Så er mændene (gik jeg ud fra, men Leto har siden sået tvivl om Andys køn) kommet på banen – og eftersom de havde lange kommentarer, fortjener de et ordentligt svar – så jeg er glad for at få lov til at uddybe:
Andy kalder mit indlæg æbler, pærer og bananer i en uskøn blanding – det kan jeg kun være enig i. Hvis ligestillingsproblematikken havde været ligetil, havde vi (mænd & kvinder) jo klaret dén sag for årtier siden, dummere er vi jo ikke – desværre er det, for at blive i din egen metaforik en værre gang frugtsalat (af fordomme, kategoriseringer, samfundsstrukturer, indoktrinering, opdragelse, kønsspecifikke forventninger etc. som ikke er sådan at putte på formel).

Næste indvending fra Andy er, at Tøseblogdinneren er en tøseopfindelse. I dit indlæg får du det til at fremstille som om, at noget bliver trukket ned over jer. I trækker skam selv […] Så hvis du føler, at du er en kønsperker, er det vel og mærke dine perkervenner, der kalder dig perker.
Det var faktisk netop min pointe; jeg beskylder ingen steder mændene for at stå bag dette – faktisk lægger jeg vægt på, at vi alle har del i det, og derfor alle bør tænke os om, og selv om jeg ikke kalder de to bagmænd for tøsedinneren (alle mulige) grimme ting – er mit indlæg da primært en kritik rettet mod dem; jeg mener, at de (sikkert utilsigtet, uvidende og alt muligt andet med u-) med deres branding af alle kvindelige bloggere som nogle tøzer vil underminere samtlige kvindelige bloggere langt ud i fremtiden, så jeg håber sateme ikke at den branding får stor succes! Så ja! Jeg er fuldstændig klar over at det er mine med-køns-perkere der kalder mig perker, men det giver vel stadig mig, som individ, ret til at frabede mig det.
En forventelig indvending til dette er: “Jamen de brander jo kun sig selv, ikke dig” Nix! og Andy fik faktisk netop bevist det, med sin brug af flertal ovenfor “noget der bliver trukket ned over JER. I trækker skam selv” – “Jer” det er så Kvinderne, og der er jeg helt enig (der bliver os alle, mere nuancerede er medierne desværre ikke) – og hele min pointe med mit indlæg var at gøre opmærksom på, jeg ikke ville have tøse-etiketten trukket ned over mit hoved, så jeg trækker absolut ikke selv! (pardon the pun.)

Leto & Andy er begge på banen med en indvending om at en mand ikke bare er en mand – at alt og alle har definitioner, og at en mand også kan være; stodder, herre, stud, dreng, mandsling, husbond, hjemmedreng, tyr, buk, en rigtig håndværker, en mors dreng, en nørd, en nar, et røvhul, en charmetrold, en charlatan, en wise-guy, en dengse, en slapsvans, et mandfolk… og en tøs.
Deri har de ret; Vi definerer alt og alle i tide og utide – Men lige præcis ordet “mand” er neutralt, men ordet “kvinde” desværre ikke er det (måske konnoterer det lidt 70’er-feminisme? Vamp? Mor?) – hvis det var neutralt, tror jeg ikke der ville være kvinder i 50’erne, der omtalte sig selv som “piger”, eller kvinder i 20’erne, der omtalte sig selv som tøser.
Men min indvending er: Netop her i blogland er køn jo ikke nogen bestemmende faktor – idet omdrejningspunktet her er ord, og selvfølgelig de mennesker, der skriver dem (ikke forstået sådan at kønnet er irrelevant, det ville være naivt at tro), men for at bruge et andet eksempel, hvor der er ordene, der er vigtigst; på bibliotekerne har man fx. aldrig set nogen pointe i at lave en hylde til de mandlige forfattere og én til de kvindelige.
På samme måde kan jeg ikke se nogen pointe i at lave en særlig kategori af kvindelige bloggere (som i den brede offentlighed lynhurtigt vil komme til at betegne alle kvindelige bloggere) – da det i mine øjne kun vil have én effekt, nemlig at gøre kvindelige bloggere lidt mindre værd, end de mandlige bloggere.

