En ramme dåseøl + tre par Mao-sko = ?

Så er den over os igen. Bortset fra det klistrende plasticarmbånd jeg har lidt under siden i tirsdags, så var min første forsmag på dens genkomst foran Irma på Østerport, hvor en velklædt ung dame forsøger at få en ramme dåseøl og tre par Mao-sko til at balancere på cyklen.
Jeg undrer mig et øjeblik, men indser hurtigt, at det naturligvis er de essentielle indkøb til en Roskilde Festival med god vejrudsigt.
I går og i dag har jeg så tjekket armbånd ved Indgang East – Lørdagens vagt gik primært ud på at fortælle bilister at “nej de måtte ikke lige køre ind selv om de skulle noget meget vigtigt”, når ikke de havde den rigtige tilladelse. I løbet af dagen ankom så alle de festivalgæster der VIL have den bedste campingplads. De kunne få armbånd fra midnat, hvorefter de blev sluset ind i en aflukket fold, hvor de så skulle vente til kl. 8.00 i morges, hvor hegnet ville blive væltet, og de kunne spæne ind over markerne (hvis de ikke var gået helt kolde i mellemtiden).
Da jeg gik kl. 18 i går var der pænt mange mennesker med campinggrej (som jo er et vidt begreb på Roskilde). Da jeg kom igen kl. 06.00 var der grotesk latterligt mange… Almindelige gæster i folden, og medarbejdere ved porten (hvor de så kunne blive sluset ind kl. 8.15 – de betalende skulle have et kvarters forspring. Ved porten med medarbejderne var der rimeligt roligt, så bortset fra at jeg måtte bære min lånte cykel hen over 500 meter folk med campinggrej, var det rimeligt roligt. Men i folden længere henne var dem, der havde ventet i 10-20 timer blevet utålmodige, så ca. kl. 6.45 vender vi os om, fordi der er lidt tumult – og ser 10.000 mennesker med telte spæne ned over markerne. De havde så besluttet sig for at vælte hegnet i utide. Og intet kunne stoppe den horde rabiate sortklædte roskildefestival-veteraner…
Derefter var det så liiidt svært at forklare de ventende medarbejdere, hvorfor de ikke også kunne komme ind, så efter nogen palaver på radioen, en i hast tilkaldt kran, der fjernede en lampemast, blev de så også lukket ind. Men det er nu ret interessant, hvor meget autoritet der ligger i en fast stemmeføring, en orange vest og en walkie-talkie (jeg har vendt mange store lastbiler & voldpiercede/tatoverede mænd med intet andet end venlig høflighed til følge – kun enkelte “jeg har altså ombytningsbillet til et medie-armbånd”-typer skaber sig) – mere derom ved lejlighed. Men jeg har lige en synops-eksamen på tirsdag kl. 11 og væg-til-væg fyldt kalender med arbejde, mere arbejde, lidt mere arbejde og en nattevagt på Roskilde fra mandag til tirsdag inden da. Så min eksamensforberedelsestid består vist (ud over en eventuel mulighed for sporadisk læsning i løbet af nattevagten) af de næste 2 timer inden jeg dratter omkuld. Roger Over.

5 thoughts on “En ramme dåseøl + tre par Mao-sko = ?

  1. AnetQ Forfatter

    Jeg siger: Fjingo-fjongo! [nu vi siger mærkelige ord, der lyder sjovt] For min skyld kunne vi meget gerne drikke den, mens vi hørte Raconteurs eller noget andet godt.
    – Hov jeg har lige tjekket programmet, og det er jo først supersøndag de spiller, så lad os mødes inden. Jeg lokkede dit nummer ud af Morfar sidst, så jeg smider en dig en sms asap.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.