit køn.]

Andy: Dit eksempel om alle de frygtelige små forskelle i hverdagen kan jeg ikke følge. Nej, de frygtelige små forskelle er nemlig som regel lige under bagatelgrænsen – og skal man trække eksempler frem virker man skabet, pivet & nærtagende. For nu at bruge køns-perker metaforikken; Når man får ét afslag på en jobansøgning er det jo ikke sikkert, at det er fordi man hedder Muhammad Iqbar, vel? – Der kunne jo sagtens have været en mere kvalificeret ansøger (og måske var der det også). Men når man får afslag nr. 800, selv om der er mangel på ingeniører – så er der måske noget om, at det er fordi man hedder Muhammad Iqbar??
Det er i hvert fald min oplevelse, og at dømme ud fra de mange “skulderklappende” (som du kalder der) kommentarer fra kvinder, så tror jeg ikke, at det er en oplevelse jeg er alene om. [Men jeg kan sagtens se, at det kan se lidt pjattet ud, og sku’ vi nu ikke bare slappe lidt af? Dertil er der kun at sige; kun hvis vi aldrig vil have, at det bliver anderledes! Ellers må vi alle sammen prøve at tage os lidt sammen, selv om vi synes emnet er træls…]
Som Andy siger: Så kan det blive påtalt afhængig af selskabet. Både hvis en fyr opfører sig for tøset, eller hvis en pige opfører sig for drenget. Ja, og det er der da ingen af dem, der har fortjent! De egenskaber, vi tilskriver kønnet, tilskrives ofte som et enten/eller – og der ville jeg gerne (i det mindste) have indført en glidende skala.
En dreng kan eksempelvis ikke tillade sig at låse sig inde på et toilet og flæbe en hel fest igennem, fordi en ven talte lidt hårdt til ham, og han bare følte sig såååå misforstået. Get the point? Hørte jeg den ironiske tone? Jeps og jeg har 2 svar: 1) Det sjove: Jamen, jeg synes da han burde slå et slag for ligestillingen, låse sig inde og tude snot i stænger! 2) Det ærlige: Jeg hader dem, der låser sig inde på toilettet og tuder – for ikke bare er det for latterligt, JEG vil også (i alle mulige og umulige kontekster) resten af mit liv blive skudt i skoene, at jeg jo (fordi jeg tilfældigvis deler nogle biologiske træk med disse individer) nok ikke kan klare mosten, when the going gets tough, jeg skal jo sikkert ud på toilettet og tude eller noget. Alternativt (sødt og forstående, læs: nedladende) blive behandlet anderledes, aldrig få sandheden, få tingene pakket ind i vat, for at beskytte lille-pus-mig mod den store onde virkelighed [så ikke jeg skal ud på toilettet og tude! Men det bliver ikke sagt, for den subtekst er næsten aldrig bevidst].
Det rigtigt trælse her, er at det jo egentlig ikke er dem, der tuder på toilettet, der er problemet. Det er den lidt for veludviklede mønstergenkendelse, der gør at vi [mænd OG kvinder] hele tiden (ubevidst) generaliserer fra én til alle især når der gælder kvinder. Og at jeg som individ derfor skal forsvare mig mod alle de (ofte ubevidste) fordomme jeg mødes med, men som næsten aldrig ytres direkte.

Bare blogger, tak! (eller et Kønspolitisk oprop!)

Ok, jeg har prøvet at holde mig i skindet, men here goes… Det handler selvfølgelig om tøsebloggerdebatten som Liselotte startede ved at sige pænt “Nej tak” til et arrangement med titlen Tøseblogger dinner – ode til eksistensen som tøsemedie.
Min allerførste tanke var, at det da lød sjovt & hyggeligt at møde nogen andre bloggere, det har jeg før haft succes med – men det varende lige indtil jeg så titlen, så tænkte jeg HELL NO! (på dansk; Fa’en heller!).

Kvinder bliver altid defineret som “det andet”, kvinder er nødt til at blive defineret, fordi de er “noget andet end normalen” – mens der aldrig er nogen forsøg på at definere, hvad en mand er – for det er jo selvindlysende (lige som det er selvindlysende at begrebet “mand” kan dække over så utroligt meget, at det er et vidt begreb ud over lige biologien).
“Det andet” køn er vi hele tiden nødt til at få sat ord på, så vi kan få defineret “anderledesheden”, så det holder op med at være farligt (kan vi definere det fremmede er det ikke længere så fremmed, og dermed farligt). Denne definitionstrang gør, at vi hele tiden læser flere betydninger ind (end blot det biologiske køn), lige meget hvilke ord vi bruger om kvinder – og af samme grund er vi nødt til hele tiden at finde på nye ord, fordi de gamle bliver overlæsset med uønskede konnotationer (medbetydninger). Jeg nævner i flæng; Kælling, madamme, pige, tøs, qvinde, fruentimmer, luder, frøken, ho, dame, frue, bitch, kone. Lige meget hvilket ord du som kvinde foretrækker, så trækker det mere mening med sig, end blot “hunkøn”. Betydninger der siger noget om fx. opførsel, imødekommenhed, sexualitet (eller mangel på samme) og ægtestand. Alle betydningsområder, hvor vi hver især kan have en mening om, hvad der er godt, skidt, upassende, utilbørligt, lækkert eller frækt… Og ganske ofte kan samme ord derfor også for hver enkelt have ganske forskellige betydninger i forskellige kontekster (sammenhænge). Og så er vi tilbage ved at ordet “tøs” lyder helt forskelligt alt efter om det indgår i en kontekst, hvor vi har fat i ordets seksuelle eller aseksuelle (=ikke-kønsmodne) medbetydninger.
Resume: Vi er nået så langt, at kvinder altid bliver “defineret” ud fra deres køn, fordi kvinden er “det andet” – og at disse definitioner altid får mere betydning end blot at definere kønnet.

