The Broken Beats startede med at lyde som Brit-pop, og der er da også en del Jarvis Cocker i den glade forsanger. Så var der tresserlyd. Og Pop-Rock efter hans eget udsagn. Og masser af vokaler. Faktisk sang alle 6 mand høj (incl. 2 dog ikke særligt høje kvinder) plus gæstestjernen Ted Bronson ganske jævnligt alle på én gang.
Og så var han spas, forsangeren (Kim Munk siger Vega han hedder). Alle numre blev nøje forklaret “Den næste hedder Essentials II… Det er en sang om at komme for sent på arbejde”. Nogle numre sågar forklaret undervejs i sangen i et af de mange mange breaks. Reklamer var der også indlagt: [midt i længere nummer] dramatisk opbygning – break… dramatisk pause: “Vi sælger CDer” [og så spiller de videre]. Da publikum råber “Nej” til oplysningen om, at det er sidste nummer: “Nej, det synes jeg også. Hvem har lavet den korte sætliste?” [Her kigger hele bandet (uden at det ser planlagt ud) anklagende på trommeslageren – salen er flad af grin].
Utroligt charmerende, ukunstlet & karismatisk. Lækkert gået! Musikken svingede mellem 5-7 stilarter, men det blev bestemt aldrig kedeligt. Min ledsager kunne heldigvis undervejs oplyse mig om, hvornår de spillede deres radiohits [jeg havde jo ikke hørt dem på P1]. Alt i alt ikke noget dårligt impulsvalg vi traf under gårsdagens MSN-samtale. Det bliver interessant at høre, om de også er gode på plade (uden den spase servering), men det må tjekkes ud.