Mor: [i skingert fornærmet tonefald] Nå!!! Det er da godt, at du kan huske vores nummer, når du skal hentes og bringes!
Regiebemærkning: Jeg har netop sat mig ind i bilen. (havde ringet 10 min. før og spurgt om hun måske have lyst til at hente mig på stationen 15 min. gang væk) – og var inden dén kommentar faktisk meget taknemmelig for afhentningen, da jeg skulle stå op de næste 12-14 timer og havde ondt i fødderne i forvejen. (Jeg havde i øvrigt set hende aftenen før over aftensmaden hos min søster – så det var ikke fordi hun havde glemt, hvordan jeg så ud).
Jeg fattes ord…
Hvordan kan det være, at selv om jeg på et rationelt plan godt ved, at det er hende der er kropumulig og stærkt urimelig – og hvis jeg møder den slags manipulerende, ynkeligt, selvmedlidende, skyldsdistribuerende, egoet, martyrpis fra andre mennesker, så er jeg den første til at fortælle dem, at deres udtalelser er urimelige og ukonstruktive (og i øvrigt infantile) – og jeg er som regel i stand til at gøre det på en pædagogisk måde (og som regel ovenikøbet i en rimelig tone, selv om diplomatisk sans ikke altid er min force). Min pis-tærskel er sjovt nok virkeligt lav, når det kommer til martyr-manipulation [jeg har nemlig set det aaaaaaaaaaalt for mange gange til at falde for de tricks].
Men når det er min mor der gør det, så har jeg intet forsvar?
Hvor sidder vrede-knappen, og hvorfor tænder den lampe først bagefter, når det er mor, der trykker på ens knapper?
Jeg spillede engang ét par af de der “Skyld med skyld på”-numre for min mor og opfordrede hende til at sagsøge Det Brune Punktum for at ha’ brugt hendes person, som inspiration for deres mor-karakter. Det stoppede hende ret så effektivt – hun lider kun af sjældne tilbagefald nu.
Ved ikke altid om jeg skal le eller græde, når jeg læser indlæg som dit her….Min mor er død nu…for så’n ca. 5 år siden……så jeg er på sin vis ude over nogle ting…..på den anden side kan jeg godt huske min irritation, når man mor kunne finde på at sige: “Nåååååå, synes du det!”, med hysterisk sammenknebne læber – så vidste man jo godt hvad hun i virkeligheden mente…..Og det der så virkelig kan skræmme mig, er når min datter ser ud til at synes, at jeg er lige så ebberød, som jeg synes min mor var ——–SUK…..Mon det er en naturlov…det her mor-datter-noget???
Min mor er (næsten) holdt op – fordi min reaktion ikke var vrede, men barneblå blanke blikke og et lille overbærende smil. Når bølgerne gik højt blev det til et ‘brok kan man blive opereret for’ … og så gik jeg ud på terrassen og tog en smøg.
Vreden blev jo bare til at man bagefter følte sig reduceret til urimelig teenager – og livet er fandeme for kort til at regredere til DET stadium en gang til. Prøv med ironi. Også af selvslagsen.
Har lige haft meget klog samtale med dén veninde, der er rigtigt god til at sige kloge ting til mig – og til at få mig til at vende mine følelser udad i stedet for indad [det er de få, der kan dét, og det kan jeg så med al sikkerhed også sende min mor et takkekort for!].
Det med mødre – i hvert fald denne her – handler om at Mor har gjort sine børn ansvarlige for Mors humør – og det prøver vi så rigtigt hårdt, men fejler igen og igen (for dybest set er det jo ikke noget andre end Mor selv kan klare). Men vi påtager os ansvaret og lige meget, hvor meget vi prøver, bliver det aldrig godt nok. Dén magt har hun så over os fordi: 1) hun er jo Mor, og børn vil gerne gøre deres forældre glade. 2) fordi hun gennem (alt for) mange år har opstillet et hav af usagte regler for, hvad vi skal gøre for at gøre mor glad. Nøje indlært gennem triel and error (mest error, but not for lack of trying!). Og vi har lært at aflæse den mindste misfornøjethed og rette vores adfærd ind, så Mor bliver glad.
Det er bare ikke nogen god løsning for os, at vi gør alt i vores magt for at skåne mor – når det sårer os selv, og det er sågar selvforstærkende for den onde cirkel, fordi det bare tillader hende at blive ved med at såre os igen og igen. Men mors regler siger jo, at vi ikke må gøre Mor ked af det, så er det jo ikke så nemt at sige til Mor, at hun er en barnlig selvcentreret idiot, der skulle tage at lukke røven, hvis hun ikke kan tale ordentligt til folk.
PS: Når jeg skriver \”vi\” er det ikke bare, fordi problemet sikkert er generelt hvad angår den skole af mødre, men også fordi jeg har 2 søstre, der tackler det på hver sin (dårlige) måde – så der er ingen gode forbilleder for efternøleren dér.
