I dag faldt jeg over en fin formulering hos Torben Sangild i en (i øvrigt læsværdig og morsom) diskussion om toiletbrættets hvilestilling (!) – og tænkte jeg lige ville citere den, da den i én sætning formulerer det forhold, jeg hidsede mig op over i indlægget om køn, kunst & Marvel forleden:

At bruge sproget, diskursen, som en magt til at gøre den ene side af parret normal/rigtig og den anden unormal/urigtig. Det er den slags diskurser der har tvunget generationer af venstrehåndede til at skrive med højre hånd, og som i større målestok har gjort manden til intetkøn og kvinden til kønnet diskursiv afvigelse og negation. (Beklager denne abstrakte formulering, men det handler kort sagt om at udtryk som fx “han” i betydningen “hvem som helst” er med til at formulere det kvindelige som en afvigelse fra den mandlige norm, sådan som det har været udbredt indtil 1970erne).

Det er jo benhårdt formuleret! Go Torben!