Dengang jeg var barn og slikbutikkerne havde 5 øres-ting (og vores forældre slog os ihjel og dansede på vores grave, hvorefter vi stod op 3 timer før vi gik i seng) … var bon’er sådan nogle dumme smålapper, der kunne krølles sammen og disintegrere til lommeuld i løbet af ca. 1 ½ dag.

I løbet af de sidste par år er forbruget af papir til dette usle formål antaget et urimeligt omfang – og nu må det være nok!
Nogle vil her argumentere med at dette skyldes at bon’er nu om dage indeholder langt mere information, med alle de her nymodens stregkoder, ekspedientnumre, logoer & åbningstider, men lad os nu se på et eksempel:

(Vurder selv hvor meget plads, der her anvendes på relevant information)
For at føje spot til skade bliver man, hver gang man betaler med dankort udstyret med en lige så stor tillægsbon – og for ikke at få frastjålet sine dankortdetaljer insisterer enhver salgsassistent nu på, at man tager sin enorme kvittering med sig.
Og fænomenet griber om sig: Det er ikke bare supermarkeder og 7-11 der påtvinger én en A6-side fordi man har købt en liter mælk og en pose lakridser… Næh, hvis man fx. er typen, der ind i mellem låner en stak CDer på biblioteket bliver man ligeledes udstyret med en meterlang kvittering – medmindre man vil efterlade en fuld liste over sine udlån sammen med sit navn & adresse…