Er der en eller anden gensidigt udelukkende mekanisme (Omvendt ækvivalens, er det det, det hedder?), der gør, at det er umuligt at have to søstre, som på én gang er omgængelige?
Nu har jeg som efternøler glæden af at have to søstre, der til gengæld ikke kommer særligt godt ud af det med hinanden (bl.a. forårsaget af uheldig mødrende indblanding), men har dog lært (langt om længe), at det ikke nytter noget at påtage sig mæglerfunktionen i familien – Ingen af dem bliver klogere, man ender blot som lusen mellem to negle, og i yderste konsekvens bliver alle mugne på mig i stedet.
Men der forekommer mig at være et særegent mønster:
Den ene har i mange år været tung at danse med på nogle punkter, mens den anden forekom mig at være “min fornuftige søster” (også hende jeg absolut har mest til fælles med – oveni troede jeg vi var skruet nogenlunde ens sammen). De senere år har “den fornuftige søster” så pludselig opført sig mere og mere håbløst egoistisk og træls – I en grad så det er utroligt, at hun ikke selv kan se, hvor meget hun opfører sig som den mor, hun altid har haft så store problemer med, opførte sig håbløst… Ironien er slående, for alle andre end hende selv tilsyneladende. Hun forskelsbehandler sine (store) børn på præcis samme måde, som hendes mor altid har udsat hende selv for. Hun har udviklet en blindhed over for, at der er andre mennesker i verden end hende selv, og de (mig inklusive) synes ikke at interessere hende.
I mellemtiden er den anden søster pludselig blevet helt helt omgængelig, fx. har jeg lige haft en lang og meget hyggelig samtale, der på ingen måde var forceret, med hende, der engang var “den umulige søster”. Hun er blevet langt mere opmærksom på, at der er andre mennesker i verden end hende selv og interesserer sig for dem (mig inklusive).
Er det universets måde at trøste efternølere? Der vil altid være én af dine søstre, der er til at tale med?
Har diskuteret med veninde, der også er efternøler – og hun ser præcis samme mønster…