Der er sat verdensrekord; ca. 55 % kvinder er nu (demokratisk) valgt ved valget i Rwanda.
Læs fx. baggrund i Information, eller tjek DR2 Udland.
– Trist at der skal en borgerkrig og massevoldtægter i stort tal til, før der er ét land i verden, hvor kvinderne får over 50 % af pladserne i et parlament. Når man tænker på, hvor mange parlamenter der findes i lande hvor kvinderne statistisk set udgør 50 % af befolkningen…
Undr!
Ytr & ændr efter behov
Jeg er ikke imod at kvinder (og gerne flere) modtager valg til embeder fx i parlamenter, men logikken med 50% (eller mere) ryger over hovedet på mig.
For det første, hvorfor skal kønnene repræsenteres ens? I repræsentative demokratier vælger vi hvem vi ønsker skal repræsentere os; for mig at se bliver det en begrænsning i demokratiet hvis vi SKAL vælge lige mange kvinder og mænd (eller skal ramme en bestemt kvote). Og hvad hvis en kvinde stemmer på en mand? Hvad hvis rigtig mange gør det? Og Statsministeren kan jo kun være et af kønnene (– ingen billige hentydninger).
Og det bringer mig videre til det næste, hvor mange kvinder er for mange kvinder? Nu var det 55% (Information skriver 48%), men hvad hvis det var blevet 75%? Argumentet om lige fordeling af indflydelse/magt er jo tveægget – dvs hvis befolkningen er 55/45 kvinder/mænd, skal kvinder så have præcis 55% af pladserne? Bevares ofte har befolkninger det med at tilnærme sig 50/50 i kønsfordelingen – men i DK er det lige nu 50,5 % der er kvinder.
Det der irriterer mig er at man antager, at for at kvinders sager skal komme frem, skal der kvinder til at gennemføre det, fordi parlamentet stemmer som i skolegården – drenge vælger drenge og piger vælger piger. Drengene støtter drengenes sager og kanøfler pigernes. Vi har rigtig mange magtfulde kvindelige partiledere – jeg tror ikke drengene kan eller vil rotte sig sammen baseret på deres køn.
Jeg ved godt, at jeg har ævlet løs om noget, der kun er i kanten af hvad du skrev om, og at du strengt taget kun har tiljublet at kvinder for en gangs skyld får god solid repræsentation i parlamentet. Og den begejstring kan jeg godt dele, og jeg ser gerne at flere kvinder når flere ”høje” poster i samfundet, bliver bedre repræsenteret (hvis det kræver kvinder på tinge), får mere i løn, og i det hele taget får/opnår ligestilling. Men jeg kan ikke se at det kræver, at halvdelen af Folketinget er kvinder.
Efter valget i 2005 var der knap 37 % kvinder i Folketinget – men til valget var kun knap 33 % af de opstillede kandidater kvinder. Så kvinderne i Folketinget er vel egentligt overrepræsenteret?
Jeg synes, at 50/50 må være idealet. Også i Danmark. Så se at få fingeren ud, kvinder, og stil op til Folketinget og bestyrelsesposter.
@Ægget: Jeg har ingen forventning om, at parlamentets sammensætning skal afspejle befolkningens på milimeter. Eller at kvinder kun repræsenterer kvinder og mænd kun mænd. Men repræsentative demokratier er jo netop bygget på et kandidaterne repræsenterer befolkningen. (Hvis der havde siddet kvinder som trafikministre – så gætter jeg ud fra statistiske kønsforskelle i det område på, at der havde været flere cykelstier, færre store lastbiler i byerne & lidt færre spøgelsesmotorveje i det jyske.)
– Jeg argumenterer hverken for milimeterdemokrati eller kvoteordninger, men jeg synes der er jo et stort MEN: Der er jo noget strukturelt galt, når halvdelen af befolkningen i hele verden er groft underrepræsenteret: Det kan jo ikke bare være et udslag af statistisk usikkerhed og tilfældigheder, når der kun er ét land af 195 er styret af flere kvinder end mænd.
[Må jeg foreslå at man tænder for sin indre Samuel L. Jackson-stemme: “Now imagine she’s white”) og forestiller sig en verden fuld af lande hvor halvdelen af befolkningen er hvide og halvdelen sorte – og mærkeligt nok er det de hvide, der styrer alle lande undtagen ét]
– og fordi man siden 70’erne er nødt til at tage det forbehold hver gang: nej, jeg mener ikke det altsammen er mændenes skyld. Men hvordan kommer man videre?
Jeg kunne også vende den om og spørge: Med et folketing med en væsentlig underrepræsentation af halvdelen af befolkningen er det ikke lykkedes at ændre det faktum, at netop dén del af befolkningen får mindre i løn, deres interesseområder betragtes som mindre vigtige og underprioriteres. Det er da interessant at overveje om det ville ændre sig, hvis den del af befolkningen blev bare nogenlunde adækvat repræsenteret?
Jeg tror ikke at flere kvinder i Folketinget ville have forhindret bilfri asfalt i Jylland. Jeg tror ikke cykelstier ville blive et hottere emne i Borgerrepræsentationen hvis flere kvinder var valgt. Vejret ville måske blive bedre og madpakkerne i skolerne ville smage af solskin og sommer – hele året.
Det er en grov forenkling at sætte lighedstegn mellem ‘bløde’ emneområder og kvinder. Alt for grov. Vi har haft kvindelig trafikminister, forbrugerminister, miljøminister, uddannelses-, social-, arbejds-, bolig, økonomi-, kirke-, videnskabs- og justitsminister. Folketinget har Helle, Vestager, Kjærsgaard, Espersen, Enhedslisten, Christmas-Møller og Seeberg.
