11:55 Spiser de første 3 af dagens 7 penicillinpiller. Træt af alle de fucking piller.
12:03 Jeg tror, jeg kan tilintetgøre en hvilken som bakterie øjeblikkeligt ved at pisse på den!
12:38 Mmmm Solskin i ansigtet. Og frisk blæst.
13:30 Drikker kaffe med udsigt til hav.
15:50 Køber superlækker (lesbisk, selvfølgelig) dame.
16:15 Motorvejskørsel er en øde oplevelse på en helligdag, selv i myldretiden.
16:30 Kunne aldrig bo på Ring 2. Eller i forstæderne i det hele taget.
18:02 Spiser årets første ispind (KungFu-is naturligvis) med udsigt til den lille Havfrue.
21:30 A Knight’s Tale er jo “Ivanhoe meets Hair” det sidste både hvad angår frisurer & bryden-ud-i-sang. Gad vide om det var sådan den blev pitchet over frokost i Hollywood?
02:51 Tager dagens syvende pille og smører bakteriedræbercreme i næsen. Min hud på knoerne er så udtørret, at det svier at smøre creme på. Mon det er en bivirkning af al den medicin?
02:53 Er bare glad for at være født efter Dr. Fleming ved et uheld vippede noget mug ned i sin petriskål til en gang stafylokokker og udraderede dem…

Twitter. Jeg forstår ikke pointen. Det indrømmer jeg. Kunne sagtens bruge oceaner af tid på at sende små beskeder til centralen og dermed publicere alle mine strøtanker. Hele tiden. Men hvad skulle pointen være? Og jeg har sågar fået det forklaret, så selv min mor ville kunne forstå det (Tjek hans blog, der er flere fine “teknik forklaret for mødre”-poster og interessante diskussioner om fx webloggens død).

Måske er jeg bare mere til tovejskommunikation, og så har jeg jo en forkærlighed for længere indlæg og tanker må godt rumle lidt længere ind i mellem og finde deres form først.
På en blog kan man jo også lægge andet end sms-small-talk på: Kan fx. vise hvilken smuk dame jeg købte kl 15.50: Tamara De Lempicka: Autoportrait (og ordspillet selv-/bil-portræt er fikst), og skønt er billedet: