Få varmet pusselankerne!

I går impulskøbte jeg noget sengetøj pga. en etymologisk fantastiskhed!
Den svenske sengetøjsbiks havde multiskandinaviske tekster på alt, og her kommer det fantastiske: Når man (som jeg altid) har kolde fødder om aftenen, så er det bare med at stikke pusselankerne ned under dynen. Og gæt nu, hvad et dynebetræk hedder på det fantastiske, fornøjelige sprog finsk??

Pussilakana

Det være en eller anden mærkelig import af det ord, der er endt som “pusselanker”, som slang for ben på dansk. Vi har et finsk låneord (håber jeg), hvor supersejt er dét lige?!

PS: Pusselanke & pusselanke-ben optræder i øvrigt i ordbog over det danske sprog og har været i brug siden 1855. Det eksisterer også på norsk; sågar som eksempel på ensretning af den norske stavning [Uha! Ellers helt uhørt i Norge!].

7 thoughts on “Få varmet pusselankerne!

  1. Ulla

    Pussi betyder vist pose. De RIGTIGT store poser chips hedder nemlig Megapussi. Det grinede vi meget af den sommer…

  2. Suzy-Hang-Around

    Selv fortrinlige Den Danske Ordbog er ikke sikker på etymologien: “Vel af pus ‘lille barn’ og jysk lanke ‘barnefødder’, af jysk lanke ‘gå på unormal måde'”.

    Hm. Logisk halter det at have samme ord i to generationer af etymologien, men intet er jo perfekt i denne verden …

  3. AnetQ Forfatter

    @SHA: Jeg stemmer for min hidtidige holdning om, at etymologi dybest set er (overuddannet, jovel, men stadig blot) gætværk – og er sikker på, at de lærde professorer blot var uvidende om den fantastiske finske forbindelse. Er du med på den vogn?
    PS: Jeg ønsker mig stadig brændende den lækre ordbog, måske skulle jeg virkelig starte dén paypal-indsamling ;)

    @Ulla: Megapussi, Hahahhahah Jeg må virkelig se at komme til Finland igen – tak for det fantastiske ord!

  4. Suzy-Hang-Around

    Jeg er altid i dit hjørne! Heja, den finske forbindelse ;-)

    Og kom rask af sted med din Paypal, den ordbog er altså ikke til at leve uden.

  5. Madsen

    Hejsa – og undskyld jeg sådan bryder ind.
    “pussi” betyder rigtig nok “pose” og “lakana” betyder “lagen” – altså et “poselagen”. Begge ord lyder mistænkelig meget som låneord fra svensk.

    “pus”, i “pusselanker”, betyder rigtig nok “lille dreng/pige” og kommer fra et nyhøjtysk dialektalt ord “pfosi”, mens “lanker” kommer fra nedertysk, hvor “lank” betyder “ben”.

    Mht. det jyske ord “lanker” for barneben, så kan der være tale om enten parallelimport – altså at nogen har lånt “lank” ind i deres dialekt uafhængigt af indlånet af samme ord i forbindelse med “pusselanker”; eller der kan være tale om back-formation, hvor man har indlånt hele ordet “pusselanker” (måske satte tyskerne det sammen for os – “pfosilanken” anyone?) og “lanker” er blevet (mis-)analyseret til at betyde “barneben” og taget i brug i pågældende dialekt.

    Dette er selvfølgelig bare muligheder, men der er nu ikke meget der peger på et lån fra finsk, men hey, vi har da lånt “sauna”. :)

    Mvh. Madsen

  6. AnetQ Forfatter

    Arj Madsen! Hvor tarveligt sådan at kaste vand på det finske bål! Du har jo ret i at det mistænkeligt lyder som svenske lån på finsk – men også svensk bliver jo skønnere at at blive til finsk, så det er til at leve med. Hvad værre er, er at koblingen af pus [lille barn] + lanker [ben] jo lyder vældigt logisk omend kedeligt ufinsk…

    Vi må gøre en indsats for at opmuntre til indlån af nye ord fra finsk! – gad vide om der ikke er en gruppe på facebook med det formål allerede?!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.