Vi har en Borgerepræsentation i Kbh med Ritt i spidsen og Pia Allerslev på den politisk modsatte fløj. Kvinderne har rigtig godt fat; og det glæder mig, MEN for det første er kvinder ikke vores ‘sorte’ befolkning, for det andet, er der en stor forskel i repræsentativ statistisk sampling og repræsentativt demokrati.
Hvis det pr automatik er godt at kvinder repræsenteres med 50%, vil jeg hævde, at det er vigtigere at indkomstgrupper repræsenteres efter relativ befolkningsstørrelse, i stedet for geografiske eller kønsmæssige eller etniske for den sags skyld.
Jeg er enig i at der mangler et stort skridt endnu før ligestilling kan siges at være tilnærmet. Og jeg er også enig i, at det er gået for langsomt siden 1915-ændringen, men jeg kan dog se et samfund hvor der ikke er uddannelser/jobs man ikke kan bestride blot fordi man er kvinde, der ikke diskriminerer i kulturelle sammenhænge (her skal listen med alle de steder jeg tager fejl gerne have plads) jeg siger ikke, at det er perfekt endnu, og lønninger og karrieremuligheder er fx alt for forskellige, og jeg siger heller ikke, at fordi andre grupper har det værre, skal kvinder ikke brokke sig; det jeg siger er, at tiden arbejder (langsomt) for kvinders og mænds ligestilling. Når de lovgivningsmæssige forhindringer er ryddet af vejen, er der sejlivede institutionelle – vores kulturelle og historiske begrænsninger, og dem kan vi forsøge at ændre og tilskynde til nedbrydningen af, men jeg tror ikke på lovgivningen i den sammenhæng, jeg tror vi må tage vores tørn generation efter generation, men også acceptere at det tager tid at ændre.
Du har ikke agiteret for milimeterdemokrati eller tvang gennem lovgivning, men 50/50 repræsentation af kønnene; og implicit at kønnet er vigtigere end partifarven.
Jeg tror, du tager grundlæggende fejl. Jeg tror at geografi og parti er det centrale i politik; jeg tror den del af ligestillingkampen er veloverstået i Danmark – heldigvis.
Jeg tror Rwanda i denne sammenhæng kun er en statistik anomali, en outlier, en tilfældig pudsighed.
Jeg tror ikke Rwandas kvinder oplever ligestilling nu – og det tror jeg heller ikke de oplever om 10 eller 20 år.
Undskyld det sene svar, men lad mig uddybe: Nej, jeg tror ikke naivt på, at alle kvinder er glade venstreorienterede cyklister – men demografisk set er der flere kvinder der er det, end mænd. Og min pointe var ikke at “alt ville være skønt, hvis det var kvinderne der bestemte”, men at man netop køber en pakkeløsning i et repræsentativt demokrati. Så når man stemmer på en kandidat eller et parti køber man (for de flestes vedkommende, jf. partiernes medlemtal) dén pakke man er mindst uenig med. Det må man prioritere ud fra hvilke emner, man synes er vigtigst. Her vejer de tunge ministeriers emner gerne tungest – de mindre vigtige emner, får man så en mening med i købet – som man ikke nødvendigvis deler… Netop dér tror jeg at det ville være interessant hvordan tingene formede sig, hvis kønsfordelingen var mere i overensstemmelse med befolkningens sammensætning. Og det var ikke et naivt håb, men en reel teori at netop sådan noget som trafikpolitik ville være et sted, hvor de meninger “man få med i købet” ville være anderledes (da der på det område er temmeligt store kønsforskelle) – Og trafikområdet, fordi jeg stærkt tvivler på at der er nogen, der vælger deres kandidat primært ud fra holdningen dertil?!
– og ja, jeg ved udmærket godt at dansk politik ikke er en simpel afstemning om hver enkelt sag – men at sagerne indgår i diverse pakker, aftaler, rævekager, handler, partilinier og strategiske træk [jeg har været med til at få ændret den danske lovgivning, og efter den omgang har jeg ingen illusioner om at de smukke demokratiske principper er det samme som realpolitik!] – men de folkevalgte ER stadig også mennesker med meninger – og de er ikke valgt for alle deres meninger, så der er nogen vi får “med i købet” når vi stemmer – og der er det vel ikke urimeligt at antage at mænd og kvinder er forskellige? (ikke at alle kvinder eller alle mænd mener det samme) – men det finder vi jo aldrig ud af, hvis ikke billedet ændrer sig?
Rwanda er ganske rigtigt en statistisk anomali, og nej jeg tror ikke de oplever ligestilling nu – men jeg synes stadig at der er noget galt, når det er det der skal til, før ét land i verden har flere kvinder end mænd ved regeringsmagten: En statistisk anomali.
Og en tilføjelse: Ja, kvinderne er rigtig godt repræsenteret på partilederposterne – også fordi det PR-wise er en god forretning at have synlige kvinder (unge ambitiøse kvinder kommer med garanti hurtigere frem i rækkerne end ditto mænd – der går uligheden den anden vej) – men det er jo netop ikke fordi det er underordnet om det er en kvinde eller en mand på posten.
Jeg ved ikke om aviserne nu gør det i mindre grad (hvem får læst avis nu om dage), men klassisk har det jo altid været sådan at mandlige partiledere blev forkortet til deres efternavn, mens de kvindelige blev forkortet til deres fornavn i overskrifterne. Fordi kvinderne er anomalien?