“Er I stendannere i din familie?”

Jeg vil aldrig flytte længere end 5 kilometer fra Nyhavn. Ikke (blot) fordi jeg er en Københavnersnude, der hverken kan finde vej på Amager eller for langt uden for Jagtvejen… Næh, fordi så skal jeg skifte læge, og jeg har verdens sejeste læge!
I dag kommer jeg forbi med Marlon Brandon-kind i venstre side af ansigtet. Jeg fortæller, at den odontologiske sagkundskab har tjekket mit gebis uden at finde nogen forklaring på ømhed og hævelse, og at odonto.. tandlægen i øvrigt aldrig har set noget lignende. Superlægen siger tørt, at det var da dumt, jeg skulle da bare være kommet op til ham først – og efter et blik på min kind: “om jeg ville have en diagnose med det samme?”
Vi går dog indenfor, før han spidsfindigt spørger mig: “Er I stenproducerende i din familie?” – Næh, der er en del strandstensamlere, og der har altid været mange mursten i baghaverne, men ikke i organerne, som jeg har hørt om… Nå men diagnosen er så en stendannelse i spytkanalen i den ene kind.
Og ikke bare er han den supertjekkede alt-mulig-læge, der lige kan akupunktere til husbehov, næh han er også fuld af spøjse husmoderlige råd: Jeg kan fx. lige prøve at kurere min Marlon Brando-kind med nogle sure cornichoner i kinden, inden jeg tester de gigtpiller, som jeg selvfølgelig også får en recept på.
Og ud over at han selv er sjov, så tager han også mine bramfri bemærkninger præcis så letmodigt som de er ment – og det er jo en fordel, når man har en tendens til at fyre den slags af [har masser af erfaring med utilsigtet at fornærme folk]… Husker fx tydeligt en af de første gange jeg mødte ham: Jeg kom haltende med halsbetændelse & forstuvet ankel og gjorde mig morsom over, at han også haltede omkring med forstuvet fod. Han bemærker knastørt, at det nu var børnepolio… Jeg konkluderer lynhurtigt, at “så går det sgu nok ikke over på en 3 ugers tid”. Det giver han mig helt ret i!

5 thoughts on ““Er I stendannere i din familie?”

  1. Deborah

    Kender jeg godt, jeg vil heller ikke skifte læge…. Min er også altid god for en kvik bemærkning, samtidiig med at være omsorgsfuld og god. Men jeg har nu været heldig med dem jeg havde, også da jeg boede sydover.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.