Det vidste jeg faktisk godt!
Jeg leger papegøje og prøver at efterligne de australske dobbelt-diftonger (eller rettere tetraftonger, som jeg tidligere har brokket mig over svaerhedsgraden af). Jeg kan stadig ikke sige “No” (nooo-u-oh-ah), men har laert at sige Australien (sta-i-ja) og australsk (stra-ian), saa helt galt er det ikke med mine forsøg paa at tale Strine (som det selvfoelgelig hedder her).
Klap katten?
Verdens shoppingmetropol er…
New York, London, Paris? Nixen, Singapore er svaret! Hvad faar man, naar man kombinerer masser af lokal og reginal koebekraft, samt masser af en- til tre-dages stop-over turister? Svaret er shoppingcentre overalt. Med overalt mener jeg skulder ved skulder langs boulevarderne. Jeg kan ikke komme paa nogen brands/maerker jeg kender, som IKKE har en flagship store, eller i det mindste kan faas her… Og jeg taenker jo ikke bare paa hvad vi har af soelle udvalg i DK, jeg mener, hvad jeg har moedt i hele Vesteuropa og paa den amerikanske oestkyst (+alt det asiatiske incl. Takashimaya, taenkte paa hende her). Total forbrugerkultur, som kun asiaterne kan foere den HELE vejen igennem. Selv amerikanerne synes at vaere lallende amatoerer udi forbrugerismen sammenlignet med dette Mekka for Kapitalisme. Fascinerende!
Alt er dog ikke forbrugerisme, eller forkert, der er ogsaa oplevelser til salg: Var paa Night Safari i Singapore Zoo i gaar, og det var en fest (er du nogensinde i Singapore kan det varmt anbefales!) Man kan klare hele haven ved at blive koert rundt i gepardplettet, tiger- eller zebra-stribet vogntog til indoevet fortaelling om havens dyr, men man kan ogsaa staa af og fx. tage Leopardruten… Saa er der store natvaagne kattedyr for alle pengene.
(Blev smidt af nettet inden jeg fik postet, saa derfor er dette indlaeg tilbagedateret!
Rolls Royce til Verdens Ende
Der er godt nok power i saadan en RR-motor. Isaer selvfolgelig, naar den sidder paa en 747. Heathrow tager haablost lang tid at skifte i, men jeg fik da set den nye terminal 5 (saa spaendende er den ikke – men jeg fik taget at par billeder inden jeg fik ordre om at foto var forbudt) og efter en bustur gennem opmuntrende beton i 18 minutter fik jeg ogsaa hurtigshoppet i Boots og kobt laekre magasiner + en enkelt bog eller to i WS Smith. (Saadan kan man klare London paa en halv time!)
Nu er jeg saa vaeltet ud af det fly, jeg har haft fornojelsen af i 12 timer, (jeg lugter rigtig laekkert, og det er inden jeg har vaeret ude i tropeklimaet udenfor) – for udenfor venter Singapore… Jeg har hort at man skal prove deres Natsafari i den zoologiske have!
Saa er der 2 dage til at kigge lidt paa Oesten inden jeg drager videre til Oz. Men jeg maa sige ‘en ting: Gratis internet i lufthavnen; det giver et helt i orden forstehaandsindtryk :)
Det er en god dag, jeg har en bred smag….
Har fået tilbudt det fantastiske nye job, som jeg var til samtale på i går – og sagt ja!
Har gættet alle 40 film i Christians Filmquiz!
Været på fantastisk sejltur og set på byggeri fra Nordhavnen til Teglholmen – med solskin det meste af vejen.
og jeg skal oven i købet se Dr. House i aften med tøserne – jeg burde næsten opstøve en flaske bubbly til at fejre sådan en dag ;)
Frustrationsfejlgæt?!
L’état c’est nous! – Danmark, det socialistiske paradis?
Tilbragte lørdag nat på at diskutere statsopfattelser, det danske nationalitetsbegrebs ekskluderende funktion, sprog og livet i almindelighed over øl (og Lou Reeds Transformer) indtil solen havde været oppe i timevis med en australsk ven, og det giver interessante vinkler at se verden fra den anden ende (omend han også er velbevandret i det danske efterhånden). Og der var flere hypoteser, der også er interessante dagen derpå, så lad mig dele min hypotese om, hvordan vi opfatter staten:
L’état c’est nous
Danskere (og det gælder nok skandinaver i særdeleshed) opfatter staten som et “vi” – staten er selvfølgelig et apparat, der kontrollerer og styrer og derfor skal reguleres og kontrolleres så ikke dets beføjelser overskrides, men når det er sagt, så er staten jo os alle sammen – hvis opgave det er at gøre sit bedste for os alle. Vi er allesammen staten! Selv om vi har en sund skepsis og kontrolapparaterne på plads så stoler vi et eller andet sted dybt nede i folkesjælen på at staten vil vores fælles bedste.
