Det er en gammel sandhed, men i dag stødte jeg på den i flere forklædninger. På S-togs-stationerne hænger der i disse dage denne filmreklame:
Mænd beskrives med deres egenskaber eller karaktertræk, mens kvinder altid først og fremmest er deres køn, fordi det er “det andet køn”, afvigelsen fra normen – som er det mandlige. Og nej, den er ikke bedre i den danske oversættelse:
den usynlige kvinde.
Før du nu trækker på skulderen og tænker “usynlighed” ikke har noget godt alternativ til personbeskrivelse, så bemærk lige at Mr. Fantastic (også bare et adjektiv) da snildt kunne have haft en partner, der hed Miss Invisible.
Og til en argumentation om, at det jo handler om at sælge noget sex med den labre Frk. Alba: Enig, det gør det da, men med et billede af den smækre babe ovenfor er det da ikke teksten, der har sexappeal, det klarer hun da fint selv – og kom ikke og bild mig ind, at det er teksten vi (mænd såvel som kvinder) læser først!
Inde i toget læste jeg så en artikel i Urban om den franske kunstner Sophie Calles udstilling på biennalen i Venedig, og jeg citerer:
Det er aldrig fedt, når kæresten slår op.
Gør han det over en email, er det endnu værre. Men, men, men. Hedder man Sophie Calle og er en af Frankrigs mest populære, kvindelige kunstnere, kan den fatale nu-slår-jeg-op-email ende som en af de mest omtalte udstillinger på dette års kunst-biennale i Venedig.
Hun er skam ikke en af Frankrigs mest populære kunstnere, næh for hun tilhører jo den undergruppe af kunstnerne der har “det andet” køn, så hun er jo kun en af Frankrigs mest populære, kvindelige kunstnere. Nu kan man selvfølgelig argumentere for, at Sophie Calle jo bruger sig selv i ekstrem grad i sin kunst, og dermed også sit køn, men vis mig den mandlige kunstner, der konsekvent bliver omtalt som “den mandlige kunster NN”, lige meget hvor mange stive pikke han maler, synes det sjovt nok aldrig at ske.
Kunsttips: Vil man se mandlig pik-kunst, så er der store mængder af det på Aros. Kommer man forbi Venedig inden 31. oktober, så kan jeg kun anbefale at tjekke Sophie Calle – Jeg så engang hendes 30-års-krise som udstilling; En montreudstilling af hendes fødselsdagsgaver gennem 10-15 år, med selvanalyserende kommentarer om fejringen af den givne fødselsdag – det var yderst interessant og selvudleverende morsomt, så tjek hende ud!
Åwkæ! Der tabte du mig. Jeg er med så langt at det andet køn ofte gives ulogike og komplet unødvendige beskrivelser med på vejen – og ofte på en måde og i en sammenhæng der ikke ligefrem ligestiller kvinder.
Men du tager udgangspunkt i en af de tyndeste tegneserier – man var åbenbart ved at løbe tør efter Supermand, Batman, Spider-Man, Daredevil, Hellboy, Sin City, Blueberry (og listen er langt fra tømt), og med en mand kaldet “the Thing” som jo om nogen er objektificeret.
Jeg vil gerne anerkende dit slag for Sophie Calle (men aner intet om kunstneren – eller kunsten for den sags skyld), men “at diskutere med” Urban og Marvel-tegneserier vil jeg umiddelbart gætte på må være en svær kamp at vinde. Ingen af udgivelserne er tænkt til det reflekserende menneske.
Lige til sidst – hvis det virkelig var så vigtigt med karakteristikken, skulle man så ikke også droppe Mr. og Miss.?
