Michael Glawogger har slået sit navn fast som visuel og politisk dokumentarist i film som ‘Megacities’ og ‘Working Man’s Death’, der vandt førsteprisen på CPH:DOX i 2005. Men i spillefilmen ‘Slumming’ er havenisser, kulsort absurd humor og mørk, østrigsk vinter de bærende ingredienser i en provokerende skildring af to arrige og kompromisløse mænd. Den unge, elitære og mere end almindeligt arrogante overklasse-fyr Sebastian bruger fritiden i Wien på ‘slumming’, altså på at besøge steder, der er under hans niveau: smagløse cafeer, barer og bistandskontorer, hvor han i kedsomhed bruger underklassen som legetøj. Da den alkoholiserede gadepoet Kallmann går i dørken på en bænk, bliver han det næste offer, idet Sebastian og vennen Alex kører Kallmann over grænsen til Tjekkiet og efterlader ham alene på en anden bænk, uden pas og uden at kunne sproget. Den vrede alkoholikers rejse tilbage til Wien bliver lang, surrealistisk og hallucinatorisk tur gennem et både fysisk og mentalt landskab. August Diehl og Paulus Manker er som Sebastian og Kallmann både usympatiske og dragende, og de leverer brændende karakterstudier som to forskellige mænd, der begge foragter almindeligheden.
Helt klart en sen tur ud i den kølige nat værd! Omtalen nævner ikke engang den tredje person: Pia, hvis kollega har internet-datet Sebastian for hende (og i hendes navn), som er fuldstændigt uinteresseret i at imponere (den psykopatiske, men det er nu ikke derfor!) Sebastian og lige så mærkelig som de andre to hovedpersoner – og derved får den ellers fuldstændigt kedsomhedsramte og totalt uempatiske Sebastian til at forelske sig (psykopatisk) i hende.
Et par stemningsklip:
1) Den hærdede alkoholiker Kallmann vågner af brandert (ved at han kaster op) i et sommerhus et sted i Tjekkiet. Han går ud og hopper indædt rundt på frossen sø, indtil han går igennem isen. Han kæmper sig op af det isnende vand. Efter ham popper en, to, tre havenisser [med POP!-lyd] op i hullet i isen. Kallmann går tilbage til hytten, henter al alkoholen som han flaske for flaske tyrer efter havenisserne i hullet [POP! der kom den fjerde havenisse!]. Og er siden “kureret” for sin alkoholisme…
2) Det er fastelavn i morgen, hvad skal du klædes ud som, spørger kollegaen Pia. “Som en mand der er klædt ud som en kvinde. så ser man altid dum ud, med den lidt for tunge makeup og de dårligt oversminkede skægstubbe. Kvinder, der er klædt ud som mænd, ser derimod altid super ud” Kollegaen: “Nå, så er det det jeg skal være”
[Dagen efter kommer Pia som ret overbevisende mand i drag (men ser dog ikke så grim ud) mens kollegaen tropper op som (ikke alt for køn) kvinde i drag] I den mundering drager Pia så i øvrigt til Tjekkiet for at finde Kallmann sammen med hans drukveninde Herta.
De 3 historier er alle interessante (og sjove), de hænger sammen uden at det føles “kunstfærdigt” (som det tit er resultatet i den amerikanske film med flere fortælletråde, fordi de gerne vil være lidt “clever” omkring det), og det lykkedes både at fortælle menneskelige historier, være ekstremt morsom, og lave en helt vanvittig, grotesk og mærkelig film der giver mening.
Det er sådan noget jeg elsker ved Natfilmsfestival: de absurde, groteske og fantastiske film. Det er også dem jeg husker, som fx. denne utroligt smukke, romantiske og poetiske film om… [ja, du gættede rigtigt!] nekrofili. Eller sidste års fantastiske mix af dukkefilm og rigtige mennesker i denne fabel om rigtige mennesker, der bliver lavet om til mekaniske spilledåser
Og hvis du virkelig læser med endnu, så kan du finde aftenens sidste billige grin her: Tjek brugerkommentaren til sidstnævnte film (The Piano Tuner of Earthquakes) – og hvis nogen taler kinesisk kunne det være interessant at høre om det giver mening, hvis man babelfisker det tilbage til kinesisk?