Staten er et magtbegærligt monster
I brit/anglo-traditionen opfattes staten som et “dem” – Staten er et magtapparat, noget udefrakommende, der forsøger at gribe ind i den ukrænkelige personlige frihed – og som for enhver pris skal holdes i ave, på afstand og begrænses i sine forsøg på at tiltuske sig mere magt. Staten er ikke “os”, staten er et “dem”.
Derfor er tanken om et CPR-register det mest skræmmende man kan forestille sig i verden.
Sjovt nok er det helt identisk med, hvordan danskerne tænker på den europæiske union; Det er i høj grad et “dem”, vi taler om det som om vi ikke er del af det: “det er noget de har besluttet i EU”. Der føler vi os bestemt ikke inkluderet, kun kontrolleret.
Og nu vi er ved det sproglige, så ses forskellene i opfattelsen af staten også på det sproglige niveau: I USA kaldes skattevæsenet the taxman på linje med the bogeyman – det er en fremmed, der kommer og truer os og vores. I Danmark er det skattefar der løber med en del af indkomsten – selv når staten griber ind i vores liv, ser vi det som et familieanliggende; det er ikke en fremmed trussel, men derimod den store fader, der inddrager vores lommepenge til familiens fællesbudget.
Man kunne hævde, at dette jo blot beskriver forskellen i statsopfattelsen mellem socialister og liberalister – men mit spørgsmål er så: Har jeg ret i at Danmark er det hemmelige socialistisk paradis, hvor vi alle* lever med en dybtliggende tryg forvisning om at staten er os og vil os det (fælles) bedste?
* Nåja, alle – bortset fra et par enkelte minimalstatsglade liberalistiske tænkere, der jo alligevel pakker den slags ideer væk, så snart det bliver alvor.
Ind i labyrinten
K2 & Tim Rushton spiller op til dans i Kanonhallen – det er smukt, svedigt & suverænt
Grænsen mellem publikum og dansere flyttes hele tiden, forestillingen flyder mellem tableauer og dramaer, lys, dansere & musikere spiller sammen i skøn forening, selv om der ikke forsøges forenet – men måske snarere forgrenet i den labyrint der lukker sig og åbner sig hele tiden. Det er fantastisk – de spiller fra torsdag og det er fantastisk; af sted med sig!
Scarlett synger Tom
Hatten af for Scarlett der kaster sig ud i et projekt, der ikke på nogen måde er idiotsikret:
Skuespillere har ikke tradition for at få respekt selv, hvis de får succes med at give den som sangere… (vi kan i flæng nævne Hasselhoff, Bruce Willis & Brigitte Stallone)
Coverversioner af de tunge drenge lykkes sjældent… (hør fx de 10-12 Leonard Cohen cover-plader der udkom i 80-90’erne, og der er 3-5 gode numre tilsammen)
– men jeg synes der kommer noget interessant ud af det; de tre numre, der ligger på MySpace er fine.
Det er da osse #@**%#irriterende, når man ved, at man har set den skykanin før…
Ay caramba! Så er endnu en arbejdsom aften ødelagt igen; Christians Filmquiz er på banen igen, denne gang med gæstequizmastertriumviratet Rimmer, Mørk & Fjelsted. Det borger ikke godt for min arbejdsbunke, selv om jeg prøver at holde op for i aften; 11 film er vel en ok start?
Nej, tydeligvis ikke, for jeg fik ikke vristet mig fri af gætteriet, før jeg nåede 19 film… Og arbejdsbunken? Hvad? Æhæm… Skal vi snakke om noget andet? Fx. den rød/hvide bold i # 34?
Mønsterbryder uden tæsk…
I dag var jeg omkring et emne, der af gode grunde interesserer mig; Mønsterbrydere.
Men med den opgradering af uddannelsesniveau dette land gennemgår i disse år, undrer det mig, at emnet ikke dukker op?