Jeg diskuterer skam ikke med Marvel (det er jo det totale drengerøvsunivers, præcis som det skal være), min pointe er, at reklamekampagnen for filmen via teksterne neden under billederne “definerer” de forskellige karakterer som primært (det er det med de rigtigt store bogstaver) “Tingen”, “Faklen”, “Fantastisk” og “Kvinde” (ikke en ting eller en egenskab, men kønnet), havde den usynlige karakter været en mand, vil jeg godt sætte en hundredelas og en pony på, at der ikke havde stået “Mand” med store bogstaver…
Come on, det er sgu da mere interessant (i en superheltekontekst) at hun er usynlig, end at hun er kvinde?! Eller, det er det så åbenbart ikke, fordi det mandlige er “default”, det er udgangspunktet, får vi ikke andet at vide, må det være en mand… Hvis ikke, så er det (åbenbart) nødvendigt at pointere kønnet.
Tidl. hed hun Invisible Girl, så der kunne også have stået Girl, men det gør jo ikke sagen bedre. Og jeg tror du fejlopfatter plakaten, det er jo hendes “navn” de skriver. Plakaten er sådan set tro mod tegneserien, at de så har valgt at gøre en del af navnet større end en anden (for alle karaktererne) og at det i dette tilfælde er ordet “woman” ser jeg mere som et tilfælde i den kunstneriske fremstilling for at opnå symmestri.
Så det du kan anfægte er, at der åbenbart (i tegneserie-universerne) er en navngivningstradition for at pointere når en helt er heltinde. Men så støjer Supermand og Batman en smule i argumentet.
I øvrigt er det en kuriøsitet at samtlige helte i denne gruppe har 2-leddede navne. Oftest nøjes man med blot et enkelt navn.
Ehrem.. tillad mig at citere Judith Butler:
“One must understand that men are not born with a faculty for the universal and that women are not reduced at birth to the particular. The universal has been, and is continually, at every moment, appropriated by men. It does not happen, it must be done. It is an act, a criminal act, perpetrated by one class against another. It is an act carried out at the level of concepts, philosophy, politics.”
– og på tegneserieniveau, ku’ man tilføje. ;-)
Ikke for at intellektualisere eller polemisere debatten unødigt, i øvrigt. Sad bare lige præcis med det stykke tekst foran mig, da jeg (pjækkede fra specialeskrivningen og) faldt over din blog.
Men altså, for at vende tilbage til Marvel-universet, og til Ægget: Pointen er jo ikke, at Marvel er specielt forfærdelige, fordi de “åbenbart” (tilfældigvis, mener du..?) har en navngivningstradition der pointerer kønnet i kvindens tilfælde. Marvel-plakaten er bare et eksemplarisk tydeligt (og underholdende) billede på en generel samfundstendens:
At mænd stadig har patent på det universelle, det menneskelige, mens kvinden er kønnet. Man går automatisk ud fra, at Flammen, Tingen og Edderkoppen (som han hed i min barndom!) er mænd. Den Usynlige Kvinde ville aldrig blive kaldt Det Usynlige Menneske, fordi ‘menneske’ = mand. (Bemærk i øvrigt, at ‘Flammen’ hedder The _Human_ Torch, og ikke The _Male_ Torch, fx.)
Samme tendens gør sig jo gældende, når man automatisk går ud fra, at lægen, professoren, og andre i princippet ukønnede benævnelser, er mandlige.
Men derudover har du da ret i, at tegneserie-universet har mange specifikt mandligt kønnede superheltenavne. (Selvom ‘man’ ikke er helt så kønnet som ‘male’ fx ville være, eftersom ‘man’ jo også bare betyder ‘menneske’ på eng/am.) Men betragtningen er interessant. Jeg tænker det ku’ have noget at gøre med, at tegneserierne også på mange måder fungerer som afsøgninger af, hvad maskulinitet er for en størrelse. (Superman og hans sårbarhed.. :-)
Det andet køn er vel en kulturel arv fra dengang det hørte til sjældenhederne, når en kvinde skilte sig ud i et mandsdomineret samfund.
Die Fantastischen Vier er fra slutningen af 60’erne, og at det lige er “woman” der er fremhævet på den nye plakat tror jeg ligesom Ægget er mest af hensyn til det grafiske udtryk.
Superhelteparodien The Incredibles fra 2004 fortsætter i øvrigt traditionen, hvor forældrene kaldes hhv. Mr. Incredible og Elastigirl.