Mange tak for forslagene & opbakningen – men usagtheder, ironiske kommentarer med undertoner og \”så kan du jo nok regne ud, hvad jeg mener!\” er der masser af i forvejen i min familie (det er klart del af problemet), så jeg tror, at Mor skal have at vide direkte, at det kan hun ikke tillade sig, og den slags disrespekt for min person føler jeg ikke, at jeg har fortjent. Og jeg tror, hun får den på en mail – for at tale om den slags i \”familien der ikke kan tale om følelser\” er sjovt nok aldrig særligt vellykket.
PS: Min næsten-svoger gav sig til at råbe TUDE-FJÆ-ÆS ad hende en dag, hvor hun kastede sig ud i en martyrie-smøre. (Men der er jo også andre regler for de indgifte, end de indfødte). Det var en stor dag, men der har tydeligvis ikke været en langvarig effekt.
Føj. Jeg kan s’gu præcist genkalde mig den følelse “at have ansvaret for Mors humør”. Jeps, den er klassisk, og det stopper aldrig.
(Min måde at takle det på er at holde mig væk – heller ikke særlig adækvat, men effektivt for mig selv)
Stor sympati og opbakning herfra.
Det er bare så pokkers svært at svare det rigtige når det er ens mor. Min egen plan er at forberede mig til næste møde med hende – velvidende at mor bliver sur og sikkert også vred og i høj grad alt mulig andet trist.
Jeg forstår tilfulde at du gør det på mail, det andet kan bliver forsvært når vi taler de dér teflon mødre.. Held og lykke med det!
For det 1.: Tak for det her ord: “skyldsdistribuerende”.
For det 2.: Det er på sæt og vis et godt tegn at du ikke kan svare igen, for det betyder at dine parader er ikke-eksisterende når du kommunikerer med hende. På den anden side bør hun vide at hun bør tale ordentligt til dig, og netop den formulering har det med at fungere meget godt på andre mennesker, synes jeg. Og hvis de så bliver ved og siger, “Arj, slap dog af med at være så nærtagende.” Så er det fordi man ikke har sagt det med et alvorligt nok blik i øjnene og der har været for meget luft på ens stemme. Hårdt blik, skarp stemme, så virker det. “Tal ordentlig til mig.” Bang!
eeeeeeeeej hvor jeg føler med dig!!! :-/ kender det alt for godt..
en mail er en god idé. et fysisk brev er måske endnu bedre?
jeg sendte selv et brev da jeg havde fået nok. heri forklarede jeg, at jeg ikke ville finde mig i den opførelse længere, at jeg ikke havde tænkt mig at slå hånden af, men at jeg ikke ville mødes førend der indtrådte en permanent ændring.
og vi fik en række gode og gensidigt respektfulde år bagefter.
det var næsten overvældende så effektivt det var.
og som Boris sige – ikke for meget luft på stemmen.
held og lykke!
(destruktive, forkælede kone, grow up og vær lige stolt af din datter/dine døtre istedet for at være misundelig på hende/dem!)
Hård stemme og fast blik kniber det netop (jf. posten) med under netop disse verbale overfald, derfor brevplanen – for du har helt ret Boris, det er sådan det skal siges, hvis det skal virke. Og Til Rigtize (det skrev mit tastatur faktisk, jeg mente Regitze, som siger noget rigtigt), det er faktisk en rigtig god idé med et håndsnedkereret-brev, det har ganske rigtigt en helt anden vægt (der er mindre luft på stemmen om man vil).
Jeg har forsøgt mig med håndsnedkereret brev, formuleret så klart, men dog sensitivt, som jeg kunne, og modtageren taler på andet år ikke til mig. There are risks involved …
Tjah, det har jeg overvejet, men så er det sagt! …og læst. Og selv en “nu lader vi bare som om det aldrig var sket”-reaktion vil give et simpelt “tal ordentligt til mig” en langt større vægt næste gang, hvis det er sådan det skal være. Du har jo ret, man kan ikke ændre andres adfærd, kun sin egen… Det prøver jeg så.
Jeg har en mor som er rigtig god til det med at give skyldfølelse. Der skulle en sit-down til at forbedre det, men det har så også virket – synes jeg. Jeg tog decideret hjem for at tale med især min mor om hvorfor hun næsten aldrig fik besøg af mig mere. Jeg måtte forklare hende at hun dræbte al lyst til at tage rejsen hjem, når hun kom med noget lignende nedenstående kommentar.
Vi er nu gået fra sætninger som ” *suk* du kommer da heller aaaaaaldrig og besøger os mere” til “hvornår kommer du på besøg” og det er et langt skridt for hende.
Når jeg så er hjemme har vi det godt, og taler om nærværende ting. Alt i alt en stor forbedring i forholdet Mor og Datter.
Min datter og jeg taler tit om det her … om 20 år må jeg tage mig selv i nakken, tror jeg.
Det er dejligt at være udstyrret med en hud så tyk at man end ikke opdager, hvis skyldmetoden tages i brug …
Pingback: observationer.com » Blog Archive » Frustration og overstyring