Eller rettere: Hvorfor er den eneste vinkel der dukker op, når der tales om mønsterbrydere – årsager?
Det er selvfølgelig helt relevant, når man taler om de usædvanlige solskinshistorier (lige til Ude og Hjemme) “Fra misbrugsramt socialklasse Å-opvækst til nationalbankdirektør” – som der endelig var nogen, der begyndte at forske i for (alt for) få år siden, i håb om at indsigt i, hvad der lykkes, måske kunne hjælpe til at få flere til at lykkes, nu man ikke kom så langt med “hvad gik der galt”-forskningen… Her er årsagssøgningen naturligvis på sin plads. Og svaret synes at være; positiv interesse fra et andet menneske var udslagsgivende (eller evt. negativ, hvis det affødte en “jeg skal kraftedeme vise dem, at jeg kan & vil”-reaktion).
Jeg undrer mig bare over, at spørgsmålene ender dér?
Er der ingen, der interesserer sig for hvilke problematikker, der præger mønsterbryderne – og her tænker jeg på ting, som vil præge alle mønsterbrydere i større eller mindre grad – også os “usynlige” mønsterbrydere, der kommer fra pæne velordnede hjem med økonomien i orden og varm aftensmad hver dag. Det er da interessant, hvilken betydning det har:
At bevæge sig længere og længere væk fra sin families kultur, jo mere man uddanner sig?
Ikke længere at tale samme sprog, dele interesser, have noget fællesskab med ens “nærmeste”?
Altid at starte på -10 point i “almen kulturel dannelse”
Ikke at kunne dele store dele af sit liv med sin familie?
At skulle håndtere, at forældrenes angst for det fremmede, nu også omfatter en angst for én selv og det, man beskæftiger sig med – at man i deres øjne er blevet fremmed?
Ikke at have nogle forbilleder/rollemodeller (hader det dårligt “undersatte” ord!)?
…eller noget netværk?
Altid selv at skulle vælge blandt muligheder, der ikke engang er kendte (fordi man ingen referencer har i den kultur, man har bevæget sig over i)
At være “fri” for forventninger / ambitioner hjemmefra
…eller skulle slås med forventninger om at man på et tidspunkt vil “holde op med at være mærkelig” og indse, at deres måde at leve på, er den rigtige?
Aldrig at “score pluspoint” hos familien, fordi alt det, man gør rigtigt i den nye kultur ikke giver point i den gamle.
At føle sig (mere eller mindre) fremmed i den nye kultur, og (mere eller mindre) udstødt af den gamle.
Hov, der er nogen der forsker på DPU; Socialdemokraterne henviser til mønsterbryderprojektet, tjek det her citat:
– Hjemmets opbakning er vigtig i forhold til mønsterbryderne. At der er en interesse og en opmærksomhed omkring den unge. Og at der er en diskussionskultur derhjemme, så man taler sammen over middagsbordet om skolen og om hvad der foregår i samfundet. Og at de bruger de kulturelle tilbud: går i biografen, læser bøger og den slags, siger Ulla Højmark Jensen. (mine fremhævninger)
“Støtte og opbakning”? Hvilke fornuftige ikke-fordrukne mennesker, der ikke tæver deres børn giver dem dog ikke det? Tjah, lad os forestille os, dette ikke ganske uventede scenarie:
Opmærksomheden risikerer at vige af angst for det nye fremmede / de fine ord / den dér universitetsuddannelse, som vi sikkert ikke kan forstå, hvad går ud på alligevel…
Diskussionskulturen strækker sig måske kun til spisesedlerne på formiddagsaviserne, indbruddene i kvarteret og naboernes manglende hækklipning – og vær så i øvrigt opmærksom på at “diskussion” jo er noget man gør i den akademiske verden, føromtalte emner kan snildt klares med DF-logik, hvor alle udsagn er endelige, “lukkende” og monologiske; Skatten skal ned og pensionen op, fordi jeg siger det hænger sammen og alle andre er idioter, punktum.
De kulturelle tilbud er svære at bruge, hvis man ikke ved de eksisterer, eller ens eneste forhold til dem, er fra skoleudflugter…
Hvad enten man taler socialt belastede unge, eller på overfladen helt normale unge, så er problematikkerne relevante at beskæftige sig med, hvis man vil have det meste af en ungdomsårgang ind i uddannelsessystemet, som det er ambitionerne for videnssamfundet?!
PS: Beologen påpeger at skønne Ferdinand er mønsterbryder!