Og det samme er vel årsagen til, at Urban fremhæver, at omtalte kunstner er kvinde. Arv. Og hvad kan man gøre ved det? Tjah, de kvindelige kunstnere kunne starte med at stoppe med at bruge deres eget køn i tide og utide som temaer for kunstudstillinger, som salgsargument og som eksistensberettigelse for deres kunst. “Kvindekunst” er et begreb kvinderne selv har fundet på (eller måske ikke, men de har i hvert fald været hurtige til at tage begrebet til sig).
@Mette: Velkommen til, og der er næsten kun at sige: Netop! Du har fanget min pointe: Marvel-plakaten er bare et eksemplarisk tydeligt (og underholdende) billede på en generel samfundstendens:
At mænd stadig har patent på det universelle, det menneskelige, mens kvinden er kønnet.
@kkk: Det er jo ikke et spørgsmål om at kønnet skal afskaffes, så til den her:
Tjah, de kvindelige kunstnere kunne starte med at stoppe med at bruge deres eget køn i tide og utide som temaer for kunstudstillinger, som salgsargument og som eksistensberettigelse for deres kunst.
Nej! For de mandlige kunstnere skal da heller ikke holde op med at lave pikkunst – kunsten er vel i bund og grund en udforskning af “de menneskelige vilkår” (hvis vi kan kalde det det) i en eller anden æstetisk form – og de menneskelige vilkår er jo også kønnet, det er da en utrolig vigtig del, som vi jo (tydeligvis, men det er også ok) aldrig kan slippe ud af… Min pointe er igen bare, at kvinder altid først og fremmest bliver defineret ud fra deres køn, og først i anden række på hvad de (også) er og kan, mens denne “klassifikation i køn” ikke er nødvendig når det gælder mænd.
Det minder mig om en ret absurd forelæsning på uni, med nogle feministiske forelæsere, der påstod, at det var synd for mænd, fordi deres køn ikke eksisterede – fordi mænd i modsætning til kvinder (medmindre vi taler fædres (manglende) rettigheder over deres børn) ALDRIG defineres som havende et køn. Det var en ret absurd oplevelse, især for de tilstedeværende mænd, men i en eller anden grad kan de da have en pointe…
Hvad er pikkunst?
Du skrev: Min pointe er igen bare, at kvinder altid først og fremmest bliver defineret ud fra deres køn
Ja, og det er da klart, når de kvindelige kunstnere selv ofte har fokus på, at de er kvinder, når de udstiller. De laver kunstudstillinger, hvor eneste reference er, at det er kvinder, der har udført kunsten. “Kvindekunst” opleves jævnligt som et tema for kunstudstillinger. Man hører omvendt aldrig om mænd, der udstiller mandekunst.
Så når kvindelige kunstnere definerer sig selv som kvindelige kunstnere, så kan det da komme bag på nogen, at aviser og anmeldere også henviser til dem som kvindelige kunstnere.
Kvinderne sætter sig selv i bås.
så kan det da komme bag på nogen
så kan det da IKKE komme bag på nogen
@kkk
Nu er det altså oftest ikke kunstnerne selv, men museernes kuratorer, som laver kunstudstillingerne.
Og jeg kan love dig, at de “kvindelige kunstnere” (kender selv et par stykker af dem) om _nogen_ er trætte af at blive sat i “kvindekunst”-boksen. De står bare oftest i det dilemma, at det er deres eneste mulighed for at få deres værker vist.
Netop fordi det meste kunst der vises, er “(mande-)kunst”. Og når så et museum et stykke tid kun har kørt mandlige kunstnere, er der oftest en eller anden der får dårlig samvittighed og stuver alle de kvindelige kunstnere de ikke har fået vist de sidste 7 år sammen i én udstilling – og det er så “kvindekunst”. Hvad enten kunstnerne så specifikt tematiserer køn eller ej.
