Kategoriarkiv: Teorier & kategoriseringer

Noget om kulturelle fikspunkter

“Kulturelle fikspunkter” hedder det i moderne kulturteori – de (i virkeligheden) latterlige detaljer, hvorpå vi hænger vores fordomme, harme, mistillid & alt andet skidt vi tænker om andre kulturer…
Så udnævner vi detaljen til at være symbolet på alt det ovenstående, eller måske rettere inkarnationen/essensen af “alt det der er bare er HELT FORKERT” ved den anden kultur.

Det er sådan, at et stykke stof viklet om en persons hoved i et tv-program pludselig kan blive et ekstremt provokerende “statement”, som kan hidse nogle mennesker helt utroligt op…

Øl = fuld i benene, Gin = i hovedet?

Under aftenens tour-de-nørrebronx udviklet teori:

Øl går i maven & især benene:
– motorisk udfordret man bliver [Leve Yoda], i særligt udviklede tilfælde, går dette ind i sin 3. fase, hvor en gyroskop-lignende tilstand opnås.

Gin, derimod går til hovedet:
– talecentret får sit eget liv, og det limbiske system får friere løb, end det plejer.

Eller er det bare mig?

1:45 søvn… = 1,5 m. opmærksomhedsfelt…

…og så en opdatering; Ja, jeg kom op igen, gik til kiropraktoren og besluttede mod al fornuft IKKE at gå i seng igen – så jeg kører på 7 kvarters søvn. Det nedsætter ens sensoriske evner gevaldigt; i stedet for en ofte ret omfattende periferisk observans som man sjældent lægger mærke til [Men det er den, der redder en levende fra at køre råddent på sin cykel – og HVOR stor en del af ens omgivelser man er i stand til at registrere og forholde sig til, kan man fx opleve, når man (for sent på den) kaster sig selv om sin cykel gennem krydset Lyngbyvej/Jagtvej for gult lys] I dag derimod er denne OBS-cirkel indskrænket til et sted mellem 1 og 1,5 m. i en cirkel omkring mit legeme.
Ligeledes er mit talecenter ramt, så den benhårde sprogfacist & ordkløver er i dag reduceret til sprogspasser; Jeg udtalte fx følgende: “Du har vaskemaskine” i et forsøg på at gøre samboen opmærksom på, at hun havde tøj i førnævnte maskine, som hun måske kunne have lyst til at fjerne derfra og hænge op, med det formål at det ikke blev jordslået, men derimod tørt… Alle disse fine intentioner, reduceret til “du har vaskemaskine”.
Det indskrænkede opmærksomhedsfelt minder mig i øvrigt om den tilstand, jeg tilbragte det meste af Roskilde Festivalen i sidste år [men af anden årsag]… Alt hvad der befinder sig mere end 1,5 m. væk kan man ikke rigtigt forholde sig til, og slet ikke forudsige dets bane eller retning… Ting & personer dukker således først (meget pludseligt) op. når de når inden for feltet… Det er ikke ubehageligt som sådan – bare ret stenet.