Er det nu så farligt at blive defineret, kan nogen med rette spørge?
Her er min påstand; Ja! En definition er altid en AFgrænsning – og det vil på nogle punkter altid være en BEgrænsning! “En kvinde er A, B & C (indsat selv værdier)” er det samme som at sige, “En kvinde er ikke X, Y & Z” – eller sågar “Et hunkønsvæsen, der ikke er A, B & C – er ikke en kvinde”. Det er simpel logik (noget som jeg i følge mange definitioner ikke burde være god til pga. mit køn, men det er jeg altså – og straks gør det, at jeg kræver min egen definition…)

Nogen vil her trække på skuldrene og sige “sku’ du nu ikke lige slappe af med det der femi-pis!” Og til det kan jeg kun sige; Jo, gid det her var unødvendigt! Men al erfaring viser, at det er desværre nødvendigt… [og jeg kan godt forstå, hvorfor det for mænd kan virke pjattet – for de har aldrig prøvet hvad det vil sige; ikke at blive taget alvorligt, at blive talt ned til og at blive regnet for mindreværdige og useriøse alene på grund af deres køn – og ligesom med racisme er det fint at I melder jer i debatten – men I vil aldrig vide, hvordan det er at være køns-perker! – og hvis nogen læser dette som klynk, så vil jeg lige sige, at det er det skam ikke, det er bare de kolde kendsgerninger]

Lad mig give et eksempel fra den virkelige verden:
Person A møder person B til relativt larmende koncert, hvor de for så vidt kan lide musikgenren, men begge udtrykker, at de finder bandet lidt kedeligt. A & B følges derfor videre til anden koncert med Volbeat (dansk tungrocks unge håb). Person B giver sig nu til kontinuerligt at forklare A alt hvad der foregår til sådan en farlig koncert i stil med; “nu vil han gerne have, at vi råber Vol-Beat-Vol-Beat”. Person A føler sig talt voldsomt ned til og føler stærk trang til at fortælle mr. B at dengang han sad derhjemme og hørte Madonna på konfirmationsanlægget i forældrenes parcelhus, dansede frk. A pogo til Ramoneskoncert i Pumpehuset og obscure amerikanske undergrundspunkbands i ungeren & på Barbue – så måske skulle han lige ta’ og lukke røven.
– Men det gør A ikke, for havde hun sagt det ville hun 1) have såret hans mandighed, hvilket ville have fået ham til at 2) mene, at hun overreagerede TOTALT og 3) kaldt hende en bitch, og eventuelt beskyldt hende for at være betonlebbe… (for det er kvinder, som insisterer på at være selvstændige og intellektuelt ligeværdige nemlig altid!)
– Hvis lysten til at sige person B et par sandheder også forekommer dig at være en overreaktion, så prøv lige at forestille dig samme scenarie med 2 mænd – kan du se det for dig? Nej? Hvorfor ikke?
Eller forstil dig scenariet med modsat fortegn kønsmæssigt; Kvindelig koncertgæst fortæller mandlig koncertgæst (der ikke ser voldsomt mindrebegavet ud) de uskrevne regler ved rockkoncerter… Virker det underligt?? Nej??

“Nå, men dét var jo bare én mærkelig historie, der er sikkert noget galt med fyren, og I var sikkert fulde og alt muligt…” Jaja men den slags sker netop hele tiden i det små – det er de små umærkelige “forskelsbehandlinger”, der hele tiden bestyrker, at der er forskel (ud over det biologiske køn), og at det er okay at behandle kvinder anderledes end mænd FORDI de er kvinder.

Læg venligst mærke til, at jeg ovenfor konsekvent bruger “vi” i min lange smøre om definitioner – og dermed mener jeg både mænd & kvinder, og dette er (på trods af det foregående eksempel) ikke noget angreb på mænd – blot en analyse, der kan få os til at huske at tænke over, hvad vi gør og siger… og gøre opmærksom på at de ord, vi vælger, definerer, hvordan vi tænker på tingene. Og derfor min pointe:

Lige meget hvor meget glimt man har i øjet, mens man kalder sig selv “tøseblogger” – så indebærer definitionen helt uvilkårligt konnotationer (for nogle) om useriøsitet, umodenhed & eventuelt seksuel promiskuitet (eller i det mindste koket flirten dermed).

Derfor vil jeg godt bare være BLOGGER, tak. Og selv om jeg gerne ville møde nogle af de involverede – så nægter jeg at møde op til et arrangement med med den titel (og i øvrigt en undertitel, der lugter af blomstrede poesibøger) – selv om jeg da sikkert ville kunne møde nogle interessante mennesker.

PS: Jeg gider ikke undskylde, at dette blev et rivende feministisk indlæg – hvorfor skulle jeg det? (men stadig har jeg trangen, for dette er jo om noget trampen i “andetheden”, den andethed vi desperat prøver at undgå ved at få det defineret og puttet i kasser).