Leto mener at: Vi bliver alle kendt for noget af nogen, du er selv med i den proces, men du har ikke ret i, at det er vores køn der afgrænser og begrænser os, det er i højere grad vores virke, job og bedrifter der bidrager til dette. Deri har han jo heldigvis ret; vi bliver også defineret af alt muligt andet – heldigvis mange af de ting, vi selv kan være med til at ændre på. Men kvinder bliver desværre også i alt for høj grad OGSÅ hele tiden defineret ud fra deres køn, fordi kvinden (se det oprindelige indlæg) er “det andet”, afvigelsen fra normen. [Argumenter for dette kan findes i de utallige undersøgelser, der findes af typen: Præcis samme budskab læses op af hhv. en mande- og en kvindestemme – kvindestemmen scorer langt lavere på “troværdighedsskalaen” – alene på grund af sit køn.]

Andy: Dit eksempel om alle de frygtelige små forskelle i hverdagen kan jeg ikke følge. Nej, de frygtelige små forskelle er nemlig som regel lige under bagatelgrænsen – og skal man trække eksempler frem virker man skabet, pivet & nærtagende. For nu at bruge køns-perker metaforikken; Når man får ét afslag på en jobansøgning er det jo ikke sikkert, at det er fordi man hedder Muhammad Iqbar, vel? – Der kunne jo sagtens have været en mere kvalificeret ansøger (og måske var der det også). Men når man får afslag nr. 800, selv om der er mangel på ingeniører – så er der måske noget om, at det er fordi man hedder Muhammad Iqbar??
Det er i hvert fald min oplevelse, og at dømme ud fra de mange “skulderklappende” (som du kalder der) kommentarer fra kvinder, så tror jeg ikke, at det er en oplevelse jeg er alene om. [Men jeg kan sagtens se, at det kan se lidt pjattet ud, og sku’ vi nu ikke bare slappe lidt af? Dertil er der kun at sige; kun hvis vi aldrig vil have, at det bliver anderledes! Ellers må vi alle sammen prøve at tage os lidt sammen, selv om vi synes emnet er træls…]
Som Andy siger: Så kan det blive påtalt afhængig af selskabet. Både hvis en fyr opfører sig for tøset, eller hvis en pige opfører sig for drenget. Ja, og det er der da ingen af dem, der har fortjent! De egenskaber, vi tilskriver kønnet, tilskrives ofte som et enten/eller – og der ville jeg gerne (i det mindste) have indført en glidende skala.
En dreng kan eksempelvis ikke tillade sig at låse sig inde på et toilet og flæbe en hel fest igennem, fordi en ven talte lidt hårdt til ham, og han bare følte sig såååå misforstået. Get the point? Hørte jeg den ironiske tone? Jeps og jeg har 2 svar: 1) Det sjove: Jamen, jeg synes da han burde slå et slag for ligestillingen, låse sig inde og tude snot i stænger! 2) Det ærlige: Jeg hader dem, der låser sig inde på toilettet og tuder – for ikke bare er det for latterligt, JEG vil også (i alle mulige og umulige kontekster) resten af mit liv blive skudt i skoene, at jeg jo (fordi jeg tilfældigvis deler nogle biologiske træk med disse individer) nok ikke kan klare mosten, when the going gets tough, jeg skal jo sikkert ud på toilettet og tude eller noget. Alternativt (sødt og forstående, læs: nedladende) blive behandlet anderledes, aldrig få sandheden, få tingene pakket ind i vat, for at beskytte lille-pus-mig mod den store onde virkelighed [så ikke jeg skal ud på toilettet og tude! Men det bliver ikke sagt, for den subtekst er næsten aldrig bevidst].
Det rigtigt trælse her, er at det jo egentlig ikke er dem, der tuder på toilettet, der er problemet. Det er den lidt for veludviklede mønstergenkendelse, der gør at vi [mænd OG kvinder] hele tiden (ubevidst) generaliserer fra én til alle især når der gælder kvinder. Og at jeg som individ derfor skal forsvare mig mod alle de (ofte ubevidste) fordomme jeg mødes med, men som næsten aldrig ytres direkte.