Erfarer fra KirstenMarie via Twitter at en journalist ved navn Ruth Storm (er det mon hende her) i et P1-program har læst min foregående blogpost højt i radioen i denne udgave af et program ved navn Radiobloggen. Med denne beskrivelse: Radiobloggen er udvalgte dele af udvalgte blogs. Alternative perspektiver på verden, bramfrit og uden filter. og uden rettigheder, fristes jeg til at tilføje?!
Denne blog er min personlige notesbog, ja den ligger hér og kan læses af alle og enhver på det store vide internet – for jeg deler gerne & vil gerne i dialog med dem der har lyst til det.
Jeg deler gerne ting, jeg har lavet, på CC-licens, lader alverden se mine slideshows (søvnproblemer er en byrde, man må hjælpe folk, hvor man kan), viser mine billeder til alverden, blogger (også i andre sammenhænge) statusopdaterer FB og twitter løs derude [men heldigvis ikke det hele, hele tiden].
Og alt efter platform er mit arbejde tilgængeligt, og/eller kastet i grams uden rettigheder – og hvis nogen spørger om lov til at bruge noget jeg har lavet til at ikke-kommercielle formål, som jeg finder i orden – så giver jeg dem gerne lov…
Men jeg vil spørges om lov!
(Hvis jeg havde drømt om berømmelse og mine blogposter på tryk – så havde jeg nok valgt at blogge på urbanblog eller lignende, frem for på eget domæne.)
Så når Ruth Storm producerer en radioudsendelse, der alene består af højtlæsning af det blogindlæg, jeg har skrevet (og ikke til det formål), uden at jeg er blevet spurgt, så bliver jeg faktisk indigneret. (At der er linket her til bloggen er jo ingen undskyldning: Et link til hvor man har stjålet noget er bedre end uden, men derfor er det teknisk set stadig tyveri) Og før du spørger; ja, jeg har en mailadresse i min velkommen-til-bloggen-tekst øverst til venstre – og selv en jævnt internetbegavet amøbe, kan gætte, hvad jeg hedder på Twitter, hvis det skal gå hurtigere.
[Og skal jeg brokke helt færdig: så vil den tidligere sproglærer faktisk godt citeres helt ordret, hvis hun skal citeres!]
Her kunne man anføre noget om det ironiske i, at et indlæg om én form for krænkelse af en art, ender med at blive udgangspunkt for en anden type krænkelse.
Eller man kunne fundere over, hvor smart det er at lade være med at spørge om lov af en person, der i selvsamme indlæg indrømmer at være typen, der “aldrig har fundet sig i lort fra nogen, og ikke er bange for at fortælle dem, de skal skride ad helvede til, og lade det gå lidt tjept”?
Jeg har selv blogget meget for et par år siden, var vist med helt fra starten, næsten. Men jeg blev fyret pga det, fra mit job som skolelærer.
Igår i P1, på vej hjem fra kursus i Grenå, hørte jeg Ruth Storm læse din post op. Og citerede dig og angav hvad bloggen hed.
Jeg troede reelt at de godt måtte alternativt havde spurgt, så jeg er helt overrasket over at det ikke forholder sig sådan.
Jeg har engang fået en blogpost offentligtgjort på dr.dk. En post der hed en Snerpe krydser sit spor, som dog kun var offentligtgjort på Silles gamle blog. Pointen er at de spurgte SÅ pænt inden de offentligtgjorde den og jeg fik endda læst korrektur på det.
Måske skulle du skrive til hende Ruth?
Smil fra
Lene
Ps: Det var en sjov post at høre oplæst:-)
hun spurgte mig før hun læste min op.
Jeg fulgte linket og opdagede at jeg åbenbart også er blevet læst op .. og jeg er heller ikke på nogen måde blevet spurgt .. og ja, jeg har også en kontaktmail, så man kunne da godt være blevet spurgt.
ja, så er det jo nemt at kalde sig journalist, når man bare læser noget op andre har skrevet.
Faneme tyndt og uhæderligt – phøj!
Er det bare mig – eller er linket forkert/blevet slettet på (Er det mon hende her).
Ellers er jeg enig – hun kunne lige have spurgt først – det andet ligner ikke noget.