Der er filmperle: Halbe Treppe, det er tysk, det er dejligt. Utroskab og kærlighed i det tidligere DDR, blandt midaldrende mennesker, der aldrig har fået botox, fedtsugning eller bare været i træningscentret for nylig. Men satans interessant og god film, som jeg husker den:
Nu har jeg i meget lang tid ikke set noget statistik på min blog. Og nej, ikke som i: “Åh, nej, altså læsertal er ikke noget jeg går op i… altså nej, slet ikke. Så længe jeg har min 60 læsere om dagen er det fint”. Næh sandheden er at jeg har været en doven blogger, og engang for snart længe siden, sandsynligvis i et tema-skift forsvandt min statistik. Muligvis i starten af året?
Der var også noget bøvl med at min blog ikke blev registreret ordentligt hos Googles Blogsearch, så derfor fik jeg ingen indkommende links (ud over noget gammelt stads fra 2006), efter at WP skiftede dertil. (Det funker stadig ikke helt optimalt, men er dog blevet bedre).
Alt i alt en ynk – i hvert fald, hvis jeg skulle have interesseret mig for eventuelle links eller læsere. Men eftersom der gik temmeligt mange måneder, må jeg nok bare konkludere, at det ikke var en top-prioritet…
Nu hvor jeg har fået blogstats igen, kan jeg så konstatere:
1) At der til min overraskelse ser ud til at være (væsentligt) flere end de 2-4 gamle blogvenner, der tilkendegiver sig i kommentarerne, der rent faktisk læser med (og der er absolut for mange til at det kan være crawlere alt sammen)
2) At selv om “bolleven”, “stive pikke” og “lebisk frisure” [sic, og skide tak til det sidste!] er populære søgestrenge (Groucho havde ret), så overgås det klart af teknikproblemer; næstpopulæreste søgning er “format c:”, men intet slår [siger og skriver] “tehætte”. Herre Jemini, er min blog blevet en husmoderblog mens jeg var væk?
Secret fact: Jeg er faktisk husmoderlig nok til engang at have lavet min egen elefantformede tehætte samt en girafvarmer til stempelkanden – men det har jeg aldrig blogget om!
PS: Kære læsere: Velkommen, det er godt at se jer. Undskyld jeg har været så dårlig en værtinde så længe.
Der skal også være noget pænt at se på; så her noget mennesketapet:
Kunstneren hedder Kim Joon – se flere værker her, og jeg fandt billederne hos luder.
Hvis du ikke fangede Enemy of the State i går, og derfor slår for lavt ud på paranoiametret, er her en løsning: Spioner på dig selv, eller nogen du kender, eller nogen du ikke kender… endnu!
[Jeg forstår ikke, hvad man skal med sådan en applikation. Men det er måske bare mig. Eller paranoide typer, der vil vide, hvad de andre ved om én?]
Så vidt jeg kan se, er der kun én fordel ved at være syg for 3. gang inden for et par måneder: Når ikke man sover (som optager det meste af tiden), er der ikke så meget andet at lave end at se film:
Temaet disse dage synes at være dysfunktionelle familier:
Igby goes down – helt udmærket film, morsom på sarkastisk vis – men med så meget ironisk Newyorker-distance, at alt det forfærdelige ikke rigtigt bider. Nemt, men måske lidt for nemt?
Running With Scissors – Super film, men lider lidt under genkendelig casting. Der er ganske mange mindelser om Royal Tenenbaums (helt ned til en bleg underkuet Gwyneth-søster) og Bening som American Beaty’esque sindssyg mor – De gør det fantastisk, det er bare set før. (Men det er nok bare mig, der ikke gider se DeNiro og Pacino, mest fordi de altid spiller DeNiro & Pacino inc.) Nå, men historien er god, eller altså ond & forfærdelig & morsom – fordi man må grine, hvis man ikke skal græde… (og i øvrigt fuld af gode skud, der er filmquiz-værdige og fantastiske forklaringer: (som fx svaret på, hvorfor alt porcelænet ligger ude i haven?) I’m giving my worldly possesions a moonbath!) – Den er helt klart værd at se.
Nå ja, og så har jeg også fået set Quantum of Solace [Bare rolig, der er ikke mere spoiler her end i forfilmen, men det siger selvfølgelig ikke så meget] – det havde været en fordel liiige at læse op på resuméet af den forrige, da filmen helt bogstaveligt starter, hvor den sidste endte; med Jesper Christensen skudt i benet i Venedig…
– Lad os bare sige, at det er mere Bourne end klassisk Bond, men det er der jo ikke noget galt med i min bog. Men en Bourne-historie ville nok have en lidt mere kødfuld historie? Oh well, det så godt ud og Daniel Craig har altid lignet en mand der har energi til at knalde en op ad en væg, selv efter en hård arbejdsdag…
Der er rigtig levende filmquiz på næste næste søndag (d. 16/11)
Indrømmet: Det er uretfærdigt og kræve-agtigt og utaknemmeligt og det er jo frivilligt arbejde og man er et skarn og alt muligt…
Men jeg vil have mit junk nuuuuuuuuu! [det er 3 måneder siden jeg sidst har fået et fix]
I anledning af at fredag er Halloween, så kan du her forberede dig – Lær at genkende, undgå og nedkæmpe zombier:
* …og nej, jeg går heller ikke ind for indførslen af kommercielle amerikanske “helligdage” – men jeg er for svag en sjæl til at modstå lejligheden til at klæde mig ud som noget blodigt og gå til fest.
Er det udtryk for den mere sophistikerede franske skrivetradition at semikolon er direkte tilgaengelig, mens punktum kraever brug af “shift”?
Fra pigekammeret paa kvisten over venindens lejlighed – hvor vi gaester er indlogeret kan vi i bedste hollywood-kliché-stil se Eiffeltaarnet i det fjerne (kunne jeg ikke huske fra sidst). Maaske er det slet ikke en kliché?
Godt man ikke har travlt med sine ratings, så ville det gå skidt.
Under nedtællingen til Coen-film-premieren i aften kan man fornøje sig med den mere tech-nørdede udgave af test dig selv-spas: Find ud af om du er en feminin eller maskulin internetbruger.
Den regner dig ud ved at se på din browserhistorie…
(jeg lærte så, at jeg ifølge formlen er 75 % mand & 25 % kvinde på min arbejdscomputer)