Men ellers, jojo, så er der også masser af kvindelige kunstnere, der arbejder med kønnet, og fred være med det. Der er nu efterhånden også mandlige kunstnere, der arbejder mere bevidst med kønnet. (“Pikkunst”, eller “mænd, der udstiller mandekunst,” om du vil.) Der var for et par år siden en udstilling i Nikolajbygning omkring ‘Maskuliniteter’, og fra Sverige synes jeg da jævnligt jeg hører om kunstudstillinger, der tematiserer det mandlige køn.
Og dét synes jeg da kun er et godt tegn! Som Anetq siger, så er det jo en del af udforskningen af de menneskelige grundvilkår. :-)
@kkk: Du finder det ikke selv påfaldende, at det falder dig nemt at kategorisere (det meste af) al kunst lavet af kvinder, som “kvindekunst”, mens begrebet “pikkunst” er dig fremmed? ;)
Det synes jeg eksemplificerer min pointe vældig godt!
Men ja, der er da mange kvinder, der arbejder med kønnet. Det er vel heller ikke mærkeligt, i betragtning af, at kvinder (og kvindelige kunstnere) hele tiden (udefra) defineres som netop kvinder, det er et grundvilkår der trænger sig vældigt på, hele tiden at blive defineret som (og møde en påstand om at være) “det andet”.
Jeg har nu aldrig tænkt på “pik” som en modsætning til “kvinde”, så nej. “Mandekunst” vil jeg have en ide om, hvad er.
Ok, fair nok! Må jeg spørge, hvem du ville definere som “mandekunstnere”? (og dette er absolut ikke ment som perfiditet, men interesse!)
Jeg kan ikke nævne nogle mandekunstnere. Og jeg kan heller ikke nævne nogle kvindekunstnere.
Det forekommer mig bare, at jeg indimellem er blevet træt i mit hoved, når der igenigen er en udstilling af kvinder. Og det er så ligesom den eneste kvalitet udstillingen har: at det er udført af kvinder. Deraf min definition af “kvindekunst”.
@Mette:
Dejligt citat, præcist og dækkende.
Jeg er med på forskellen mellem ‘male’ og ‘man’; men oplever nu alligevel at ‘man’ bruges for ‘mand’ især i tegneseriesammenhænge. Vi kaldte jo også Supermand (med ‘d’) – Manden af Stål.
Oversatte navne er dog en kilde til usikkerhed – for så bevæger vi os ud i et hav af oversætternørder og tegneserienørder, fra en anden periode (muligvis fra en anden periode end tegneseriens oprindelse) og fra en anden kulturel baggrund.
Så hvis vi skal fortsætte med en diskussion om tegneserieheltes (og -skurkes?) navne, bliver vi nødt til at være meget præcise med om det er originale/oprindelige navne.
Men det var vel i virkeligheden slet ikke tegneserier AnetQ ville snakke om – det var bare mig der kidnappede debatten, og slap den løs i Marvel-land.
Mht det universielle kontra kønnet, så er jeg enig i, at der fortsat er en udbredt grundlæggende opfattelse der kan beskrives som AnetQ gør, og jeg kan ikke vide hvor irriterende/undertryggende det er – men jeg vil stille mig tvivlende overfor, hvorvidt det nu er et kulturelt samfundsdikteret fænomen, altså om det i virkeligheden ikke blot er en skygge og et levn – for selv hvis vi som udgangspunkt antager, at buschaufføren er en mand, og det i stedet viser sig at være en kvinde, så afføder det da hverken reaktioner, udbrud, løftede øjenbryn eller tanker.
Så tilbage er at det åbenbart er nok at sige en buschauffør (og så forventer vi det er en mand) mens mange (måske også jeg) ville sige en kvindelig buschauffør – om en kvindelig buschauffør – forstås.
Så som jeg opfatter det, er det ikke længere det universielle overfor kønnet, men udgangspunktet overfor konkretiseringen. Hvis jeg kan sige kvindelig er det mere præcist end buschaufføren. Hvis jeg siger den gamle dame (og her snakker jeg ikke italiensk fodbold)er det mere præcist end damen.
Korrekt der er ingen retfærdighed i at ‘default’ for en funktion er mandlig – men jeg vil stille mig tvivlende overfor den undertrykkende effekt i DK 2007.